Om at være en familie..

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

Post Reply
Mettefie
Posts: 39
Joined: Sun 30. Jul, 2017, 23:29

Om at være en familie..

Post by Mettefie » Wed 03. Jan, 2018, 2:13

Håber der er nogle der giver deres besyv med, synes der er lidt tavst herinde.

Jeg kæmper lidt med mine følelser pt. Min kærste og jeg bor ikke sammen, vi har kendt hinanden lidt over et år. Synes det er svært det her bo hver for sig, ved min kæreste hjertens gerne boede sammen med mig, hvis det bare var hvor hans døtre gik i skole. Jeg har en handicappet søn og kæmper noget for min datter, som pt. ikke trives, vi kan ikke flytte, bor også helt fantastisk. Min børn og jeg har haft mange udfordringer gennem tiden, vi har brug for ro. Børnene er 11, 12 og 2x15 år. Nogle af de tanker der dukker op her, op til jul og nu snart kærestens børns fødselsdage, er det her med gaver. Jeg købte små julegaver til hans børn. Vi stod begge på hinandens gaver, men min datter synes det er mærkeligt de, fik gaver af mig, men ikke af ham. Min datter fik dyre gaver i år, så det er ikke fordi hun mangler noget, mere følelsen, min kæreste stod på kortet, som jeg gjorde hos ham. Jeg købte gaver til dem, fordi det var spil som de elsker at spille og jeg er tit den der starter det op når vi er hos dem. Jeg følte lidt der var en forventning hos børnene, men giver det mig et dilemma i forhold til fødselsdag. Har egentlig ikke lyst til at købe gaver til dem, i den forstand, at i mine øjne er vi en “familie”, til trods for vi ikke bor sammen. En mor og en far køber ikke hver deres gave til børnene. Jeg har brug for at mærke, at vi er en familie.

I virkeligheden er det med gaver måske det mindste, i forhold til det at mærke, at vi er en familie, men jeg bliver nødt til at starte et sted. Vi sover nærmest aldrig sammen, når han har sine børn. Jeg har noget svært ved at flytte min søn med autisme med til en 3 værelses lejlighed. Nu får han ungerne 8 dage ud af 14. Selvom vi laver ting sammen i weekenden hvor han har dem, savner jeg “hverdags” samværet. Forstå mig ret, det behøver bare at foregå i weekenden. Bare langsom morgen hygge morgenmad, gå en tur, frokost, spille spil etc. Hvordan kommer vi derhen. Lige nu føler jeg det hurtigt bliver biffen, Tivoli, mm samvær. Jeg er i gang med at lave et gæsteværelse til dem, men det går lidt langsomt. Jeg kan godt forstå man som teenager har brug for at være hjemme, men synes også han lader børnene styre det. Pt. har vi på et år sovet sammen på ferie i 5 dage, min datter og jeg har sovet en gang hos dem og den mindste har sovet en gang her. Det synes jeg er lidt.

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: Om at være en familie..

Post by Novica » Wed 03. Jan, 2018, 10:23

Hej Mettefie,
Jeg ved ikke om jeg har de store råd, men nu svarer jeg alligevel :-)

Æv, det må være træls at gå og ønske mere. For det savn kan godt sidde og gnave lidt hele tiden.
Det med gaverne, ved jeg ikke. Det er en rigtig fin gestus over for din mand. Ham kunne jeg forestille mig blev glad for din ekstra tanke? Deg ville min kæreste i hvert fald blive, ikke pga størrelsen, men tanken. Jeg ved ikke, hvorvidt han nødvendigvis behøver gøre det den anden vej, medmindre i havde aftalt det. Så går det nok at forklare din datter, at hun fik nogle andre gode gaver og du tænkte spillet lige passede til dem.

Mht boligsituationen ville jeg nok have det som dig. Savne hverdagen. Men faktisk læser jeg dit opslag som at I begge passer rigtig godt på jeres børn. Normalt pointerer jeg altid, hvor vigtigt parforholdet og man som bonusmor/bonusfar også skal trives, men lige her kunne det også gå farligt galt, hvis børnene blev flyttet for meget med rundt, tror jeg. Dine børn har udfordringer. hvilket kan være meget hårdt at komme ind i, selvom man er forelsket i manden/kvinden. Det ville kræve endnu mere af børn, som måske ikke synes tanken om at flytte er helt fantastisk. Det lyder (undskyld, hvis jeg træder dig over tæerne) lidt som den tankegang mange bonusmødre har oplevet hos fædre, hvor der allerede er en struktur/bolig/familiemønstre, så kan bonusmor ikke bare lige tilpasse sig dem :-)

Måske kan I snakke om at sove sammen lidt oftere og hvordan det bedst kan løses? Eller fokusere på at lave ting sammen i hjemmet. Bage pizza, lave hjemmebiograf, ordne haven, hovedrengøring, alle de kedelige og sjove familieting.

Det var lige morgenenstundens tanker..

Mettefie
Posts: 39
Joined: Sun 30. Jul, 2017, 23:29

Re: Om at være en familie..

Post by Mettefie » Wed 03. Jan, 2018, 14:18

Tak Novica

Tror bare jeg havde brug for nogen at spille bold op ad og tak for det. Hvornår er man en familie? Jeg føler jo den samhørighed med ham og han med mig, men tror ikke børnene føler det. Tror også magteløsheden kommer af, at det skal være mit liv de næste 10 år til de flytter hjemmefra. Hvis bare jeg vidste at det galt 1 år eller 2, at det var noget vi arbejdede hen imod. Ingen af børnene ville profitere af det, men det ville de voksne. Hvem skal der tages hensyn til, vel både børn og voksne.

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: Om at være en familie..

Post by Novica » Wed 03. Jan, 2018, 19:43

Hvornår man er familie .. det er sådan en mærkelig ting. Jeg har nogle gange fået at vide, at selvfølgelig er vi en familie derhjemme. Men det føler jeg ikke? Hvad er jeg så? Jeg har ikke børn, så det ville - for mig - føles mærkeligt, at nu skulle vi være det.
Andre har det helt omvendt og slås måske med at omgivelserne vil anerkende den familiefølelse.

Det er vildt hårdt, når f

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: Om at være en familie..

Post by Novica » Wed 03. Jan, 2018, 19:53

Argh, mit lange svar blev slettet .. prøver igen.

Forventningerne ikke lever op med drømmene eller realiteterne. Men hvad kan du ændre? Kan du arbejde med dig selv? Forelå flere overnatninger? Lave flere hjemmeting? Lave en fremtidsplan med manden?

Børn skal ikke bestemme, hvorvidt voksne skal bo sammen, hvis det ikke lige huer dem. Men kan de voksne se at det ligefrem kunne gøre skade, så må deres behov komme først. Jeg valgte selv at flytte sammen med min kæreste og de diagnoser der var hos barnet. Jeg ville tænke meget grundigt over det, hvis jeg havde et eller flere børn med. Det kræver bare mere af både forældre, bonusforældre og børnene.

Måske kunne du bruge noget af det, ellers så håber jeg andre kan bidrage med endnu flere svar :-)

Duen
Posts: 51
Joined: Fri 07. Oct, 2016, 12:02

Re: Om at være en familie..

Post by Duen » Wed 03. Jan, 2018, 22:21

Jeg har lige et par refleksioner omkring dine tanker om hvornår man er en familie: For det første kan jeg virkelig godt forstå, at det er hårdt at der er så lange udsigter til at du og kæresten kan se en fælles hverdag for jer. Hvilke perspektiver ser I selv?

For det andet tror jeg at man som sammenbragt familie nok må gå ud fra, at familiefølelsen ikke er det samme som hvis man var i en kernefamilie. De voksne vil naturligt nok føle sig tæt forbundne, men det vil børnene ikke nødvendigvis. For nogle kommer familiefølelsen af at få oplevelser og hverdag sammen, for andre kommer den af at der kommer et fælles barn, som alle er i familie med og for nogle kommer følelsen måske bare aldrig. I hvert fald ikke i den form, som man måske kender fra sin gamle kernefamilie, hvor alle ved, at man intuitivt hører sammen og de voksne elsker ungerne ubetinget og det er gengældt.

Hvad angår jeres boligsituation: Jeg tænker, at der må komme nogle naturlige skift i børnenes skoleliv, der kan give jer mulighed for at flytte sammen. At de starter ungdomsuddannelse og dermed alligevel ikke er bundet af at gå i en bestemt skole, eller at de skal på efterskole etc.? Nu ved jeg ikke hvor langt du og din kæreste bor fra hinanden, men ellers vil jeg sige, at såfremt det er inden for en rimelig afstand, burde børnene inden for et par år godt kunne pendle mellem hjem og skole over en vis afstand, hvis det er hvad der skal til for at I kan flytte sammen. Så har I også haft mulighed for at teste forholdet yderligere af, hvilket nok er meget godt. Det lyder som om I godt kan bruge lidt mere hverdag og overnatningsmuligheder!

Krølle
Posts: 82
Joined: Fri 19. May, 2017, 12:45

Re: Om at være en familie..

Post by Krølle » Thu 04. Jan, 2018, 13:20

Jeg tænker, om I overhovedet kan passe sammen på sigt. Han som har børnene ekstra meget, og du med et barn med diagnose. Det kræver i hvert fald at han vil flytte ind hos dig og at det fungerer med alle de børn, hvoraf en er ekstra krævende .. Måske ville det være bedre for dig med en, der ikke havde børn (så tit i hvert fald)?

Mettefie
Posts: 39
Joined: Sun 30. Jul, 2017, 23:29

Re: Om at være en familie..

Post by Mettefie » Thu 04. Jan, 2018, 16:27

Tak for jeres betragtninger.

@krølle
Noget af det som jeg synes er rigtig dejligt ved ham, er hans rummelighed. Han er selv opvokset med en handicappet bror. Som nogle og 40 finder man næppe mange, som ikke har børn. Jeg ved ikke om mine børne er de mest besværlige. Min søn vil bare helst være derhjemme. Hans “normale” børn skændes, det er næsten mere indgribende. Det er i hvert fald ikke noget mine børn kan lide. Man vælger vel ikke selv sine følelser, jeg er forelsket til op over begge øre. Ville aldrig droppe det til fordel for børnene:-) Det ved jeg andre ville gøre.

Mettefie
Posts: 39
Joined: Sun 30. Jul, 2017, 23:29

Re: Om at være en familie..

Post by Mettefie » Thu 04. Jan, 2018, 16:54

Vi bor kun 10 km fra hinanden, så de kunne sagtens tage bus og tog, når de gik i gymnasiet. Tror mere det er ham der er bange for at blive valgt fra pga afstand. Han er virkelig rad for at gå glip af noget. Han har tidligere ikke haft dem så meget og føler der er noget han skal kompensere for. Den yngste af ungerne går kun i 4. klasse, så der er lidt lange udsigter med ungdomsuddannelser.

Jeg vil rigtig gerne familielivet også med hans børn. Også fælles børn, hvis det kan lade sig gøre. Synes det er dejlige unger han har, især den store. Den lille er sværere at komme ind på, men det er også ok. Jeg har tid. Har også gjort mig overvejelser i forhold til at flytte tættere på ham, efter jeg har tænkt lidt. Det kan måske også ske på et tidspunkt.

Jeg tror, planen er, at jeg må arbejde på mere familietid mere planlægning i god tid, så børnene er forberedt på de skal afsted. Han vil også hjertens gerne. Skal snakke med ham om den overnatning og så skal jeg gøre gæsteværelset parat til “gæster”. Har også lovet den lille der må stå noget legetøj.

Pigen73
Posts: 44
Joined: Thu 19. Sep, 2013, 10:57

Re: Om at være en familie..

Post by Pigen73 » Wed 10. Jan, 2018, 10:32

Kunne han ikke være hos dig de dage, han ikke har egne børn? Og sove hos dig og køre på arbejde fra dig?

Jeg bor med min mand og mine 3 børn på 2 x 16 og 18, hans børn på 13 og 18 kommer ca. hver 4. weekend.
Selv da hans børn kom hver anden weekend, og selvom vi bor sammen, så føler jeg ikke at vi alle er en stor familie. Og jeg prøver heller ikke længere på at vi bliver det. Min mand tror, at vores børn vil finde et fællesskab, når de bliver ældre, men det tror jeg ikke på. De ses jo næsten aldrig, og mine er ikke nødvendigvis hjemme, bare fordi hans børn kommer. Det løb er kørt, og jeg er holdt op med at begræde det, hvert sæt børn har egne familier, de sætter højere end vores fælles familie. Og de har jo ikke bedt om at være i familie med hinanden.
Men jeg har fællesskabsfølelsen med min mand, det er så også nemmere når man bor sammen, og jeg tror han til dels har det med mine børn, som jo så bor hos os. Men hans børn er jeg ikke tæt på overhovedet, der har været så mange problemer, at vi er kommet langt fra hinanden, og jeg må sige, at jeg ikke orker at gøre det store ved det. Vi behandler hinanden nogenlunde, vi deler bare ikke noget, andet end deres far er min mand.

Mettefie
Posts: 39
Joined: Sun 30. Jul, 2017, 23:29

Re: Om at være en familie..

Post by Mettefie » Wed 10. Jan, 2018, 18:01

Han sover her, når han ikke har børnene. Nu hvor han har dem fra mandag til tirsdag og lige har nogle praktiske ting at ordne indimellem bliver reelt kun til måske torsdag til mandag morgen hver 14 dag. Det kan mit hjerte slet ikke rumme. Weekend kærste hver anden forlænget weekend det er simpelthen for lidt. Bliver måske også lidt tøsefornærmet (ked af det), når han vælger at ordne noget praktisk indimellem i stedet for at være sammen med mig. Han lider af efterveerne af en depression, så overskuddet er ikke altid så stort. Jeg havde valgt anderledes end ham. Ham frem for praktikken. Sådan er vi så forskellige. Hvad

Jeg tror ikke som sådan børnene vil få en familiefølelse, men gad godt de havde en fællesskabsfølelse. Ved bare ikke hvordan vi kommer derhen. Min datter gider eks. ikke sommerferie med dem. Det er vi nu flere om at bestemme.

mor35
Posts: 343
Joined: Wed 03. Sep, 2008, 6:53

Re: Om at være en familie..

Post by mor35 » Fri 12. Jan, 2018, 11:50

Umiddelbart tror jeg dine forventninger er meget store , undskyld jeg skriver det.

Du havde valgt anderledes end ham, skriver du....men det betyder jo ikke at hans valg er det forkerte, det er bare anderledes, plus at det praktiske sjældent laver sig selv, så på et eller andet tidspunkt skal det jo laves, det betyder jo heller ikke at han ikke savner dig, han vælger bare anderledes.

Det med en fællesskabs følelse....læste engang om en der sammenlignede et sammenbragt forhold med en ny nabo, som får vandskade, og derfor skal flytte ind til dig, hvad enten du synes om det eller ej. I skal leve sammen, se tv sammen, vaske tøj sammen, lave mad sammen, spise sammen, tage på ferie sammen, I skal holde af hinanden, måske har han børn og hund med, dem skal du også acceptere hele døgnet rundt osv osv..... det synes jeg er tankevækkende, for det er hvad vi byder vores børn, de har ikke selv valgt, men vi bestemmer at de skal alle de ting, og så ovenikøbet også synes det er rart at få påduttet et fælleskab, fordi nogle andre mennesker har valgt det.

så jeg synes man skal overveje at være lydhør, og lad tingene gå sin gang, måske er fællesskabsfølelsen nemmere at finde frem, hvis man ikke bliver tvunget til fx fælles ferie, men i stedet for lov at lærer en ny familie at kende, i det tempo man har det bedst med.

GSO
Posts: 7
Joined: Wed 03. Jan, 2018, 21:38

Re: Om at være en familie..

Post by GSO » Fri 12. Jan, 2018, 12:16

Min situation minder lidt om din, dog har jeg ingen børn selv.
Har været sammen med min kæreste i ca. 1 1/2 år og hans børn ( 2stk) har kendt til mig i ca. 10 måneder. Vi bor ikke sammen. Han har børnene 7:7. Vores udfordring er at jeg arbejder på døgn og han arbejder meget den uge han ikke har børn. Så selvom at vi ikke bor så langt fra hinanden så ses vi kun 2-3 gange nogle uger, nogen mangler mere andre gange mindre. Jeg har virkelig gså savnet følelsen af at være en familie og været mega frustreret over det i rigtig lang tid. Men for 1-2 måneder siden gik det op for mig at familiefølelsen kan ikke presses ned over en.. jeg er overbevist om at den kommer når den kommer og hvis den kommer.... jeg har læst rigtig meget om emnet for at blive klogere og noget der har slået mig er at den ikke kommer bare fordi man bor sammen....når først man bor sammen så vil der være mange nye udfordringer man først skal igennem..... vi skal lære at leve i nuet også glæde os over de gode ting der sker pt. Alt det andet skal nok komme når tiden er inde.
For os har vibhele tiden været enig (selvom at det er hårdt) at vi ikke skal bo sammen før det føles helt rigtig...og ikke kun rigtigt for os men også for hans børn. Hvis børnene ikke er med i det så tror vi at forholdet vil have svære ods.
Omkring sommerferie har jeg lige måtte fortælle min kæreste at jeg endnu ikke er klar til at tilbringe fulde 14 dage med hans børn. Vi har lige haft 5 hele dage sammen og det var rigtig hårdt for mig selvom at det er super skønne børn.....men det kræver tilvænning når der sker så store ændringer i ens liv....både for børn og voksne.....så i forhold til sommerferie vil jeg anbefale dig at imødekomme din datters ønske....at hun ikke skal tilbringe hele ferien sammen med din kæreste/børn. Lav evt en aftale om at i alle tager et sted hen evt en uge og derefter er i bare hjemme hos jer selv . Så kan i lave noget alene og nogle dage kan i lave noget med din kæreste/børn. Jeg er bange for at det på sigt bringer mere skade med sig hvis du fastholder at i alle skal være sammen hele sommerferien.
Jeg ønsker dig alt det bedste og håber i finder den sti der passer til jer

Krølle
Posts: 82
Joined: Fri 19. May, 2017, 12:45

Re: Om at være en familie..

Post by Krølle » Wed 24. Jan, 2018, 11:43

Er det som om at indlæggene er fjernet og lagt ind igen, hvis tråden startede før jul ...?
Jeg kan godt forstå, at man ikke kan sætte sig ind i at praktiske ting vejer mere end samvær. Hvis jeg evt. fik depression, så ville jeg nok især hente støtte i kæreste og ikke lade op ved ikke at ses, tror jeg ..

Post Reply