Kunsten at være sammenbragt

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Redaktør: Sia Holm

Kunsten at være sammenbragt

Indlægaf Denlillerose » man 14. okt, 2013, 15:13

Nu har jeg fuldt med på sidelinjen i noget tid, og på trods af der måske ikke er specielt meget aktivitet herinde så vil jeg alligevel skrive et indlæg..
Jeg har været i en sammenbragt familie i et års tid.. Eller det vil sige, vi er ikke som sådan sammenbragte - men manden min har et barn fra tidligere forhold. Har aldrig troet at jeg skulle være sammen med en, som havde et barn i forvejen men 'lynet slog ned' og barnet var jo med i 'pakken'.
Det begynder så småt at gå op for mig, hvor svært det er at være sådan en slags familie. Åh hvis nogle havde en opskrift på rigtigt/forkert, ville det være fantastisk!
Ja for hvad er rigtigt og forkert? Jeg kan efterhånden konkludere, at hvis jeg er for 'meget' med barnet så prøver jeg (åbenbart) at tage den anden forældres plads, hvis jeg så er mere objektiv og neutral - så interesserer jeg mig ikke NOK for barnet.
Hvor pokker er den hårfine grænse? Jeg har aldrig haft i sinde at tage nogens plads, men når man bor med en mand som har et barn, så passer man det vel i fællesskab? Eller?

Jeg glæder mig til dagen, hvor VI får børn men frygter den også. Frygten er ikke blevet mindre af at læse med herinde, hold nu fast nogle historier! Jeg som troede det skulle blive nemt... Ak nej.

Så ja, må ærligt indrømme at jeg synes det er en kunst, at være en sammenbragt familie. Jeg kender stadig ikke den hårfine grænse, og har bestemt svært ved at snakke med manden om det. Han har flere gange kommet med kommentaren om at 'det jo ikke er mig som skal passe barnet'. Men hvor er fællesskabet så henne? Er jeg gal på den når jeg faktisk gerne VIL være en del af at passe barnet? Uden at tage 'nogens' plads.. :|
Denlillerose
 
Indlæg: 3
Tilmeldt: man 14. okt, 2013, 14:58

Re: Kunsten at være sammenbragt

Indlægaf Flunk » tirs 15. okt, 2013, 8:15

Velkommen til Denlillerose!

Der er jo ikke en generel hårfin grænse. Eller en regel som virker på ALLE. Der er kun en vej frem, og det er at sætte sig ned sammen med sin partner og tale om, hvordan man gerne vil have det i familien. Så måske det er der du skal begynde - med at tænke over hvordan DU gerne vil have det. Så må I sammen finde en model, som alle trives med.

Her på sitet kan du finde forhold, hvor begge passer bonusbarnet, hvor det kun er den biologiske forældre, mens den anden holder sig på sidelinjen og hvor det er bonusmoderen der har overtaget. Hele spektret :P .

Jeg bliver lidt nysgerrig på, i hvilke situationer det er han siger at det jo ikke er dig, der skal passe barnet?
Flunk
 
Indlæg: 212
Tilmeldt: tors 12. jul, 2012, 15:11

Re: Kunsten at være sammenbragt

Indlægaf Lulu » tirs 15. okt, 2013, 9:49

Kære Den lille rose

Åh, hvor jeg husker det, det var svært. Er det faderen, der siger, at du ikke skal passe barnet? Her var det moderen, der nogle gange syntes, at jeg var lidt for meget 'mor' for hendes barn. Hun kunne f.eks. sige, at et arrangement kun var for de rigtige forældre eller spørge, om jeg ikke snart skulle have mine egne børn. Jeg synes, og det gjorde jeg også dengang, at det var helt ok, det kan ikke være nemt, at der lige pludselig er en ny kvinde i ens barns liv, som er ung og spændende og barnet hellere vil have :cry:
Herhjemme tog jeg ret meget over, det faldt mig naturligt, og vi talte egentlig ikke så meget om det. Jeg syntes, det var svært, da jeg fik mine biologiske børn, for der blev det tydeligt for mig, at jeg ikke havde det med min bonusdatter som 'mit eget barn' og det tog mig lang tid at få defineret, hvad vores relation så skulle være. I dag har vi et rigtigt godt forhold, hun er en skøn, fornuftig, smuk og dejlig teenager og verdens bedste storesøster for de små. Hun er ikke mit barn, det ved jeg godt, men hvis nogen spørger, siger jeg, at jeg har tre børn, for det føler jeg har.

Selvfølgelig er der ikke en opskrift .... Sådan en kunne man jo i den grad også godt bruge, når man får sine biologiske børn, starter nye venskaber og nye forhold, men det er jo ikke sådan, menneskelige relationer fungere - og det ville vel også være ret kedeligt.

Du skal føle efter, hvad du synes er rigtigt og hvis du og din mand ikke er enige om det, må I selvfølgelig prøve at snakke jer frem til en løsning. Det er mit indtryk, at mange af de steder, hvor det er gået galt, er der, hvor manden ikke har været god nok til at respektere den nye kones grænser.

Den gode bonusmor-bonusdatter relation findes rigtig mange steder. JEG tror, det handler om vilje og lyst. Hvis du virkelig vil det og har lyst til det, så skal I nok finde ud af det.

Kh Lulu
Lulu
 
Indlæg: 511
Tilmeldt: fre 12. okt, 2007, 14:00

Re: Kunsten at være sammenbragt

Indlægaf Lulu » tirs 15. okt, 2013, 9:50

Ps. Hvis du IKKE vil det eller har lyst til det, kan I også sagtens få en fin og respektfuld relation, du skal bare være tydelig om hvad du vil og ikke vil.
Lulu
 
Indlæg: 511
Tilmeldt: fre 12. okt, 2007, 14:00

Re: Kunsten at være sammenbragt

Indlægaf Denlillerose » tirs 15. okt, 2013, 9:54

Jamen i har jo ret i at der ikke er en generel grænse. Men en opskrift på sammenbragt familie, ville være skøn!
Konkrete eksempler kan være at han ikke vil have jeg skal stå op, når barnet vågner om natten. Eller han ikke vil være væk i fx en time så jeg passer barnet.
Jeg åbnede for samtalen igår, fortalte at det jo ikke nyttede noget med den holdning når vi nu ER to. Jeg har intet imod at passe barnet, tværtimod! Og vi har heldigvis nogenlunde samme værdier når det kommer til opdragelse, men der siger jeg hverken fra eller til heller.
Synes dog godt at jeg kan stå op, hvis barnet vågner om natten også selvom jeg 'bare' er bonus. Han kunne godt se det fra min side, men var vidst en smule bange for at jeg ville føle mig 'udnyttet'.

Sikke en dejlig historie Lulu! Også på trods af at der måske har været gnidninger med bio mor. Lige pt er bio-mors og mit forhold ikke særlig godt, det har det vidst aldrig rigtig været. Det gør det bestemt heller ikke nemmere.
Denlillerose
 
Indlæg: 3
Tilmeldt: man 14. okt, 2013, 14:58

Re: Kunsten at være sammenbragt

Indlægaf Denlillerose » tirs 15. okt, 2013, 9:58

- jeg behandler barnet, som hvis det var mit eget ellers. Kysser, krammer og hygger med han/hun. Det føles hverken unaturligt eller mærkeligt. Jeg ser mig selv som en person barnet altid kan komme til, en 'ekstra person'. Men det er jo også fordi jeg simpelthen ikke har mit eget barn, så det er jo det tætteste jeg kommer på 'forældre' -rollen
Denlillerose
 
Indlæg: 3
Tilmeldt: man 14. okt, 2013, 14:58

Re: Kunsten at være sammenbragt

Indlægaf Lulu » tirs 15. okt, 2013, 10:09

Nååå, jamen mon ikke bare, han har hørt en masse historier om, at kvinder kan blive sure, hvis han bare tager det som en selvfølge, at de tager over :mrgreen: så må du jo bare forklare ham, at du synes, hans barn er absolut fantastisk og du gerne vil være sammen med ham/hende....og at I også gerne vil være sammen uden ham, min bonusdatter og jeg fik netop et meget tæt forhold, fordi vi lavede mange ting sammen.
Lulu
 
Indlæg: 511
Tilmeldt: fre 12. okt, 2007, 14:00

Re: Kunsten at være sammenbragt

Indlægaf Eeze » tirs 15. okt, 2013, 10:31

velkommen til :-)

-Kan godt huske den tid, hvor jeg bare ville være den bedste og perfekte bonusmor. Og det var også i starten og de første par år.. Nu skulle vi være en lille familie sammen, hans børn, ham og jeg.. Det føles som meget længe siden :-D
En biomor der spændte ben for mit forhold til ungerne startede lavinen. Dårligt samarbejde mellem far og biomor gjorde det ikke nemmere og det blev meget svært at finde min rolle i det "sammenbragte".
Fra at have været den der stod op om natten, den der var med til at bade og børste tænder, den der hentede og bragte til institutioner , ja gør jeg nu ingen af delene. Jeg blev træt af slagsmålene med biomor, jeg blev træt af konstant at få at vide, at det er kun for de rigtige forældre. At jeg ikke skulle blande mig i diverse ting og at jeg ingen indflydelse havde. Alt dette kom fra biomor.
I dag har min kæreste og jeg fundet en måde at være "familie" på. Jeg har en rolle i ungernes liv, jeg er en voksen som bestemmer i hjemmet. Jeg er stadig den de kan komme til, jeg er lyttende og forstående og jeg passer dem efter behov. Men jeg er IKKE bonusmor. Jeg vil ikke havde det ord på mig, ligesom de ikke er mine bonusbørn.
Det lyder måske hårdt, men vi har det rigtig godt. Ungerne elsker mig og de ved hvor de har mig. Det ved de ikke altid med deres flyvske og til tider sindssyge og hysteriske mor, og så er det godt at de har mig. Min kæreste har aldrig bedt mig om at lade være med tingene, derimod er han meget taknemmelig for alt jeg gider, og al den hjælp han får.

Tænker også, at din kæreste har læst og hørt at fædre ofte tager det for givet at kvinden skal agere mor i et forhold med børn. Og derfor forsøger han at passe på dig. Og det synes jeg egentlig at du skal være glad for. - Og jeg bliver nødt til at skrive dette, at på et tidspunkt når du ,måske også til et punkt hvor ungen hænger dig langt ud af halsen og dun nemlig tænker tanken, så gør det dog selv- det er sgu ikke mit barn- agtigt. - Jeg blev flere gange overrasket og forskrækket over mig selv, at jeg kunne gå fra at ville være den altomfavnende bonusmor til slet ikke og gide det mere. Men det sammenbragte trækker tænder ud, især når den første forelskelse i både mand og børn har sluppet sit tag og hverdagen er kommet ind over. Så er det pludselig ikke sjovt at stå med en masse arbejde man egentlig kunne være foruden, da det jo ikke er ens eget barn/børn. - Jeg siger ikke, at sådan vil du også få det. Slet ikke.. Håber det skam ikke for dig :-)

Det klassiske svar er jo forventningsafstem.. forventningsafstem for pokker.. Få snakket med din kæreste omkring hvordan I skal være i jeres hjem. Hvordan jeres lille "familie" skal være. Hvad din rolle til det hele skal være, men også hvad hans rolle skal være. Nu har du ikke skrevet så meget om forholdet til barnets mor, men er det et sted hvor der kan komme problemer er det også godt at få snakket om. - Det lyder lidt som om, at han selv gerne vil disse forældre-ting med sit barn. Som at stå op om natten og sådan.. Hvorfor ikke bare lade ham? Han er trods alt faren, og så kan du blive liggende og sove videre. :-) Nu ved jeg heller ikke hvor meget I har dette barn, om det 7/7 ligesom os, eller hveranden weekend eller.. der er mange samværsmuligheder :-) - men ser han ikke sit barn så ofte, så kan det jo være derfor at han helst selv vil klare tingene.. Men nu gætter jeg bare.. :-)
Eeze
 
Indlæg: 169
Tilmeldt: lør 05. maj, 2012, 23:00

Re: Kunsten at være sammenbragt

Indlægaf sabrea » ons 16. okt, 2013, 16:00

Denlillerose - velkommen til.

Nej, der er ikke kun ét facit, der er korrekt her, så det gælder om at lytte til sin mavefornemmelse. Når det er sagt, kan det dog også være en god idé at lytte til dine medsøstre på dette forum.

Jeg tror, det er en typisk indgangsvinkel, at man så gerne vil det hele i forhold til mandens barn/børn som fars nye kæreste, som Eeze også skriver. Man vil så gerne ind og "lege familie" og påtage sig ansvar. Det kan være skønt i en årrække, indtil man finder ud af, at der ikke er nogen, der takker for den energi og tid, man har kastet ind i "projekt familie" - tværtimod kan børn og biomor risikere at se sig lidt sure på en, fordi man er den, der "bestemmer det hele" - at man måske har taget mandens ansvar fra ham i større eller mindre grad. Derfor tror jeg, at det er en god ting, at din kæreste ser hans barn som sit eget ansvar. Jeg tænker, at din fornemste opgave her er, at være en god kæreste - og holde ham fast i, at han skal være en god kæreste - at man ikke bærer for meget over med ham, fordi det er så synd for ham, at han skal tage sig at sit barn, men at man finder en balance, så du fokuserer på ham som kæreste og ikke som far til sit barn, selv han selvfølgelig skal tage sit ansvar for sit barn på sig.

Der findes faktisk mange bøger om det at være fars/mors kæreste, så måske ville en tur på biblioteket være en god idé for dig. Det, at være en voksenven til barnet, så du slet ikke behøver at være belastet af de sure pligter, behøver faktisk slet ikke være skidt - faktisk kan det jo betyde, at du i stedet for at lege mor, i stedet kan bruge tid på dine veninder og familie engang imellem.

Håber iøvrigt, at du bliver hængende herinde og deler den erfaring, du høster i livet som "fars kæreste".
sabrea
 
Indlæg: 613
Tilmeldt: ons 08. okt, 2008, 11:27
Geografisk sted: Sjælland


Tilbage til Den sammenbragte familie

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte brugere og 8 gæster