Kunsten at være 100 procent

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

Post Reply
KarlaS
Posts: 9
Joined: Tue 29. Mar, 2016, 7:25

Kunsten at være 100 procent

Post by KarlaS » Wed 15. Aug, 2018, 22:32

Jeg får så mange gode og brugbare kommentarer af jer herinde. Tak til og for jer alle. Nu har jeg endnu engang brug for input:
Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år. Han har en søn på 9, som er hos skiftevis mor og far 7/7. Min kæreste og jeg bor ikke sammen, men ønsker at finde et fremtidigt hjem sammen. Vi ses hver weekend og i ferier mv. Så ofte som muligt. Og så vidt muligt på hverdage også. Jeg holder utroligt meget af hans søn, og er glad for, at have fået ham i mit liv.
I weekenden havde min kæreste og jeg en snak om, hvordan det er for ham, både når sønnen er hos ham/os, og når sønnen er hos sin mor. Min kæreste fortæller, at han kun føler sig hel og fuldstændig, når hans søn er med ham. Det kan jeg på bedste vis, som et menneske uden børn nu kan, godt forstå. Det er sådan, jeg føler, når jeg ikke er sammen med min kæreste. Jeg føler mig kun hel/fuldstændig, når jeg er med ham.
Det er langsomt, men sikkert og smertefuldt, gået op for mig, at jeg aldrig vil være for ham, hvad han er for mig. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Er det vilkårene for et liv sammen med et andet menneske, der har et barn? Vil han være i stand til at være der for mig, hvis jeg har virkelig brug for ham? Elsker jeg ham mere, end han elsker mig? Den der fuldstændige kærlighed, man kan føle for sin partner/kæreste - skal man som parten uden børn acceptere, at den kommer den anden part aldrig til at føle? Jeg sidder med sådan en grim forestilling om, at jeg er på 100 procent i vores forhold, og det er han ikke. Og det bliver han aldrig.
Jeg håber ikke, at dette indlæg er for 'nederen', men jeg kunne virkelig godt bruge indspark. Som de nu må opleves og føles for jer hver især. Tak.

GSO
Posts: 7
Joined: Wed 03. Jan, 2018, 21:38

Re: Kunsten at være 100 procent

Post by GSO » Wed 15. Aug, 2018, 23:46

Hold da op...det kunne have været mig som havde skrevet dette har bare haft svært ved at finde ordene omkring dette..... håber virkelig at der kommer nogle gode indput fra folk...

mor35
Posts: 343
Joined: Wed 03. Sep, 2008, 6:53

Re: Kunsten at være 100 procent

Post by mor35 » Thu 16. Aug, 2018, 21:39

Jeg er både bonus og biomor-

Og ja det er vilkårene, MEN!!! det er 2 meget forskellige slags kærlighed, som jeg overhovedet ikke vil sammenligne.

Og ja, han vil være i stand til at være der for dig, dog kan det knibe, hvis det handler om hans barn. Og nej, du elsker ikke mere end han gør, han elsker dig på en anden måde end han elsker sit barn.


Det er super svært at sætte ord på, netop fordi det er forskellige slags kærlighed. Men ja savnet er der, ingen sætter børn til verden, for at ende op med at misse ½delen af deres opvækst, det kan gøre ufatteligt ondt, men det har intet med den voksne kærlighed at gøre, synes jeg.

KarlaS
Posts: 9
Joined: Tue 29. Mar, 2016, 7:25

Re: Kunsten at være 100 procent

Post by KarlaS » Fri 17. Aug, 2018, 10:42

Hej mor35. Tak for dit svar.
Jeg er helt enig i, at det må være forskellige former for kærlighed, man som forælder oplever til sit barn i forhold til sin partner. Jeg mener, ligesom dig, ikke, at kærligheden til et barn og kærligheden til en partner kan sammenlignes, og det ønsker jeg heller ikke.

Min fortvivlelse ligger i, at min kæreste fortæller, at han kun føler sig hel/fuldstændig, når han har sin søn ved sig. Det fortæller mig, at det er en følelse, jeg aldrig kommer til at kunne give ham - det er noget, jeg aldrig kommer til at være for ham. Og det selvom jeg har følelsen af fuldstændighed, når jeg er sammen med min kæreste. Det giver mig en følelse af usikkerhed, uligevægt og tomhed, jeg ikke rigtig kan beskrive, udover at det gør mig rigtig trist at vide, at min kæreste ikke har den samme tryghed og hvile i at være sammen med mig, som jeg i ham.

Sammenlignet med et forhold, hvor der ingen børn er, og begge parter er investerede og føler sig fuldstændige ved at være sammen med hinanden, så får man i en konstellation som vores aldrig den mulighed og ligevægt, og det gør mig rigtig ked af det for alle parter. Bevidstheden om, at han ikke føler sig hel med mig. Ikke har den samme glæde ved at være med mig, som jeg har med ham, fordi savnet til sønnen er der hele tiden.

Jeg er klar over, at det ikke er noget, han gør med vilje eller mod mig, og at det er sådan, det er, når man har et barn. Det ændrer desværre bare ikke på omstændighederne og den følelse af utilstrækkelighed og usikkerhed, jeg sidder tilbage med. Hvad gør jeg med den?

Hihihi
Posts: 57
Joined: Tue 24. Feb, 2015, 11:14

Re: Kunsten at være 100 procent

Post by Hihihi » Sat 18. Aug, 2018, 0:46

Jeg tænker umiddelbart, at den kærlighed, han føler til sin søn ... den er jo betingelsesløs, som forælder-barn kærlighed jo er. Det er voksen-kærlighed ikke. Barnet er en del af ham. For altid. Hvis I gik fra hinanden, ville du jo godt kunne "klare dig", glemme ham og komme videre. Derfor tror jeg, du skal passe på med at sammenligne de to ting og prøve at hvile i, at han jo elsker dig på samme måde, som du elsker ham. Der går ikke noget fra dig, fordi han elsker sit barn betingelsesløst. Der kan være situationer, hvis barnet måske vil komme først, men det er ikke det, du tænker på/bekymrer dig over, som jeg læser det. Hvis det er svært for dig, tænker jeg, du måske kunne have gavn af at "få kigget lidt på det"....? Håber, det løser sig for dig, for det er nogle trælse følelser at gå med.

Hihihi
Posts: 57
Joined: Tue 24. Feb, 2015, 11:14

Re: Kunsten at være 100 procent

Post by Hihihi » Sat 18. Aug, 2018, 0:49

Det, jeg vist prøver at sige, er, du måske kan prøve se på det sådan, at I ikke er to halve, der bliver til én hel, men to hele, der deler et liv.

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: Kunsten at være 100 procent

Post by Novica » Sat 18. Aug, 2018, 7:45

Jeg forstår godt, hvad du mener. Jeg har heller ikke børn og kunne godt føle noget af det samme i starten. Især i samværdsperioderne.
Jeg tror .. jeg er ikke sikker på, at jeg kan skrive det, så det giver mening, men jeg vil prøve.

Der vil altid være en uligevægt, en ubalance, imellem jer. Den kan være så så så svær at finde ud af og ikke mindst acceptere. Der er nogle ting, som man normalt ville være fælles om (følelsesmæssigt, såvel som praktisk), men som pludselig kun tilfalder den ene part. Ikke-skilte forældre har bestemt også deres problemer, men man er som regel ikke i de samme følelsesmæssige dilemmaer, som vi kan stå i. For der er man enige om, at man redder børnene først fra en brændende bygning og hvis barnet skal have opfyldt et behov, så har man selv ansvar for at gøre det. Man står ikke på sidelinjen og kigger på og kan føle sig .. ensom?

Han elsker dig ikke mindre, men han har en mere at tage hensyn til og som er en del af ham. Det kommer man ikke udenom. Men det gode ved kærlighed er at man altid har nok. Det kan måske godt føles sådan i de mørkeste stunder, men han elsker ikke dig mindre, fordi han elsker sit barn.

Jeg synes, at du skal prøve at rumme at han har noget med sig, men samtidig huske at du også bidrager til hans liv på en måde, som ingen anden kan. Du er et aktivt TILvalg, som han ØNSKER at dele sit liv med, det synes jeg også er stort.

Det var ikke så klart, men måske kan du alligevel bruge noget af det.

Mor+
Posts: 10
Joined: Thu 08. Mar, 2018, 13:26

Re: Kunsten at være 100 procent

Post by Mor+ » Tue 28. Aug, 2018, 14:52

Jeg vil ikke sige jeg kender den følelse. For det gør jeg ikke.
Nok fordi jeg selv har et barn, som jeg ikke har hele tiden. Min kæreste har 2.
Vi ved begge at den kærlighed vi har til vores børn hver især, jamen den er noget helt andet end den vi har til hinanden. Det betyder ikke at vi ikke elsker hinanden. Tværtimod. For vi rummer hinanden og alt det vi har med i bagagen.

Vi er hinandens bonus.
DU er din kærestes bonus.

At sige du elsker din kæreste mere end han elsker dig.. tja.. det er måske lidt sat på spidsen.
Det ved du rent faktisk ikke om du gør? Men faktum er at han har et barn. Og du vil aldrig kunne konkurrere med det. Det ville du nok ikke engang om du var barnets biologiske mor.

Men det skal du heller ikke. Det er nemlig slet ikke en konkurrence.

Du er et tilvalg. Og det betyder altså også noget. Du er valgt TIL fordi du er en bonus for ham. Fordi han bedre kan lide sit liv med dig, end uden dig.
Fordi du bidrager med noget han har lyst til at have omkring sig - og omkring sin søn.

Pas på, du ikke giver din kæreste for stort et ansvar. Et ansvar der lyder på at gøre dig komplet og hel, fylde dig op og gøre dig glad.
Som udgangspunkt skal du kunne gøre alt det selv.
Alt andet, er en dejlig bonus.

Følte du et savn af hans kærlighed til dig, før den her snak? Følte du han elskede dig "nok" inden da? For så gør han jo stadig det <3

Mettefie
Posts: 39
Joined: Sun 30. Jul, 2017, 23:29

Re: Kunsten at være 100 procent

Post by Mettefie » Wed 29. Aug, 2018, 20:58

Snakkede med en familievejleder forleden. Jeg havde lidt svært ved det, at min kæreste altid savnede sine børn, når de ikke var der. Altid forsøgte at snige mere tid ind. Jeg følte mig som en dårlig mor, fordi jeg ikke savnede mine børn, jeg nyder faktisk freden. Familievejlederen sagde til mig, at det kan være rigtig svært for mænd at sige højt, sikker også for nogle kvinder. De har måske kæmpet for at få ungerne 7/7, de har måske ikke fra starten haft helt så nemt ved at danne det helt tætte forhold. Så pludselig at skulle indrømme, at man nyder alenetid uden børn er lidt farligt. Jeg tænker, at ikke du skal ligge så meget i det han siger. De to ting kærstesavn og savn af børn er to helt forskellige følelser. Savnet af kæresten er i mine øjne meget meget sværere.det andet det siger han bare fordi det forventes af ham.

Post Reply