I sammenbragt familie uden egne børn...

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

Post Reply
Ml8
Posts: 3
Joined: Mon 10. Apr, 2017, 9:48

I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by Ml8 » Mon 20. Nov, 2017, 10:17

Hej.

Jeg er nysgerrig, og har måske lidt brug for at vide, at jeg ikke er alene.
Min kæreste har et barn fra gammelt forhold - de var gået fra hinanden, da han fik at vide at hun ventede sig. Så barnet kender ikke til andet, end sådan som vi lever nu. Hvilket klart kan være en fordel.

Jeg gjorde måske den obligatoriske 'fejl', som de fleste gør i starten - 'jeg kan klare alt, og agerer som en bonusmor'. Putte, skifte ble, trøste om natten osv.
Men nej... jeg blev hårdt ramt efter nogle måneder, og fandt ud af at jeg havde overskredet en masse personlige grænser. Jeg var slet ikke så rummelig, som jeg havde troet. Puha sikke en mavepuster. Det er ikke sjovt at føle sig som et dårligt menneske, eller at indse at man ikke ville være, som man troede.
Men ærlig snak, så blev jeg/vi nødt til at lave nogle ting om - nogle taler om det med at leve som et familie bofællesskab eller som et familiefællesskab.
Jeg blev nødt til at skrue helt ned for charmen, så pt er jeg 'kun' en ekstra voksen (barnet har jo en mor og far, så jeg foretrækker betegnelsen 'ekstra voksen'). Dvs at far klarer alle ærterne med barnet, når det er vores periode (barnet er 3 år), og jeg hjælper til hvor jeg har overskud og lysten fx gøre det hyggeligt, skabe trygge rammer og madlavning..

Måske virker min tekst lidt forvirrende, hvad er det egentlig jeg spørger om... - men jeg er bare nysgerrig om andre også lever sådan? Eller om det er 'normalen' at man bare hjælper til lige meget. Jeg synes det emne er så tabu agtigt, så det kan være svært at tale med nogen om det...
Så det kunne bare være rart at vide hvordan andre uden egne børn lever ? Hvordan jeres hverdag er - om andre også synes det er svært? Om andre også nogen gange tænker fx 'jamen det er jo altså dit barn skat, så jeg tager lige en time mere på øjet (kl. 05.30)'. Og især hvis man er i en periode i sit liv, hvor overskuddet er LOW pga. andre personlige årsager...

Det kunne bare være rart at høre andres situation :-)

Kærlighed her fra...

Kikki
Posts: 207
Joined: Mon 21. Nov, 2011, 14:34

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by Kikki » Mon 20. Nov, 2017, 14:05

Nu er det lidt anderledes fordi mit ældste barn var noget ældre end dit bonusbarn, da jeg mødte min mand. Men ellers kender jeg situationen fra den anden side.
Her aftalte vi det meget bevidst sådan, at det var mit barn = mit ansvar og mig der bestemte. Den aftale indgik vi af hensyn til hele familien. Mig som ikke havde lyst til at give ansvar fra mig, min mand som ikke havde lyst til at få en ekstra byrde og ikke mindst min dreng som ikke kunne se charmen i at få trukket en ny far ned over hovedet. Min mand har således kun involveret sig når han havde lyst. Han har aldrig vasket mit barns tøj, gjordt rent på hans værelse eller læst lektier med ham. Tilgengæld har de kunne snakke computerspil, se superheltefilm og hygge sig. Det har heldigvis udviklet sig sådan, at han har involveret sig mere og mere som årene er gået. Vores fællesbørn har nok også rykket balancen imod større fællesskab, fordi jeg har været mere optaget af babyerne. Men jeg tror det er meget nemmere for alle parter at man lader det gå den vej, i stedet for -som du- at lægge ud med at gabe over for meget, og så være nød til at trække i land igen.
Og så tror jeg også -for nu at generalisere- at det er nemmere at vælge vores model, med den kønsfordeling vi har, end med jeres. Fordi der stadigvæk er så mange flere krav til godt moderskab end til godt faderskab.

den urbane
Posts: 358
Joined: Tue 11. Sep, 2012, 22:33

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by den urbane » Mon 20. Nov, 2017, 17:52

Jeg har et lidt andet syn på det.
Da jeg mødte min mand, var hans børn 6,10,12. Og MEGET hurtigt udviklede det sig helt skævt. Vi har ikke rigtigt noget forhold til dem nu.
Hvis jeg var dig, ville jeg derfor gribe chancen med kyshånd til at få et dejligt og ligeværdigt forhold til et barn, som er så lille, at DU stadig kan nå at være ekstravoksen/-forælder. Jeg tror, det vil gavne dig i årene fremover.
Du er jo de facto en slags forælder, og hvis I skal være sammen altid, kan du lige så godt nu arbejde på at tage hende ind. Og det er uligt meget nemmere, når barnet endnu ikke samarbejder med den eksterne forælder.
Jeg tænker bare, at det giver en rarere familiefølelse, hvis alle tager alle ind.

Maanii
Posts: 73
Joined: Fri 22. Jul, 2016, 14:49

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by Maanii » Mon 20. Nov, 2017, 18:43

den urbane wrote:Jeg har et lidt andet syn på det.
Da jeg mødte min mand, var hans børn 6,10,12. Og MEGET hurtigt udviklede det sig helt skævt. Vi har ikke rigtigt noget forhold til dem nu.
Hvis jeg var dig, ville jeg derfor gribe chancen med kyshånd til at få et dejligt og ligeværdigt forhold til et barn, som er så lille, at DU stadig kan nå at være ekstravoksen/-forælder. Jeg tror, det vil gavne dig i årene fremover.
Du er jo de facto en slags forælder, og hvis I skal være sammen altid, kan du lige så godt nu arbejde på at tage hende ind. Og det er uligt meget nemmere, når barnet endnu ikke samarbejder med den eksterne forælder.
Jeg tænker bare, at det giver en rarere familiefølelse, hvis alle tager alle ind.
Jeg tror det er ønsketænkning, og en af de “løgne” vi fortæller os selv for at retfærdiggøre at vi ikke kan tage andres børn til os som vi “burde”.

Hvis bare barnet var yngre. Hvis bare moren var sødere. Hvis bare. Hvis bare. Hvis bare.
Så var jeg bedre.

Mettefie
Posts: 39
Joined: Sun 30. Jul, 2017, 23:29

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by Mettefie » Tue 21. Nov, 2017, 7:56

Står slet ikke i samme situation som dig. Arbejder med helt andre problemer, men noget af det der slog mig ved dit spørgsmål er det her enten eller... Hjælp til når du har lidt overskud, lad være, når overskuddet er lavt. Engagerer dig langsomt i barnets liv.
Jeg tror det med kønsroller spiller en stor rolle. Jeg har en rolle i min mands store børns liv, min mand har meget sværere ved at komme ind på mine børn, både fordi de er reservede og stadig lider under skilsmissen, men også fordi han er mand og ikke så tit er den der er omsorgsgiver. Det skal gøres langsomt og med respekt for børnenes grænser.

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by Novica » Tue 21. Nov, 2017, 9:52

Nej, du er langt fra alene.
Jeg stod nøjagtig samme sted - kunne alt lige i starten og min kæreste syntes det var vildt fedt. Indtil jeg ramte en mur og slet ikke ville noget som helst. Det har taget lang tid og er stadig en proces. For nej, jeg står ikke op om natten, tørrer røv eller gør rent på værelset. Jeg laver mine egne ting i weekenderne og er til stede efter lyst. Det er ikke en nem måde heller, men jeg har - ligesom dig - måtte erkende, at jeg slet ikke 'var så rummelig'. Vi har nogle ekstraordinære udfordringer pga diagnoser, men barnet er ikke en 'møgunge' eller den slags. Det er mig, der ikke ser mig selv som en forældrerolle - overhovedet. Slet ikke når jeg heller ikke selv har børn.

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by Novica » Tue 21. Nov, 2017, 9:53

Manii - helt enig.

Mettefie - man kan også have det omvendte problem, hvor børnene er all in fra dag 1 og forventer at få omtrent det samme som fra deres forælder i form af opmærksomhed, overskud og ressourcer.

Ml8
Posts: 3
Joined: Mon 10. Apr, 2017, 9:48

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by Ml8 » Tue 21. Nov, 2017, 12:10

Det er dejligt at i tager jer tid til at skrive jeres synspunkter :-)

Altså barnet stortrives i det skema vi kører nu - 5/9 ordning. Og jeg har det også rigtig godt med barnet, og omvendt. Jeg har også været en del af hans liv i nu 1,5 år ca, så han er tryg ved mig. Jeg tror mere det handler om mine tanker og forventninger til mig selv + de tanker og forventninger der er fra min partner. Ja og lidt forventningerne fra samfundet også - som jeg synes er lidt et pres. At fordi det er en kvinde der er i en sammenbragt familie uden egne børn, så kan hun da godt lige tage fat også... :-D I det hele taget, kunne dette emne godt være mindre tabu - og at det er helt OKAY at have sin egen familie konstellation, som virker for dem det nu drejer sig om. At det er okay at have grænser, uden at blive sat i den 'onde stedmoder' kategori. Men det er nok en helt anden snak :-)


Min kæreste kunne jo godt ønske at jeg tog mere fra, men jeg tager babysteps og i MIT tempo. Og jeg bliver ved med at huske mine personlige grænser, for på den måde har jeg mig selv med i hele denne proces.

Og selve denne proces er vel en lang udvikling? Jeg tænker ikke at man sådan lige finder sin plads på kort tid.

Novica: Det er rart at høre, at andre også har lavet den lidt 'klassiske fejl' i starten. Hvordan har din kæreste så med, at du foretager dig dine egne ting i weekenderne? Har i en god balance der... Altså om han er forståelig.
Jeg dyrker også stadig min 'frihed' - altså at jeg ikke har det ansvar - så i de 5 dage vi har barnet, tillader jeg mig selv at lave noget med veninder eller familie fx Hvis jeg lige trænger til et pusterum fx, ja eller bare har lysten til at lavet noget med mine veninder...

Maanii
Posts: 73
Joined: Fri 22. Jul, 2016, 14:49

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by Maanii » Tue 21. Nov, 2017, 15:00

Ml8

Jeg har sendt dig en PB.

Duen
Posts: 51
Joined: Fri 07. Oct, 2016, 12:02

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by Duen » Tue 21. Nov, 2017, 16:28

Det er vist et meget klassisk problem, du har.

Da jeg mødte min mand, røg jeg også med begge ben i den fælde, du beskriver, og jeg kan bestemt ikke slå andre end mig selv i hovedet. Jeg blev - i bagklogskabens klare lys - grebet af hvor fedt det var at hans store børn gerne ville mig, og fordi jeg nok er en klassisk omsorgsgiver, der uden at blinke gerne tilbyder mig som den, der bager pandekager, har morgen alene med børnene pga min mands forretningsrejser, hjælper med lektier etc etc, gik der LAAAAANG tid, før jeg fik stoppet mig selv. Og det skete først, da jeg havde fået totalt spat af at have låst mig inde i en omsorgsrolle med lige så meget ansvar og pligter som en mors, men uden noget der mindede om de privilegier som hun også har.

Jeg er ikke så tæt på min mands store børn og engageret i dag som i starten - men de er nu også blevet større og lever dermed et liv væk fra hjemmet - og det føles meget rigtigere for mig. Min mand har dog syntes at det var svært at jeg pludselig sagde så bastant fra, og når vi en gang imellem skændes, handler det ikke sjældent om at vi er så uens i relationen til hans særbørn og har et meget forskelligt behov for at have kontakt til dem.

Jeg synes at det er fint at han ser dem en del alene, men min mand synes at vi skal agere mere som en familie med fælles aktiviteter. Nu har vi i mellemtiden fået et fælles barn, så det er ikke så let at få alle behov til at gå op, for de store (særligt den ældste) vil gerne have at lillesøster også er med. Det er med andre ord den gordiske knude :?

den urbane
Posts: 358
Joined: Tue 11. Sep, 2012, 22:33

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by den urbane » Tue 21. Nov, 2017, 23:34

Rolig nu, det handler ikke om løgne, men om logik!
Det ER nemmere at tage en baby/et lille barn ind. Og ja, jeg mener faktisk, man skal gøre alt, hvad man kan for at tage den andens børn ind. Men det er så meget sværere, når børnene allerede har en mening om fortidsfamile, skilsmisse og nye voksne. Det har babyer ikke. Når børnene er så små, er det stadig på de voksnes præmisser, og det er en fordel og godt.

Maanii
Posts: 73
Joined: Fri 22. Jul, 2016, 14:49

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by Maanii » Wed 22. Nov, 2017, 0:26

den urbane wrote:Rolig nu, det handler ikke om løgne, men om logik!
Det ER nemmere at tage en baby/et lille barn ind. Og ja, jeg mener faktisk, man skal gøre alt, hvad man kan for at tage den andens børn ind. Men det er så meget sværere, når børnene allerede har en mening om fortidsfamile, skilsmisse og nye voksne. Det har babyer ikke. Når børnene er så små, er det stadig på de voksnes præmisser, og det er en fordel og godt.
Hvad bygger du det på? Erfaring?

Min egen personlige erfaring er, at det er markant svære og mere udfordrende praktisk og følelsesmæssigt at rumme en partners baby/lille barn end det er de lidt større børn.

Ml8
Posts: 3
Joined: Mon 10. Apr, 2017, 9:48

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by Ml8 » Wed 22. Nov, 2017, 9:23

Rolig nu, det handler ikke om løgne, men om logik!
Det ER nemmere at tage en baby/et lille barn ind. Og ja, jeg mener faktisk, man skal gøre alt, hvad man kan for at tage den andens børn ind. Men det er så meget sværere, når børnene allerede har en mening om fortidsfamile, skilsmisse og nye voksne. Det har babyer ikke. Når børnene er så små, er det stadig på de voksnes præmisser, og det er en fordel og godt.
Jeg tror at det er lidt 'farligt' at sige noget er nemmere end noget andet. For det kommer jo 100 % an på hvem man er som person. Hvilke forventninger partneren har, hvor man er i parforholdet og hvilke personlige grænser man selv har, som den ekstra voksen. MEN jeg kan sagtens forstå hvor du kommer fra. For som jeg selv nævner, så har barnet i vores tilfælde ikke oplevet andet end at mor og far bor hver for sig. Hvor hvis man finder sammen med en person som har ældre børn, og som er vant til at leve med mor og far - så har de klart nogle stærke holdninger og meninger derfra. Og følelser. Men jeg vil aldrig sige at noget er nemmere end det andet. For situationerne synes jeg ikke skal sammenlignes.
Vi er jo alle skide seje, og jeg er sikker på at vi alle gør vores bedste for at finde vores plads i det, som til tider kan virke ret rodet :wink:

Så forlige at opridse, så synes jeg ikke det skal være en 'konkurrence' om hvad der er hårdest, eller hvad der er værst. Vi er alle i hver vores situation, og det her var bare for at få et indblik i hvordan i andre lever jeres liv :) For at få lidt samhørighedsfølelse hehe.

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by Novica » Wed 22. Nov, 2017, 15:14

Han ville klart ønske, at vi brugte mere tid sammen og det vil hans dreng vidst også. Men jeg passer på mig selv og tager millimeter for millimeter fremfor at slå panden mod muren igen.

Jeg forstår godt, hvad der menes med 'løgne' (sådan et stærkt ord). Men jeg tror oprigtigt også, vi får bildt os selv en masse ind. Jeg tror også, dette er nemmere, hvis begge partere jar særbørn - men jeg ved det reelt ikke. Det er bare en ide, jeg har. Men jeg gør mig meget umage for primært at vende blikket indad for at undersøge, hvorfor det er svært, selvom andre ting og personer også kan være med til at komplicere det hele lidt :)

MigOGminsøn4
Posts: 4
Joined: Sat 25. Jan, 2014, 14:21

Re: I sammenbragt familie uden egne børn...

Post by MigOGminsøn4 » Mon 28. May, 2018, 10:19

øj, jeg har været præcis der!
Jeg kastede mig ud i at være bonusmor med stort BONUS... Der var ikke det, jeg ikke kunne. Og desværre ramte jeg muren af selvopofring, samtidig med at jeg blev gravid. Så min kæreste tolkede det som om at jeg nu ikke var interesseret i hans dreng længere, bare fordi jeg skulle have min egen.
Resultatet blev, at jeg stod alene med min nyfødte søn HVER gang den store var på besøg. for " det er da synd at den store dreng har fået en lillebror", "det er hårdt at Far ikke kan være 100% på" - for hvis Far skulle bruge tid på den lille søn, så skulle jeg bruge min tid på hans store søn. osv osv.
Fuck - en fælde jeg stod/står i!!!!

Så har du en kæreste som kan lytte (måske endda forstå) - så sørg endelig for at have dig selv med. baby-steps, som du skriver. For der er ikke nogen der kan forstå eller forklare alle de her føleleser, som Bonusmor står med (med mindre de har prøvet det). Og når Far selv synes at særbørnene skal have 130% - så står det fu* for egen regning... Så er det altså ikke noget der skal trækkes ned over hovedet på bonusmor...
undskyld... blev vidst lidt revet med der.
Jeg er fortaler for, at man kan opføre sig som "familien" - der skal bare være plads til alle, på de måder der behøves. For uanset hvor meget man som bonusmor står på hovedet, for at hjælpe med alting - så er man ikke den anden forældre. Og de fleste bonusmødre (som jeg hører det) - de er ikke så meget med i beslutningerne om barnet. det er kun Far og bio-mor... Og det gør altså en KÆMPE forskel....

Post Reply