Skal jeg bide det i mig?
Hej brevkasse.
Jeg er flyttet sammen med min kæreste og hendes datter på 5 år for 1,5 år siden. Hendes far er svær at have med at gøre og det skaber uro i vores hjem. Han er urimelig, utilregnelig og verbalt aggressiv i relationen med min kæreste og det gør, at hun ikke har lyst til at omgås ham, så hun forsøger at holde ham i arms længde, hvilket passer mig fint. Overleveringen er for det meste sket via aflevering og afhentning i institution, så der blev så lidt kontakt som muligt.
Når han så skal hente eller bringe datteren til vores hjem, har jeg ikke lyst til, at han skal komme inden for, da det jo er mit og vores hjem, som han ikke har noget med at gøre. Men her synes min kæreste så, at datteren skal have lov til at invitere ham ind for at vise et eller andet på hendes værelse, hvilket generer mig og giver mig en følelse af overtrådte grænser.
Er det en “naturlig” ting, at han skal komme ind hos os og noget hvor jeg er urimelig, hvis jeg sætter en grænse? Min kæreste sætter selv grænsen ved det og faren skal i hvert fald ikke spise med eller blive hængende i længere tid. Jeg føler at hans korte besøg burde hænge sammen med et mere afslappet og naturligt forhold imellem de voksne og at det derfor er unfair at grænsen bliver sat lige på den anden side af noget der går mig på. Er jeg bare nødt til at bide det i mig for at datteren kan trives?
Hilsen den frustrerede.
———————————————————–
Kære Frustrerede
Tak for din mail
Jeg tror mange ville kunne nikke genkendende til dit spørgsmål.
For at svare på dit spørgsmål enkelt, om du er nødt til at bide det i dig- så er det klare svar NEJ!
Men I som par skal kikke på hvordan og hvor I kan blive afstemt omkring det at sætte grænser – jeres grænser.
Men noget (?) – som i så mange andre områder i livet, vil du nok blive nød til at bide i dig, men det skal give mening for dig, at du klemmer ballerne sammen, og bider det i dig.
Du reagerer jo helt naturligt- man åbner ikke sin dør for ubehageligheder, for at din kæreste bliver behandlet respektløst osv. Men….. der er altid et men!
Det er din kærestes datters far!
Ham bliver I begge på den ene eller anden måde er nødt til at finde en måde at havde med at gøre på, så han forbliver datterens far, og ikke som nu din kærestes ex-kæreste der er godt vred og gal.
(er der nogle logisk grund til at han er vred?)
Jeg tænker at du- I som par- bliver nød til at starte et andet sted.
At I som par kikker på hvordan I har med ham at gøre, helt lavpraktisk.
Så I sætter de grænser der er jeres, forstået på den måde, at I begge skal kunne leve med det.
Hvad og hvordan svare hun ham og hvad, og hvordan svare hun ikke.
Hvad kræver hun af ham, og hvad må hun opgive at kræve af ham osv. Osv.
Det at I sammen bliver realistiske og i overensstemmelse med jeres virkelighed.
I kan ikke få ham til at ændre sig, det skal han selv gøre- men I kan kikke på hvordan I kan ændre jer- ved at tage stilling til hvad i ”lukker ind” og hvad I ikke ”lukker ind”.
Jeg kan ikke lade vær med at undre mig over hvordan han mon kan skabe så meget uro i JERES hjem?
Hvornår og hvordan tillader I dette?
Med mindre han står udenfor jeres dør(?) så er det vel over sms eller mail?
Tager I telefonen hver gang han ringer? Svare i altid på hans sms’er?
Er han kun ubehagelig over for din kæreste? Eller er han det også overfor dig?
Bare det at I sammen forholder jer til dette samarbejde- det kan så godt være at det er din kæreste der underskriver beskederne, men at I sammen finder JERES grænser, kan havde stor betydning for hvordan du oplever dette vilkår at din kærestes datter har en far, som skal kunne komme i jeres hjem.
Det at I begynder at bruge jeres erfaringer-
Mange som er vrede, opfører sig anderledes overfor den nye kæreste- det at I begynder at bruge dette, at han måske nok (?) behersker sig lidt mere når du er tilstede(?) så I ikke udsætter jer selv for, for mange ubehageligheder.
Det at I før ”far” kommer bliver enige om hvad og hvordan- og får meddelt dette til datteren – f.eks. ”far kommer og du kan jo vise ham dukken- men vi skal xxx så det er bare lige kort og hurtigt” det at I rent faktisk afgrænser jer, tager styrring over situationen når han er der.
Det at du er der, når han kommer, og snakker venligt til ham osv. Eller viser ham ind til værelset, og sammen med datteren viser ham dukken.
Det kan havde stor betydning for hvordan du oplever dette vilkår, at datteren har en far, der er en del af hendes liv.
For det er godt og nødvendigt for hende at han på den måde får en plads i jeres liv som er tåleligt- da han er hendes far!
Det er af kæmpe betydning for hende og hendes udvikling. (vi snakker ikke om at være venner, vi snakker om at kunne havde med at gøre, så neutralt som muligt)
Men den spænding og vrede, der nu er der har jo intet at gøre med at han er hendes far- det er relationen mellem ham og din kæreste der har fået lov til at forurene- og det ville da være underligt hvis du som hendes kæreste reagere på dette.
Så de er uafsluttet.
Det kan godt være at hun (din kæreste) er færdig med ham, men på en eller anden måde fodre hun kontakten så den bliver ved med at være i gang?
Eller så mangler hun et ”undskyld”?
Det at kikke på det sammen, – hvordan hun kan stoppe med at ”fodre” relationen så den del der hedder forhold kan slutte så han ”bare” kan blive datterens far.
De skal blive skilt. Det tager som regel noget tid (i nogle tilfælde år)
Det at I som par, ser på -hvad der er nødvendigt i forhold til at han er pigens far- og hvad der er unødvendigt i samarbejdet.
Det at du kan ”blive brugt” ved at være tilstede, snakke, tage ansvar for at han ser hendes værelse, kan sætte de nødvendige grænser som gør at det måske kan ændre sig.
Så de bliver skilt- adskilt.
Eller så gør det at han ikke vil se hendes værelse, fordi han er for gal og ikke vil havde noget med dig at gøre.
Så det at I som par tager disse her grænser alvorligt, og finde ud af det helt lav praktisk, hvordan og hvorledes I kan sætte grænserne, så I kan havde med det vilkår at gøre, at datteren har en far, som på den ene eller anden måde skal havde en plads i jeres familieliv.
I kan ikke ændre ham, men I kan ændre jeres forhold og finde ud af hvornår og hvordan helt lavpraktisk I skal gøre så I kan bære, udholde, havde med det vilkår at gøre- at datteren har en far.
Så han bliver datterens far og ikke som nu en vred ex kæreste.
Håber mit svar kan give dig en retning
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
