Prøver igen

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

Post Reply
MasserAfMor
Posts: 24
Joined: Wed 02. Aug, 2017, 14:35

Prøver igen

Post by MasserAfMor » Sun 26. Nov, 2017, 23:23

Nå, jeg prøver lige igen. Mit sidste indlæg blev for detaljeret, fordi jeg var i affekt da jeg skrev det, og jeg var bange for at blive genkendt.

Hvordan opsummerer man lige to år på få linjer.. Er bonusmor til dreng. Har været i hans liv i 2.5 år. Vi har ham hver anden weekend pga. Afstand. Jeg har selv barn fra før. Og er gravid med kærestens og mit fælles barn.

De sidste to år har været et helvede. Efter jeg selv trådte ud af et dysfunktionelt forhold og mødte mit livs kærlighed troede jeg, at jeg endelig skulle være fri og lykkelig og få genopbygget mit psykiske overskud.

Men kærestens x fratog mig den ret og mulighed. For da jeg kom ind i billedet begyndte den massive manipulation og samværschikane. Set i retrospekt tror jeg, at hendes adfærd bundede i en pludselig og (meget) irrationel angst for at vi ville tage bonus fra hende, og så prøvede hun at spolere og sabotere alt. Igen: irrationelt. Vi har ikke haft ønske om hverken bopæl eller at ændre samværsordning. Og fra start rakte jeg ud og var varm og imødekommende. Takkede for en plads i bonus liv. Fortalte jeg havde stor respekt for, at HUN var moderen, ikke jeg.

Men det gik som sagt hurtigt ned af bakke. Massivt. Hun forsøgte fra start at overbevise mig om at min kæreste er psykopat, aldrig har været der for sin søn, at han var ligeglad og at bonus kun måtte se sin far pga. Mig (trods samarbejdet var super fint og de ofte hyggesnakkede før han mødte mig...). Hun begyndte at forsøge at forhindre samvær. Det blev til mange møder i SF hvor hun også her forsøgt at tegne et falsk billede af en dårlig ligeglad psykopat-far uden hun havde noget som helst at bunde det i. Hun blev jo så heller ikke taget alvorligt. Det blev værre og værre. Vi taler manipulation af bonus. At bonus ikke måtte kalde sin far for far længere. Afhentning tidligere end aftalt fra samvær. Overfusning hvis jeg vovede at klippe bonus negle eller vaske hans tøj (vel at mærke parfumefrit!). Møde efter møde i SF og kommune. Et barn der mistrives mere og mere, massivt skolefravær pga mor ikke orkede aflevere, dokumentfalsk fra mors side. Og dette er bare toppen af isbjerget. Hun ødelagde hver. Evig. Eneste. Samværsgang. Hver og en!

Jeg mener. Hun gjorde vores liv til et mareridt. Jeg har måtte bruge mine spinkle Su penge på psykolog for at kunne være i det. Bruge mine penge på tøj til bonus, fordi det der blev sendt med på samvær var utilstrækkeligt og urimelig meget for småt og koldt. Penge der var til mit barn. Min kæreste betaler jo bidrag. Jeh har haft en grædende kæreste der bare så gerne ville have lov at have en relation til sit barn. Nyde den sparsomme samværstid. Mit overskud til eget barn har været mindsket pga alle konflikter om bonus. X ødelagde en tid der skulle være præget af lykke, kærlighed. Hun har gjort det umuligt for mig at få en ordentlig relation til bonus.

So you get the point. Nu har hun så fået to diagnoser, herunder en personlighedsforstyrrelse og angst for at miste bonus. Det har hun informeret om, kort sagt det nok har påvirket hendes syn på min kæreste, og det er så lige som det. Nu opfører hun sig som om, at de er bedste venner. Hun forstår ikke, hvad hun har gjort. Den massive ødelæggelse og dybe påvirkning. Hun tror, at nu er alt fint igen, fordi hun har fortalt om diagnoserne.

Fra ingen eller ond kontakt hedder det nu, at hun skriver adskillige gange om ugen. Vil snakke i telefon. Har lange telefonsamtaler med min kæreste, hvor hun også vil smalltalke om hverdagsting som ikke vedrører bonus. Min kæreste er så bange for at det falder tilbage i det andet, at han jo selvfølgelig går med på det hele - også for bonus skyld.

Men mig? Jeg har ikke hørt fra hende. Jeg ser hende ikke, da de ikke overleverer på bopælen. JEG mangler hun rækker ud. Og for mig at se er hendes adfærd en tydelig negligering af alt det hun har gjort og ødelagt, og jeg føler hun håner mig, hver gang hun ringer for at sludre med min kæreste. Hver gang jeg hører dem sidde og grine sammen i telefonen koger mit blod så intenst, at jeg har lyst til at pakke mine ting og gå. At jeg har lyst til at sige: "du ødelagde mit liv og lykke i to år. Tillykke. Du vandt. Jeg vil ikke være dit barns bonusmor. Jeg vil ikke være i det her. Jeg vil ikke leve med den hån, at du fra den ene dag til den anden vil være bedste venner med far igen, men ikke et ord til mig. Var det det du ville? Hvor lykkelig vil du være, når du har ødelagt et forhold og et relation mellem dit barn og en bonusmor som faktisk var virkelig god for ham, og som faktisk fra dag ét IKKE har ønsket at tage ham fra dig?"

Jeg er så gal. Og det er hårdt. For alle vil jo sige" hold da op og nyd at det er ovre". Og det er jo ikke fordi jeg forventer far skal starte konflikt, han gør det han skal for barnets skyld. Men jeg kan ikke slukke mine intense følelser af had. Jeg kan ikke bare ligge det bag mig, fordi hun synes det hele er fint. Især ikke når hun kun forsoner sig med far og ikke mig.

Jeg ved godt hun ikke har indsigt til at forstå, hvad hun har gjort ved mig. Hvad hun har ødelagt i mig. Hvad hun har frataget mig i de to år. Og i virkeligheden er hun nok også pænt ligeglad. Men JEG kan ikke bare komme videre ved at knipse med mine fingre, og så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Hvordan jeg får bearbejdet de her følelser. Får bearbejdet at hun fik knækket mig psykisk i en tid, hvor jeg i forvejen forsøgte at kæmpe mig op af et hul. Hvad skal jeg gøre? For lige nu er det ikke holdbart. Det at jeg ser rødt, bliver ramt af raseri, frustration, følelsen af hån, svigt og latterliggørelse når hun ringer som var intet hændt. Det at tårerne står ud af øjnene på mig, når de snakker, fordi jeg er så fortvivlet over at to års mareridt bare skal pakkes væk som var det ikke sket.

Jeg er jo stadig nedbrudt af stress og angst over de to år. Og nu er de godt nok samarbejdende igen, men jeg er ude på sidelinjen, og det forventes af mig jeg bare skal komme videre. Min kæreste forstår mine følelser men er på bar bund, fordi han (forståeligt nok) ikke vil ødelægge den normalitet der er genoprettet, han er bange for at træde forkert og mareridtet starter igen. Jeg er bare så vred og fortvivlet.. Jeg er jo stadig gået i stykker indeni over den tid..

Jeg tænker tit, at hvis jeg ikke var gravid med fælles barn, og hvis ikke mit eget barn elskede sin bonusfar så højt, så ville jeg gå. Selvom jeg så ville miste verdens bedste far og kæreste, min største kærlighed og eneste ene. Men simpelthen fordi det her har haft så store personlige omkostninger, som jeg ikke bare lige kan smide ud til højre og sige "fuck det, det går jo godt nu"...

Vædderen
Posts: 32
Joined: Sun 02. Apr, 2017, 11:40

Re: Prøver igen

Post by Vædderen » Mon 27. Nov, 2017, 12:45

Jeg har desværre ikke så mange gode råd at øse ud af, men vil blot give dig en stor portion forståelse i den situation du befinder dig i.
Jeg oplever fuldstændig det samme, efter at have gået gennem et sandt helvede med min mands eks. Omstændighederne er selvfølgelig ikke de samme, men de "efterveer", som du oplever er fuldstændig magen til. Hos os var det i den grad et angreb på min person, fordi jeg jo havde "stjålet"
hendes mand (som hun iøvrigt ikke havde vist den ringeste interesse i rigtig mange år). Hun satte rygter i gang, fortalte min mand de
mest outrerede løgne om mig, og skabte sig i øvrigt fuldstændigt horribelt. Hvis hun ikke kunne vinde ham tilbage ved at "true med selvmord",
så kunne hun da lige forsøge at lokke med diverse lumre seksuelle tilbud. Da intet af det er lykkedes hende, er hun vel efterhånden kørt træt, og der
er forholdsvis stille. Dog lever vi fortsat med hendes totale mangel på voksenansvar, og bivirkningerne af, hun hverken kan styre sin økonomi, sit
arbejdsliv, sin kalender eller i øvrigt gider tage del i noget der minder om samarbejde.
MEN alt andet lige, nu hvor der er blevet "stille", så sidder jeg lidt her og føler mig meget alene med de følelser, der stadig buldrer derudaf. For
nej, som du siger, så kan man ikke bare knipse med fingrene og så er det gået væk. Jeg er rødglødende af raseri på hende og alt hvad hun står for,
og jeg har ingen forståelse for hendes underlige "ikke-vrede" på min mand. Alle mener, at nu kan jeg da bare trække på skuldrene, nu hvor der er
kommet "ro på". Men nej, det kan jeg ikke. Og jeg forstår ikke hvorfor alt det Lxxx hun har lavet, skal negligeres totalt.
Det er som om alle omkring mig, har vanvittigt travlt med nu at lade som ingenting. Nu hvor det passer hende, så skal vi være gode venner igen??
Jeg er ved at kaste op ved tanken om alle de fælles arrangementer med skole, konfirmation osv, hvor jeg skal se på, at der nærmest er kø for at vise at vi er ovenpå og vi er "ligeglade". Folk siger til mig, at jeg jo bare skal være glad for vores gode liv, for at vi har det godt, og kan gøre alt hvad vi har lyst til. Og det er jeg skam også glad for, men det er jo ikke sådan at hver gang der sker noget godt herhjemme, så forsvinder der er dum ting fra den anden bunke.
Og hvad er så løsningen? Jeg ved det virkelig ikke. Tiden må gå og læge alle sår? Jeg tænker nogen gange, at mænd har en mere "simpel" tilgang til det at løse et problem. Det er som om, at når man kan slå en streg over det, så er det væk. Sådan tror jeg bare ikke kvinder tænker. For det går jo netop ikke bare væk. Min mand kan sagtens forstå hvordan jeg har det, og mener også jeg er i min fulde ret til at hade hende 100%. Men han forstår måske ikke helt at jeg ikke bare kan komme videre - komme over det...
Undskyld mit ukonstruktive indlæg, men det ramte lige ned i min verden.

Hihihi
Posts: 57
Joined: Tue 24. Feb, 2015, 11:14

Re: Prøver igen

Post by Hihihi » Mon 27. Nov, 2017, 13:05

Puh, det lyder hårdt! Nu ved jeg jo ikke, hvordan det er for dig, og om I allerede har det sådan, men for mig ville det været altafgørende, at jeg kunne dele det med min kæreste. At vi kunne finde et fællesskab i alt det lort der. At han forstod mig eller respekterede, at jeg havde det sådan. At vi sammen kunne lægge en strategi for, hvordan vi takler det. For nu - tænker jeg - gør han sit (og håber, det ikke vender igen), men det virker ikke til, at I gør det "sammen". At dine følelser også er "inkorporerede" i den måde, I takler hende på. Giver det mening? Jeg tror nemlig, at hvis du får lidt anerkendelse og mulighed for medbestemmelse i, hvad og hvordan I gør ift. hende, at så lægger følelserne sig ned.

Hvis du på nogen måde har mulighed for det, så tag kontakt til Sia Holm, der har siden her. Hun er pisse dygtig til lige sådan noget der! Du kan jo starte med at ringe til den gratis rådgivning om onsdagen.

Fie30
Posts: 93
Joined: Tue 12. Feb, 2008, 23:12

Re: Prøver igen

Post by Fie30 » Mon 27. Nov, 2017, 15:39

Fy fanden da vor en træls situation du er i - forstår sagtens dit raseri over, at dit liv lider under det her - jeg har også selv været der, godt nok andet set-up, men det jeg genkender fra dig er det totale raseri, hjertebanken - og i mit tilfælde - trangen til at straffe et/en eller anden. Jeg er enig i foregående indlæg i, at du og din mand må tage snakken sammen om det her - hvorfor skal han sidde og hyggesnakke med hende?? - det synes jeg ikke er i orden, praktiske aftaler, en sober tone og hvad er der så mere at tale om - er det noget du kan snakke med ham om? Alt respekt og ære for det gode forældresamarbejde, men med den historik i har med hende synes jeg, at en høflig og imødekommende tilgang til alt det praktiske må være nok.

For din egen skyld, for nej; vreden er ikke bare pist borte - er du nødt til at finde et eller der kan eliminere den - du bliver straffet alt for hårdt af den, og den tager dit overskud til dit eget barn, graviditet, mand etc. Find en god psykolog med kendskab til det her, evt. sammen med din mand. Få ro på, tænk på den lille bebs i maven, som bliver lige så opkørt som dig.....

Alt det bedste

MasserAfMor
Posts: 24
Joined: Wed 02. Aug, 2017, 14:35

Re: Prøver igen

Post by MasserAfMor » Mon 27. Nov, 2017, 19:38

Vædderen wrote:Jeg har desværre ikke så mange gode råd at øse ud af, men vil blot give dig en stor portion forståelse i den situation du befinder dig i.
Du skal selvfølgelig på ingen måde undskylde! Det er kun rart at høre, at følelserne er genkendelige for nogen, selvom jeg selvfølgelig ville ønske for dig, at de ikke var, for de er sygt hårde at stå med. Og sikke et kaos i har været igennem også! Når man er "normalfungerende" og med empati er det bare så svært at forstå, at et andet menneske kan have den adfærd, ISÆR når der er børn involveret. Det er måske også derfor, at det er svært bare lige at komme videre.. For på en måde kræver det vel tillid til den, der har opført sig skidt, og hvordan kan man have tillid til et menneske, der helt basalt ikke har kunne opføre sig ordentligt?

Jeg ved ikke med dig, men jeg har også følelsen af, at jeg ikke kan komme helt videre, før hun har sagt undskyld og erkendt alt det hun har gjort. Men i mit inderste ved jeg også godt, at det er et VILDT naivt ønske. Det kommer jo aldrig til at ske. Men det ændrer ikke på, at behovet er der. Eller behovet for at kunne få sagt alt det hun har gjort ved en, uden det havde konsekvenser. Det er heller ikke realistisk. Men derfor kan ønsket jo godt være der.

Jeg tror i denne situation også, at jeg har det vanskeligt med, at de her diagnoser bliver til en undskyldning frem for en forklaring. Var det nu udlagt som "Jeg kan se, at mine diagnoser har resulteret i en dårlig adfærd. Men det er stadig ikke i orden, og det er jeg virkelig ked af!", så havde det været noget andet. Men at bruge diagnoserne på den måde "Nåh ja, men det er jo ikke min skyld, det var diagnoserne", det giver ikke mening for mig.. Diagnoser bør i mine øjne være forklaringer, noget der kan give indsigt, men aldrig undskyldninger. Åh ja, men ja, jeg ved godt, alle mine ønsker vil aldrig blive opfyldt..

MasserAfMor
Posts: 24
Joined: Wed 02. Aug, 2017, 14:35

Re: Prøver igen

Post by MasserAfMor » Mon 27. Nov, 2017, 19:42

Hihihi wrote:Puh, det lyder hårdt! Nu ved jeg jo ikke, hvordan det er for dig, og om I allerede har det sådan, men for mig ville det været altafgørende, at jeg kunne dele det med min kæreste. At vi kunne finde et fællesskab i alt det lort der. At han forstod mig eller respekterede, at jeg havde det sådan. At vi sammen kunne lægge en strategi for, hvordan vi takler det. For nu - tænker jeg - gør han sit (og håber, det ikke vender igen), men det virker ikke til, at I gør det "sammen". At dine følelser også er "inkorporerede" i den måde, I takler hende på. Giver det mening? Jeg tror nemlig, at hvis du får lidt anerkendelse og mulighed for medbestemmelse i, hvad og hvordan I gør ift. hende, at så lægger følelserne sig ned.

Hvis du på nogen måde har mulighed for det, så tag kontakt til Sia Holm, der har siden her. Hun er pisse dygtig til lige sådan noget der! Du kan jo starte med at ringe til den gratis rådgivning om onsdagen.
Det kan jeg heldigvis, og vi har talt meget om det. Men som han siger, så befinder han sig også i en desperat situation, hvor han føler sig fanget. For erfaring viser, at samarbejdet og hendes goodwill er ekstremt skrøbeligt - Det har det i hvert fald været. Altså sagde han bare lidt fra, så væltede det hele og konfliktniveauet eksploderede. Så han har jo også angst - angst for, at hvis han siger for meget fra, så går det galt.

At de ikke afleverer på bopælen er mit valg - Fordi jeg ikke er klar til at stå og lege bedste venner efter alt det. Ikke endnu. Og det respekterer han. Han har også fortalt hende og kæresten (efter mit ønske), at det skyldes, at jeg efter alt det har decideret angst for den situation og oplever fysiske symptomer. Men de har bare sagt at "nåh, det skal hun da ikke" og x sagde at det kendte hun godt. Jeg havde håbet, de så ville tage kontakt til mig, men nej.

Han har også forklaret hende, at jeg lidt har trukket mig pga. at hver gang jeg har rakt en hånd ud til mig, har hun slået den af mig. Det virkede hun forstående overfor, men hun har jo ikke handlet på det. Og det er det, jeg savner. At hun tager ansvar. Men det kommer ikke til at ske.

Det jeg vil sige med det er, at han har forsøgt at holde fred men på samme tid fortælle lidt om, hvordan jeg har det. At det så ikke rigtig har rykket noget, er en anden snak, og det er mega ærgerligt!

MasserAfMor
Posts: 24
Joined: Wed 02. Aug, 2017, 14:35

Re: Prøver igen

Post by MasserAfMor » Mon 27. Nov, 2017, 19:47

Fie30 wrote:Fy fanden da vor en træls situation du er i - forstår sagtens dit raseri over, at dit liv lider under det her - jeg har også selv været der, godt nok andet set-up, men det jeg genkender fra dig er det totale raseri, hjertebanken - og i mit tilfælde - trangen til at straffe et/en eller anden. Jeg er enig i foregående indlæg i, at du og din mand må tage snakken sammen om det her - hvorfor skal han sidde og hyggesnakke med hende?? - det synes jeg ikke er i orden, praktiske aftaler, en sober tone og hvad er der så mere at tale om - er det noget du kan snakke med ham om? Alt respekt og ære for det gode forældresamarbejde, men med den historik i har med hende synes jeg, at en høflig og imødekommende tilgang til alt det praktiske må være nok.

For din egen skyld, for nej; vreden er ikke bare pist borte - er du nødt til at finde et eller der kan eliminere den - du bliver straffet alt for hårdt af den, og den tager dit overskud til dit eget barn, graviditet, mand etc. Find en god psykolog med kendskab til det her, evt. sammen med din mand. Få ro på, tænk på den lille bebs i maven, som bliver lige så opkørt som dig.....

Alt det bedste
Åh tak for svaret, jeg fik tårer i øjnene, fordi jeg kan mærke du forstår præcis hvad jeg mener, og præcis hvordan jeg har det. Når det fylder allermest, altså når vi har samvær og skal forholde os direkte, så har jeg decideret voldelige drømme om natten. Hvilket ikke er udtryk for, at jeg er en voldelig person, for har aldrig lagt en hånd på nogen, men for mig at se min underbevidsthed der prøver at komme af med noget af al den vrede og frustration.

Men min kæreste er jo også fanget i en vanskelig situation. For hvis han lukker ned, når hun prøver at smalltalke, eller direkte siger, at det vil han ikke, jamen så er der en ret stor risiko for, at hun vender igen (som førhen) og mareridtet begynder forfra. Det er han angst for, og det forstår jeg godt. Jeg forstår godt, at han vil værne om det, der er nu, og at han føler sig som en lus mellem to negle. Men med tanke på det du skriver, tror jeg, at jeg vil bede om, at HAN ikke tager initiativ til smalltalk. Ikke lige nu - for jeg hører jo også, at han lige pludselig nævner en eller anden sjov anekdote eller noget, og så sidder de og griner, og det er i de tilfælde, hvor jeg virkelig får et inderligt rasende ønske om at forlade ham. Som jo er irrationelt, men det er der.

Vi har desværre ikke råd til psykolog pt. Jeg ville ellers mægtig gerne. Parterapi kunne fx være godt - ikke fordi vores forhold fejler, jeg kunne ikke ønske mig et bedre forhold, men så vi sammen kunne snakke med en prof om alt det der er sket, og hvad vi skal fremadrettet. Men ja. Det er finanserne desværre ikke til!

Så må jeg vel købe mig en boksebold i stedet :P :evil:

Mangebærn
Posts: 500
Joined: Sat 18. Apr, 2015, 13:17

Re: Prøver igen

Post by Mangebærn » Tue 28. Nov, 2017, 9:31

Jeg forstår dig og jeg forstår din mand. Selvfølgelig vil han hellere hyggesnakke m moren end blive udsat for chikane , lige nu er han sikkert bare lykkelig for at det er vendt, og skrækslagen for at det kommer tilbage hvis han stopper hyggesnakken. Jeg forstår virkelig godt du ikke kan se det sjove i at de griner sammen mm ,efter det hun har udsat jer og barnet for. Jeg håber du- med tiden- kan finde ro i at kvinden er psykisk syg, og man kan egentlig ikke bebrejde hende eller stille hende til ansvar for noget hun ikke evner.
Måske du og din mand kunne få noget hjælp til hvordan man overlever at skulle samarbejde med moren ?
Mht skolefravær, hvad siger skolen ? Hvor gammel er barnet ?

Maanii
Posts: 73
Joined: Fri 22. Jul, 2016, 14:49

Re: Prøver igen

Post by Maanii » Tue 28. Nov, 2017, 13:14

MasserAfMor wrote:
Fie30 wrote:Fy fanden da vor en træls situation du er i - forstår sagtens dit raseri over, at dit liv lider under det her - jeg har også selv været der, godt nok andet set-up, men det jeg genkender fra dig er det totale raseri, hjertebanken - og i mit tilfælde - trangen til at straffe et/en eller anden. Jeg er enig i foregående indlæg i, at du og din mand må tage snakken sammen om det her - hvorfor skal han sidde og hyggesnakke med hende?? - det synes jeg ikke er i orden, praktiske aftaler, en sober tone og hvad er der så mere at tale om - er det noget du kan snakke med ham om? Alt respekt og ære for det gode forældresamarbejde, men med den historik i har med hende synes jeg, at en høflig og imødekommende tilgang til alt det praktiske må være nok.

For din egen skyld, for nej; vreden er ikke bare pist borte - er du nødt til at finde et eller der kan eliminere den - du bliver straffet alt for hårdt af den, og den tager dit overskud til dit eget barn, graviditet, mand etc. Find en god psykolog med kendskab til det her, evt. sammen med din mand. Få ro på, tænk på den lille bebs i maven, som bliver lige så opkørt som dig.....

Alt det bedste
Åh tak for svaret, jeg fik tårer i øjnene, fordi jeg kan mærke du forstår præcis hvad jeg mener, og præcis hvordan jeg har det. Når det fylder allermest, altså når vi har samvær og skal forholde os direkte, så har jeg decideret voldelige drømme om natten. Hvilket ikke er udtryk for, at jeg er en voldelig person, for har aldrig lagt en hånd på nogen, men for mig at se min underbevidsthed der prøver at komme af med noget af al den vrede og frustration.

Men min kæreste er jo også fanget i en vanskelig situation. For hvis han lukker ned, når hun prøver at smalltalke, eller direkte siger, at det vil han ikke, jamen så er der en ret stor risiko for, at hun vender igen (som førhen) og mareridtet begynder forfra. Det er han angst for, og det forstår jeg godt. Jeg forstår godt, at han vil værne om det, der er nu, og at han føler sig som en lus mellem to negle. Men med tanke på det du skriver, tror jeg, at jeg vil bede om, at HAN ikke tager initiativ til smalltalk. Ikke lige nu - for jeg hører jo også, at han lige pludselig nævner en eller anden sjov anekdote eller noget, og så sidder de og griner, og det er i de tilfælde, hvor jeg virkelig får et inderligt rasende ønske om at forlade ham. Som jo er irrationelt, men det er der.

Vi har desværre ikke råd til psykolog pt. Jeg ville ellers mægtig gerne. Parterapi kunne fx være godt - ikke fordi vores forhold fejler, jeg kunne ikke ønske mig et bedre forhold, men så vi sammen kunne snakke med en prof om alt det der er sket, og hvad vi skal fremadrettet. Men ja. Det er finanserne desværre ikke til!

Så må jeg vel købe mig en boksebold i stedet :P :evil:
Måske skal du slet ikke være til stede når de her samtaler foregår?

Jeg lever i lykkelig uvidenhed om min mands kommunikation med sin ekskone. Jeg gider simpelthen kun høre om det i den udstrækning at det påvirker mig, altså hvis der skal byttes dage eller lignende. Hovededelen af deres dialog foregår pr. mail (hvilket er et fremragende medie til den slags, da alt dokumenteres). Hvis der skal tales i telefon ordner de det primært i løbet af dagen, så vores aftener er vores.

Oprindeligt var det utrolig grænseoverskridende for mig at slippe kontrollen helt, og trække mig selv ud af ligningen. Men jeg har efterhånden oparbejdet en grundliggende tro på at verden ikke går under fordi jeg slipper tøjlerne lidt og koncentrere mig mere om mig og mit.

Hans brede forældre skuldre kan bære en helt masse mere end dine – Så der er ingen grund til du skal bære rundt på hans bagage.

den urbane
Posts: 358
Joined: Tue 11. Sep, 2012, 22:33

Re: Prøver igen

Post by den urbane » Tue 28. Nov, 2017, 22:36

Jeg HAR været i dine sko, men tiden har gjort sit for os!
Jeg har hele tiden holdt fast i mig selv og mine egne værdier og afvist at tage alt det p.. på mig, som kom fra hendes side.
Efterhånden kom min mand også med på fornuftsvognen, og siden han klart og utvetydigt sagde fra for et par år siden, har der været ro. Ro til, at han kunne genopbygge forhold til børn. Jeg ser dem nærmest aldrig. På sin vis trist, mest for min mand. Jeg savner dem egentlig ikke, for de var virkelig ulidelige, da de blev brugt som talerør for deres mor. Men det er sært at være i en dysfunktionel, og ikke selvvalgt, konstellation. Men altså, budskabet er, at tiden gør meget.

Vædderen
Posts: 32
Joined: Sun 02. Apr, 2017, 11:40

Re: Prøver igen

Post by Vædderen » Wed 29. Nov, 2017, 11:31

Jeg forstår til fulde din vrede over, at hun gemmer sig bag de diagnoser, især fordi hun åbenbart har valgt at opfatte dem som et wildcard til at opføre sig ligesom det passer hende, og samtidig også bruger dem til nærmest at skræmme din mand til at makke ret.
Det er som du skriver, fuldstændigt uforståeligt, når man, som normalt fungerende menneske bliver vidne til sådan en adfærd.
Jeg tror ikke man skal bruge energi på at håbe på undskyldninger - det gør du vist heller ikke ;) I stedet tænker jeg, at man bedst passer på
sig selv ved at holde paraderne klar. Nu har de damer jo været så venlige at vise deres sande jeg i en sådan grad, at man ved, at man kan forvente sig hvad som helst.
I mit stille sind hygger jeg mig med tanken om, at hun nok en dag bliver "straffet" for sin adfærd. På den ene eller anden måde må det give bagslag i deres videre færden..
Og som der var en på et tidspunkt, der skrev herinde, så er den bedste straf at vise at man er lykkelig :) Det husker jeg mig selv på af og til, når jeg er
ved at gå op limningen af raseri.

Post Reply