Problem

Hej Sia

Skriver til dig fordi tingene er gået i hårdknude i min sammenbragte familie.  Min to børn på hhv 9 og 13 år og jeg har boet sammen med min kæreste i ca 1 år. Vi er langt fra enige om børneopdragelse. Han mener ikke jeg er konsekvent nok. I denne sag handler det om min pige på 13 år, som i den grad er teenager. Vi sad den anden aften og spiste og hun ville fortælle om en oplevelse i skolen, hvor hun ikke synes læreren var retfærdig. Min kæreste gav udtryk for, at det sikkert havde været hendes og venindens egen skyld. Det ophidsede min datter og hun lod sig rive med følelsesmæssigt og hun talte højere og højere . Det kan min kæreste slet ikke klare og det endte med at han også råbte og bandede og svovlede og smækkede med skuffer osv. Inden da havde han dog forsøgt at give udtryk for at han ikke gad, at hun råbte.

Men hun og jeg stod og vaskede op, gik han ind og tog internettet fra hende. Hun blev sur og gik ind på værelset. Jeg havde ikke blandet mig udover jeg havde bedt dem om at holde op med at råbe. Jeg gik indtil ham og spurgte om han havde tænkt sig, at fortælle hende hvor lang tid straffen skulle vare? Næh det havde han egentlig ikke, men nok ca 1 uge uden internet. Jeg spurgte ham om jeg intet havde at skulle have sagt og dertil svarede han nej. Det var ham som var blevet krænket i den grad og det skulle straffes. 

Han har ikke snakket med min datter siden (4 dage), andet end det hej når de ses. Jeg har sagt, at det ikke er ok, at han straffer min datter på den måde og at jeg også har noget at skulle have sagt. Det skal siges, at han har åbnet for internet i protest, men mener jeg skal finde på en straf for at vi så kan komme videre og ellers må vi gå til hver sit. Jeg har sagt, at vi kan sætte os ned og snakke om det alle tre. For selvfølgelig er det ikke ok, at hun råber. Hvilket hun godt ved, for jeg tog selv en snak med hende bagefter deres skænderi, hvor hun sagde, at hun godt vidste det ikke var ok, men at hun kunne styre det og at hun selv var træt af det. Jeg mener ikke at man kommer langt med afstraffelse. Jeg mener man kommer længere med at snakke om tingene. Jeg vil på ingen måde finde mig i, at min børn bliver straffet uden jeg har noget at skulle have sagt, især ikke fordi de ikke er vant til straffe på den måde. De har fået timeouts og en dags stuearrest, men ellers ikke hårde straffe. Vi plejer at kunne snakke om tingene.

Min kæreste har ikke påtaget sig nogen forældre rolle. Han er mere bare min kæreste. Ind imellem kan han godt hjælpe med lektier og han laver deres cykler. Men han laver ikke ting sammen med dem. De fleste henvendelser kommer fra dem til ham. Min datter har normalt et godt forhold til ham, hvor de både kan pjatte og grine. Men mange af hendes teenager ting kan han ikke klare. At hun glemmer ting osv. Vi har havde også en situation næsten magen til i sommers, der gik der også 1-2 uger hvor tingene ikke var særlig rare. 

Min kæreste og jeg er uvenner og kan ikke rigtig komme videre. Jeg tror aldrig han kommer til at påtage sig forældre-rollen. Han blev skilt fra sine børns mor, da de var 6 og 8 år og har ikke haft meget kontakt med dem. De er nu voksne på 18 og 20 år. Pigen så han ikke mens hun var teenager. Så han ved ikke rigtig hvordan det er at have en dagligdag med børn.

Jeg er kommet derud, hvor jeg næsten smider håndklædet i ringen. Er jeg forkert på den, når jeg ikke mener han kan straffe udenom mig. Er jeg forkert på den, når jeg ikke lader ham straffe hende? Skal jeg lade mig true til at give hende en straf?

Jeg har skrevet til dig før og har også fået et godt råd, hvor du skrev at vi ikke havde taget stilling til hvordan vores familie skulle være. Det endte med at vi blev enige om, at han var min kæreste og så var opdragelsen af børnene mit ansvar. Han måtte godt trække grænsen i forhold til sig selv, men ellers skulle han ikke blande sig. Det har han så svært ved at holde.

Mange hilsner

Randi

——————————

Kære Randi

Det lyder som om at I har besluttet jer for, at du tager dig af dine børn, og han ikke deltager, men er din kæreste….

Det har jo en pris som jeg også kan høre ingen af jer vil betale!!

(det lyder som om I er rigtig mange teenagere i jeres hus!!)

Han siger et men gør noget andet, du har besluttet dig for en ting men gør noget andet! 

Han siger du bestemmer, men vil bestemme ?

Du siger du vil bestemme, men søger efter din medbestemmelse?.

I truer hinanden, uden virkelig at mene hvad I siger? Det lyder som om I ikke har besluttet jer ? Men at I vil det hele?

Jeg tror det er på tide at du begynder at se på, hvad du gør ved dig selv, 

Jeg ved godt det lyder meget hårdt – men det er sagt med følelse og i omsorg!!!  For som jeg ser på det, så siger I begge et, men gør noget andet.

Du kan ikke styre ham, men du kan forholde dig til dig selv.

Du har en mulighed for at ændre dig og din måde at håndtere tingene på.

Hvis du er den der står for dine børn. Så er det dig der står for dine børn.

Det vil sige – ikke at tage det han siger så alvorligt! For det er DIG der bestemmer! Lad vær med at sætte spørgsmålstegn ved det!

Trusseler i et parforhold er GIFT!

Jeg ved at det ofte kommer på bordet i afmagt, men det dur altså ikke.

I må lære at beherske jer! I og med at du kun kan styre dig – så må du beherske dig!  Og det at tillade trusseler i sit parforhold er GIFT, og det må du slå hård ned på! Ved enten at være helt nøgterne og sige til ham ”mener du virkeligt – at hvis jeg ikke gør som du siger- så går du fra mig?” …….”mener du virkeligt det???  -Så når vi er uenige så går du?? – for her er vi uenige og truer med at gå???”

Eller ved ikke at tage det alvorligt!!! Sig ”nå” og vide med dig selv, at han ikke mener det, men at han svare og reagere som en teenager.

For det lyder som om I er mange teenagere i jeres hus!

Hans tålmodighed er ikke særlig stor – og så kommer man altså på prøve – på glat is – både med teenagere og trodsbørn!

Men måske skulle det ikke betyde skilsmisse hos jer hver gang! Det er op til dig? For det kan hurtigt blive meget opslidende!

Men dette ville kræve at du ikke tog det han sagde så bogstaveligt!

og ja så er stemningen dårlig mellem ham og ungerne et stykke tid…lad ham da om det! Lad ham være den sure….hyg dig med dem, og hyg dig med ham….du må tage den magt, der er ved det at være den der står for børnene. Nyd dem og nyd ham. Det er dig der bestemmer.

Du må betale den pris det er at være den der står for ungerne….på godt og ondt! Tage den magt! Man kan være venlig og hensynsfuld, men du bliver nød til at påtage dig den magt og position der ligger i det valg for dig i jeres parforhold.

Håber mit svar kan vise dig endnu en vej…eller give dig lidt mere forståelse for den vej du har valgt!?

Mange hilsner

Sia

Psykolog

Siaholm.dk