Om fælles børn, sygdom, fertilitet og parforhold..

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

Post Reply
Kit1987
Posts: 2
Joined: Sat 10. Feb, 2018, 10:13

Om fælles børn, sygdom, fertilitet og parforhold..

Post by Kit1987 » Thu 22. Feb, 2018, 20:39

Hej
Jeg er ny herinde, men har tidligere læst lidt med fra sidelinjen.

Min kæreste og jeg har kendt hinanden i 1,5 år og han har en søn på 5 år som er hos os ca 4/10 (forlænget weekend). Vi har fra start talt om mulige fælles børn på sigt, og det har vi begge været åbne overfor.

Situationen er nu den at jeg for første gang i mit liv føler mig klar til børn. En følelse jeg af forskellige årsager aldrig har følt i tidligere forhold. Jeg ved at det er blevet vækket til live af at have fået et bonusbarn ind i mit liv, og når jeg ser hvor god en far min kæreste er for ham. Det varmer mit hjerte, men samtidig føler jeg mig udenfor, da det jo ikke er mit barn. Jeg er 30 og min kæreste er 34.

Min situation er at jeg blev ramt af brystkræft som 27 årig. Jeg er rask i dag og går til kontroller. Behandlingen har i ukendt grad påvirket min fertilitet, og det påvirker mig selvfølgelig nu hvor ønsket om børn melder sig. Jeg har fået kemoterapi, som påvirker æggene, men det er svært at sige hvor meget, da det er forskelligt fra person til person. Nogle læger mener at det "forælder" æggebestanden med 10 år - og så ville det jo svare til at jeg er 40. Jeg har fået taget én æggestok ud inden kemoterapi som er nedfrosset. Denne kan man forsøge at operere ind igen hvis den tilbageværende æggestok ikke virker/er tom. Men der er jo ingen garantier - ligesåvel som der heller ikke er for alle andre når det kommer til fertilitet.

For et par uger siden fik vi så taget hul på bylden, og jeg fik fortalt at jeg egentlig er klar til fælles barn. Det var en lang og hård snak, og hans holdning er at han gerne vil vente nogle år til vi er mere etablerede. Han føler sig ikke klar. Jeg er studerende med 2 år tilbage og planen er at vi skal flytte (ca. 150 km. væk) når jeg er færdiguddannet, for at være tættere på hans søn når han starter i skole (så vi kan få 7/7 ordning). Moderen flyttede langt væk efter deres skilsmisse.

Derudover udtrykker han bekymring for om jeg skulle få et tilbagefald og at han så selv ville stå med ansvaret for barnet og for hans eget barn. Her tænker han også på at vores base lige nu føles midlertidig fordi vi har planer om flytning senere, hvilket også vil betyde jobskifte for ham. Det skal siges at hans ex fik en voldsom fødselsdepression efter fødslen af deres barn, hvilket gjorde at han jo stod med meget af ansvaret selv. Det førte til en stress/belastningsreaktion hos ham. Men han benægter at det har noget med hans holdning til vores situation at gøre.

Hans udmelding chokerede mig meget, da han aldrig tidligere har givet udtryk for frygt for tilbagefald. Jeg er selv skide bange for at blive syg igen, men jeg har aldrig ville lade den angst styre min drømme og planer. Plus der har indtil nu ikke været nogle tegn på at sygdommen kunne være på vej tilbage.

Jeg har ikke lyst til at vente flere år, for tænk nu hvis at det så er for sent på grund af min historie. Jeg har SÅ svært ved af følge hans argumenter, og har tænkt der må ligge noget andet bag - f.eks. at han ikke tror nok på vores forhold, eller at han slet ikke vil have flere børn. Det benægter han.

Jeg er så ked af det og følelserne løber af med mig hver gang vi snakker om det. Mit hoved myldre med tanker om om jeg burde forlade ham, men det er jo HAM jeg vil have børn med, og ham der har givet mig lysten at få børn. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal navigere i forholdet lige nu. For det fylder det hele. Og hvis vi først går igang med at prøve om et par år og det så ikke kan lade sig gøre - ville jeg så kunne tilgive mig selv - og ham - for at vi ikke gik igang noget før? Har jeg lyst til at rykke hele mit liv op og flytte væk fra alt jeg kender for at være sammen med ham og hans søn, velvidende at han ikke ville forsøge at få børn med mig da muligheden var der?

Jeg bliver frustreret og vred. Synes han er egoistisk og lever i en drømmerverden. Hvor vi begge er 20 og bare kan vente og bestemme hvornår det passer perfekt at stifte familie. Men sådan er virkeligheden jo ikke både pga. alder og min sygdomshistorie.

Er der nogen der har stået i lignende situation? At være bange for om det er for sent når partneren endelig er klar?

Alle inputs er velkomne, da jeg næsten ikke kan være i mig selv...

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: Om fælles børn, sygdom, fertilitet og parforhold..

Post by Novica » Thu 22. Feb, 2018, 23:06

Må jeg svare dig privat?

Kit1987
Posts: 2
Joined: Sat 10. Feb, 2018, 10:13

Re: Om fælles børn, sygdom, fertilitet og parforhold..

Post by Kit1987 » Fri 23. Feb, 2018, 8:38

Novica - Ja selvfølgelig ☺️☺️

Krølle
Posts: 82
Joined: Fri 19. May, 2017, 12:45

Re: Om fælles børn, sygdom, fertilitet og parforhold..

Post by Krølle » Mon 26. Feb, 2018, 16:46

Det ville også gøre mig utryg, at han ikke længere har lyst til den fælles plan .. at han rykker efter sit barn, hvor moderen så i øvrigt jo bare kan flytte igen, hvis det handler om chikane og uligevægt. Men lidt fornuftigt ville der måske være i at vente et halvt år ca., så barnet kommer i den nye bolig.

Krølle
Posts: 82
Joined: Fri 19. May, 2017, 12:45

Re: Om fælles børn, sygdom, fertilitet og parforhold..

Post by Krølle » Mon 26. Feb, 2018, 16:47

Tilf'øjelse: så vil hans frygt for at du får tilbagefald jo betyde, at han en evig god undskyldning for ikke at forøge familien. Tænker enten psykolog til ham, eller du overvejer at komme videre

Post Reply