Kære Sia

Jeg er en mand på 48 år som har mødt mit livs kærlighed hun er 42 år 
Vi har været sammen i 9 måneder nu og det har køre godt imellem os 2 og hendes 3 børn
Vi vil smadder gerne have at vi kan blive en sammenbragt familien dog skal vi ikke flytte sammen og der har vi løbet ind i et stor problem
Jeg har en søn på 15 år som bor hos mig fra torsdag til mandag og som i de 9 måneder kun har mødt hende 3 gange hvor den ene gange var sammen med hendes børn var meget vellykket men de 2 første gange ikke var så vellykket hvor det kun var hende der var her

Men nu er han ikke så int til at tage med der op og slet ikke og deltag hvis vi aftaler noget men har dog intet imod jeg tag derop 
Det har givet stor problemerne for os da vi ikke kan planlægge eller tag på sommerferie sammen og det har givet lidt udfordringer i vores forhold 
Min søn på 15 år har præstation angst har han fået som diagnose 
Og kan rigtigt godt lide at være lidt for sig selv
Han er ikke typen der har mange venner 
Mit spørgsmål er her 
Hvad kan jeg gøre for at ændre hans menig og får ham med på besøg 
Jeg aner ikke råd  hvad jeg skal gøre her 

hilsen T

——————————————————————————–

Kære T

Tak for din mail

For det første er 3 gange ikke særlig mange gange at være sammen.

Så I skal planligge mere samvær, både bare dig og din kæreste og ham- og hendes børn, hende og jer to.

Planlæg så I ses i forskellige situationer, helt alm. hverdage- med måske bare middag- også tager I eller de hjem igen, dage hvor I sover hos hinanden enten hos jer eller hende. Gange Hvor I måske bare går i biffen sammen også skilles igen bagefter Osv. Altså forskellige samværs måder.

Som både er hvor man skal være i kontakt med hinanden og hvor man kan være sammen uden at forholde sig til hinanden. 

Møder hvor det ikke kun er ET møde der bliver afgørende- men hvor mange forskellige møder udgør og udvikler jeres relationer.

Men det kræver at du og din kæreste sætter jer sammen og bliver afstemt.  Afstemt om hvad og hvordan I gør dette?

Helt ned i detaljen.

Så du kan vide hvornår du må kræve at han tager med- selv om han ikke gider, som ved andre ting som f.eks. at han skal gå i skole selv om han er træt osv.  Så din kæreste kan lære ham at kende og han lærer hende at kende igennem mange mange møder.

Børnene skal lærer hinanden at kende – lige så langsomt.

Alt dette skal ikke hænge på ET samvær- eller TRE – men mange løbende samvær af forskellige karakter og i forskellige former/situationer.

Han lyder som om han er enebarn (?)- så han skal jo ligeså langsomt lære at være del af en flok.

Men det skal gøres langsomt – stille og roligt.

Selvfølgeligt er der ting han ikke gider, da han sikkert også er en helt almindelig 15-årig dreng – og det er især der I skal planligge og blive afstemt, for I bliver nok nød til at lokke lidt med noget der er ”fedt” ( som er helt normalt i den alder) så de gange hvor du skal kræve at han tager med,  hvor han ikke gider er få til at starte med- og de gange der kan blive lokket med noget ”fedt” er flere, indtil at han finder ud af at det er hyggeligt at være sammen alle sammen, og også er rart og sjovt at være del af en flok. alt dette skal I jo vise ham, og han skal erfare dette, over mange forskellig samvær som del af en flok.

Så det der bliver lokket med er afstemt med din kæreste og de planer I laver.

Så I kan samarbejde omkring dette.

Netop fordi han har angst ved at skulle præstere skal I slippe tanken om at noget skal gå godt- I er sammen og har samvær, både når det er godt og når det er mindre godt.

Ved at ændre fokus fra at det er hans reaktion der bestemmer hvad I skal – til at selvfølgelig kommer han til at reagere, det gør børn hvis forældre får nye kærester-og hvad I gør bestemmer I og i dette tager I hensyn og passer på ham. 

Dette vil ændre meget.

I alt dette her – giver det dig og ham mulighed for at snakke om det der sker!

Det at du kan være med ham i hans følelser- uden at finde løsninger…. Det er irriterende at skulle noget man ikke har lyst til – men det bliver man nød til at lærer, og finde en måde så man kan udholde dette….

Det at lære at være sammen med nogle man ikke selv har valgt….

Det at gøre noget for andre ….

Det at lære nogle at kende for andres skyld….

Det er en del at det at vokse op….

Han skal ikke vælge hvem du er kæreste med – på samme måde som du ikke skal vælge hvem han engang bliver kæreste med

Men I kan i respekt og kærlighed til hinanden lærer dem I hver især vælger at kende.

Så ved du og din kæreste skifter fokus og bliver afstemt- i mange møder med hinanden…

Så I langsomt i hensyn til børnene lærer hinanden at kende

Og ved at du sideløbende tager mange snakke med din søn omkring det der opstår-

Med fokus på hvad han kan bestem og hvad han må lærer at forholde sig til- med genside respekt

Kan det lade sig gøre langsomt at lærer hinanden at kende- og blive en velfungerende sammenbragt familie

Håber mit svar giver retning og mening

Lykke til

Mange hilsner 

Sia

Psykolog

Siaholm.dk