Jeg burde være et større menneske

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Moderator: Sia Holm

den urbane
Posts: 358
Joined: Tue 11. Sep, 2012, 22:33

Re: Jeg burde være et større menneske

Post by den urbane » Thu 01. Nov, 2018, 16:18

Jamen, det har da sat gang i nogle tanker omkring min brug af begrebet Tivolifar.
For det første :D er det ikke mig, der har opfundet ordet - det kommer fra amerikansk.
For det andet, så har du ret i, at vi er forskellige mennesker i dette forum. Jeg vil dog mene, at vi godt kan grupperes i to hovedgrupper: En gruppe, som lever sammen med en tivolifar, og en anden gruppe, som ikke gør. Det er en grundlæggende præmis. Jeg tror ikke, man helt kan forstå og sætte sig ind i, hvad en tivolifar er, før man har haft det helt tæt inde på livet. Og måske er det derfor, du ikke kan genkende begrebet fra dit liv.
Tivolifar i mit tilfælde er en mand, som ændrer sig til ukendelighed, når hans børn er i nærheden eller bliver talt om. Normalt er han super intelligent, tager gode og mindre gode beslutninger om livet i al almindelighed, taler normalt og vittigt, er afslappet, har interesser, interesserer sig for andre mennesker, ser og taler med andre mennesker i lokalet, kan lave kølige analyser og er rimelig cool.
Når der er børn i far(!)vandet, ændrer denne mand sig til en mellemting mellem Maud, slave, tjener, offer, ekstremt følsom og pjevset.
Ew, det er ikke sååå tiltrækkende.

Og det er samtidig meget irriterende, for det gør, at man ikke kan have normale voksensamtaler, og da slet ikke om børn, normale voksentanker og normal voksenopførelse.
Pludselig har manden udslettet sig selv og kan KUN tage sig af børn, kun tale med dem, kun tage hensyn til dem og er i øvrigt mere end ekstremt overbeskyttende. Meget mere end jeg var som brølende hormonløve, da mine børn var SMÅ BABYER!
Mandens børn har ingen fejl, ingen pligter, ingen forpligtelser, ingen behovsudsættelse, tilsyneladende ingen muskelkraft. Fordi nu skal hans børn køres i skole = 400 meter (konsekvens: kone, som skal køre 16 km til togstation og pendle på arbejde i en time, sættes hver morgen af en halv time, før toget kører, fordi børn skal være i skole kl. 8, men far møder først 8.45 og kones tog kører først 8.50) , hentes hos kammerater i bil = 150 meter, ikke rydde op, ikke gøre rent efter sig, ikke give plads til andre, ikke tage hensyn til andre (læs: fars kone og hendes børn), ikke lytte til andre, ikke lade andre være medbestemmende.

Hele weekender skulle gå med at køre det ene barn der, hente det andet barn der, kigge på sportsudøvelse både lørdag og søndag, bringe tredie barn her og der. Alt det, som man gjorde før i kernefamilien. MEN nu er der en kone og hendes børn også. Det vil sige, vi er ikke længere i kernefamilien, så vi hverken kan eller skal agere som om, vi er. I hvert fald ikke i starten, hvor der kun tages hensyn til hans børn! Det betyder, at nu er vi en anden slags familie, og derfor kan hver weekend ikke gå med, at kone og hendes børn skal være alene hjemme i et helt nyt forholds gamle hjem, mens de andre leger kernefamilie. osv osv.
Jeg har ikke tal på de gange, min mand har tilbragt hele aftenen med børn på skødet. Altså, hvor alle andre voksnes børn løb rundt og legede, og de voksne sad rundt om bordet. Mandens børn, dengang på 8, 12 og 14 sad på hans skød, og han snakkede kun med dem. Babypjevsesprog, som intet havde at gøre med den konversation, der ellers foregik. Han deltog ikke i voksensnakken. (Charming!)

Humlen er, at ja, konen har sagt ja til mandens pakke, men manden har jo også sagt ja til konens pakke, derfor skal ALLE kunne leve i set-uppet, og i min verden er det de voksne, der definerer det. Det er det ikke i mandens. Gæt selv engang. Jeps, det er selvfølgelig børnene, hans vel at mærke, der skal bestemme mad, film, boligindretning, mandens garderobe, indkøb osv osv. Manden står bare der med sit fårede smil og tænker: "Naaaaj, hvor er de fantastiske de børn."
Og så krydrer vi lige med alle uforskammethederne: Ved bordet (om mig, mens jeg er der) "Skal hun med i aften?", direkte til mig: "Du er fed og doven, det siger min mor.", da de fik mobiltelefon: "Du får ikke mit nummer, jeg gider ikke være ven med dig."

Alt sammen børn, der i min verden, skriger på grænser og voksne, der lærer dem om livet.
Min mand, tivoli-fåret, sagde gang på gang: "Nå, sagde de det. Det hørte jeg slet ikke."
Deres mor: "Det er så utrolig vigtigt, at børn får lov til at udtrykke deres følelser."

Ja, det er det da, men det er også utrolig vigtigt, at forældre lærer deres børn, at det ikke altid er de første følelser, der er rigtigt fortolket/hensigtsmæssige. Kort sagt hjælper dem med at forstå livet. Ikke omvendt!

I mit tilfælde var det, set i bakspejlet, misforstået hensyn, at "man ikke skal opdrage på hinandens børn". Jeg forsøgte virkelig at tage den alene med deres far, men når han ikke så eller hørte noget, og da slet ikke reagerede (husk nu, hans børn har INGEN fejl), så var det jo i den grad op ad bakke.

Med til historien hører, at i starten havde vi hans børn 7-7 og mine børn 6-8, så der var ikke tale om, at han næsten ikke så sine børn. Og ja, det er da underligt og trist og alt det andet, at man ikke har sine børn altid, men så skal man jo lade være med at få børn med den forkerte og blive skilt. Hvis man vælger at blive skilt, kommer der et nyt liv.

Novica
Posts: 111
Joined: Fri 01. Jul, 2016, 11:27

Re: Jeg burde være et større menneske

Post by Novica » Thu 01. Nov, 2018, 18:57

Det er rigtig interessant at høre alle de forskellige vinkler, og hvor forskelligt vi ser på helt grundlæggende ting - og ikke kun mine problematikker.

Der er forskellige definitioner af behov, opdragelse, familie og sågar forældreroller :-D

Jeg mener bestemt ikke, at min kæreste ikke har en opdragende funktion alene pga den begrænsede mængde tid. Tværtimod, så opdrages der da og nogle ting er forskellige i hvert hjem og det kræver også noget at få implementeret, men det lykkes.
Moren er klart primæropdrager, men primær er ikke det samme som solo.

Jeg mener heller ikke, at det handler om mit behov vs mit. For hvad er hans behov? I min optik er det faktisk hans behov, at han lærer nogle bestemte ting for at køre hans liv nemmere på sigt.

Men debatten er rigtig fin og ikke mindst holdt i 100% respektfuld tone, hvilket jeg er rigtig glad for - selvom man ikke er enige.

Mangebærn
Posts: 496
Joined: Sat 18. Apr, 2015, 13:17

Re: Jeg burde være et større menneske

Post by Mangebærn » Sat 03. Nov, 2018, 9:52

Den urabne.

Har skrevet det tidligere også, men nu får du den igen. Det er vanvid det du beskriver og er altså ikke normalen. Jeg kan ikke forstå du vil leve i det. Jeg havde smækket døren forlængst. For jeg havde beskyttet mine egne børn mod at se mig blive bahamdlet sådan , og jeg ville også have mistet følelser for min mand.

den urbane
Posts: 358
Joined: Tue 11. Sep, 2012, 22:33

Re: Jeg burde være et større menneske

Post by den urbane » Thu 08. Nov, 2018, 9:37

Jamen lige præcis. Det er ikke normalt, og det er det, jeg har kæmpet for, at min mand skulle indse. Det er lykkedes langt hen ad vejen.
Sulle jeg være gået i stedet for? Tjah, måske. Det er i hvert fald en løsning. Men jeg sad jo i saksen (læs: var allerede glad for ham og os), da jeg for alvor så dette vanvid. Og så har det nok også noget med min person at gøre: Jeg vil F... ikke vippes af pinden af en flok mindreårige, heller ikke selv om det ville være mig, der gik.
Men derfor kunne det helt sikkert have været sundere, hvis jeg havde haft boller som dig, dvs kunne gå, selvom jeg sad i saksen.

Mangebærn
Posts: 496
Joined: Sat 18. Apr, 2015, 13:17

Re: Jeg burde være et større menneske

Post by Mangebærn » Thu 08. Nov, 2018, 12:55

Den urbane

Forstår godt det er svært at gå . Men prisen for at blive kan også blive for høj.
Feks at du ikke ville vippes af pinden af en flok unger ,næe det ville jeg heller ikke. Men hvis prisen var at mine egne børn skulle være tilskuerer til at se mig - deres mor- blive behandlet dårligt , og tilskuereree til at se at jeg lod mig blive behandlet dårligt- så ville jeg 10000 gange hellere have været alene med dem.

Når familielivet er så dysfunktionel som du flere gange har beskrevet det, så havde jeg i hvert fald taget mine unger under armen og løbet min vej

Post Reply