Sære følelser..?

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

Post Reply
Vædderen
Posts: 32
Joined: Sun 02. Apr, 2017, 11:40

Sære følelser..?

Post by Vædderen » Tue 30. Jan, 2018, 10:27

Jeg sidder her og føler mig lidt ramt af nogle - måske - lidt halvsære følelser..

Efter 8 år i en sammenbragt familie, er der nogle tanker der har bidt sig fast. Tankerne handler om en mærkelig følelse af tab af identitet,
tab af status, tab af kontrol og tab af "magt". Jeg var mor i en kernefamilie i mange år. I ved, sådan rigtig MOR med stort m, jeg var i kontrol, kunne bestemme hvad der skulle ske, træffe beslutninger, sådan lidt familiens "overhoved" hvis man kan sige det sådan. Men det er som om, at når man lever i en sammenbragt familie med hvert vores barn, så er der pludselig så mange ting man ikke længere kan påvirke.
Man sidder der med et barn som ikke er ens eget, og som man ikke skal opdrage på, ikke kan beslutte noget på vegne af. Det er som om man bare ser på.
I forhold til mit eget (store, men hjemmeboende) barn, så hører det også med til historien, at jeg blot kan se på hvordan hendes far svigter,
og har meget travlt med sig selv og sit eget arbejdsliv. Så også her kommer den der følelse af, at man ikke kan gøre meget andet end blot at være tilskuer, og så ellers gribe resterne og prøve at få det bedste ud af det.
Jeg føler mig nogen gange som en marionetdukke i min egen tilværelse.

Når jeg bruger ord som "magt", "kontrol" og "overhoved" skal det ikke opfattes negativt, eller som om jeg er magtsyg og vil bestemme ALT.
For det vil jeg slet ikke, og det er ikke det det handler om. Jeg har bare denne her underlige "amputerede" følelse af at min egen rolle i familien, min egen identitet som "mor i familien", er reduceret til en brøkdel af hvad den var før.
Man skulle selvfølgelig tro, at jeg efter så mange år havde vænnet mig til situationen, men det er som om, det er kommet snigende over tid.

Det er jo heller ikke sådan at jeg intet må sige eller være med til at beslutte, men når det kommer til de store ting,
så er jeg jo alt andet lige sat ud af spillet. Så er det jo min mand og hans eks (uanset hvor inkompetent hun er), som har "fat i den lange ende".
Min mand og jeg har det supergodt sammen i øvrigt, og det er ikke fordi han ikke vil lade mig komme til orde, men i sagens natur er der jo ting som angår mig mindre, fordi jeg ikke er mor til hans barn. Han er ikke verdensmester i at tale om de svære ting, men det er ikke fordi han som sådan vil lukke mig ude.

Jeg har prøvet at "nyde" at nogle ting ikke er mit problem, men jeg synes ikke rigtig det er lykkedes mig.

Hvad siger I andre - er der nogen der kan genkende det her? jeg håber jeg har beskrevet det, så det er til at forstå :wink:

Pigen73
Posts: 44
Joined: Thu 19. Sep, 2013, 10:57

Re: Sære følelser..?

Post by Pigen73 » Tue 30. Jan, 2018, 11:55

Jeg kan godt følge dig. Jeg har efter 5 år i det sammenbragte fået samme følelser - eller lidt sådan. Og har mega dårlig samvittighed og føler mig som et dårligt menneske.

Jeg var i kernefamilie i 10 år, og derefter alene i 5 år. I årene alene skulle jeg kun tage hensyn til mig selv og min egen familie (sådan stort set) og jeg kunne bruge alle mine penge til det jeg ville.
Nu synes jeg pludselig det er så besværligt omkring jul, fødselsdage, at jeg skal tage hensyn til min mands familie, hans børn, ja selv ham og hans/deres ønsker til hvordan vi er sammen, hvornår, når jeg i virkeligheden bare vil bestemme og være sammen med mine egne børn, min familie (og ham). Jeg orker ikke at bruge halvdelen af juledagene på kedelige julefrokoster hos hans familie, hvor mine børn ikke deltager (fordi de ikke har tilknytning til min mands familie fordi de er næsten voksne), så jeg får næsten ingen tid med mine egne børn. Men jeg tør heller ikke sige, at jeg bliver hjemme, og jeg ved jo, min mand bliver ked af det. Jeg kunne også godt tænke mig en ferie med bare mine egne børn...men jeg er ikke god til at sige fra.
Pludselig synes jeg også, at mine børn bliver snydt for oplevelser/ferier/gaver osv. Vi har fællesøkonomi, men min mand har stor gæld med ekskonen, og jeg er pludselig sur på den gæld og synes, at jeg burde hive samme beløb ud af vores fællesbudget til mig og mine børn (jeg tjener p.t mere end ham og har ingen gæld). Men vi forsøger selvfølgelig at fordele sol og vind lige mellem alle vores 5 sammenbragte børn, men det gnaver i mig og jeg synes ikke mine børn skal straffes for deres dumme lån. Havde jeg været alene med den løn jeg har, ville jeg jo bare bruge pengene på børnene og mig selv, men nu skal jeg hele tiden tænke ind, om jeg kan tillade mig det, og hvad med hans børn, osv osv....
Jeg ville gerne være mere rummelig, men det er jeg ikke. Min mand har aldrig sagt, jeg ikke må bruge penge på mine børn, det er inde i mit hoved, men samtidig er han uforstående overfor, at jeg er sur over deres lån, for han betaler det jo selv...jojo, men du har så intet til overs, så alt det sjove finansieres af min del af fællesøkonomien...måske skulle jeg ikke have sagt ja til fællesøkonomi...
Jeg synes også mine bonusser er opdraget langt fra mine. Vi har hver især en 18-årig, og han skal hele tiden sende penge til sin søn, da han ikke kan styre sin økonomi (drengen bor hos sin mor). Og da min datter blev 18, inviterede hun selv til fødselsdag (hjemme hos os) og vi snakkede menu osv. Men da min mands søn blev 18, så inviterede min mand bare og holdt fødselsdagen. Drengen mødte bare op og scorede gaverne. Man kan vel godt involvere sig lidt når man er blevet 18....
Jeg føler som dig, at jeg egentlig bare lever et liv, hvor jeg ikke selv styrer og tager beslutninger...

Duen
Posts: 51
Joined: Fri 07. Oct, 2016, 12:02

Re: Sære følelser..?

Post by Duen » Thu 01. Feb, 2018, 22:44

Jeg har aldrig følt mig specielt meget i kontrol i forhold til min sammenbragte familie. Da jeg mødte min mand, havde jeg ikke børn selv og han kom med to fra et tidligere ægteskab. Dermed havde jeg fra starten den udsatte rolle som "fars kæreste" uden at have al den credit, man naturligt har som mor (som jeg senere har erfaret i mit eget moderskab).

Jeg vil dog sige, at jeg sagtens kan genkende længslen efter at være i kontrol og tage magten tilbage over sin familie, uden at det skal lyde negativt! Netop det at have fået mit eget barn og til dels leve som en kernefamilie, når man mands store børn ikke er hos os, har fået mig til at indse hvor harmonisk den der kernefamilieopstilling er i sin grundform! Bare det at have visheden om at vi elsker vores fælles barn lige højt og ubetinget er fantastisk, og ikke mindst stornyder jeg at vi kun er os to til at beslutte alle de vigtige ting omkring vores lille uden at skulle have en ustabil ekskone med på bagsmækken, der har det med at overtage styringen (i hvert fald da de store var mindre - nu er de snart voksne og deres mor er derfor lykkeligvis blevet en del mere irrelevant end for bare nogle år siden).

Krølle
Posts: 82
Joined: Fri 19. May, 2017, 12:45

Re: Sære følelser..?

Post by Krølle » Mon 26. Feb, 2018, 16:51

Du beskriver ret godt, hvordan jeg har det. Vi bor dog ikke sammen, og vi ses ikke særlig tit, når ungerne er hos deres far. Men alt hvad de ønsker, skal de nærmest få, og skal mor noget, så passer far hver gang og uden undtagelse. Uden spørgsmål. Mor har så ikke lige så nemt ved at kunne springe til, den sjældne gang han har brug for det.
Nå men hele tiden handler det om hvad især det ene barn vil, og jeg har mistet min betydning.. For hvad vil jeg fx. Jeg skal underlægge mig deres planer og føler mig så uendelig ligegyldig indimellem

Fisk43
Posts: 13
Joined: Sun 23. Jul, 2017, 10:10

Re: Sære følelser..?

Post by Fisk43 » Mon 26. Feb, 2018, 22:30

Hej Krølle

Må jeg spørge lidt ind til, hvordan det kører hos jer, nu når i ikke bor sammen ??
Det gør vi nemlig heller ikke (og vi skal heller ikke) Er bare nysgerrig på, hvordan I gør det / hvor ofte i ses :)

Hilsen Fisk43

Krølle
Posts: 82
Joined: Fri 19. May, 2017, 12:45

Re: Sære følelser..?

Post by Krølle » Tue 08. May, 2018, 11:00

Vi skal flytte sammen, men er meget usikker på, hvordan det skal gå. Hans yngste er meget imødekommende. Men den ældste passer sig selv. Jeg føler mig stadig som røv og nøgler, da jeg fx som forleden lavede aftale om at sætte fælles hjem i stand to dage i denne uge, og han så ikke mener at vi har aftalt noget, og fortæller mig, at hans yngste har bedt om at der sker en masse skægt næste gang, og derved siger han ja til det, og at vi lader arbejdet ligge. Jeg har vist ham vores sms-udvekling med aftale om at arbejde og fortalt, at jeg jo faktisk grundlæggende synes, man skal prøve at lægge arbejdet uden om børne-samvær, men at han faktisk selv mente at de næste par måneder skulle bestå af arbejde, hvor børnene også hjalp lidt. Da vi kun skal ses to dage i ugen med børn (vi plejer kun at ses en), så kunne de sagtens lave en masse hygge de andre 2,5 dage.
Samværet kører sådan, at vi i ugen uden børn ses en hverdag og måske i weekenden. Modsat uge med børn ses vi en dag inden de kommer og en aften i weekenden

Post Reply