Kernefamilie vs satellitfamilie

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

Post Reply
Duen
Posts: 51
Joined: Fri 07. Oct, 2016, 12:02

Kernefamilie vs satellitfamilie

Post by Duen » Wed 29. Aug, 2018, 10:56

Hej med jer

Det kunne være interessant at høre om jeres erfaringer med familieformer i Cirkus Sammenbragt, herunder forventninger til hvad den nye familie skulle kunne - og erfaringer med hvad den kunne, når det kom til stykket.

Som I sikkert har hørt til hudløshed, taler psykologer og terapeuter overordnet om to familieformer, man kan være i en sammenbragt familie:
1. Kernefamilie (dog nok i en light-udgave), hvor både bioforælder og bonusforælder opdrager på lige fod, uanset om man er biologisk forælder til barnet/børnene eller ej, men også tager slæbet fælles om det økonomiske og ikke mindst praktiske. Hvor familien agererer som en slags kernefamilie og særligt de voksne prøver at fordele ansvar og pligter ligeligt mellem sig.

2. En satellitfamilie, hvor bioforælderen har opdrageransvaret og står for det meste praktiske og økonomiske for eget barn/egne børn, og hvor bonusforælderen er en satellit, der kredser rundt om partneren og børnene uden at engagere sig synderligt i dem. Der er i hvert fald ingen forventninger til at det sker, men omvendt kan bonusforælderen så heller ikke forvente at blive inviteret med til forskellige arrangementer hos børnene.

Hvordan har I gjort hjemme hos jer? Og hvad er jeres erfaringer med det valg, I bevidst eller ubevidst har gjort - fordele og ulemper?

Grunden til at jeg spørger er, at min mand og jeg ret tidligt besluttede os for kernefamiliemodellen med hans to store særbørn, fordi det virkede som den mest rigtige for os. Det har nok været godt for os som par, men ikke for os som sammenbragt familie. De store særbørn er i dag så halv- og helvoksne, at det heldigvis ikke fylder alverden hjemme hos os, men ikke desto mindre er det nok mest i relation til dem, at vi skændes (altså min mand og undertegnede).

Det er gennem den sidste tid i stigende grad gået op for mig, at vi aldrig rigtigt tog dem i ed på vores beslutning om familieform, og de føler sig ikke specielt forbundet til mig uanset at jeg har stået på hovedet for dem i særligt de første 2-3 år af vores relation. Det bliver tydeligt for mig til alle store begivenheder i deres liv, hvor de ikke inviterer mig med og de små halvsøskende med - senest da den ene skulle igennem den rituelle aflevering på efterskolen af familien, men tydeligvis ikke regnede os med som det. Det skal siges, at særbørnenes mor og jeg har et temmeligt ikke-eksisterende forhold, og at hun stadig har meget svært ved at acceptere mig mange år efter skilsmissen og på trods af at hun tilsyneladende er lykkelig med en kæreste gennem 2-3 år.

Jeg har efterhånden sluttet fred med at de store særbørn ikke føler sig specielt tætte på mig og til hver en tid vil vælge deres mor, fordi hun altid står i modsætningsforhold til mig. Også selv om jeg ved Gud har brugt i hundredevis af timer på at læse lektier med dem, lave alle mulige aktiviteter med dem, bage uendelige stabler af pandekager og på alle måder gjort mig fortjent til at vinde den store Bedste Stedmor 201X-guldmedalje.

Men hvad jeg er temmelig forbitret over er, at min mand fortsat insisterer på at jeg skal agere som om vi fortsat kører i kernefamiliesetup med hans store børn - og dermed engagerer mig i dem, vil tage på ferier med dem og i det hele taget gerne skal være fjing-fjong med at de kommer og går i vores hjem uden varsel (herunder tømmer køleskabet og fylder vasketøjskurven) selv om den ene de facto er flyttet hjemmefra og de i øvrigt agerer som gæster (fx har de ingen faste pligter). Jeg kan egentlig godt leve med at være en satellit i forhold til dem, da jeg ærligt talt har rigeligt at se til med vores små fælles børn, men jeg gider ikke længere at lege kernefamilie, når det tydeligvis ikke er noget, de store børn vil.

Er det tarveligt eller helt ok?

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: Kernefamilie vs satellitfamilie

Post by Novica » Wed 29. Aug, 2018, 20:27

Hej Duen,

Jeg kan faktisk rigtig godt lide dit indlæg. Det er selvfølgelig rigtig svære erkendelser fra din side, men også et indblik for os andre i, hvordan man kan have de bedste intentioner, men en dag må stoppe op og genoverveje, hvad fungerer for mig, os og alle sammen.
Du er tydeligvis kommet til erkendelsen, at plan A ikke lykkedes og det måske er okay at gå videre til plan B. Der er din mand nok lidt længere tid om at komme hen, for hvis nu bare .. Det kræver (endnu) en forventningsafstemning ikke bare med hinanden, men også virkeligheden. For hans drømme er forståelige, men ikke opnåelige. Du har endda givet alt, du havde.
Det synes jeg faktisk er virkelig godt gået. Det er nok ikke særlig værdsat af børnene, men respekt for alle timers lektielæsning og støtte og omsorg, du har givet dem. De takker dig nok ikke, men du kan se dig selv i øjnene og være stolt.

Du spurgte til erfaringer .. jeg er en satellit. Jeg troede, jeg skulle være alt muligt andet, men nej. I starten glemte vi i den grad at forventningsafstemme, men jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til (hvordan skulle man vide det?) og det gjorde han ret beset heller ikke. Jeg gav alt, hvad jeg havde i starten, men det var alt for meget. I dag trives jeg meget bedre med, at forventningerne er skruet ned til 0. Jeg forventer derfor heller ikke at blive involveret, men vi skal nogle gange finde balancen mellem “ikke-involveret” og “ikke noget som helst”. Det er nok nemmere med store børn.
Det var ikke det, som nogen drømte om, men det gode ved drømme er, at de kan tilpasses. Man kan altid få nye drømme og så gå efter dem. Så længe man har sig selv med og kan se sig selv i øjnene, så er det godt nok. Mit mål er derfor “fredelig sameksistens med plads til alle” og altså ikke “familie” af nogen art.

Nej, du er ikke tarvelig. Du er helt okay, du skaber bare nogle rammer, så DU kan trives og ikke mindst nedsætter forventningerne til det, du oplever er realistisk. Ikke kun for dig, men også de børn, som du selv nævner ikke blev spurgt i første omgang. Det er helt okay. Men din mand skal nok lige vænne sig til det. Har du snakket med ham om, hvordan han har det med det hele? Og godt kunne tænke sig det så ud i fremtiden?

Pigen73
Posts: 44
Joined: Thu 19. Sep, 2013, 10:57

Re: Kernefamilie vs satellitfamilie

Post by Pigen73 » Thu 30. Aug, 2018, 13:21

Vi er en satellitfamilie. Egentlig valgte vi kernefamilien, men vores børn fulgte ligesom ikke med, og vi glemte nok også at gå helhjertet ind i det, og der var i de første par år meget jalousi fra hans børn i mod mine børn, og han havde et dårligt forhold til sin ekskone, som brugte børnene i kampen om flere penge, og det gav et dårligt forhold til hans børn, også for mit vedkommende (det er blevet bedre). Hans børn er meget mere ressourcesvage end mine børn, så det har også været svært at behandle dem ens. Alt dette gjorde, at hver anden weekend, når hans børn kom på besøg, så var det mere noget der trak tænder ud for os alle, end det var noget hyggeligt.

Så jeg har som sådan heller ikke noget forhold til hans børn i dag, de er 14 og 19 og kommer en weekend om måneden, og vi respekterer hinanden, men vi er ikke fortrolige, jeg er nok mere en de bare skal tolerere, hvis de vil se deres far.

Min mand tror stadig, at når børnene bliver ældre, vil de nok besøge hinanden osv, men de har slet kontakt udenfor det, som sker i vores hjem. Mine er 16, 16 og 18 år. Så jeg har accepteret, at sådan er det, og min mand forsøger.

Vædderen
Posts: 32
Joined: Sun 02. Apr, 2017, 11:40

Re: Kernefamilie vs satellitfamilie

Post by Vædderen » Fri 31. Aug, 2018, 11:10

Lidt firkantet sagt, så tror jeg at vi er 80% satellit. Jeg kan nemlig ikke sige at vi ikke engagerer os i hinandens børn, for det gør vi bestemt. Men det er primært på et teoretisk niveau mere end på det praktiske. Jeg gik også all in fra starten og troede jeg skulle være meget mere "mor" for hans barn, men det måtte jeg forholdsvis hurtigt sande ikke kom til at ske ;). Jeg synes at det med altid at være 3. hjul er svært, og for mig har det derfor været nemmere at trække mig ganske meget, og alene koncentrere mig om at opdrage mine egne børn.
Vi taler meget om hinandens børn, vender og drejer alting, giver gode råd osv., men rent praktisk passer vi hver især vores i forhold til børn.
Min mand har aldrig haft forventninger om at jeg skulle overtage noget i en mor-agtig rolle. Han henter/bringer selv barnet, vasker hans tøj, ordner værelse, deltager i møder på skolen osv. En del af denne "læggen afstand til" har jeg så også en kraftig fornemmelse af munder ud i vores megadårlige forhold til hans eks. Jeg tror i mit stille sind, at han ikke tør overlade for meget til mig, i frygt for at blive beskyldt for at nu "tager jeg hendes barn fra hende".
Omvendt forsøger vi da også at gøre vores for at vi føler os som en familie. Vi tager på ferie sammen, går ud og spiser sammen, deltager i hinandens familiebegivenheder osv osv. Men jeg vil gerne låne udtrykket "fredelig sameksistens" som Novica beskriver, for det kendetegner vist meget godt,
Men jeg synes rollen er svær (se mit indlæg "Sære følelser"), for et eller andet sted har man jo en grundlæggende trang/behov for at tage sig af de børn der bor under ens tag, men alligevel ender man med blot at være praktisk gris.
Vi var nok heller ikke specielt skarpe på at afstemme noget, men fik blot kastet os ud i det i en kæmpe forelskelsrus.
Dog tror jeg at jo ældre børnene er, jo mere bliver man satellitagtig. Hvis man flytter sammen med helt små børn, så må man vel næsten nødvendigvis komme til at være mere mor/far for bonusserne, end det er tilfældet med halvstore børn?
Jeg tænker nogen gange at hvis min mand og jeg gik fra hinanden, ville der så kunne bevares en relation til hans barn? Jeg er faktisk ikke sikker på det...

Mangebærn
Posts: 500
Joined: Sat 18. Apr, 2015, 13:17

Re: Kernefamilie vs satellitfamilie

Post by Mangebærn » Fri 31. Aug, 2018, 21:36

Her har vi hver haft det overordnede ansvar for vores egne børn og vi har ladet hinanden opdrage egne børn som vi synes de skulle opdrages.

Børnene er voksne nu og vi føler os som en meget tæt familie, vi er begge meget meget glade for den andens børn og børnene betragter sig som søskende.

Når jeg ser hvordan vores familie er, så er jeg ikke i tvivl om at vi valgte rigtigt da vi i sin tid aftalte hvordan vi ville have det. Jeg tror vi havde haft 1 tons konflikter hvis vi havde forsøgt at ændre hinandens måde at opdrage på

den urbane
Posts: 358
Joined: Tue 11. Sep, 2012, 22:33

Re: Kernefamilie vs satellitfamilie

Post by den urbane » Sat 01. Sep, 2018, 11:52

Jeg tror, at hovedårsagen skal findes i de biologiske forældres indstilling.
Som vi kan se her, er der et fællestræk ift negativ biomor. Jeg tror, det er umuligt at undgå et dårligt forhold til mandens børn, hvis biomor i den anden ende på alle mulige måder lader forstå, at far, og især fars kæreste, er helt forfærdelig. Nogle biomødre lader som om, men det kan børn sagtens mærke alligevel.
I enkelte tilfælde kan det ske, at far og fars kæreste bliver det bedste sted for barnet, men det kan nok kun ske, hvis far i den grad stepper up for sit nye liv.
Hvis far er lidt for vattet ift sur biomor og forvirrede børn, så er det nok også svært at få til at lykkes.

Flere nævner, at man ikke tog børn i ed (i forelskelsens rus). Det er sørme også svært at tage nogen i ed, som man ikke kender særlig godt, og som måske har modstand på det nye projekt. Man er vel nødt til at tage det lidt ad gangen.
Vi forsøgte med Jesper Juhls familiemøder, men min mands børn saboterede det fuldstændigt. De sad og råbte, at de fandme ikke skulle holde noget møde, de gad ikke snakke osv.
Min mand har altid haft svært ved at sætte sig rigtigt i respekt over for sine børn, så det lod han bare ske. Frustreret ja, men reelt handlingslammet. Jeg og mine børn sad jo bare lamslåede og kiggede på det surrealistiske cirkus.

Mangebærn nævner altid, at det er et must, at man ikke opdrager på hinandens børn. Det er muligt, at det er muligt i nogle familier, men hvis faren ikke opdrager sine børn, så får man ulidelige forhold. Jeg ved godt, at mangebærn siger, at så må man gå, men det er ikke så nemt, som det lyder.
Et eksempel: I haven er mine børn, to af min mands børn og en veninde til detmin mands ene barn. Mandens barn og veninden terroriserer de andre børn, driller og vil ikke stoppe. Manden går rundt og arbejder i haven, men griber ikke ind. Efter et kvarters tid går jeg ud i haven og siger til mandens barn, at nu skal hun stoppe. De andre siger tydeligt fra, og det skal hun respektere. Hun siger, med grinestemme, “næh, det skal jeg ikke.” Det kan hun roligt gøre, for hendes far griber ikke ind, og hendes mor skælder hendes far ud, hvis jeg eller han har irettesat “hendes barn”.
Jeg siger, jo, du skal stoppe nu, mens jeg holder hende i armen, hvorefter hun smider sig på jorden og lader som om, jeg har slået hende.
På dette tidspunkt er mine børn på trampolinen. Min mand går ved siden af. Hans barn og veninden kommer hen og vil hoppe. De kan ikke være så mange ad gangen, så min mand siger, at de må skifte efter ti minutter. Hans barn og veninden starter.
Da de ti minutter er gået, spørger mit barn min mand, om det så ikke er hans tur nu. Min mand bekræfter, lige foran alle børn. Mit barn kravler op ad stigen til tramplinen, mens min mands barn sparker mit barn i maven, så han ryger ned.
Manden siger intet, men der er min tålmodighed brugt op, så jeg siger til hende, at nu skal hun simpelthen stoppe. Hun går nu ind og ringer til sin mor, som ringer til min mand og siger, at hun vil melde mig for børnemishandling.

Set udefra kan man måske godt sige, at så skulle jeg have pakket sydhavsfrugterne, men i situationen var det jo bare, at sådan noget ikke skal foregå i mit hjem, uanset hvis børn eller venner det er. Jeg har da også nogle gange “opdraget” mine børn og deres venner, hvis de har opført sig grimt hos os. Jeg synes, det ville have været ret mærkeligt, hvis alle konflikter med børn i deres barndom blot skal løses med “så går vi”eller finder os i dårlig opførsel fra andres børn i vores eget hjem, for vi må ikke opdrage på dem - uanset om det er egne børn, mandens børn anden familie, venner eller naboer. Jeg har grebet ind alle gange. Og med grebet ind mener jeg, at jeg har sagt, det her er ikke ok, og det skal I stoppe med nu.
Det er kun mandens børn, der ikke har kunnet tåle det.
Gæt hvorfor.
Fordi deres mor på alle måder har fortalt dem, at far og fars kæreste er forkerte og ikke bestemmer over hendes børn!

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: Kernefamilie vs satellitfamilie

Post by Novica » Sat 01. Sep, 2018, 15:23

Kære Urbane,

Hver gang jeg læser dine indspark har jeg lyst til at skrive “GIV SLIP!!”. Dine indlæg rummer så meget bitterhed og frustration over fortid, såvel som nutid, at jeg næsten bliver bekymret for dig. Det kan simpelthen ikke være sundt at gå rundt med SÅ meget indeni, som har været pg måske er rigtig svært. Har du nogensinde fået hjælp af fx en terapeut til at snakke det igennem?

Det er svært på skrift, men det her er skrevet o det venligst mulige tonefald, så det skal ikke opfattes tarveligt eller negativt på nogen måde.

Mangebærn
Posts: 500
Joined: Sat 18. Apr, 2015, 13:17

Re: Kernefamilie vs satellitfamilie

Post by Mangebærn » Sat 01. Sep, 2018, 15:30

Den urbane

Jeg siger ikke det er et must i alle familier ikke at opdrage hinandens børn.

Men det har fungeret her, vores sammenbragte familie er groet sammen til en familie. Jeg har et lige så tæt forhold til mine bonusser som til mine egne, og sådan føler min !and det også. Det havde ikke fungeret her, hvis jeg ville have min mand begyndte at opdrage sine børn efter hvordan jeg synes det skulle være. Han var voksen da jeg mødte ham, og det var hans børn og hans ansvar.
Og ja, hvis min mand havde vist sig ikke at kunne finde ud af at have børn, så var JEG flyttet. For hvad havde alternativet været ? At lade mine børn vokse op i en dysfunktionel familie ? Aldrig i livet.

Noget helt andet er at jeg ville have mistet alt for min mand hvis han ikke kunne finde ud af at have børn. Jeg gider ikke have en mand som jeg skal " opdrage" på. Eller have en !and hvor jeg skal fortælle ham hvordan han skal opdrage sine børn.

hrk
Posts: 114
Joined: Wed 18. Jul, 2012, 10:59

Re: Kernefamilie vs satellitfamilie

Post by hrk » Sun 02. Sep, 2018, 14:17

Jeg har været i kontakt med et par psykologer, da jeg var ny i det her sammenbragte - og læst en del litteratur om emnet. Noget mere brugbart end andet. Jeg er pudsigt nok ikke stødt på nogen, der har foreslået, at man vælger mellem de to former. Til gengæld har jeg fået at vide, at en sammenbragt familie aldrig bliver en kernefamilie og, at forhåbningen om det ofte skaber problemer. Jeg har også fået at vide, at man skal være endog meget tilbageholdende med at opdrage på sine bonusbørn. Fx i Jesper Juuls - synes jeg - virkelig gode bog om emnet. Det har jeg/vi været - tilbageholdende altså, og det har fungeret godt for os. Om man så er en satellitfamilie, ved jeg ikke. Det der med at kredse om nogle andre, synes jeg får en lidt negativ klang. Men kort sagt har jeg ikke blandet mig i min mands opdragelse af sine børn og han har ikke blandet sig i min. Det har fungeret for os. Og i vores tilfælde er jeg sikker på, at det var gået helt galt, hvis vi havde gjort det.

Jeg kan godt forstå, at man bliver skuffet, hvis man føler, at man gør meget og ikke får noget igen. Og jeg kan godt forstå, at du måske ikke har så meget lyst til at deltage i ferier etc. Så længe du ikke forhindrer børnenes far i at holde ferie med sine børn, synes jeg egentlig det er ok. Jeg ville personligt aldrig kunne bo et sted, hvor mine børn ikke havde "lov til" at komme - også uanmeldt. Selvfølgelig skal man ikke bare møde op og rode huset til og gå igen - den diskussion har jeg såmænd haft med min egen datter, da hun var flyttet hjemmefra og syntes det var skønt at bruge vores køkken til større bageprojekter og så efterlade dejskåle mm. Men jeg ville godt nok stejle - og tage konsekvensen - hvis min mand ville indføre "regler" om i hvilket omfang mine børn måtte komme og være her - til overnatning etc.

Hvordan man gør tingene og hvordan de udvikler sig afhænger af mange faktorer. Hvor store børnene er, når man møder dem fx. Min mand har børn fra to tidligere ægteskaber og den ældste datter var flyttet hjemmefra, da jeg mødte hendes far. Så min relation til hende er mest venindeagtig - og for hendes børn er jeg helt klart en ekstra-bedste. Med de to yngste er det selvfølgelig anderledes. De bor fuld tid hos deres far og for mig var det en prioritet, som min mand heldigvis bakkede op om, at mine børn skulle føle sig velkomne og have det hyggeligt hos os. De var i 7-7 ordning og dels savnede jeg dem rigtigt meget, når de ikke var hos mig og dels var vi opmærksomme på, at det da var svært for dem, at jeg var så meget sammen med nogle andre børn, når de var hos deres far.

Der er også stor forskel på, hvad man kan forvente - synes jeg - afhængigt af hvor ofte børnene kommer. Nogle børn er kun hver anden weekend - måske + en ekstra dag - hos den ene forældre. Det har jeg heldigvis ikke prøvet med mine egne. Men jeg var i min pure ungdom gift med en mand, der havde to børn i sådan en ordning. Der var mit fokus bare på, at de skulle have det rart, hyggeligt og sjovt, når de var hos os. Jeg syntes ikke det gav mening at pålægge dem pligter eller køre nogen form for regelrytteri. De to er blevet ganske fornuftige, dejlige voksne mennesker med uddannelse og jobs - og jeg har heldigvis stadig et varmt forhold til dem begge.

Duen
Posts: 51
Joined: Fri 07. Oct, 2016, 12:02

Re: Kernefamilie vs satellitfamilie

Post by Duen » Tue 04. Sep, 2018, 21:26

Tak for jeres mange svar, som jeg finder virkelig interessante. Særligt den ret gennemgående pointe med at flertallet er endt i satellitmodellen, fordi børnene ikke var med på andre modeller. Og jeg tror at Den Urbanes pointe om at en svær relation til ekskonen har kæmpe indflydelse på hvor levedygtig drømmen om en art sammenbragt kernefamilie er.

Desuden er der ingen tvivl om at børnenes alder også spiller en rolle. Jeg kan for mig eget vedkommende konstatere, at jeg kom så forholdsvist sent ind i min mands store særbørns liv, så det ikke var realistisk at etablere noget der mindede om en kernefamilie med dem. Deres kernefamilie er set med deres øjne deres mor, far og den anden helsøskende - og så er jeg og mine børn/deres halvsøskende et eller andet sted ude i periferien uagtet at de store sådan set er smadderglade for de små.

De store særbørn kan jo sagtens huske tiden fra dengang deres forældre stadig var sammen, og når de markerer vigtige milepæle i deres liv, er det symptomatisk at de ønsker netop mor, far og den anden helsøskende omkring sig, mens der ikke er nævneværdigt bud efter mig og de små. Den pointe står i stigende grad klart for mig, selv om min mand opponerer mod den og mener, at hans store børn alene undlader at invitere os med fordi de ikke vil såre deres mor.

Det kunne være spændende at høre fra de af jer, der har indrettet jeres sammenbragte familier på en måde, hvor I ikke opdrager på jeres partners barn/børn: Har I fælles værdier og principper, eller opdrager I meget forskelligt inden for samme fire vægge? Hvis ja til det sidste, hvordan reagerer jeres børn så på at der kører to forskellige opdragelsesregimer under samme tag?

Mine børn kommer til at få en noget anden opdragelse end min mands store særbørn, hvilket min mand er helt enig i. Men der er svært at skulle rumme to så forskellige tilgange til opdragelse, normer og værdier inden for samme fire vægge. Nu kommer min mands børn ikke vildt meget hos os fordi de er store, men det er stadig svært. Eksempel: De store børn er vokset op med at man sjældent er direkte i sine meninger, men i stedet sender diskrete antydninger, som ikke altid bliver afkodet. De små bliver opdraget til at vi må have svesken på disken og at man godt må kalde en spade for en spade. Disse to meget forskellige tilgange clasher altså en del, når de skal rummes indenfor samme familie! Dertil kommer meget forskellige forkælelsesniveauer; min mands store særbørn er vant til en ret heftig ekstravaganza (den ene vil fx kun gå i Gucci-tøj og deslige :roll: Vi aner ikke hvor han får pengene fra, men går ud fra at det er moren, der æder af sin lille formue for at klæde sit barn i luksustøj), mens det ikke er tilfældet med de små fællesbørn. Og sådan kan jeg blive ved....

Novica: Min mand synes at det er meget svært at jeg ikke vil blive ved med at give hans store særbørn service og omsorg som var vi en kernefamilie. Han har vist læst for meget Svend Brinkmann, så han mener at det er ucharmerende og for instrumentalistisk at ville give for også at få. Det kan han have ret i, hvis vi talte om min relation til egne børn, men det er jo netop pointen: De store særbørn er IKKE mine børn og ønsker heller ikke at være det!

Mangebærn
Posts: 500
Joined: Sat 18. Apr, 2015, 13:17

Re: Kernefamilie vs satellitfamilie

Post by Mangebærn » Wed 05. Sep, 2018, 10:45

Duen

Vi havde ikke samme syn på opdragelse, hvilket var grunden til vi aftalte at fortsætte egen stil med egne børn.
Da vi flyttede sammen boede mine fast hos os, min bonusbørn var i en 7/7 ordning det første år. Efter det år valgte de at bo fast hos os.

Jeg ændrede intet i de vaner de havde hos deres far. De fortsatte som altid - alene ture feks i kino m deres far. Jeg forsøgte at vise dem de var meget ønskede og ventede når de kom. Jeg lavede deres livretter ,, vaskede deres tøj osv, men jeg masede mig ikke på .
De var meget tilbageholdende overfor mig og det gav jeg dem " lov til" at være.

Efter ca 1/2 år tøede de meget op overfor mig, og begyndte at vælge mig og mine børn til. Feks synes de pludselig det var død kedeligt at tage alene med deres far i svømmehallen, og spurgte om vi ikke godt ville med osv. Det tog hurtigt fart derfra .

Mine egne børn var hurtige til at ville min mand, men de boede jo også hos os fra start.

Mht opdragelse,. Så respekterede vi hinandens måde og regler. Et hold måtte være længere ude end det andet hold, nogle havde huslige pligter, de andre havde ikke. Børnene blev forklaret at - forældre gør som de synes er bedst, ligesom der også var forskellige regler blandt veninderne. De accepterede det, og tror begge hold børn kunne se de både havde fordele/ ulemper.

Efter få år blev børnene hinandens søskende, og jeg føler vi blev en kernefamilie.

I dag er de fleste voksne og bor ikke hjemme , de føler sig som søskende, og omtaler hinanden som søskende. De er hhv moster ,faster ,onkel mm til hinandens børn .

Jeg har aldrig oplevet at føle der ikke var plads til mig, fordi min mand ikke ændrede reglerne for hans børn. Jeg selv ville også fortsætte den linie jeg havde lagt for mine børn

Post Reply