Jeg har brug for hjælp…

Jeg har brug for hjælp…

Jeg har brug for hjælp. Eller vi har. Jeg er en kvinde på 30 år og jeg bor sammen med min kæreste på 29 og hans 4½årige datter. Vi har været sammen i 3 år, jeg lærte hans datter at kende efter vi havde været sammen i et halvt år. Vi bor nu alle 3 sammen siden august og det har tæret enormt på mig.

Kort efter vi flyttede sammen kom datteren på fuldtid hos os pga en uholdbar situation hos sin mor. Moren er under overvågning af kommunen, fordi hendes hjem er for svinsk og der er tvivl om hendes forældre egenskaber. Så ingen tvivl om at pigen ikke har haft den bedste start på livet .Mit problem er, at jeg er kørt træt i datterens attitude og jeg er begyndt at tage afstand, fordi jeg bare er så fyldt op. Jeg er begyndt at blive rigtig vred.

For en måned siden tog datteren ud med min søster og to nevøer for første gang. Tilbagemeldingen var at hun var stukket af flere gange, ikke havde lyttet og at min søster godt kunne mærke hun havde en attitude. Da min søster afleverede hende, ville hun hverken sige farvel eller tak eller noget i den dur. Hvilket også er gennemgående hos hende, at nægte at sige farvel. Både i hendes familie, min familie, børnehave etc.

Når min kæreste og jeg står og snakker, så stille hun sig foran mig og råber far. Hvis en af os siger at hun må vente, vi taler, begynder hun at surmule. Eller også anerkender hun ikke det, man er ved at fortælle hende og så snakker hun bare videre henover. Hun lytter ikke efter, men bliver ved med at sige, at hun vil fortælle noget, Og det sker, at hun bliver ved med det, indtil man bliver vred. Eller også ignorerer hun, at man fortæller hende, at det er irriterende og at hun må vente. Så vender hun ryggen til og svarer ikke på, om hun har hørt det, man sagde. Når hun bliver irettesat, sker det (sjældent) at hun tager det udover hendes far ved at hæve armen på en truende måde, skubbe ham eller slå.

Hun bliver sur over små ting som at hendes ske bliver brugt til aftensmaden, for den er hendes. Det endte med at hun begyndte at græde, fordi vi lavede lidt sjov med hvem der ejede hvad. Det er ikke unormalt at til aftensmad surmuler hun over, ja , et eller andet, eller hun skal lige på toilettet også bliver hun derude i lang tid og leger med vand og når hun kommer tilbage, spørger hun flere gange om man er færdig. Det er knap så afslappende ved middagsbordet. 

Jeg har ikke noget imod at irettesætte hende, men på den anden side vil jeg heller ikke have den rolle.

Jeg er træt af den konstante stress der ligger i surmuleriet, problemskabning, kalden på far hvert 2. sekund, snerrer af ham, stresser ham med; kom nu kom nu kom nu, jeg kan ikke vente lang tid faaar faaar FAAAR.

Der er ingen konsekvenser for hendes opførsel, der er tomme trusler eller gentagelser af at sådan skal det ikke være/hun må ændre sig. Når jeg nævner problemstillinger, får jeg typisk at vide at det er en proces og, ja, det ved jeg godt, men det er edderhyleme en langsom proces, sådan som han gør det. Jeg syntes at han underspiller problematikken overfor mig, selvom jeg flere har hørt ham sige til hende at “du skal lære at få noget respekt for mig”.

Jeg syntes at min kæreste er alt for overbærende og hvis jeg nævner noget i stil med at sætte hende på plads, kan det ske at han bliver vred og så bruger han tit argumentet med at han er pædagog/forældre og kender til børnepsykologi, hvor jeg så tænker; hvordan kan det så være at du har sådan et barn? 

Jeg tror faktisk at han er en rigtig god pædagog, men når det kommer til hans egen datter er det for tæt på. Han er for pylret. Jeg har f.eks et arbejdsværelse ved siden af hendes værelse og han vil have at jeg er meget obs på lukken af døre eller hvis jeg vil høre musik, foretrækker han jeg har høretelefoner på. Pga hans datter. Der er meget tabu, mange ting han ikke vil have der bliver snakket om foran hende og det gik helt ned til at han ikke ville have at jeg sagde jeg elskede ketchup, fordi det måtte ikke påvirke hende. Det virker helt latterligt for mig, også nu her hvor jeg sidder og skriver det.

Eller da jeg fortalte noget om blodårer fra mit biologihold, fik jeg en SCCCH! Nogle dage efter snakkede de selv om ligende, hvor min kæreste viste noget fra en bog, da jeg spurgte til hvorfor jeg så ikke måtte snakke om det sagde han noget i stil med ”han havde nok luret hos hende at det ikke var det rette tidspunkt”……………..?!?!

Jeg kan ikke fungere sådan her, jeg er ved at blive idiot!!

Hvis jeg starter en samtale ang. vores forhold, så bliver det på en eller anden magisk måde konsekvent drejet til hvad jeg gør/ikke gør for/med hans datter.

Min kæreste har til tider luftet tanken om at få et barn til. Jeg har aldrig været typen, der absolut skulle være mor. Han har fået mig til, i perioder, at føle at jeg gerne ville det, men så sætter følelserne ind, der stopper det. Det er jo superhårdt at have en lille baby og med sådanne attituder/problemer, kan jeg ikke se at det ville gå godt. Eller hvad hvis den attitude smittede af på det evt. barn. 

Datteren har nogle rigtig gode kvaliteter, men alt dette overskygger det for mig. Personligt tror jeg at hun har nogle følelsesmæssige problemer som f.eks lavt selvværd.

Jeg vil enormt gerne have en hverdag med glæde og afslapning. Hvor jeg kan komme hjem uden at forudse larm, gråd, surmuleri etc. Hvor vi alle er glade. Jeg bliver vred på min kæreste over at han tillader sådan en opførsel, der skaber et miljø, der er svært at fungere i. I hvert fald for mig. Jeg kan tydeligvis ikke få hans øjne op for virkeligheden og har derfor brug for nogle råd og friske øjne på sagen.

———————————————————————-

Hej

Tak for din mail

Som jeg ser det bliver I / du nød til at skelne lidt imellem hvad du her beskriver som problemet. For jeg høre der er 2 vigtige problematikker som I skal forholde jer til :

1.I som par skal finde ud af hvad I vil med det, at han har et barn med fra tidligere forhold? Hvilken familie vil I være? Hvem bestemmer? hvilke roller har I iforhold til hinanden

I kan skabe en familie hvor I som voksne sammen bestemmer – dvs. at selv om man er biologisk forældre, eller anden voksen så deltager man i de opgaver, der er ved det at havde et barn. I som voksne skal finde kompromiser , eks hvordan spiser vi aftensmad i vores familie, hvornår skal man i seng i vores familie…. Osv.  Osv.   Begge skal være opdragende figurer i forhold til hende 

Det vil sige at man som biologisk forældre giver plads til en anden voksen, og at man som anden voksen tager den rolle/ plads i forhold til et barn der ikke er ens eget.

Der er en følelsesmæssig forskel , det er et fakta, men man tager/får den opgave, autoritet i sin familie.

Eller I kan være en familie hvor det er hendes far, der tager den opgave, og du blander dig udenom, forholder dig neutral – dvs. at han tager den opdragende rolle, det er ham der bestemmer hvordan hun skal spise, og du forholder dig neutral, men er også fri til at selv at bestemme om du har lyst til at deltage. Du er fri til at trække dig når du ikke har lyst til deres selvskab, og han er fri til at gøre som han vil.

Så det er to meget forskellige måder at organisere familie på – og som jeg høre det, gør I lige nu lidt af begge dele…..og det skaber konflikter, misforståelser og forvirring hos jer alle 3.

I som voksne bliver nød til at tage stilling – dette her har intet at gøre med hans datter. I som voksne bliver nød til at tage stilling til hvilken familie I vil skabe. Det er de voksnes ansvar i en familie.

2.I har med et barn at gøre som på en eller anden måde har været udsat, været i for noget der ikke har været velfungerende(?) siden kommunen nu overvåger hendes mor(?)

Dvs. at I nok ikke kan forlange af hende, at hun har ”normale” måder at gå i kontakt på. Hvis hun har levet i en svinesti, og hendes mor ikke har været i stand til at opretholde en ”normal” base for hende, hvad for jer så til at tro at hun har haft overskud til, at lære sin datter almindelig høflighed og opførelse? Eller en respektfuld omgangs tone? For mig at høre kræver I nogle ting af hende som det ville være meget meget underligt hvis hun overhoved havde lært? fået støtte til at lærer?

Udover at hun måske ikke har lært at indgå i sociale relationer, som man ”normalt” gør, med den støtte man som barn har behov for, er hun sikkert også forvirret. 

Det lyder som om hun hele tiden skaber en negativ form for kontakt, og det lyder også som om hun er god til det. Det giver mening ud fra at hun måske har skulle holde sin mor i gang, (?)med at lave en masse ballade for på den måde at søger for, at hun blev i relationen? Hellere negativ kontakt end ingen kontakt (men jeg ved det ikke, da jeg jo hverken har mødt hendes mor, eller barnet)

Det er vigtigt for jer at forstå hvad hun har været i for at kunne støtte hende på den bedst mulig måde. Ingen børn er uartige af lyst, der er næsten altid en meget logisk grund af finde.

Så det er to meget forskellig problematikker som I blander sammen i en stor pærevælling. 

Ud over det-  er det meget normalt at børn når deres forældre får nye kærester afprøver både deres forældre, og dennes kæreste – for er de der nu også for mig? Og hvor er jeg i alt dette her? Hvem bestemmer? Hvad er vi i forhold til hinanden ? osv. Osv. 

Hvis I som voksne ikke engang ved hvad det er I laver, giver det mening for mig at I alle er forvirret og giver hinanden skylden for at ingen ved noget.

Men da I ikke kan give en 4 årig denne opgaven, (selv om hun gør det bedste hun har lært, ved at leve i kaos) bliver I som voksne nød til at starte med at tage stilling til hvilken familie I som voksne vil skabe. 

I bliver nød til at finde en måde at samarbejde på – jer voksne imellem – samt at I som voksne bliver nød til at kunne overskue hvad der sker for og hvad der er bedst for hende i forhold til de vilkår hun nu engang har.

Lige nu lyder det som om at hun kommer til at sætte dagsorden, og det er klart at hun gør det, for I gør det ikke!

Og det er klart at du er ved at gå ud af dit gode skind over det, for det er ikke hende der skal bestemme – hun er et barn – det er DIG og DIN KÆRESTE…..

Og lige nu lyder det som om din kæreste er mere loyal over for sit barn end dig – hans partner – det skaber konflikter. 

Men I kan ikke løse de enkelte konflikter for de er bare symptomer på at I som voksne ikke har forholdt jer til først punkt 1. Og dernæst punkt 2.

Håber mit svar kan give dig en ny indgangsvinkle og en retning

lykke til

Mange hilsner

Sia

Psykolog

Siaholm.dk

Sammenbragte-familier.dk