Hvornår skal fars soloferier med særbørn stoppe?

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

Post Reply
Duen
Posts: 51
Joined: Fri 07. Oct, 2016, 12:02

Hvornår skal fars soloferier med særbørn stoppe?

Post by Duen » Thu 01. Feb, 2018, 22:35

Min mand og jeg har haft en tilbagevendende diskussion, som vi ikke kan blive enige om: Hvornår er det rimeligt at hans soloferier med hans store særbørn skal stoppe og vi kører fælles familieferier med alle børn og derudover også ferier, hvor det kun er os og fællesbørnene (som er helt små)?

Baggrunden kort: Min mands to børn fra første ægteskab er hhv. voksen (20 år) og stor teenager (16 år). Deres forældre blev skilt for ca. 5 år siden og hvert år lige siden har min mand med min fulde velsignelse rejst på soloferie med dem for at have noget alenetid. Jeg har tænkt at det er vigtigt at have sin fraskilte forælder for sig selv, når man er barn, og desuden har det også givet mig mulighed for at få et lille pusterum fra Familien Sammenbragt-cirkusset.

Nu er situationen den, at vi har et lille fælles barn og en mere på vej og de store i mellemtiden er blevet meget store, for ikke at sige voksne - i hvert fald for den enes vedkommende. Jeg arbejder på fuld tid i et temmelig ansvarsfuldt job og vi er som alle andre småbørnsfamilier jævnligt ramt af vuggestuepest. Der er med andre ord ikke megameget elastik at give af og vores ferier og weekender er blevet uhyre kostbare. Hverdagene tordner forbi, og de er gode, men også hektiske. Min mand arbejder virkelig meget, og det diskuterer vi ALDRIG, da det fra starten har været et præmis. I stedet har vi indrettet os efter det i forhold til vores daglige logistik, men det er med til at understrege, at alle fridage er megahellige for os.

Og nu er det blevet skisæson igen og min mand og hans to store børn er netop draget afsted sydpå igen, men jeg sidder herhjemme med fletningerne i postkassen med en sløj tumling og med lidt for mange deadlines. Desuden er jeg stadig selv temmelig svækket oven på en gang febersyge kombineret med en gravid mave. Gæt om jeg er i godt humør :evil: Nogle husker måske, at jeg for lidt over et år siden skrev et indlæg med spørgsmålet om hvor tæt på termin ens mand bør tage afsted på skiferie sydpå, og som et lille sjovt kuriosum kan jeg fortælle, at jeg selvfølgelig fødte for tidligt og at min mand kun lige akkurat nåede at smække landingshjulene på dansk jord før vandet gik. Typisk!

Og så til spørgsmålet: Hvornår er det fair at plædere for at indstille fars soloferier på ski med sine godt og vel voksne særbørn? Det skal siges, at det er nogle særbørn, der rejser en hel del på egen hånd, får sponsoreret rejser af os (i forbindelse med gymnasieture etc.) plus kommer afsted med deres mor og hendes kæreste. De er altså på ingen måde stakkels, men virkelig forkælede over hele linjen. Desuden ser vi dem hyppigt - den store kommer typisk forbi minimum én gang om ugen - og den lille får hver eneste weekend tilbud om diverse lækre aktiviteter enten solo med far eller med os alle. Der er sjældent gevinst, men der kan ikke være tvivl om kæmpe velvilje og et oprigtigt ønske om at ses. Alt i alt taler vi om store børn, der på ingen måde er forsømte eller i tvivl om at de er elskede og ønskede. Desuden har de jævnligt oplevelser alene med deres far, hvor jeg laver noget andet med vores fælles lille.

Så hvad er fair? Kan jeg efterhånden kræve af min mand at han indstiller den årlige far-og-store-børn-tur til fordel for noget fælles for os alle, eller er det helt ude i hampen? Min mand mener ikke, at det er ok at tage denne soloferie fra de voksne børn, men sommetider tror jeg altså at han glemmer at de er så store - vi taler jo ikke om at tage årets eneste ferie fra nogle små børn. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om hans opfattelse af deres alder stivnede, dengang han blev skilt fra deres mor - det virker virkelig sådan sommetider!

Kikki
Posts: 207
Joined: Mon 21. Nov, 2011, 14:34

Re: Hvornår skal fars soloferier med særbørn stoppe?

Post by Kikki » Fri 02. Feb, 2018, 7:57

Jeg synes egentligt ikke de store "børns" alder er særligt afgørende. Altså hvis alle var tilfredse med arrangementet, så kunne de i princippet tage på skitur til din mand stiller træskoene.
Men nu er alle jo ikke tilfredse, for du er en del af alle. Og i og med at i har valgt at få små børn, hvilket jeg formoder din mand er gået frivilligt ind til, så har jeres forhold ændret sig. Og nu er det pludseligt ikke længere særligt hensigtsmæssigt at din mand river en uge ud af familielalenderen. Om det så er store særbørn, herretur med vennerne eller noget med et maraton han havde dyrket. Nu er der kommet en anden forpligtigelse.
Det behøver jo ikke være for altid. Men lige nu, i de her år med meget små børn, der synes jeg det er helt fair af dig at forvente, at din mand er med til at passe jeres fællesbørn.

hrk
Posts: 114
Joined: Wed 18. Jul, 2012, 10:59

Re: Hvornår skal fars soloferier med særbørn stoppe?

Post by hrk » Fri 02. Feb, 2018, 11:52

Jeg synes heller ikke, det er særbørnenes alder, der er afgørende.

Mine børn er også rigtigt store nu - og den ældste er flyttet hjemmefra. Jeg holder stadig soloferier med dem, og det vil jeg blive ved med så længe de overhovedet gider. Jeg nyder at være kun os. Min mand har hele tiden gerne villet have ferier for os alle - men ud af vores tilsammen 4 børn, var de 2 teenagere, da vi mødtes, så det har bare aldrig været noget børnene ønskede. Og jeg foretrak også at holde ferier kun med far og derudover ferier kun med mine børn. Så nu tager min mand fx på skiferie med sine børn i uge 7, hvor jeg hygger hjemme. Til påske skal jeg så på ferie med mine børn - sammen med min bror og hans to døtre fra første ægteskab.

Min mand og jeg har ingen fællesbørn, og det gør jo situationen anderledes og nemmere. Det der er udfordringen i jeres tilfælde, er vel det praktiske omkring, at du så står alene med små børn, mens han rejser. Hvis det ikke kan løses ved, at du får hjælp fra familie, så kan I måske tale om, at indstille soloferierne 1 år eller 2? Jeg har tidligere spurgt min svigerinde, hvordan hun klarede det med fællesbørn, når min bror rejste med sine egne. Hun har så som regel selv holdt ferie imens - eller fået hjælp fra bedstemor.

Jeg håber I finder en løsning, der er god for jer alle.

Duen
Posts: 51
Joined: Fri 07. Oct, 2016, 12:02

Re: Hvornår skal fars soloferier med særbørn stoppe?

Post by Duen » Sat 03. Feb, 2018, 0:51

Jeg kan ikke forstå, at I ikke synes at alderen spiller en væsentlig rolle? Hvis vi taler om nogle særbørn på f.eks. ni og 11 år, synes jeg at de kan have en helt berettiget forventning om at blive inviteret med på diverse ferier som havde de været medlemmer af en almindelig kernefamilie. Men når de er så store - voksne for den enes vedkommende, der i øvrigt også er flyttet hjemmefra - kan jeg ikke tilslutte mig holdningen om at alder er ligegyldig.

Siden jeg var en stor teenager, er jeg da heller ikke blevet inviteret med på alle mine forældres familieture, selv om jeg har haft yngre søskende, der helt naturligt var selvskreven til deltagerlisten. Og det har jeg da kun syntes var naturligt - for jeg har jo rejst på egen hånd, men kærester og veninder. Præcis som min mands store særbørn også gør, men hvor han altså mener at de derudover er selvskrevne til den årlige skitur.

Mangebærn
Posts: 500
Joined: Sat 18. Apr, 2015, 13:17

Re: Hvornår skal fars soloferier med særbørn stoppe?

Post by Mangebærn » Sun 04. Feb, 2018, 9:24

Da jeg mødte min mand ,havde han en mange års tradition med en 4 dage lang fisketur i maj sammen m nogle barndomsvenner . Den tradition kører stadig , har aldrig tænkt det skulle ændres pga vi fik barn sammen.

Kikki
Posts: 207
Joined: Mon 21. Nov, 2011, 14:34

Re: Hvornår skal fars soloferier med særbørn stoppe?

Post by Kikki » Mon 05. Feb, 2018, 15:16

Jeg synes der er stor forskl på at være selvskreven deltager på alle ens forældres rejser og så at have en tradition med en årlig skitur. Jeg læste det som om det sidste var tilfældet, og ikke det første.

Selvfølgeligt er der forskel imellem små, store og voksne børn ifht ferier. Jo især fordi børnenes behov ændrer sig fra det helt lille (ammende) spædbarn som ikke kan undvære sin mor, over teenageren der stadig bor hjemme men ikke har pasningsbehov, til den voksne med egen familie at tage hensyn til.

Men at børnene ikke længere er forældrenes ansvar at passe på, gør jo ikke at man ikke kan nyde at være sammen med dem. Jeg synes det lyder hyggeligt med den skitur, og hyggelige traditioner som alle nyder er der jo ingen grund til at lave om på. Eller rettere sagt, der ville ikke være nogen grund til at ændre på traditionen, hvis ikke din mand havde lagt sig en ny familie til. Det har han så valgt at gøre. Og der følger nogle forpligtigelser med.

Jeg mener det iøvrigt også den anden vej, for mig er det ligegyldigt om bonusserne var 9 og 11 år gamle. Hvis du ikke kan/vil stå med ansvaret for de mindste alene, så ville jeg ikke synes at de skulle afsted.

hrk
Posts: 114
Joined: Wed 18. Jul, 2012, 10:59

Re: Hvornår skal fars soloferier med særbørn stoppe?

Post by hrk » Wed 07. Feb, 2018, 11:23

Kære Duen

Jeg synes du tager to forskellige problemstillinger op. Både soloferier med egne børn - og i det sidste indlæg også en holdning til, om særbørnene skal med på jeres ferier.

Fsva. soloferier, så læser jeg det som om det handler om, at far og børn har en tradition med en ugentlig ferie. Sådan en har min mand også med en årlig vinterferie. Mine (store) børn og jeg tager altid en storbytur i påsken. Det har vi ingen planer om at lave om på selvom alle børnene er store.
Når det kommer til det konkrete eksempel du nævner, så synes jeg, at hvis far og hans børn er glade for deres årlige tur, at så må du og din mand se, om I kan finde en løsning på de praktiske problemer, der kan være ved, at du skal være alene med et lille barn. Måske finde noget hjælp den uge det drejer sig om, hvis du ikke kan holde et par dage fri. Men jeg synes egentlig ikke, at du kan bestemme, at nu er det slut, når de andre trives med det. Og her mener jeg helt ærligt ikke, at børnenes alder betyder noget. Hvis jeg i min høje alder, havde en tradition for at rejse med min gamle mor - så skulle hverken min far eller min mand da bestemme det :-). Derudover er tingene lidt anderledes i sammenbragte familier. Især hvis børnene bor mest hos deres mor, synes jeg det er helt oplagt, at din mand prioriterer at have tid alene med dem og fastholde og styrke et bånd.

Så nævner du også om store/voksne børn er selvskrevne til at deltage i familiens ferier. Det er jo en anden sag. Med så stor aldersforskel, der er her, kan det måske være svært at lave noget, som alle synes er sjovt. Og det synes jeg heller ikke man skal. Det er da helt i orden som familie med små børn at holde en ferie, der er lagt an på det. Også hvis det indebærer hoppeborge og vandland, hvis man er til den slags uden at tænke på, om halvvoksne børn, så gider tage med. Lige som jeg også synes det er helt fint, hvis man som par tager på weekend uden sine børn og da slet ikke er forpligtet til at invitere halvvoksne børn med på sine kæresteferier. Og hvis man så også kan lave noget, der er hyggeligt for alle, er det helt fint.

Så for at opsummere: jeg synes ikke du kan beslutte, at nu skal det være slut med fars soloferier, fordi du mener, at børnene er for store. Jeg har set flere eksempler på fædre, der glemmer deres biobørn, når de skaber en ny familie. Især hvis man ikke har børnene boende - eller har haft det - synes jeg det er rigtig fint, at din mand holder fast i den her tradition.
Hvordan I så derudover vil holde ferier, må I finde ud af sammen. Men hvis du mener, at far skal stoppe soloferierne og derudover skal de i øvrigt heller ikke inviteres med på jeres familieferier, ja så ville jeg i hvert fald stejle, hvis jeg var i din mands sko. .

Krølle
Posts: 82
Joined: Fri 19. May, 2017, 12:45

Re: Hvornår skal fars soloferier med særbørn stoppe?

Post by Krølle » Wed 14. Feb, 2018, 15:30

Hvor jeg dog forstår dig til fulde. Men fx rejser jeg selv med mine børn, hvor den ældste er 23 snart, og det vil jeg fortsætte med nogle år endnu, og den yngste er en del yngre. Jeg tror, at hvis du overhovedet kan holde det ud, så brokker du dig ikke, men kan godt fortælle at det var lidt hårdt, men lad ham nyde det med sine børn. Det ville komme tilbage til dig i form af kærlighed og taknemmelighed, ellers er han et skarn ..
Har selv lige fået at vide, at min kærestes ene barn vil holde ferie alene med deres far og uden mig, som er fars kæreste på 2. år snart. Da min kæreste selv havde foreslået ferien, blev jeg så ked af det. Føler mig som 3. hjul og nedprioriteret..

Mumu
Posts: 47
Joined: Sat 13. Feb, 2016, 16:10

Re: Hvornår skal fars soloferier med særbørn stoppe?

Post by Mumu » Wed 14. Feb, 2018, 23:06

vil bare give mit besyv med. Er helt enig med Kikki i at man godt kan bede ham om at indstille rejseaktiviteterne til jeres fællesbørn er lidt større.

elleh
Posts: 79
Joined: Thu 18. Oct, 2007, 12:13

Re: Hvornår skal fars soloferier med særbørn stoppe?

Post by elleh » Wed 31. Oct, 2018, 23:05

Jeg synes, det lyder som dejligt ferier med store børn, og som noget, der sikkert styrker den indbyrdes relation. Og den er vigtig livet igennem, uanset alder,

Men jeg kan godt forstå dine følelser, hvis du sidder derhjemme med et lille barn og yderligere et på vej, travle hverdage, sparsom fritid og sandsynligvis en god portion barnets første sygedage. Jeg ville i den situation have det svært med at se far brænde feriedage af uden at det kom resten af familien til gode, men tvært imod ender med at give dig en ekstra hård uge, hvor du er alene på banen. Her tror jeg, at vi ville gå efter en løsning, hvor far køber sig til en ekstra uges ferie. På mange arbejdspladser er det muligt at tale sig til. Måske kunne han oven i købet som en del af en lønforhandling bede om at få to ekstra årlige feriedage, så han kun skal betale 3 dage selv eller noget i den stil.

Jeg håber, at I finder en løsning, som fungerer for alle.

Post Reply