Voksen datter flytter hjem igen - æv!

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

Post Reply
Duen
Posts: 51
Joined: Fri 07. Oct, 2016, 12:02

Voksen datter flytter hjem igen - æv!

Post by Duen » Sun 06. May, 2018, 23:52

Halløj allesammen

Det er noget tid siden, jeg sidst har slået mine folder herinde, men holder øje med debatten i ny og næ og det ser ud til at mange af de eviggyldige dilemmaer stadig driller i de små sammenbragte hjem.

Grunden til at jeg skriver her til aften er for at lette mit hjerte og lade min indre svinehund glamme lidt, da jeg har svært ved at se hvor jeg ellers skal komme af med min frustration. I morgen skal min mand og jeg hente hans voksne datter på 20 år i lufthavnen, der vender retur efter en længere udlandsrejse. Inden hun tog afsted, boede hun sammen med sin kæreste (som også har været med på turen), og da de rejste, passede det med at de ikke længere havde et sted at bo. De var dog temmelig optimistiske og mente, at de godt kunne finde noget nyt ved hjemkomsten. Min mand og jeg har med vilje ikke spurgt så meget ind til hvad der skete på boligfronten, da vi øver os i at skrue lidt ned for det curling-mindset, som min mand og hans ekskone har (haft) over for deres fællesbørn.

For et par uger siden fik vi at vide, at min mands voksne datter og kæresten ville korte turen noget af i forhold til de oprindelige udmeldinger. Desuden vil de ikke flytte sammen ved hjemkomsten, men kæresten vil flytte sammen med nogle venner og min mands datter vil gerne "flytte hjem" igen. Siden hun forlod landet, er moren flyttet i noget meget mindre og der er reelt ikke plads til datteren, med mindre de virkelig klumper sig sammen.

Flaskehalsen peger altså på os som dem, der skal løse datterens boligsituation: Vi har pladsen, økonomien etc. Datteren og hendes kæreste siger, at der bestemt ikke er noget galt i deres forhold, men at datteren følte at hun blev smidt ud hjemmefra da hun flyttede, hvilket hun vel også gjorde hos moren. Det er en længere historie, men datteren flyttede sidst i gymnasiet til en lejlighed, som moren var kommet i klemme med, så hun løste et stort problem for moren ved at flytte ind. Min mand og jeg var derimod temmelig meget imod den løsning og mente, at det var at ofre datteren at hun nu skulle fikse morens idiotiske og selvforskyldte situation, men både mor og datter insisterede på det tidspunkt på at det var en god løsning.

Sagen er nu den, at min mand og jeg venter fællesbarn nr. 2 om et par måneder. Og med første barn var han for at sige det som det er en KNOLD til at balancere mellem mig med baby og sine to særbørn, og jeg følte mig ekstremt svigtet af ham på nogle meget kritiske tidspunkter. Der har været nogle situationer, som jeg for forholdets skyld må leve med, men som jeg ærligt talt nok aldrig tilgiver. Tidspunkter, hvor min mand skulle have været der 100% for mig og vores første fælles barn pga diverse komplikationer, men i stedet havde travlt med at være den fede far for sine særbørn, som han havde dårlig samvittighed over for, fordi der nu var endnu mindre tid til dem end før den lilles ankomst. Det er nok et grundvilkår, at der opstår den slags situationer i en sammenbragt familie, men jeg vil være SÅ ked af at det måtte ske igen. Ikke mindst fordi der nu også er et lille ældste fællesbarn, der skal passes meget på og som skal lande i at have en lillesøskende samtidig med at hun selv stadig er lille og skal have lov til at være det.

Der er altså mere end rigeligt at se til i vores egen lille familie, og heldigvis er min mands særbørn så store, at vi på mange måder lever som en kernefamilie og så kobler de store sig på en gang imellem, hvilket er helt ok. Men tanken om at den voksne datter nu skal flytte hjem igen i kombination med min mands totale konfliktskyhed over for hende og manglende evne til at sige "nej", er simpelthen giftig for mig. Og jeg vil gerne kunne tillade mig at stille krav til hende som en voksen kvinde, hvilket min mand synes er svært. Fx så han helt mærkelig ud i hovedet, da jeg foreslog at hun skal vaske sit tøj selv, da jeg synes at vi har mere end rigeligt vasketøj selv og jeg faktisk ikke gider at styrte rundt og servicere en voksen kvinde, når hun ikke bare er gæst for et par dage.

Åh, hvor bliver det her stramt! Og jeg glæder mig bare ikke en SKID til at hun kommer hjem og belejrer os på ubestemt tid, mens min mand får stjerner i øjnene ved tanken om at hun skal flytte ind igen. Jeg kan sagtens være med på at man anytime vil åbne sit hjem for sine børn uanset alder, men sgu ikke at det skal være uden krav og en snak om hvor lang tid, løsningen skal vare. Hvor vil jeg bare gerne være i fred og skulle lande i at være en familie med to småbørn uden også at skulle have den voksne bonusdatter helt inde i min intimsfære 24/7!

sabrea
Posts: 660
Joined: Wed 08. Oct, 2008, 11:27
Location: Sjælland

Re: Voksen datter flytter hjem igen - æv!

Post by sabrea » Tue 08. May, 2018, 21:06

Det kan jeg sagtens forstå, du er bekymret for. At åbne sit hjem og familie for en anden voksen, som man ikke har lov at stille krav til - det lyder ikke som en god idé. Hvis I har et tomt værelse mere, kan det være, at du skal meddele manden, at din mor flytter hjem til jer på ubestemt tid, og trænger til at kunne bruge tiden på sig selv, så hun desværre ikke rigtigt kan bidrage til "de sure pligter" - gad vide, om han ville være begejstret over en sådan meddelelse.

Så jeg håber, du får spurgt mere ind til arrangementet med hans datter - hendes fremtidsplaner, herunder boligplaner. Hvis hun skal flytte ind hos jer, er det kun rimeligt, at hun bidrager til familiens ve og vel, hvilket hun jo kan gøre på mange måder. Det er altså ingen selvfølge, at man som voksen uden videre kan flytte hjem til far og/eller mor igen. Problemet er jo blot, at vi i stigende grad i det danske samfund tænker, at de som 20 årige jo ikke helt er voksne. Og det er vel også fint, hvis hun kan bo hos jer - hvis det vel og mærke også kan give dig en gevinst.

DenGuleGummiAnd
Posts: 10
Joined: Tue 17. May, 2016, 8:23

Re: Voksen datter flytter hjem igen - æv!

Post by DenGuleGummiAnd » Thu 10. May, 2018, 19:10

Der er noget jeg ikke kan forstå. Hvorfor har du ikke lov til at stille krav til din mands voksne datter, når hun flytter hjem til jer ?

Har du prøvet at snakke med hende om hvad der skal ske når hun nu flytter hjem igen ? Altså om hun tænker på at hun skal have alt serveret, bare sidde på sin røv og ikke lave noget. Og prøv at snak med hende uden hendes far. Det kunne jo være hun havde nogen andre idèer end sin far når hun flytter hjem og hvor længe skal hun blive boende hjemme.

Jeg kan godt se det er ikke lige er sagen at hun flytter hjem igen når I har to små børn, men det kunne jo være hun ville hjælpe med at passe dem og andet, når det nu er hendes halvsøskende.

Duen
Posts: 51
Joined: Fri 07. Oct, 2016, 12:02

Re: Voksen datter flytter hjem igen - æv!

Post by Duen » Fri 11. May, 2018, 23:12

Tak for jeres kommentarer og rart at høre, at jeg - også med en udenforståendes øjne - ikke bare er en led stedmor, der ikke tager imod den voksne steddatter med åbne arme.

@Sabrera: Haha, sjov idé at sige til min mand at min mor flytter ind på ubestemt tid: Selv om han er glad for sin svigermor, ville han nok falde ned af stolen ved at få hende som fast logerende :lol: Vi har ret meget plads og har før haft venner boende, der crashede i perioder pga skilsmisse eller lignende, men der har det været helt andre præmisser end nu med den voksne datter: Vennerne har bidraget som voksne og selv om vi ikke har bedt om husleje (heller ikke i sidste omgang, hvor en af vennerne endte med at okkupere et værelse hos os i tre måneder. Det skal dog siges, at han var meget sjældent hjemme), har de hjulpet med det praktiske og desuden købt ind og betalt deres fair share uden vi behøvede at sige en lyd.

Vi har spurgt ind til den voksne datters planer og de lyder pt pænt flyvske: Hun vil gerne flytte sammen med nogle veninder, men der er intet konkret på bedding. Desuden har hun så mange penge med hjem efter den noget afkortede udlandstur, at hun ikke har travlt med at finde et arbejde, så hvis jeg er rigtig uheldig, kan jeg risikere at skulle gå op og ned af hende hver dag, når jeg går på barsel :( Ej, hvor er jeg dog gerne fri for dét scenarium!

Har tænkt mig at bruge Kr. Himmelfartsferien på at tale med min mand om hvordan vi får sat lidt skub i den unge dames videre planer. Hun er flyttet ind nu og har fuldstændig taget tråden op som var hun en lille pige, der er flyttet hjem til far igen. Første aften, hun var tilbage på matriklen, spurgte hun fx min mand “om han ikke kom op og sagde godnat”, så hun nærmest kunne blive puttet af sin far :roll: Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde!

@DenGuleGummiAnd: Du stiller et godt spørgsmål. Svaret er nok todelt: For det første har min mand og hans store børn ikke tradition for at tale om tingene - og slet ikke når det før ondt. Så selv om jeg er meget anderledes, og min mand og jeg internt praktiserer det 180 graders omvendt, respekterer jeg denne adfærd i forhold til de store. Jeg tror dog ikke at det gavner dem i det lange løb, men omvendt har jeg været stedmor så længe, at jeg HAR lært at man virkelig skal vælge sine kampe med omhu.

For det andet har vi altid gjort det sådan, at opdragelsen af min mands store børn i udgangspunktet er gået gennem min mand, eftersom børnene var så store, da jeg kom ind i deres liv, at det virkede mindst konfliktskabende at gribe det sådan an. Så selv om min mand og jeg taler meget sammen og også for det meste bliver enige om en fælles linje over for særbørnene, er det ham, der kommunikerer den ud til de store, mens jeg holder mig i baggrunden.

Jeg her et par enkelte gange brudt den “regel” og sagt de store særbørn et par fyndige ord - ikke med råb eller skrig, men på en fast og bestemt måde som fx dengang den lille med en halv times varsel valgte at udeblive fra min store runde fødselsdag og oven i hatten løj for sin far om at jeg havde sagt ok til at han blev væk. Resultatet har ikke været imponerende: Børnene går i baglås og er uanset deres nu voksne alder slet ikke vant til at blive irettesat eller at få at vide, at de ikke er verdens midtpunkt :roll: Den lilles reaktion på at jeg sagde at det godt nok var tarveligt ikke at komme med til min fødselsdag (sandheden var at jeg nok levede helt ok uden den lille orms tilstedeværelse, men hans far var ked af det!) og at jeg var virkelig skuffet over hans svigt var, at han løb hjem og gemte sig hos sin mor i en måned og ydermere bildte hende ind, at jeg havde råbt og skreget af ham :roll: Behøver jeg at sige at jeg ikke ligefrem savnede ham i den måned, han gemte sig hos sin mor, der selvfølgelig gik amok over at fars nye kæreste tillod sig at sige hendes skrækkelige barn imod uanset hvor dårligt han opførte sig?

Den voksne datter er ikke lige så dramatisk, men hendes flytten hjem igen handler åbenbart om en ret sen reaktion på at hun føler sig smidt ud hjemmefra. Ikke af os - formoder jeg bestemt - da vi blev med at foreslå hende at genoverveje beslutningen og tydeligt indikerede, at vi syntes at det var en hovedløs beslutning, men af moren. Og min mand er (som mange andre skilsmisseforældre) ramt af en momentan dårlig samvittighed over at han forlod ekskonen. Så selv om der slet ikke kan være tvivl om at det var moren, der svigtede datteren ved at presse på for at hun skulle løse morens problem ved at overtage den lejlighed, som datteren nu er smidt ud af af selvsamme mor, vil han først og sidst bare gerne redde den voksne datter uanset at det sgu burde være moren, der fandt den gode løsning. Officielt flytter den voksne datter også ind hos moren, men da hun har meget lidt plads, tror jeg godt at vi kan regne med at den store dater vil bo mest hos os.

Så nej, jeg har (endnu) ikke talt med den voksne datter om at vi har nogle andre forventninger til hende end da hun var teenager og boede hjemme. Tror heller ikke at min mand har nosset sig sammen til at sige noget om vasketøjet, selv om jeg virkelig står fast på det spørgsmål! Og min mand og jeg skal klart have lavet en forventningsafstemning på hvad hun skal bidrage med af praktisk hjælp (og her tæller det ikke kun at passe lillesøster - jeg er selv helt syg efter at få mere tid til at være sammen med mit barn frem for at lave praktiske opgaver!) samt hvad vi skal kommunikere til hende om vores forventinger til hendes videre flytteplaner. Men jeg er fast besluttet på at hun bliver informeret - om ikke andet må jeg jo gribe teten og gøre det, hvis min mand bliver ved med at stå og træde sig over tæerne :roll: Det er virkelig meget mærkeligt at have en mand, der er ekstremt handlekraftig i alle livet andre spørgsmål, men når det handler om hans store børn og deres mor, er han simpelthen et førsteklasses vattet skvat!

Mangebærn
Posts: 500
Joined: Sat 18. Apr, 2015, 13:17

Re: Voksen datter flytter hjem igen - æv!

Post by Mangebærn » Mon 14. May, 2018, 10:22

Jeg forstår godt det kan være svært når man selv får barn første gang. Særligt når der var komplikationer. Du skriver at du følte dig svigtet over han ikke var der 100% for dig og baby. Men det kan man simpelthen ikke når man har flere børn . Jeg håber næste fødsel går nemmere, men skulle det ske at der igen kommer nogle komplikationer så vil din man jo denne gang heller ikke være der 100%, for der er endnu et han skal tage sig af - jeres første.
Selvfølgelig har han været obs på de store børn, og han har sikkert ville vise dem at de stadig betød alverden for ham, præcis som jeg er sikker på du vil med din den store når baby er født. Jeg er også ret overbevist o er du ikke ville føle dig svigtet på samme måde denne gang, fordi det netop er dit eget ( store) barn han skal bruge tid på

Noget andet er at en 20 årig selvfølgelig skal kunne lette dig. Hun er voksen og burde kunne være en hjælp . Feks afleverer/ hente den " store " i inst når du ikke orker det. Trille em tur m baby så du kan nuppe 1 time på sofaen . Madlavning og rengøring skal da fordeles.

Hvad med om I 3 voksne sætter jeg og laver en liste hver 14. Dag over alm praktiske ting der skal ordnes for at et hus fungerer. Få delt op hvem der står for hvad og del pligterne i forhold til hvem der har mest tid- altså går hun arbejdsløs skal hun klart have flere huslige pligter end hvis hun arbejder 15 timer dagligt.

Pigen73
Posts: 44
Joined: Thu 19. Sep, 2013, 10:57

Re: Voksen datter flytter hjem igen - æv!

Post by Pigen73 » Tue 22. May, 2018, 11:51

Det hele er jo rigtig svært for dig, hvis din mand ikke går forrest og forlanger noget af datteren. Det er nemmere at sige noget til egne børn.
Min mand er også en vatnisse, og hans 18-årige bliver der ikke stillet krav til, alt er synd for ham, hvorimod jeg stiller mange krav til min 18-årige datter (det skal så lige siges at min datter er enormt moden og selvstændig, så det kræver ikke så meget).

Jeg synes godt man kan forlange af en 20-årig, at hun deltager i madlavning, rengøring, man kan evt. give faste pligter eller henkastet sige - når der skal støvsuges, om hun lige gør det - især hvis hun bare skal dalre rundt og ikke i gang med at studere osv.

Skal hun læse, ja så ville jeg bedre kunne acceptere, at hun ikke deltager så meget i det hele, dog skal alle børn vel hjælpe til på et eller andet plan, alt efter alder? Hun er jo en voksen på lige fod med jer.

Men igen, ret svært hvis du først skal overbevise din mand....

Børn som bor hos os (læs mig) skal - som i SKAL - studere OG have et fritidsjob, hvis de er 18 år. Hvis ikke de gider finde et fritidsjob skal de betale for at bo hjemme. Min mands søn har ikke et fritidsjob, for det gider han ikke....gæt hvem der altid mangler penge...han bor så ikke hos os, men jeg hører da at biomor jævnligt piver, not my Circus!

Post Reply