Er det mit, hans eller vores problem?

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

Post Reply
KarlaS
Posts: 9
Joined: Tue 29. Mar, 2016, 7:25

Er det mit, hans eller vores problem?

Post by KarlaS » Sat 07. Jul, 2018, 10:44

Min kæreste og jeg har været sammen i tre år. Han har en søn på ni. Min kæreste og moderen bor ca. 1 km fra hinanden. Min kæreste og jeg bor ikke sammen. Vi taler om at købe hus sammen, og jeg er derfor nødt til at flytte mig fra mit "område" af byen til deres. En bydel, jeg ikke bryder mig om. Og derudover ind i min kærestes ekskærestes "baghave".
Samarbejde med moderen går fint nok.

Jeg har flere gang forsøgt at forklare min kæreste, at det godt kan være, at hun er hans søns mor først og fremmest, men hun vil altid være hans eks først og fremmest for mig. Det er fint, at de taler om sønnen, skole, hans venner etc., men jeg synes, det er grænseoverskridende, at de taler om huse, hvad man kunne gøre, bygge osv ved det på hjørnet, eller har du set, hvor skønt det er det derhenne. Han deler drømme om "vores" hus og hvad, vi kan/vil i vores fælles fremtid, med sin eks i stedet for mig. Og hun planter for evigt tanken hos mig om, at den ide kom fra hende og ikke fra vores fælles drøm/ide/forestilling. Der er så meget, de taler om i forvejen, såsom venner, han og jeg har sammen nu, som de havde sammen, "kan du huske dengang..." osv, osv. Det gør ondt på mig, og det har jeg sagt til min kæreste. Han siger, han forstår, og at han vil lade være, men gør det alligevel. Jeg får at vide, at jeg jo må forstå, at han skal holde sig på god fod med hende. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det skal være på bekostning af mig. Kan de da ikke bare tale om ting vedrørende deres søn og så stoppe der?

Jeg får at vide, at jeg er nærtagende, at det er mit problem, jeg overdriver, jeg viser ikke hensyn, jeg bør gå til psykolog eller lignende og fikse mit problem og få styr på mine "stærke følelser". Er det virkelig mit problem? Eller er det hans? Eller vores?

Jeg føler mig så dum og ligegyldig. Jeg føler, at jeg ikke skulle have sagt noget, men have fundet mig i det. Som jeg har det og gør det med de fleste ting, jeg prøver at driste mig til at sige om mine følelser. Fuck hvor er det åndssvagt.

den urbane
Posts: 358
Joined: Tue 11. Sep, 2012, 22:33

Re: Er det mit, hans eller vores problem?

Post by den urbane » Sat 07. Jul, 2018, 11:54

DET ER IKKE DIG!!!!
Du har en normal reaktion på en grænseoverskridende opførsel!
Det, du beskriver, har jeg også været installeret i i flere år, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind, som du er.
Det er så simpelt, som Sia herinde beskriver: Han skal lige finde ud af, hvor mange han skal være “gift” med. Og der er kun et svar: Een, og det er dig!

Jeg kender det som sagt alt for godt og lider stadig under eftervirkningerne af det, og jeg kan kun sige, at jo før det bliver stoppet, jo mindre skade kan det nå at gøre.
Alle fraskilte og sammenbragte skal huske, at alle skal kunne være i setuppet, og at ikke alle er med i setuppet! Nogle er perifere og skal blive ved med at være en perifær detalje.
Jeg ved godt, at der findes få familer, der synes, det er megafjong, hvis alle kan være bedstevenner med alles ekser, men det er ikke det mest almindelige, og jeg synes på ingen måde, det er det, man skal stræbe efter, når det er en så inderligt imod!

Jeg kender godt den med, at fordi der er et barn, er det lige som om, at alle andres følelser skal krølles og bøjes. Det er jeg ikke enig i, at de skal. Tværtimod synes jeg, at grænser mellem før og nu er at foretrække. Jeg vil ikke føle mig som et appendiks til en konstellation, som ikke er mere.

Hvad kan du gøre? Måske ikke andet end at blive ved med at snakke med din mand. Stå fast på, at lige som du har valgt hans pakke, har han også valgt din pakke, og i den er der kun en partner!
Skal I bo deres gamle hood? Jeg ville foretrække at komme lidt længere væk. Hvis sønnen selv kan transportere sig med bus eller cykel, må det være ok!

KarlaS
Posts: 9
Joined: Tue 29. Mar, 2016, 7:25

Re: Er det mit, hans eller vores problem?

Post by KarlaS » Sat 07. Jul, 2018, 19:59

Tusind tak for svar den urbane.
Det havde jeg brug for. Hvor er det en god måde, at beskrive det på, at det er som om ens egne følelser skal krølles og bøjes for at passe ind i de andres rammer, og at alle skal kunne være i setuppet, men at ikke alle er med i det.

Jeg hader at føle mig som den her selvcentrerede mokke, der bare kræver og kræver, og at jeg må være besværlig at være sammen med. Og jeg hader i høj grad at tro på det, når jeg får at vide, jeg må have dårligt selvværd og dårlig selvtillid, når jeg ikke kan lade deres være deres og forstå, at jeg, og han og jeg, ikke betyder noget i den sammenhæng. Det er betryggende, at læse, at andre oplever lignende situationer, og at jeg måske ikke er så umulig og urimelig, som jeg føler mig.

mor35
Posts: 343
Joined: Wed 03. Sep, 2008, 6:53

Re: Er det mit, hans eller vores problem?

Post by mor35 » Sat 07. Jul, 2018, 20:45

Nej du er bestemt ikke urimelig , jeg synes faktisk han er en røv med øre, at smide det over på dig, uden selv at tage noget til sig :(

Når man er 2 i et forhold, er det vores problem!! Og det tyder på at I er 3, så er det da vist endnu mere jeres problem.


Jeg tænker at inden I køber hus sammen, er det så utrolig vigtigt at I får lavet nogle retningslinier! der skal holdes, vel og mærke !


Jeg tror på at det er en super god investering, at tage til en parterapeut, og få løsnet på, for jer begge 2, jeg er klar over at mange mænd ikke mener det er nødvendigt, men hvis en bil knirker, tager de gladeligt til mekanikeren, så jeg tænker at det vil være det samme her, man forebygger.

Hellere nu, end når huset er købt.

Fik en af dem, der har forstand på sammenbragte familie, der er flere gode, søg efter erfaringer, der er også grupper på fb for fars kæreste, sug til dig af erfaring, men vigtigst af alt, vær afklaret inden I køber hus.....

Og måske skal far kigge lidt ind af....og tænke over hvorfor han mener hun skal være med i alt...og om han synes det ville være ok, at din ex også skal væer med, pludselig er I mange med hver sin mening så ;)

KarlaS
Posts: 9
Joined: Tue 29. Mar, 2016, 7:25

Re: Er det mit, hans eller vores problem?

Post by KarlaS » Sat 07. Jul, 2018, 21:45

Tak, mor35 !

Du har så fuldstændig ret. Og tak for dine råd. Jeg vil tænke over, om det kunne være noget, og når vandende har lagt sig, måske prøve at tage snakken med min kæreste om, hvad han tænker om det. Jeg ved, at han gjorde det med sin eks/moderen til hans søn. Hvis jeg troede på, at han ville slå til og gøre alt i sin magt for os, så ville jeg tage snakken med ham med det samme. Men spørgsmålet er, om det ender med at være en mere konfliktfyldt vej, jeg betræder, ved at foreslå terapeut, når nu "det er mit problem", og jeg ikke er så vigtig i forhold til hans, sønnens og tilsyneladende moderens/eksens verden...

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: Er det mit, hans eller vores problem?

Post by Novica » Thu 12. Jul, 2018, 14:34

Du kræver og kræver og kræver. Men det gør du kun, fordi du ikke får det foræret helt naturligt. Det er en unaturlig konstellation, at moren pg kæresten ikke er den samme person og der kan godt opstå forvirring hos en selv, manden, børnene og sågar eksen, hvad der hører til hvilken rolle. Det ville klart være nemmest, hvis du bare kunne tilpasse dig deres rammer (fysisk og følelsesmæssigt), men sådan er virkeligheden meget sjældent. ALLE skal kunne være. Ville han mon løse problemerne i sit tidligere parforhold ved at sende hende til psykolog - med eller uden børn? Næppe. Det er en nemmere løsning for ham, men ikke den rigtige for dig. Problemerne skal løses i FÆLLESSKAB uanset hvem de opleves hos. Ligesom alle andre parforhold!

Jeg er også glad for ideen om parterapi, fordi man netop ikke er alene og oplever en fælles indsats. Det er meget vigtigt.

Du skal stille krav til dig selv, men du kan også tillade dig at stille krav til menneskene om kring dig. Uanset om det er børn eller voksne ;-) og man kan sagtens have børn sammen og bo liiidt længere væk end 1 km. Ingen dør af det og man får måske en gladere kæreste/bonusmor og det er også en gevinst.

Dalle
Posts: 26
Joined: Tue 12. Jul, 2016, 0:21

Re: Er det mit, hans eller vores problem?

Post by Dalle » Mon 23. Jul, 2018, 12:18

Jeg kender din situation så ganske udemærket, men fra farens perspektiv. Min kæreste har også enormt svært ved at rumme, at jeg ses med ekskonen dels hver uge, når vi "bytter", men også til arrangementer med skolen osv. Det er dog ikke så "venskabeligt", som du beskriver, men det er stadigvæk svært for mig at forstå hendes følelser, for jeg lægger jo ikke noget i det, andet end at jeg er nødt til at se min eks en gang imellem.

Nu ved jeg ikke, hvor længe din kæreste var sammen med eksen, men i mit tilfælde var det 18 år, og det var trods alt for det meste en god tid med gode minder, ikke mindst fra da børnene var små, og jeg kan også godt genkende det der med fælles venner, som man jo stadigvæk gerne vil have kontakt med. Så det er svært at bare "kappe snoren" til fortiden.

Han ser måske eksen på samme måde som en gammel ven. Og det ér jo hyggeligt at tale om "gamle dage". Det er nok også meget menneskeligt at synes, det er rart at tale med en, som kender en rigtig godt og kender ens fortid. Måske kunne du bede ham fortælle dig noget mere om den tid, så du føler dig mere som en del af det også? Jeg ved i hvert fald fra mig selv, at jo mere min kæreste bliver "integreret" i mit liv og får mere viden om min fortid (så længe det ikke handler for meget om eks'er), jo mere føler hun sig også som en del af det, og kan bedre rumme, at der snakkes om det. Og jo mindre bliver behovet også helt naturligt for at tale "gamle dage" med eksen.

den urbane
Posts: 358
Joined: Tue 11. Sep, 2012, 22:33

Re: Er det mit, hans eller vores problem?

Post by den urbane » Mon 23. Jul, 2018, 21:49

Det er sådan set dejligt at høre fra en far, men NEJ TAK, jeg synes ikke, det er hyggeligt at sidde og snakke om gamle dage i en anden familie/konstellation. Kan du godt lide at høre om din kærestes ekser og deres liv, sexliv, håb, ønsker og drømme?
Jeg bar sagt det før, og keg siger det igen: Det er ikke kun fars kæreste, der skal indrette sig på den nye situation!!! De to, der har valgt at blive skilt, må bære en hel del af forandringerne. Det er fx, at man ikke længere er på hyg med den anden forælder, at der ikke skal tales om gamle dage, hvis kæresten ikke bryder sig om det, at der ikke er nonstop sublimeringstivoli mellem far og børn, og ...

Mangebærn
Posts: 500
Joined: Sat 18. Apr, 2015, 13:17

Re: Er det mit, hans eller vores problem?

Post by Mangebærn » Fri 27. Jul, 2018, 16:06

Klart det ikke kun er fars nye kæreste der skal indrette sig. Men at forbyde der må tales om gamle dage og man ikke længere må være på hyg med sin medforældre hvis kæresten ikke bryder sig om det er lidt voldsomt.

Hvad så hvis forældrene ikke bryder sig om at en ny kæreste skal bestemme hvad de må snakke om ? Eller bestemme de ikke må ses til noget hygge m børnene?

Jeg har det svært ved at voksne mener det er ok at bestemme hvad andre voksne må. Så bliver det da mere et forældre/ barn forhold. Eller også er det bare min mand der er sær, for er ret sikker på han ville blive noget paf hvis jeg fortalte ham hvad han måtte snakke m sin eks om . Det kan han helt sikkert godt afgøre selv

den urbane
Posts: 358
Joined: Tue 11. Sep, 2012, 22:33

Re: Er det mit, hans eller vores problem?

Post by den urbane » Sat 28. Jul, 2018, 17:53

Jamen lige præcis. Så læs lige trådstart igen. To voksne, som nu er EKS, bestemmer med største selvfølgelighed over fars kæreste, som er en voksen. De har nemlig trumfkortet “SKILT med børn”, og i det tilfælde er det som om, alle med tilbageholdt åndedræt skal vente på, at tivolimor og tivolifar bestemmer over alle andre. Når man er SKILT (hvilket man egentlig ikke er, eftersom man er i et forhold!), så bestemmer man, at fars kæreste skal bo i et kvarter, hun ikke bryder sig om, ellers dør baby. De SKILTE kan også bestemme, at fars fortrolige er EKSEN. Og nej, han kan helt tydeligt ikke selv afgøre, hvad der er ok, og hvad der er no-go. Det er nemlig ikke kun den SKILTE, der kan bestemme over et forhold, og hvis ens kæreste ikke kan lide ens grænseoverskridende opførsel, så er det helt ok at sige det, også selvom EKSEN/den anden SKILTE ikke er enig.

Mangebærn, man skal passe på med, at fordi ens egen kæreste godt kan finde ud af en grænse, fordi han fornemmer dig og indretter sig naturligt på jer, så gør alle andre kærester det også. Hvis det var tilfældet, ville vi jo ikke have brug for fortrolige og hjælp i dette forum. Drt burde være sådan, at man fornemmer hinanden og indretter sig på hinanden. Det er forkert, når man mest indretter sig på ekser, og det må vi gerne sige og prøve at gøre noget ved. Jeg ringer jo heller ikke til perlerækken af tidligere mænd/kærester og spørger dem om forhold i mit nuværende liv. Jeg er her og nu med ham, jeg bar valgt at dele mit liv, min seng, mit bord, min fremtid og min fortrolighed med.

Mangebærn
Posts: 500
Joined: Sat 18. Apr, 2015, 13:17

Re: Er det mit, hans eller vores problem?

Post by Mangebærn » Sun 29. Jul, 2018, 9:53

Den urbane

De skilte forældre bestmmer ikke hvad bydel en ny kæreste skal bo i. Man har et valg .
. Klart det er fair at sige hvad man ikke bryder sig om, men hvis ens kæreste har en grænseoverskridende adfærd ,eller andre holdninger til hvad der er okay, , skal man så lave ham - en voksen mand - om så han passer til ens egen holdninger ? Eller skal ny kæreste laves om så hun kan leve med mandens adfærd ?

Selvfølgelig skal der laves nogle kompromisser når man flytter sammen. Men at forlange hvem den anden må være fortrolig med mm, det er for meget. Jeg ville da bestemt ikke bryde mig om hvis min mand - da vi var kærester- var fortrolig med sin eks eller følte trang til hygge dage med hende, men så havde jeg ikke været kærester med ham for det ville ligge alt for langt fra hvad jeg kunne leve med. .

Post Reply