Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

janusine
Posts: 10
Joined: Sun 16. Jul, 2017, 12:52

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by janusine » Sat 02. Jun, 2018, 14:51

Kære forum

Først og fremst, tak for alle jeres velmenende råd og tanker <3

Jeg har lige været inde og læse en masse tråde, og fundet meget stor værdi i at læse opdateringen på alles historier/ problematikker. Jeg vil derfor meget gerne dele fortsættelsen på min. Der er overraskende lidt at finde på net og af forskning, når man søger svar på sine egne komplicerede issues.

Siden min abort sidste år har jeg, mit forhold og mit forhold til mine bonusbørn været igennem hele følelsesregisteret. Jeg er stadig sammen med min kæreste og vi bor i det hus vi købte lige inden min abort hvor alt stadig var rosenrødt, 50 % af tiden med hans 2 børn i alderen 7-10. Vi har i løbet af de sidste dage igen haft et samlivsbrud op at vende.

Da vi gik ind i vores forhold, var min kæreste meget åben omkring at han ikke ønskede flere børn, grundet: store traumer forbundet med at få sine 2 barn og i processen miste et, at han ikke kan lide småbørn og at han helst vil derhen hvor han er over en “børnetilværelse”. Jeg, på daværende tidspunkt i slutningen af mine 20’ere, meldte ud at jeg ikke troede jeg ønskede mit eget barn, men at jeg aldrig ville udelukke at lysten måske meldte sig.

Jeg har siden min abort sidste sommer (som jeg selv valgte, da jeg ikke ønsker at have et barn med nogen der ikke ønsker at have et med mig), haft en stor sorg. Til tider har jeg været god til at lægge “låg” på den, andre tider ikke. Jeg skal tie og være glad for det jeg har. Jeg har følt et enormt svig fra min kæreste, og en afmagt over mine bonusbørn, da jeg har følt at deres tilstedeværelse var grunden til at jeg ikke kan få mit eget barn. Modsat mig oplevede han aborten som en enorm lettelse, han er ked af at det fik det værste frem i sig, og han har indrømmet at han hader mig lidt på baggrund af at jeg ikke “passede godt nok på”.

Min gynækolog gav mig efterfølgende en melding om at såfremt jeg ønskede mine egne børn, er det nok et valg jeg skal eksekvere på indenfor de næste to år såfremt det er et ønske (Jeg er kun 33, han er ti år ældre end mig!). Jeg gjorde min kæreste opmærksom på dette, og han sagde at han forstår mit dilemma og at jeg måtte kommunikere ud når jeg var klar, så måtte vi tage det derfra.

Det har gået op og ned. Jeg har ligget i forsterstilling over tabet af et barn jeg ikke fik, følt dybt ubehag til fødselsdage hvor jeg bevidner den kærlighed han viser sine børn (Modsat det han viste overnfor vores), og et enormt ubehag når alle spørger ind til emnet børn i vores kontekst. Samtidig føler jeg at jeg på dette område har mødt lille støtte fra manden jeg lever med. Hans returnerede svar er at det må jeg tale med nogen anden om! Vi gik fra hinanden for 7 måneder siden da han bad mig vælge mellem vores liv og et ønske om at få mine egne børn- jeg synes det var et enormt egoistisk dilemma at stille mig i! Han mener jeg allerede har 99% af det jeg gerne vil i mit liv, at jeg allerede har 2 børn jeg næsten kan gøre alt hvad jeg vil med, og at jeg bør lade være med at fokusere på den 1% han ikke kan give mig, da han jo har alt på sit rene siden han har meldt ud fra start at det ikke er en mulighed. Hvordan kan jeg ikke have lov til at tale om mit tab og fertilitet, når jeg skal omgå hans 50 % af tiden?! Derfor gik jeg…

Men, det var for tidligt/ jeg var ikke klar. Tydelig ramt af sorgen at være fra hverandre, besluttede vi os for at give projekt partnerskab en sidste chance. Jeg gav mit med tykke, da jeg på det tidspunkt følte en varme og forståelse for mig, hele mig. Ikke kun barnløse mig.

Det er 6 måneder siden nu. Jeg har i mellemtiden fokuseret på at være en god ressource person for hans børn, jeg synes jeg gør meget: Jeg laver mad hver dag, tager de med på sjove ting, henter i skole mm. Alt samtidig med at jeg har startet som selvstændig. Somwhow bliver det altid marginaliseret til at jeg jo slet ikke gør ret meget… Nej, jeg havde gjort meget mere om jeg også havde børn! Han vil ikke lave investeringen der skal til (få et fælles barn), og han vil jo faktisk ikke have børn med mig. Han vil have sine egne børn med mig. Det mener jeg ikke stiller en i disposition til at få et dedikeret fuldent engagement…

Så her står vi, samtaler om samlivsbrud, da han mener at aborten og min fertilitet har skabt en kløft imellem os. Ja, det har det måske. Er jeg unfair? Jeg synes det er unfair at han kan leve fuldendt i vores forhold, men noget af det jeg ønsker og vil, ikke har nogen plads. Jeg synes han marginaliserer mit ønske da han er forblendet af det han selv har fået. Jeg har satset alt på forholdet (Det har jeg haft al grund til, indtil det modsatte blev bevist sidste sommer): Dedikeret mig så godt jeg kunne til hans børn, fremlejet min lejlighed (som jeg grundet vores fælles beslunting om mit karrieresats ikke har mulighed til at betale) , investeret al min tid (penge er der ikke meget af) i at renovere samt administrere vores nye hus, passe husholdningen mm.

Så her står jeg… Potentielt uden det hjem jeg selv har bygget op, potentielt uden den livspartner jeg troede jeg havde, med en dyb sorg, følelse af svig, muligvis med et behov for at opgive min virksomhed og flytte midlertidig hjem til mine forældre med en tikkende fertilitet. Sofaer hos venner der lever i parforhold med eller uden børn er det sidste man har brug for… Jeg føler mig fanget i en klassisk "kvindefælde", hvilket jeg aldrig havde troet som en stor feminist.

Jeg har måske været naiv, men min kæreste har bevidst for mig igen og igen at jeg kan stole på han- indtil spørgsmålet om børn kom imellem os. Jeg kan forstå at der er mange skeptiske kvinder derude, der har store følelsesmæssige udfordringer omkring emnet børn, der måske aldrig tør at satse på at leve deres liv med en partner.

Jeg hører mange sige "En mand skal aldrig få mig til at opgive mit ønske om et barn"... det er ikke lige så let som det virker...

Forskning jeg har læst tilsiger at det er en 70% sandsynlighed for samlivsbrud efter en abort, sandsynligheden er forhøjet hvis der allerede er barn involveret.

Kærlig hilsen og mange varme tanker til alle kvinder derude der har "ondt" omkring fremtidige eller nuværende børn
Janusine

Mumu
Posts: 47
Joined: Sat 13. Feb, 2016, 16:10

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by Mumu » Sat 02. Jun, 2018, 16:24

jeg må altså ærlig tilstå, at jeg ikke forstår, hvorfor du stadig er i det forhold....Du møder ingen forståelse i dit forhold og ingen støtte. Og så er jeg pænt ligeglad med hvad han har gjort inden det med børn. Han mener, at du 99% har det som du vil have det....arhmen seriøst. I kommer aldrig til at være på samme side hvad dette angår. Så hvad får dig til at blive? Er det ideen om hvad han kunne være? Det økonomisk sikre? Jeg forstår det simpelthen ikke(og skal i sagens natur heller ikke forstå).
Børn er for de flestes vedkommende en dealbreaker. Og alt i det du skriver lyser langt væk af at du vil have et barn (mm jeg læser dit indlæg, som Fanden læser Biblen). Han vil ikke. Hvorfor så blive? Hvad er det han giver dig, som du ikke mener, du kan få andetsteds?

Jeg fastholder...gå din vej og få et barn...
...

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by Novica » Sat 02. Jun, 2018, 16:56

Din fortælling rammer mig i hjertet hver gang, jeg læser den. For jeg står midt i dilemmaet med, hvorvidt jeg skal have børn eller ej. Det er et stort ønske og et uundværligt ønske for mig, men du ved om nogen, at man ikke 'bare lige går' og selv hvis man gør .. så bliver man den ensomme. Jeg oplever nogle gange en jalousi over, at hvis vores samliv ophørte, så ville han stadig have det, jeg ikke har .. Jeg tror, jeg ville føle mig meget alene. Selvom jeg nogle gang har tænkt, at en abort på de betingelser, som du oplevede, ville være den ultimative dealbreaker, så giver det egentlig mening, at man har sværest ved at gå, når man er allermest sårbar.

Mit mest velmenende råd er at gå din vej, finde dine egne ben og en mand der vil dig OG din fertilitet, som du kalder det. For jeg tror ikke, at du kan blive 'fuldendt' uden. Du fremstår herinde som en utrolig stærk kvinde, der tør investere dig selv, men alligevel ikke kan få det, der betyder allermest. Han har været ærlig, men det ændrer ikke på den du er - og dine drømme er en del af dig.

Mange tak, fordi du valgte at opdatere og fortælle lidt videre. Alt det bedste herfra.

GSO
Posts: 7
Joined: Wed 03. Jan, 2018, 21:38

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by GSO » Sat 02. Jun, 2018, 17:31

Puha sikke da en sitiuation du er i....synes virkelig at han er urimelig.... måske du skal overveje hvor du ser dig selv om 5 år...... som det lyder nu skal du give afkald på dine drømme for at han kan udleve hans...men kan du det? Jeg tvivler, og tror at du om et år vil ende med at bebrejde ham... alternativt kan du jo foreslå ham at du bruger en doner... så har han 2 børn og du 1 barn og sammen har i 3..... for hvad havde han gjort hvis du havde barn ingen..valgt dig fra? Jeg tvivler især hvis han elsker dig.
Der er kun 1 til at træffe det rigtige valg for hvordan du ønsker at leve dit liv....hvis det er med børn og han nægter så er der kun en løsning.... det bliver ikke sjovt og skide hårdt men du vil helt sikkert komme ud på den anden side igen.
Sender dig alverdens kærlige tanker og ønsker om at du finder frem til den løsning ud kan leve bedst med:-)

Mangebærn
Posts: 500
Joined: Sat 18. Apr, 2015, 13:17

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by Mangebærn » Sun 03. Jun, 2018, 12:35

Så han har indrømmet at han hader dig lidt fordi du ikke passede bedre på . Seriøst . Og ham vil du opgive din drøm om et barn for ? Er han virkelig det værd ? Også hvis du om 10 år sidder alene tilbage fordi forholdet ikke gik.

Han lyder virkelig ikke særlig sympatisk ( sorry)

Fie30
Posts: 93
Joined: Tue 12. Feb, 2008, 23:12

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by Fie30 » Thu 07. Jun, 2018, 15:30

....er langt tid siden, at jeg har skrevet herinde (alle børn er flyttet hjemmefra, så hjemmesituation ændret). Sikket ulykkeligt sted du er lige nu - jeg vil svare dig helt ærligt og sige, at jeg ikke tror, at du kan genskabe nok tillid ogkærlighed, at der simpelthen er sket for meget imellem jer (og med dig). Jeg har heldigvis selv 2 børn. Da jeg mødte min mand ville vi begge enormt gerne have et fællesbarn - jeg blev gravid, spontan abort - gravid 6 måneder efter, desværre igen spontant abort. Jeg var helt vildt ked af det, men min mand meldte fra da af ud, at han ikke ønskede fælles barn alligevel. Han syntes, at vi havde nok børn til sammen.

Vil sige, at det har taget mig 5-6 år ikke længere at tænke over det - og det er endda selvom jeg har børn. Hvis jeg ikke havde haft egne børn, og skulle leve med ham og hans børn var det aldrig-aldrig gået. Det er jo et frit land Danmark, og flere og flere vælger en donor graviditet, har du overvejet at gå fra ham, og blive mor selv?? Tror, at du virkelig skal ransage dit indre og finde ud af hvor vigtigt det er for dig at blive mor, og så handle udfra hvad du opdager.

Alt det bedste

janusine
Posts: 10
Joined: Sun 16. Jul, 2017, 12:52

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by janusine » Tue 24. Jul, 2018, 20:49

Kære @Fie30: Det er en stille sorg. 5-6 år virker helt forfærdelig,men jeg tror bestemt ikke det er urealistisk. Det er sådan en prekær følelse, en helt egen en som nok er noget af det dybeste man kan føle. Det er sådan vi er biologisk programmeret tænker jeg, at det at nogen ikke ønsker et barn med en, uanset om man nogle fra tidligere eller ikke, er den ultimative "afvisning". I teorien er det mærkeligt, at man ønsker at blive i konstellation efterfølgende, eller at man kan. Jeg har taget stilling til at blive mor selv, og det er ikke lige nu noget jeg ønsker. Jeg præsenterede som en mulighed for min kæreste, men allermindst ønskede han dette scenario, da det hvertfald skulle være hans eget hvis det boede i vores forhold. Tak for dine utrolig reflekterede perspektiver.

janusine
Posts: 10
Joined: Sun 16. Jul, 2017, 12:52

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by janusine » Tue 24. Jul, 2018, 20:51

Kære @Novica, igen tak for dine fantastiske perspektiver og konstruktive råd. Du har så ret. Man kan mindst gå når man er allermest sårbar. Det giver så god mening. Det har virkeligt givet mig en eye opener. Tak for det.

janusine
Posts: 10
Joined: Sun 16. Jul, 2017, 12:52

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by janusine » Tue 24. Jul, 2018, 21:12

Kære forum

Af hjertet tak (igen) for alle jeres perspektiver og ord. Det har virkelig været en kæmpe hjælp for mig.

Jeg opdaterer lige historien igen.

For selv at besvare det spørgsmål jeg oprindeligt stillede for omkring et år siden, "Et uønsket barn i en sammenbragt familie, kan man komme videre?" Mit svar er NEJ. Hvertfald ikke når den ene part ikke har børn i forvejen.

Fordi i virkeligheden var det ikke uønsket fra min side (meget stærkere i retorspective). Kun fra hans. Som @Fie30 kommenterede, er der nog sket for meget mellem to mennesker til at man faktisk kan komme godt videre sammen. Jeg har ikke kunnet dele den sorg jeg har haft med min kæreste. Han har kun anskuet aborten som en lettelse, og har været fuldstændig blindfolded af de to børn han allerede har i sit liv. Som jeg har skullet acceptere. Potentielt som et alternativ til at nogenside få mine egne børn (når man nu har smagt på følelsen).

Det ironiske når jeg nu sidder her, i mine forældres hus, efter for 6 uger siden at have gået fra han, er de børn faktisk også væk. De mennesker jeg har haft et meget anstrængt forhold til efter min abort, som er så fine, som jeg er formået at blive så glade for, er kun "mine" baseret på deres fars nåde. Jeg har sæt de 2 gange de sidste to måneder. Han vil lige nu ikke at vi skal have kontakt. Skal man opgive muligheden for at få sine egne barn, for at være "skyggetante" for andres? Nej, det mener jeg ikke man skal. For forholdet er i overvejende grad baseret på betinget kærlighed, indtil børnene bliver gamle nok til at selv tage stilling til et forhold til en "ikke- biologisk" relation efter et endt brud.

Pga vores brud, og børnenes naturlige forkørselsret til vores hus, er jeg blevet nødsaget til at flytte hjem til mine forældre i udlandet for en udefineret periode, med en tikkende fertilitet. Jeg har mistet mit hjem (som jeg har kæmpet hårdt for og renoveret i 6 måneder), min livspartner, et barn jeg ikke vidste jeg ønskede så meget, to børn jeg var ret glad for, min arbejdsrytme og vilkår som selvstændig næringsdrivende (da jeg er blevet nødsaget til at redefinere det hele pga geografi) og meget af min økonomi/ frihed. jeg er ret bitter.

Det vides ikke endnu om det var det hele værd. Jeg savner han så ufattelig meget. Jeg tror virkelig bare mennesker der får børn, ser sig lidt blinde, på hvad at have 0 børn betyder for andre mennesker. Det tror jeg oprigtigt vi alle skal blive mere sensitive omkring (inkl. mig selv). Jeg tror mænd, der stifter forhold med kvinder der ikke har fået børn endnu, om de siger de ønsker eller ikke, burde tage en kalkuleret risiko (og kunne bære den) for at ting ændrer sig. Og når jeg siger mænd, er det fordi kvinder har et fysologiskt bias når det kommer til evnen til at få børn (alder).

Kærlig hilsen til alle seje mænd og kvinder derude som står overfor svære valg i sammenbragte familier. Og varme tanker til alle der har båret på et barn, der aldrig blev født, men som var ønsket.

Janusine

den urbane
Posts: 358
Joined: Tue 11. Sep, 2012, 22:33

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by den urbane » Sat 28. Jul, 2018, 17:59

Jeg er virkelig ked af det på dine vegne! Du fortjener bedre!
Og når nogle døre lukker sig, åbner der sig nye.
Der er mange ting, man kan sige, men på en måde kan det være lige meget, når det er slut. Dog står det klart, at han sætter sin egen lykke over din. Din historie melder ikke, om han blev ked af/ulykkelig over, at du gik, men det virker som om, han bare blev lettet. Det skal man ikke ofre et barn for! Så godt for dig, at du går!

denungebonusmor
Posts: 26
Joined: Mon 16. Jan, 2017, 18:34

Re: Sammenbragt familie og et "uønsket" barn der blev aborteret- kan man komme videre?

Post by denungebonusmor » Sun 03. Feb, 2019, 22:03

Kære Janusine

Jeg sidder her med tårerne trillende ned af mine kinder. Hvor er det dog bare en fuldstændig frygtelig ulykkelig historie. Men ved du hvad? Du tog det helt helt helt rigtige valg! Jeg synes du er så pisse sej og hold op hvor har jeg meget respekt for dig!

Det er ved at være et halvt år siden dit indlæg og jeg tænker; hvordan har du det i dag?

Jeg håber du er glad. Du fortjener intet andet. Vi har kun ét liv og det skal være et godt et <3

Knus

Post Reply