Debat forum

Debat Forum

Hvad skal vi gøre? …
 

Hvad skal vi gøre? Hvad siger man til børnene?  

 
denungebonusmor
(@denungebonusmor)

Kære alle

Min kæreste og jeg har virkelig brug for råd.

Min kæreste har to børn på hhv. 8 og 10 år.  Børnene er i en 7-7 ordning og forældremyndigheden er delt. Eks konen har desværre bopælen på dem.

Vi er i den meget svære situation at samarbejdet med min kærestes eks er ikke-eksisterende. Hun udsætter os alle sammen (inkl. Børnene) for psykisk terror og samværschikane gang på gang. Vi begyndte efter 1 år at skrive ned hver gang der var nogle episoder med hende, og her 3 år efter er det dokument over 50 sider langt. Det siger lidt om mængden af terroriserende episoder der hele tiden er.

Hans eks gør alt hvad hun kan for hele tiden at gøre livet surt for os. Hun er meget bitter over skilsmissen og det kommer til udtryk gennem meget onde handlinger. Fx prøver hun ihærdigt at ødelægge vores sommerferie hvert evig eneste år lige inden vi skal afsted, i år kom det til udtryk ved at tilbageholde børnenes pas så vi måtte brug kræfter og energi og penge på at involvere retten, et andet eksempel er at hun planlægger alverdens ting i vores uger uden at spørge os om det passer os (for så er vi dem der skal skuffe børnene og aflyse de planer), hun køber ting til børnene (fx en mobil tlf.) uden at snakke med os om det og forlanger at min kæreste betaler halvdelen. Listen af uordentlige handlinger er uendelig.

Hun har desværre også løbende valgt at involvere børnene i de uoverensstemmelser vi har haft i de sidste 4 år. Min kæreste har gjort meget ud af at prøve at forhindre hende i det – desværre uden held. Tidligere (sidste og forrige år) har denne involvering handlet meget om min kæreste og hvor dårlig en ægtemand hun synes han var overfor hende og at “far vil have jeg skal straffe jer”, “far var ikke god ved mig da vi var gift”. Hun har fortalt børnene en masse ting, og det har gjort dem meget kede af det, og påvirket dem og deres adfærd. Den yngste var i en periode meget udadreagerende, voldsom, fræk overfor lærerne, slog andre børn og dyr osv., og den ældste gik med ondt i maven og blev meget indadvendt. Denne adfærd ligner slet ikke børnene og jeg vidste der var noget galt. Det tog lang tid før de åbnede op overfor os begge to om hvad mor havde sagt om far, og vi forstod med det samme hvorfor de havde opført sig anderledes og meget uhensigtsmæssig.

Vi tog i statsforvaltningen (konfliktmægling) for at få snakket uoverensstemmelserne igennem og prøve at komme videre gennem forståelse og tilgivelse, men eks konen sad bare og løj og sagde hun aldrig havde involveret børnene, til trods for at de ordret kunne citere ting min kæreste har skrevet i emails til eks konen. Hun mente også at mægleren i SF tog vores parti og at vi alle konspirerede imod hende. Derudover hev hun mig til side efter mæglingen for at fortælle mig hvor ond hun synes min kæreste er og at alt han gør er bevidst kalkuleret ondskabsfuldt. Så alt i alt er det utrolig svært at have et samarbejde med en person som opfører sig så uordentligt, er så bitter og ond i sulet og ikke engang har nosser til at stå ved sine handlinger.

Nu har hun igen igen bagtalt os overfor børnene. Denne gang er det ikke min kæreste (børnenes far) hun går efter, men mig. Hun har sagt at jeg stjæler og at hun ikke kan snakke med far så længe jeg er der og at det kun er hende og far der skal ses og jeg ikke skal være med. Den ældste fortalte også at “mor siger at N (mig) ikke kan acceptere hende”, “I skal sige undskyld til mor”, “N (mig) taler ikke pænt til mor – hun råber af mor”. Og det hele er bare bullshit. Jeg har gjort så meget for min kærestes eks at jeg nogle gange kan få kvalme over min godhed og min tålmodighed med hende. Og så har jeg EN gang hævet stemmen overfor hende fordi hun blev ved med at nægte at udlevere børnenes pas selvom hun lovede vi måtte få dem hvis vi kom forbi. Det gjorde vi så hele TO gange og begge gange stod hun bare iskoldt og nægtede. Jeg følte mig total til grin at stå der i døråbningen og blive bedt om at sige “be om” på en sød måde før vi måtte få passene. Hun ville nærmest have os ned på knæ. Og så hævede jeg stemmen en smule og sagde at det kunne hun ikke være bekendt, og at det var synd for børnene at hun opførte sig sådan og hun gav os allesammen ondt i maven ved at opføre sig som hun gjorde. Og det er så blevet til “at jeg råber og ikke snakker pænt til mor”.

Jeg er meget ked af det, for jeg har været i børnenes liv i snart 5 år og jeg og den 10 årige har altid haft et meget nært og kærligt forhold til hinanden. Jeg har altid været med til ting og det er gået fint. Jeg er så ked af at det nu er mig der er skydeskiven, for børnene elsker ikke mig ubetinget som de elsker deres mor og far. Jeg har også kunne mærke den 10-åriges skepsis overfor mig, og at hun har trukket sig fra mig og det har jo en naturlig forklaring. Jeg vidste desværre godt at der var noget galt. Jeg kan altid mærke det på hende. Nu handler det hele pludselig om mig og hvor dum jeg er. Og nu har hun også sagt til børnene, at “det var far der ville skilles”, og at hun “altid var godt tilfreds med far så hun var meget ked af skilsmissen”. Nu handler det ikke om at far var en dårlig ægtemand og at hun hader ham som det gjorde forrige og sidste år, men nu har hun altid været tilfreds med ham. Begge ting er i mine øre vanvid at fortælle sit barn, men det er så typisk hende at skyde med spredehagl, og eftersom alle de andre onde ting hun har gjort ikke har haft den store effekt  på os eller splittet os og børnene, må hun jo ty til andre midler. Og det er nu mig der står for skud.

Vores dilemma er hvad vi skal gøre herfra.

Skal vi snart fortælle børnene vores version? Eller skal vi blive ved med at prøve at holde børnene ude af det? Hidtil har vi altid sagt “mor har nok bare en dårlig dag” eller “mor har bare misforstået hvad vi har ment” for at skåne dem når de kom og fortalte at mor havde sagt dit og dat. Men umiddelbart tænker jeg ikke at vi kan blive ved med den taktik. Slet ikke når ekskonen nu går målrettet efter mig og prøver at få den ældste til at hade mig. Det frygtelige er at den ældste vidste mere eller mindre alt. Alle detaljer fra eks konens synspunkt. Det vidner jo om, at det ikke bare er et svagt øjeblik hvor eks konen lige har fået sagt “far er en idiot”, men at hun har sat sig ned og slavisk gennemgået alle konflikterne med den ældste. Den ældste havde spørgsmål og forklaringer til alt: hvorfor vi har blokeret mor på SMS og opkald (baggrunden herfor: eks konen chikanerede os hele tiden med grimme sms’er og anklagende og truende opkald), hvorfor jeg stjæler, hvorfor vi ikke måtte få passene osv.

Hvad gør vi herfra? Den ældste er sønderknust og brød helt sammen overfor min kæreste forleden og fortalte alt det her. Hun plejer også involvere mig i sine følelser, men det gjorde hun naturligt nok ikke denne gang fordi hun jo er forvirret over hvad hun skal tro om mig. Jeg drømmer om det her hver nat og vågner og græder. Det er så stressende et liv at leve med en så ond eks i sit liv ?

Mvh denungebonusmor og min kæreste 

Denne tråd blev redigeret 2 år siden af denungebonusmor
SvarCitér
Skrevet : 18/08/2019 18:04
farskaereste
(@farskaereste)

Hej denungebonusmor

Jeg har tænkt over dit spørgsmål og synes, det er svært. Ingen andre har svaret, så nu kommer mine tanker 🙂

Man “plejer” at sige, at det er først, når der kommer et “modtryk”, at børn kommer i klemme for alvor. Med det mener jeg, at så længe I ikke modsiger det, moren siger, så oplever de ikke den splittelse, det jo er, at være i midten af to udlægninger, hvor man ikke ved, hvad der er den “sande”. De er ikke så gamle, børnene. Og de vil være meget splittede, når mor siger ét og I siger noget andet. For hvem skal de tro på?

Så jeg ville nok fortsætte med at rumme dem (for hvor må det være svært med en mor, der gør sådan) og sige “okay”, “ja”, “mmmmm”, “hvad tænker du om det” etc. Måske sige “det snakker jeg lige med mor om”.

Og få fokus lidt væk, hvis de føler, de skal komme og fortælle jer, hvad moren har sagt. Jeg forstår det sådan, at de selv kommer og fortæller, eller er det moren, der siger til jer, hvad hun har sagt til dem? 

Men mit aller bedste råd – og det er nok fordi, jeg er lidt usikker på mit eget råd – er at ringe til Sia Holm, der har sitet her, en onsdag morgen eller aften, hvor der er gratis rådgivning og så læne jer op ad hende. Hun er så dygtig!
https://sammenbragte-familier.dk/radgivning/telefonradgivning/

Hun tilbyder også Skype rådgivning (og andet). Jeg tænker, at I godt kan bruge lidt hjælp, når moren er som hun er. Det er ret voldsomt.

Jeg håber, det løsner sig lidt op, for det lyder ikke ret sjovt at være der, hvor I er nu.

Dette indlæg blev redigeret 2 år siden 2 gange by farskaereste
SvarCitér
Skrevet : 22/08/2019 09:01
denungebonusmor
(@denungebonusmor)

Kære farskæreste,

Tak for råd og tak for svar. 

Det er børnene selv, der kommer til os og fortæller hvad mor har sagt om far og mig og skilsmissen og vores konflikter med mor. Når vi konfronterer biomor med det i Statsforvaltningen (under samarbejdsmøde) nægter hun nogensinde at have indblandet børnene. Så siger hun “jeg har aldrig snakket med børnene om det, det må være noget de hørt mig snakke i tlf. med nogen om”. Det er så langt ude at hun sidder og lyver i SF, når hun til os har indrømmet at hun har fortalt børnene ting fordi “det er i min optik det rigtige at fortælle dem sandheden” (hendes egne ord fra en mail). Men i SF ved hun, at den der sidder overfor hende udelukkende har fokus på børnenes tarv, og biomors manglende villighed til at fortælle sandheden om hvad hun involverer børnene i, når vi sidder i SF, må jo betyde at hun dybest set godt kan se, at det ikke er en god ide at hun involverer børnene som hun gør. Men hendes had og bitterhed vejer større end hendes kærlighed til børnene og hendes behov for at skåne dem, så derfor kan hun ikke lade være med at inddrage dem når det kommer til stykket.  

Jeg kan sagtens se en god pointe i at det først er når der kommer et modtryk at børnene kommer i klemme – og jeg er i og for sig fuldstændig enig med dig. Og det er også hvad vi har praktiseret indtil videre; sagt “mor har nok misforstået”, “mor har nok bare været lidt ked af det eller sur og så har hun fået sagt nogle dumme ting” osv.. når de er kommet og sagt at mor har sagt dit og dat om os. Men det bliver jo ved go ved og det er et kæmpe dilemma vi er i. For vi vil jo ikke gøre de stakkels børn mere forvirrede, men omvendt er vi jo så bange for at de trækker sig fra os som resultat af deres mors langt ude historier. Det er så svært. Og det er så hårdt. Og vi er meget enige: Det skal kun være for børnenes skyld hvis vi giver dem vores historie. Det skal ikke handle om vores egen retfærdighedfølelse. Men hvornår er det for børnenes skyld? Den er svær. Moderen til børnene mener jo at det er for børnenes eget bedste at de kender sandheden – det har hun været meget eksplicit omkring lige fra start. 

Jeg tror jeg vil prøve at fange Sia onsdag aften. Tak for det tip :-). 

Mvh 

denungebonusmor

Dette indlæg blev redigeret 2 år siden by denungebonusmor
SvarCitér
Skrevet : 22/08/2019 09:45
Del:


 

 

Hensigten

Hensigten med dette forum er at skabe mulighed for udveksling af viden og erfaring. Du har her mulighed for at få indblik i, hvordan andre løser eller forholder sig til de dilemmaer, man ofte møder, når man lever i en sammenbragt familie.Vi håber, at dettte forum kan glæde mange og synliggøre nogle af de problemer, man kan møde i en sammenbragt familie.

Husk

Du kan skrive om alt, hvad der høre til det, at være i en sammenbragte familie - men husk at skriv så det kan læses af alle (dvs lav det anonymt - undlad evt. navne osv). Vi forsøger at holde debatten i en ordenlig tone, selv om det er svære emner vi taler om. Derfor er det vigtigt, at når du skriver så at gøre det i en ordenlig tone, så vi alle kan være med.

TEKNISK SUPPORT

Har du problemer med at bruge hjemmesiden?
Du kan blandt andet få hjælp til at få slettet din profil, indlæg eller andet vedrørende debat forummet.

Kontakt teknisk support

Venligst Log ind eller Opret profil