Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

janusine
Posts: 10
Joined: Sun 16. Jul, 2017, 12:52

Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by janusine » Sun 30. Jul, 2017, 0:18

Kære fora

Jeg rækker ud efter råd/ fælles oplevelser omkring min problematik da jeg ikke kender nogen der har været i samme situation som mig. Det vedrører en sammenbragt familie og en uplanlagt graviditet som har fået uforudsete konsekvenser for mig.

Jeg bor sammen med min kæreste plus to bonusbørn (alder 5-10) 50 % af tiden. Jeg har ikke selv børn og er i starten af trediverne. Vi brugte det første år på at "fase mig ind" så vi var helt sikre på at vi gjorde det rigtige ved at vi flyttede sammen/ når. Gennem det sidste år har jeg haft en del prøvelser omkring det at leve med hans børn halvdelen af tiden. "Det var jo en pakke" og "det var dig der pressede på"- virker ikke. Man ved ikke hvordan man selv reagerer, min tolerance og rolle er anderledes. Forholdet til eksen er upåklageligt og meget konstruktivt, men det er svært at løbende skulle konfronteres/ leve med to mennesker jeg ærligt ikke kan sige at ubetinget glad for- de er en anden kvindes børn. Jeg har det e.g. meget anderledes med min nivø. Jeg har tænkt at det er sådan det er. Det at være "bonusmor". Der er tabuer, men man kan ikke helt fortælle de til sin partner. Jeg tog en beslutning (fordi det ikke kom naturligt) om at gå "all in"- involvere mig, gradvis blive en større del af deres liv ned til de mest praktiske ting da jeg mente det var bedst for os alle. Jeg kan se min kæreste er lykkeligere end nogenside.

Han har været meget åben fra starten at han ikke ønskede flere børn. Jeg har aldrig haft et særligt stort ønske om børn og kan ikke forestille mig tilværelsen som småbørnsforælder, hvorfor hans princip for mig ikke var hårdt at acceptere selv om jeg er ti år yngre. Jeg har aldrig sagt at jeg har valgt det fra, bare at jeg ikke har haft nok lyst til at vælge det til- endnu. Vi vidste begge at det var en risici. Jeg har smagt lidt på følelsen i vores forhold, men var sådan sæt glad for at jeg ikke behøvede forholde mig til den.

Min udfordring startede med at jeg for kort tid siden blev uplanlagt gravid. Det vækkede en hel masse nye følelser i mig- omkring det med at få et eget barn samt vores "familieliv". Nu skulle jeg pludseligt tage den praktiske problemstilling- ikke kun den teoretiske. Min kæreste pressede hårdt på at jeg fik en abort- det var jo en fejl. Min konklusion var at det var et meget skidt tidspunkt for mig og at jeg grundlæggende ikke ønsker at have et barn med nogen der ikke ønsker det med mig (eller næsten ønsker det mere end mig). Han har støttet mig gennem processen. Men min konklusion indebar også at det jeg ved at mit forhold til hans børn, de ønskede, ikke kan blive det samme igen efter denne "fejl" eller "det uønskede" som det også blev kaldt. Dette gjorde jeg opmærksom på inden vi afbrød svangerskabet.

Lige siden jeg fandt ud af det (1 måned siden, 14 dage siden aborten) har jeg haft det hårdt med hans børn. At se de, se han være sammen med de- elske de, bare tanken om at de har lov til at være i vores familie (min kæreste betegner os som dette og ønsker det så meget da han selv ikke kommer fra nogen glansbillede opvækst) men mit barn, min fertilitet har ingen plads trods af min store rummelighed. Åbenhjertigt tror jeg det ville være bedst for "familien" med et fælles barn, noget der bragte os sammen på en anden måde. At vi voksede sammen, modsat at jeg "bare" tilpasser mig som den outsider jeg allerede har følt mig. Jeg ved at han er en fantastisk far, han mener at han ikke ville kunne være dette for et nyt. I min kærestes øjne er hans børn nok- ja, nærmest en substitut, de er jo fantastiske, og han mener om jeg mon ikke med tid kan få et tilsvarende forhold til de? jeg tror chancerne er små.

Jeg bærer nag mod hans børn, fordi de er roden til hans ønske om at ikke få flere, dermed indirekte til at jeg ikke kunne/ kan få mit i vores samliv. Jeg kender mig selv godt nok til at vide at det ikke lige går over, måske aldrig.

Jeg klandrer mærkeligt nok ikke han, da han jo har været heltafklaret og åben omkring at han ikke ønskede fra starten.

Det han har haft svært ved i processen er ikke min abort, men min ærlige udmelding om at jeg fremadrettet sandsynligvis ikke kan magte at have den samme rollerne i børnenes liv som jeg har haft til nu. Jeg kan forestille mig et barnløst liv- men så er det nok ikke kun 50 % barnløst Det gør så ondt at kikke på det jeg ikke kan få i vores "familie" (som jeg ikke var klar over at jeg ønskede). Jeg føler han har valgt vores fælles familie fra. Jeg har fået stadfæstet at jeg ikke ser os som en familie, nu er jeg fars kæreste. Jeg mener aborten er et tab for os alle.

Nogen der har været i samme situation og fundet en vej ud?

Vi har aftalt at børn og aborten ikke er noget samtale-emne det næste år. At jeg i mellemtiden vil søge professionel rådgiving og vi vil give hinanden plads til ro og at fortsætte vores liv. Jeg har selvfølgelig stærkt vurderet at gå fra han grundet de følelser der er kommet frem- at jeg nok ønsker et barn med han og at jeg grundet dette ikke kan holde ud tanken at leve med hans. Men det er jo ikke noget vi begge heller vil end at være sammen og ingen af os har haft et forhold vi ser så meget potentiale i. Jeg kan ikke forestile mig at forlade min bedste ven og vores samliv (som på ingen måde er tilfældigt) der giver mig så meget lykke for et ønske om at have barn med en teoretisk mand en eller anden gang i fremtiden. (som jeg er blevet rådgivet til af mange veninder der er mødre og mener at ønsket om et barn må være størst...)

Masser af tekst- håber det er nogen der orker komme det hele omkring :-)

På forhånd, af hjertet tak.

De bedste hilsener

Mangebærn
Posts: 496
Joined: Sat 18. Apr, 2015, 13:17

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by Mangebærn » Sun 30. Jul, 2017, 10:54

Stakkels dig

Jeg har ikke et råd, vil blot sige at ingen mand i verden ville kunne få mig til at opgive ønsket om 1 barn. Han har sine 2 , forstår godt du ønsker 1 der er jeres. Jeg personligt ville ikke bruge tid på en mands børn ,hvis selvsamme mand hindrede at jeg kunne få mit eget. Og jeg ville dø af jalouxi over at han havde sagt ja til det største i livet med en anden, men ikke ville med mig

denungebonusmor
Posts: 20
Joined: Mon 16. Jan, 2017, 18:34

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by denungebonusmor » Sun 30. Jul, 2017, 15:57

FULDSTÆNDIG enig med mangebærn. Jeg ved godt det er uoverskueligt og nok heller ikke hvad du helst vil høre, men hvis jeg var dig ville jeg virkelig overveje dit forhold. Det har altid været en præmis for mig i mit forhold med min kæreste, der har to børn, at ham og jeg også skulle have vores egne børn (og jeg VIL have to der er mine egne). Jeg ved godt jeg selv har valgt et forhold med en mand der har ekskone og to børn, og selvom det er et aktivt valg fra min side, er det fandme stadig en kæmpe kamel at sluge og det stopper aldrig. Der er altid hensyn, der skal tages og mit liv vil altid være begrænset i et omfang af ekskonen og hendes planer med børnene og min kæreste. Og jeg ville dø af jalousi hvis jeg hele mit liv skulle please de to børn, og være den praktiske papmor overfor børn min kæreste har med en anden kvinde og indrette mit liv efter dem og ekskonen som jeg allerede føler jeg gør. Vi har dem også 7/7 og jeg elsker at være en stabil og betydningsfuld voksen for dem, men jeg er også et menneske og jeg har også et liv jeg har behov for at leve og drømme jeg har behov for at opfylde og de skal ikke undermineres bare fordi min kæreste har to børn og en eks. Kan du virkelig se dig selv gå og passe hans to børn og ham resten af dit liv? Være den praktiske overskudsagitige papmor, der yder som en mor, men uden at have en mors rettigheder og belønninger? Ligemeget hvor meget I prøver at være en rigtig familie så bliver I det aldrig helt - det har jeg indset. Uanset hvor glad jeg er for de to børn og hvor meget jeg holder af dem, så elsker jeg dem ikke ubetinget, og de elsker ikke mig ubetinget som de gør med deres forældre og som deres forældre gør med dem. Du skal passe på dig selv, og passe på du ikke går på kompromis med dine egne drømme og ønsker for så tror jeg for alvor du en dag vil bebrejde børnene og måske også din kæreste - og så er det måske for sent at udleve nogle af de ønsker og drømme du (måske underbevidst) har.

Jeg vil også sige at det er dybt forkert og meget respektløs overfor dig, at du ikke må snakke om børn eller aborten det næste stykke tid, men skal bearbejde dette med en psykolog. Det er noget man skal bearbejde sammen i sit forhold!

Du er virkelig sej og hold nu op hvor er du et stort menneske.

Alt det bedste.
Last edited by denungebonusmor on Sun 30. Jul, 2017, 21:37, edited 3 times in total.

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by Novica » Sun 30. Jul, 2017, 16:26

Selvom min situation på mange måde er forskellig fra din, så genkender jeg mange af følelserne. Blandt andet den med at kigge på det 'ønskede barn' .. en abort ville simpelthen slå alt i stykker for mig. Modsat dig er jeg klar over, at jeg gerne vil have børn. Men det må bare føles anderledes, når det er på egen krop, så det er noget andet for dig end ham, når der sker en "fejl", for så har den "fejl" et lille bitte hjerte, der banker sammen med dit.
Jeg er ked af, jeg ikke har mere opmuntrende ord, men mærk godt efter og pas på dig selv.

Mumu
Posts: 47
Joined: Sat 13. Feb, 2016, 16:10

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by Mumu » Sun 30. Jul, 2017, 18:30

beklager hvis jeg bliver lidt hård i filten, men er virkelig indigneret. Du maler et billede, hvor du skriver, han støtter dig, din konklusion blev abort og I har aftalt at det ikke er samtaleemne det næste år. Jeg ser absolut ingen steder (baseret på dit indlæg alene selvfølgelig), at han har støttet dig, hvordan skulle han kunne det, når han mener, du skal skaffe dig af med barnet. Jeg ser i stedet en, der har lagt et pres på dig, der har tvunget dig til en beslutning, du ikke reelt var villig til. Oveni hatten er der så kommet mundkurv på og du kan tale med en psykolog om dine problemer. Dette er manden, der burde støtte dig og som du burde kunne snakke med ....jeg er rystet.
Han vil, at du skal hele pakken med ham, men han vil ikke tilsvarende hele pakken med dig...beklager, men jeg synes han lyder dybt ubehagelig og ekstremt egoistisk.
Jeg tvivler på, at du nogensinde vil få den støtte, som du har krav på...og ja jeg tillader mig at skrive dette baseret på dit indlæg fordi din situation er så etisk og moralsk på spidsen at han med sine valg i denne situation har vist dig nøjagtig hvem han er. Jeg vil tilslutte mig koret og sige: gå din vej og se dig ikke tilbage. Få et barn for det lyder til du gerne vil have et. Og så håber jeg du lærer betydningen af støtte hos en anden mand for ham du er sammen med kender ikke betydningen af ordet.

Mangebærn
Posts: 496
Joined: Sat 18. Apr, 2015, 13:17

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by Mangebærn » Sun 30. Jul, 2017, 18:36

Aftalen om at der ikke må tales om børn og aborten i 1 år, men du istedet søger rådgivning er virkelig en meget dårlig aftale. Ved ikke hvem af jer der er kommet på det, men man opnår ikke noget gavnligt ved at lægge låg på. Er jo ikke småting - barn / abort ,men meget store og alvorlige ting .

janusine
Posts: 10
Joined: Sun 16. Jul, 2017, 12:52

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by janusine » Sun 30. Jul, 2017, 21:54

Mangebærn, tak for din fine kommentar og gode pointer :-) jeg gad også godt at stå i nogle andre sko lige nu. jeg skulle ønske at jeg kunne sige at ønske om et barn var så stærkt at jeg var parat til at bare gå videre... men at opgive hele vores liv og kontekst for at måske kunne finde nogen at dele en af mulighederne i mit liv med (det at få børn) virker næsten endnu hårdere. det er en catch 22 uden lige. du har et meget godt perspektiv med hvorfor investere i noget man ikke selv kan få... det er sådan jeg også har det.

janusine
Posts: 10
Joined: Sun 16. Jul, 2017, 12:52

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by janusine » Sun 30. Jul, 2017, 22:29

Stort tak for dine perspektiver ungbonusmor jeg har aldrig oplevet at høre den samme "stemme" fra nogen andre i en lignende situation. det er så ummeneskelig dejlig at vide at man ikke sidder alene med mange af ens "tabu-tanker". har lige været inde at kikke på en af dine kommentarer- jeg og min kæreste er heldigvis velsignet med et stabilt og konstruktivt forhold til hans eks. Du er virkelig tapper for at stå den betente situation igennem! Det havde jeg simpelthen ikke kunnet klare.

jeg har også selv stillet mig de "eksistentielle" spørgsmål du beskriver og jeg kender mig så godt igen i ønsket om at være en "stabil og betydningsfuld voksen" for bonusbørnene med alt hvad det indebærer. Jeg kender mange der ville tænke mere egoistisk i sammenhængen og ikke involvere sig på måden jeg har gjort. Jeg synes bare ikke jeg har haft et valg hvis jeg skulle være tro mod mine værdier og den opvækst jeg selv har haft i et hjem hvor dørene altid har været åbne for alle. Du rammer virkelig spidsen med disse to spørgsmål, det er det jeg helhjertet skal ha svart mig selv på:
"Kan du virkelig se dig selv gå og passe hans to børn og ham resten af dit liv? Være den praktiske overskudsagitige papmor, der yder som en mor, men uden at have en mors rettigheder og belønninger? Ligemeget hvor meget I prøver at være en rigtig familie så bliver I det aldrig helt - det har jeg indset
. Yder som en mor uden at have de samme rettigheder og belønninger- virkelig spot on god perspektivering. tak! der er en kæmpe forskel og jeg tror at man som "bonusmor" aldrig vil få hele takken i ubetinget kærlighed eller andre former for belønninger.

Firsthand experience den dag jeg kørte min bonus til skoleafslutning med hans farmor hvor han kun ville have farmor med og jeg ventede 1 time i bilen. Den gang for nogle uger siden jeg hentede bonuserne alene hjemme ved deres mor, en time efter jeg fik min graviditet påvist, og skulle køre 2 timer til sommerhus for at fortælle min kæreste "den glade nyhed". For en uge siden hvor jeg sat med min svigermor over aftenkaffen, 5 dage efter min abort og skulle få alle hendes holdninger til at eks/kæreste ikke havde gjort det rigtige ved at gå fra hinanden den gang for 5 år siden at vide... Måske man bliver nævnt i deres bryllupstale, men mest sandsynlig er man dømt til et liv i "kulisserne" med et håb om at de bliver glade for en...heldigvis har jeg daglig fået at vide fra min kæreste hvor glad han er for alle de ting jeg gør. Ellers havde det jo været uudholdelig.

Jeg har tidligere aldrig gået på kompromis med mine drømme, og det agter jeg heller ikke at gøre denne gang.

Både din og de andres kommentarer omkring "lægge låg på" var faktisk fedt at læse. I har ret- det skal man ikke. Eyeopener! Det var faktisk mere et forsøg på at ikke kontinuerlig skulle stille spørgsmålstegn ved eksistensgrundlaget for vores forhold og lade det dræne os. Det var mere mit ønske om at prøve at arbejde igennem nogle ting og give alt en fair chance (for min egen del) inden jeg evt. kommer til drastiske beslutninger.

af hjertet tak og i lige måde- alt det bedste!

janusine
Posts: 10
Joined: Sun 16. Jul, 2017, 12:52

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by janusine » Sun 30. Jul, 2017, 22:38

Kære Novica mange tak for din kommentar også. Jeg kan kun nikke genkendende til jalousi følelsen og de "ønskede" børn- for mit vedkommende er det nok den der har eskaleret uden lige den sidste måned. det er svært at beskrive hvordan man kan se at en mand elsker sine børn, men det er tydeligt og i hans blik. og det er det blik jeg har udviklet en eller anden vemmelse for, især når den ældste (som har ekstreme behov for opmærksomhed og ikke lige er min favorit) gengælder for så at søge øjenkontakt efter mig. ubehageligt, ja, en jaloux følelse...

janusine
Posts: 10
Joined: Sun 16. Jul, 2017, 12:52

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by janusine » Sun 30. Jul, 2017, 23:00

Tak Mumu for at du går hårdt til den. det er rart når man selv er oversvulmet med følelser og ellers ser sig som en rimelig fearless og stærk kvinde. Du har helt ret- han har støttet mig i én beslutning, ikke fuldt ud- du kunne ikke sagt det på bedere måder. Han har vist sig fra en ekstremt dårlig side gennem denne process- han panikkede fuldt ud og pressede på. Egoistisk og ubehageligt- fuld kontrast til hvordan han er i vores samliv normalt. Der var rigtig mange traumer fra tidligere svangerskab og forhold der væltede op/ ud. Jeg er sjæleglad for at jeg har prøvet min del af livskriser allerede, for her stod jeg helt alene med en full blown panisk mand. Den eneste gang jeg har oplevet noget lignende var den dag jeg blev indlagt på hospitalet med lammelser og skulle opereres. Han kom til sig selv igen efter nogle dage og har stået ved min side i tykt og tyndt i det år min rekonvalsens tog.

I den sidste ende var aborten mit valg, men jeg skal aldrig sætte et barn i verden der er uønsket af et af dets forældre.

Du har ret: Men han mener jo at siden han har fortalt mig hvad "hele hans pakke" er upfront tidligt i vores forhold så er hans principper urokkeligt statiske og sort/hvidt. Og nej, han vil ikke hele min pakke. Der er ikke plads til min min udvikling og stillingstagen til min fertilitet i vores forhold, men jeg skal forholde mig til hans...du har så ret.

Jeg har gået min vej uden at kikke tilbage hele mit liv. Det er så nemt. Jeg har flyttet til andre lande, flygtet til andre forhold og re-startet mit professionelle liv- også ad flere gange. Det lyder meget flygtigt og det har jeg nok også været, men det er resultatet af at gå, istedet for at blive og arbejde tingene igennem uanset hvilket aspekt af ens liv man taler om.

tak for gode råd, men jeg tror ikke jeg flygter denne gang. Hvis jeg beslutter mig for at forlade mit liv, skal det være en meget velovervejet beslutning i tid. jeg ved det nok ikke er ment sådan, men jeg synes heller ikke man bare lige får et barn fordi det er noget man vil have. som jeg ser det er det en beslutning to mennesker tager i fællesskab, proaktivt eller reaktivt, på baggrund af et fælles ønske vokset frem i tid.

Det er så sundt og høre det man selv ikke er helt enig i- jeg sætter meget pris på din kommentar <3

tak!
Last edited by janusine on Sun 30. Jul, 2017, 23:13, edited 1 time in total.

janusine
Posts: 10
Joined: Sun 16. Jul, 2017, 12:52

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by janusine » Sun 30. Jul, 2017, 23:05

Mangebærn du har ret på linie med nogle af de andre! Det er ikke noget man skal lægge låg på. Det var en fælles beslutning ifht det at ikke tale mere om det at få børn, og hvorvidt jeg ønsket det eller ej på et år. Fra min side var det ment som et forsøg på at selv arbejde med nogle ting, smage på følelserne og mærke ordentlig efter på egen hånd det næste år uden at det skulle dræne vores daglige liv. Give os en fair chance og for mig, rum til at træffe ordentlige beslutnigner. Men du har ret. det er en god ide at tale om aborten især løbende. Tak!

Duen
Posts: 51
Joined: Fri 07. Oct, 2016, 12:02

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by Duen » Tue 01. Aug, 2017, 11:16

Det lyder som om du er en masse fornuftige overvejelser igennem, og hold da op for en svær situation, du står i.

Jeg er meget enig i de andres refleksioner, og kan selv tilføje for egen regning, at jeg i mit forhold meget hurtig blev klar over, at jeg definitivt ville have mine egne børn, hvis jeg alligevel skulle leve i et familie-setup en god del af tiden. Da jeg mødte min mand, havde han to børn, hvilket han syntes var RIGELIGT (han er selv enebarn, så to er "mange" i hans øjne). Men samtidig var han meget åben over for at jeg ikke skulle snydes for enestående oplevelse det er at have børn, hvilket nok blev understøttet af, at hans forældre er skilt med nye partnere, som de aldrig har fået børn med - og som ikke selv havde børn fra tidligere. Og selv om begge par haft haft sølvbryllup i de nye konstellationer, er det tydeligt at begge bonusforældre på hver side sørger over at de aldrig nåede at få egne biologiske børn. Ikke mindst efter de er kommer op i årene og der ikke længere er en biologisk mulighed for dem.

Så efter at have taget tilløb, fik vi vores første fælles barn i starten af året, og det har klart været godt for os. Ikke at der har været ubetinget gnidningsfrit med de store bonusbørn (mest i forhold til mine følelser over for dem - jeg har haft svært ved at rumme at min mand skulle bruge tid på dem og den der konstante forholden sig til hans fortid, i stedet for at han bare kunne bruge al sin energi og kærlighed på baby og mig), men jeg synes efterhånden at der er faldet ro på det, og de store er - trods en stor aldersforskel mellem dem og den lille - helt vilde med deres lillesøster. Desuden kan jeg godt nikke med til, at et fælles barn binder hele familien sammen - pludselig er vi alle beslægtet. Og min mand, der ellers skulle tage lidt tilløb til anden runde børn, synes at det er så fedt med en lille i husstanden igen, at han presser på for at vi snart går i gang med nr to (eller hans nr fire).

Jeg synes derfor, at du gør klogt i at tænke rigtigt grundigt over hvilket slags liv du vil være lykkelig i. Det lyder som om dine bonusbørn stadig er så små, at de vil kræve meget af dig og din mand en lang årrække endnu, og at I derfor godt kan skyde en hvid pil efter det uforpligtende DINK-liv ("double income no kids"), hvor man kan jette rundt i verden og ikke tage hensyn til andre end sig selv. Der bliver masser af vasketøj, forældremøder, fødselsdage og spaghetti bolognese, og spørgsmålet er om du er lykkelig i det, når du aldrig får moderens rolle i familien, men på dårlige dage bliver en skyggetante og på gode dage bliver en vigtig ekstra voksen i børnenes liv?

denungebonusmor
Posts: 20
Joined: Mon 16. Jan, 2017, 18:34

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by denungebonusmor » Wed 02. Aug, 2017, 17:08

@Janusine

Selv tak!

Selvom vores situation er forskellig så forstår jeg SÅ godt de tanker og følelser du har. Jeg har haft mange af de samme mange gange og stadigvæk. Jeg deler mange af de samme overbevisninger som jeg kan læse du har. Og ja du har helt ret, det er fantastisk dejligt at vide at man ikke er alene. Det hjælper altid en lille smule.
Tak for din omtanke mht. min situation. Nej det er MEGET hårdt. Vi er lige nu på ferie i 14 dage med børnene og min kærestes forældre og søster og ekskonen laver nærmest ikke andet end at skrive og snappe til min kærestes mor (min svigermor). Det er virkelig hårdt at føle at hun nærmest er med på ferien og skriver med min svigermor. Puha. Det stopper nok aldrig. Og jeg tror desværre også at det er mere reglen end undtagelsen at man er dømt til et liv i kulisserne. Og det er bare pisse hårdt. Jeg klarer det lige nu fordi jeg en dag ved jeg har mine egne børn som elsker mig ubetinget og som jeg elsker ubetinget med den mand jeg elsker overalt på jorden.

Jeg kender så GODT det der "håb" om at blive husket af børnene og jeg har også et kæmpe håb om (blandt andre ting) at blive nævnt i bryllupstaler en dag. Min kæreste er også helt igennem fantastisk til at rose mig og jeg får dagligt at vide hvor fantastisk han synes jeg klarer det hele og hvor taknemmelig han er for alt det jeg gør. Han bakker mig altid 100% op, og det er nok også den største grund til at vi stadig er sammen. Hvis han ikke havde gjort det så tror jeg ærligtalt jeg var smuttet, for jeg synes jeg GØR alt jeg overhovedet kan for alt og alle i den her sammenbragte familie, og det mindste han kan gøre er at vise taknemmelighed og anerkendelse og bakke mig op når jeg har nogle svære følelser, og forsøge at forstå dem sammen med mig og så forsøge at løse dem. Og det er præcis sådan vi fungerer og det er fantastisk.

Jeg ønsker dig alt det bedste. Jeg håber du får tænkt hele jeres situation igennem. Brug evt. din psykolog til at prøve at finde ud af om du kan leve med hans børn som "dine" eneste børn.

Varme sommertanker fra Schweiz.

Løveunger
Posts: 5
Joined: Sun 30. Apr, 2017, 16:54

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by Løveunger » Wed 16. Aug, 2017, 20:43

Av mit hjerte- hvis du var kvinden som han elskede ville han give dig det" største " i livet. Godt nok havde du sagt at du ikke ville have børn selv, meen tiden og mennesket ændre sig hele tiden. Når du nu var gravid er det mærkeligt at ham ikke fik en lille bitte drøm om dig og jeres fælles barn. Jeg personligt ville bære nag resten af mit liv og hade hans børn lidt mere for hvert kram han gav dem. Undskyld, men jeg er virkelig rørt over at han opføre sig sådan og hvis du var min veninde havde jeg hevet dig med hjem og aldrig ladet dig se ham igen❤️ Ikke særligt konstruktivt, undskyld❤️

sabrea
Posts: 660
Joined: Wed 08. Oct, 2008, 11:27
Location: Sjælland

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by sabrea » Sun 20. Aug, 2017, 15:19

Kram til dig Janusine.

Som det allerede er blevet skrevet, synes jeg heller ikke, at det er en god aftale, I har lavet i forhold til fravalg af aborten som samtaleemne det næste år.

Du skriver, at aborten var dit eget valg. Alligevel tror jeg, at det kunne give dig mere afklaring, at I taler om, hvad et anderledes valg fra din side ville have medført. Ville han være gået, hvis du havde valgt at få barnet? Jeg tror, det vil kunne hjælpe dig med at afklare, om du har lyst til at blive sammen med ham. Også fordi det må være vigtigt for dig at fortælle ham, at selv om du ikke havde lyst til at få barn nu - med ham - så er det jo ikke en garanti, at du aldrig vil have børn.

Jeg synes jo så heller ikke, at den holder, at "man ved, hvad man går ind til". Det tror man måske, men vi ændrer også alle med tiden. Og de forestillinger vi havde om, hvordan det ville være at stå i en bestemt situation, kan vise sig at være helt forkerte, når vi oplever situationen indefra.

Post Reply