Urimelig?
Hej brevkasse.
Jeg er stedmor på 5. År til 2 piger på 14 og 17.
Og egentlig fungerer det fint, og jeg gør alt hvad der står i min magt for altid at være der for dem når de har brug for det. Om det er opmærksomhed, råd, og trøst eller bare lidt ekstra lommepenge.
Også kommer det lille meeeen..
Børnene vil nogle gange gerne have noget alene tid med deres mor, hvilket de også får.
Det der går mig på er at hvis min kæreste og jeg har lavet en aftale omkring en tur til et eller andet sted, så har jeg flere gange i sidste øjeblik fået meldingen at børnene vil helst at jeg ikke skal med. Og min kæreste føjer dem. Jeg er så træt af at vores aftaler skal ændres bare fordi børnene vil andet.
Og jeg føler der ikke er plads til mig. Min kæreste forstår ikke at jeg bliver sur/ ked af det. Når disse situationer opstår.
Skal jeg bare bøje mig eller hvad stiller man op her?
Er det urimeligt at jeg beder kæresten om at sige til sine børn at der allerede er en aftale og den kan ikke laves om?
————————————————————————————————-
Hej,
Tak for din mail til brevkassen
En problemstilling som sikker rigtig mange par med børn kender til!
Det korte svar er – nej – det er ikke urimeligt
Dette her handler dybes set ikke om ”dine og mine børn”, men om hvad man gør ved uenighed i et parforhold.
Hvis du vil løse problematikken kræver det, at du ændre fokus og får en snak med din kæreste.
Så det ikke handler om, at hun ikke må være der for børnene, eller at du/ hun må til side sætte jeres behov for at kunne opfylde deres- men at det handler om- at I som voksne skal blive afstemt!
Så du ”velsigner” når hun er der for børnene, og hun ”velsigner” når du træder til side!
Og at I også vælger hinanden- uden dermed at fravælge børnene.
Når du skriver ”føjer”, og når du bekriver at du føler/oplever at der ikke er plads til dig- så er det jo lige her hvor jeres adfærd, jeres sprogbrug, jeres holdning og værdier ikke er blevet afstemt imellem jer!
Når jeg læser det du skriver, så får jeg den oplevelse, at du også gerne vil give de to piger deres mor, og at du også gerne vil give dem alene tid med deres mor!
Jeg tænker ikke at din kærestes hensigt er, at du skal føle dig udenfor, eller føle dig overflødig, og ligegyldig i jeres fælles familie? og jeg tænker heller ikke at hendes indstilling er, at når hun høre et ”pip” fra ungerne, så er du ude af billedet?
(måske jeg tager fejl?)
De her problematikker ser man mellem alle par som har børn.
kerne-, som i sammenbragte-familier, og det kan løses ved at man som par får en snak.
En snak som skal starte med at man finder ud af der hvor I er enige- der hvor I er afstemt.
Et eksempel kunne være:
Dig: ”Jeg synes der er vigtigt at dine børn er sammen med dig alene”
Kæreste:” Jeg vil gerne havde alene tid med mine børn”
Det er vi enige om!
Dig: ”jeg vil gerne være alene med dig, uden børn nogle gange”
Kæreste:” Jeg vil gerne være alene med dig uden børn nogle gange”
Det er vi enige om!
Dig: ”nogle gange får børnene ikke hvad de helst vil havde, selv om de bliver kede af det”
Kæreste: ” nogle gange får børnene ikke hvad de helst vil havde, selv om de bliver kede af det”
Det er vi enige om!
Dig: ”det er os som voksne der bestemmer, og vi lytter til og passer på børnene”
Kæresten: ” det er os som voksne der bestemmer, og vi lytter til og passer på børnene”
Det er vi enige om!
——–
Så hvordan gør vi når vi er uenige i vores parforhold?
Hvordan gør vi når vi oplever ting forskelligt?
Når vi er uenige.
Har den stærkeste ret?
Eller den med de bedste argumenter?
Har kæresten altid ret, bare fordi hun er forældre?
Eller har du altid ret, bare fordi du ikke er forældre?
Hvad er vores holdning til det?
Det er jo nogle ret vigtige spørgsmål som alle par – i kernefamilier og i sammenbragte familier skal tage stilling til ”hvordan har vi med uenighed at gøre”?
Så det ikke skiller os ad.
Arbejdet er ikke at blive enige (for på nogle områder tror jeg aldrig man bliver det) – men hvis man ikke vil ”gå- fra-hinanden” består arbejdet i at lave ”broer”!
Uenighed er ikke dårligt- det er ofte ret udviklende, og holder ens parforhold ”levende”.
Så det ikke at se uenighed som noget der skal fjernes, men noget man som par skal forholde sig til – finde en måde, så man stadig føler sig som et par, der er sammen.
”broer” så din kæreste ikke er forkert, og du ikke er forkert i jeres hver især oplevelse.
Men så I går hinanden i møde, med den viden I har som par, om hinanden.
Du vil gerne hendes børn, og hun vil gerne dig
I vil begge hendes børn det bedste.
Det ikke at ”gå- fra- hinanden” men at ”give- til- hinanden”
Det kræver at I ”giver” i stedet for, som jeg læser det nu – krampagtigt holder fast i jeres ret til….
For I har begge ret!
Hun skal være der for hendes børn
I skal vælge hinanden
De to ting behøver ikke at være modsætninger, hvis I ikke I gør dem til modsætninger!
Håber mit svar giver dig en retning og en start på et helt andet arbejde
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk
