Forbudte følelser

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

Post Reply
snabelskoen
Posts: 8
Joined: Thu 14. May, 2015, 14:20

Forbudte følelser

Post by snabelskoen » Mon 16. Apr, 2018, 14:12

Kære alle

Jeg skriver dette lille indlæg i håbet om at høre, at jeg ikke er alene med at føle sådan her fra tid til anden.

Jeg bor med min kæreste og hans to børn 7/7 på fjerde-ish år. (Jeg har ingen børn og endnu ingen fælles). Børnene er søde, og samarbejdet fungerer fint. Jeg har dog haft ret svært ved følelsesmæssigt at "acceptere" den situation, jeg var kommet i, og det var absolut ikke nemt til at begynde med. Men det er en anden historie.

Min kæreste siger nu, at han har talt med børnenes mor om at forskyde byttedag, så barn 1 bytter mandag og barn 2 tirsdag. For at give dem glæden ved at have forældrene hver for sig en dag om ugen. Jeg forstår godt ønsket, men er ikke begejstret for idéen, hvad min kæreste selvfølgelig kan mærke.

Den nøgne sandhed er selvfølgelig, at vi i bund og grund har modstridende interesser her. Min kæreste ønsker sig principielt så meget samvær som muligt. Han synes, det nye forslag er en god idé. Jeg, derimod, synes det er rigeligt med børn i 7/7-ordning. Jeg har intet ønske om at have børn en dag mere end det, og derfor synes jeg ikke, at forslaget er en god idé. Så enkelt kan det vel siges ... Og jeg ser desværre ikke, at nogen af os kommer til at skifte mening. Det er bare en helt grundlæggende forskellighed, når man er kærester, men ikke forældre sammen.

Jeg synes det er frustrerende, at det er så umuligt at give udtryk for, at man synes det er "nok" med bonusbørn. Jeg synes børnene er dejlige og vi har masser af gode stunder i den uge, vi har dem - men min kæreste ved ikke, at jeg i forvejen trækker rimelig hårdt på min rummelighed og tålmodighed i den uge, og at jeg hemmeligt hilser byttedag velkommen. Det er jo umuligt at forklare til en mand, der elsker sine børn (det skal lige siges, at han aldrig har stillet krav om at jeg elsker dem som han gør).

Jeg har det endda dårligt med at indrømme dette over for mig selv og er skamfuld ved at skrive det her (fordi de er søde og jeg holder af dem og jeg forstår både børns og forældres behov) - på trods af, at jeg mener det er ret naturligt, at jeg ikke føler som min kæreste.

Jeg føler altid, jeg ender i rollen som skurk, når jeg tillader mig at give udtryk for mine egne behov på dette område. Det er bare noget mindre lækkert at være en "ikke-rummelig" fars kæreste, end det er at være forældre og børn, der savner hinanden...

Vil meget gerne høre hvad I andre tænker og føler.

sabrea
Posts: 660
Joined: Wed 08. Oct, 2008, 11:27
Location: Sjælland

Re: Forbudte følelser

Post by sabrea » Mon 16. Apr, 2018, 22:36

Det lyder til, at I har fået en god balance, som det er nu, og at I har en fin gensidig forståelse for hinandens situation.

Jeg synes, det er godt set, at I har modstridende interesser her. I stedet for at se dig selv som en skurk, kan du dog også prøve at give dig selv et velfortjent klap på skulderen, for det lyder til, at du bruger meget energi på at gøre det så godt for børnene, når de er der. Udfordringen er jo, at du risikerer at vælte, hvis du får mindre tid til at lade op til den opgave.

Der er jo umiddelbart to muligheder - den ene er, at fastholde den nuværende ordning. Den anden mulighed er, at lægge strategier for, hvordan du kan trække dig mere og lade op ind imellem, når børnene er hos jer - på en måde, så du ikke bliver set som en skurk af dig selv, din kæreste eller børnene. Spørgsmålet må vel bl.a. være, om din kæreste kan trække et større læs i forhold til børnene eller om børnene måske skal vænnes til et lavere service-/underholdningsniveau.

Umiddelbart er min tanke, om man kunne aftale at fastholde den nuværende model i 3 måneder, hvor du øver dig på tilbagetræknings-strategier, når børnene er hos jer - og hvis det er lykkedes der, at I så igen drøfter muligheden for at ændre samværsaftalen...

Håber I finder en løsning, der også giver dig de nødvendige åndehuller ;-)

Mettefie
Posts: 39
Joined: Sun 30. Jul, 2017, 23:29

Re: Forbudte følelser

Post by Mettefie » Tue 17. Apr, 2018, 9:01

Åh ja kender godt det med forbudte følelser ...

Min situation er noget anderledes end din, for jeg har selv børn og vi bor ikke sammen

Min mand gik fra at have børnene 5-9 forskudt til 7-7 forskudt på prøve. Jeg synes det er ben hårdt. Det gør mig dybt ulykkelig , når jeg kun “har ham” måske 4-5 dage hos mig hver 14 dag. Jeg har rigtig svært ved at være der for mine egne børn , men hold op hvor er det selvisk, barnligt og egoistisk. Synes det hjælper mig at høre at andre også har de samme følelser. Synes jeg er et fjols, fordi jeg ikke altid magter mine egne børn, fordi jeg er teenager forelsket og ved at gå til af savn. Jeg kæmper også med det at føle mig overset når hans børn er der, især overfor den lille af hans børn, måske fordi den store meget mere går i mit hjerte og derfor er lettere at tolerere. Håber det hjælper at høre andre sige de grimme ord højt, i hvert fald hjælper det mig at skrive dem :-)

Jeg har ikke brokket mig over ændringen, mere over savnet. Jeg tænker måske mere det er den konsekvens man skal fokusere på frem for ændringen. I dit tilfælde måske, at du bliver træt af dem og trænger til ro? Måske kan du få nogle pauser ind imellem, så du nemmere kan klare flere dage. Måske kan du få et stille hjørne i huset, hvor når du sidder der, så er det “dig tid”. Nu har jeg selv en søn med autisme og der kommer mange gode råd som også kan bruges på alm børn, eksempelvis et pausebadget. Eks. Man tager badget på og fortæller nu sidder jeg lige og nyder min kaffe i en halv time, bagefter vil jeg gerne lege med dig eller nu vil jeg gerne have ro en time til at læse i min bog. Hvis de kommer til en mens man sidder der, peger man på badget og siger man har pause.

Noget af det jeg selv prøver at holde fast i er, at min mand gerne vil sine børn, jo netop også en egenskab jeg elsker ved ham. Sådan er min eks overhovedet ikke. Så måske også dyrke det trods alt positive ved arrangementet.

Ved ikke om du kan bruge noget af ovenstående.

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: Forbudte følelser

Post by Novica » Thu 19. Apr, 2018, 17:26

Jeg blev lidt fanget af den første del, du skrev. 2,5 år efter kan jeg stadig ikke rigtig acceptere den situation, jeg er i. Jeg var helt ærligt gerne foruden, hvis manden kunne vælges seperat. Det kan godt være man rationelt burde vide og føle en hel masse, men det nægter følelserne at lytte til.

Samtidig er jeg i midten af 20'erne og alle andre er ved at få deres første barn - som i alle tilfældene er BEGGES første barn. Jeg er så misundelig. Ikke kun på barnet, men også fordi de får lov at starte fra bunden. Det kan godt være, at de om 10 år alle sammen er skilt igen, men de fik chancen. Den føler jeg mig snydt for, selvom det er barnligt, fjollet og virkelig irrationelt.

Uanset hvor søde børnene er (eller ikke er) så er det bare grænseoverskridende at dele sit liv, hjem og mand med andre. Det kan godt være, at de 'kom først', men det føles jo ikke sådan. Det kræver meget rummelighed og at du kan fungere i en 7/7 synes jeg egentlig er ret flot. Jeg
forstår også godt din mand. Den løsning passer jo til alle, altså lige pånær dig. Men hvis han ønsler dem forskudt kunne han overveje
en dag mindre?
som du selv siger, så er fars kæreste lidt den uelegante rolle, hvor man ofte ender som egoisten og alle andre har liige fundet en god
løsning for dem og især børnene. Hvordan kan man argumentere mod det uden at lyde umæden og egoistisk?

Der er ikke rigtig noget naturligt i rollen som
bonusmor. Nogle kvinder klarer det simpelthen så flot og kan tage børnene til sig som egne. Andre kæmper med at navigere i 'forbudte følelser' og at definere sin egen rolle, som aldig er givet som i en kernefamilie.
Jeg kan ikke lide termen forbudte følelser. De burde hedde ærlige følelser. For følelserne i sig selv er hverken mærkelige eller forbudte, de er bare. Det er hvordan man handler på dem, der tæller.


Det blev vidst en længere filosofisk smørre, men nej, du er ikke alene.

Vædderen
Posts: 32
Joined: Sun 02. Apr, 2017, 11:40

Re: Forbudte følelser

Post by Vædderen » Fri 20. Apr, 2018, 9:37

Jeg mener bestemt ikke, at du skal føle dig hverken skamfuld, eller tænke på, om det er "forbudte følelser". Jeg kan godt se at man som biologiske forældre ikke synes man kan have børnene for meget, men man må altså også respektere det nye forhold og den nye familie, og indse at det er bygget af nogle andre grundsten, end den biologiske familie.
Personlig opponerer jeg altid lidt over, at der meget ofte skal komme helt nye behov på banen, når man er blevet skilt.
Det kan føles som om forældreskabet, og relationen til børnene skal ophøjes til helt nye standarder, "bare fordi" man lever hver for sig.
Muligheden for 24 timer alene med far eller mor ville jo heller ikke være til stede i en biologisk familie, med mindre man arrangerer sig ud af det.
Kan far ikke - indenfor jeres 7 dage - lave noget med det ene barn, mens du er sammen med det andet? Det kunne måske endvidere styrke relationen mellem dig og børnene yderligere? Og mor må vel også kunne finde alternative løsninger, til at dække dette behov? Om ikke andet behøver det vel heller ikke være en fast ordning? Kunne det ikke bare være noget man gør engang i mellem?
Det jeg prøver at sige, er vel bare, at jeg mener, at din mand skal huske på at du har lige så meget ret til at trives som han og børnene har.
Og det lyder ikke som om du er klar til mere børnetid. Familien fungerer kun når alle er ligeværdige og alles behov bliver hørt.

Post Reply