Måske du kan give et svar?
Hej Sia
Jeg har mødt en skøn mand for ca. 7 mrd siden og de sidste 3-4 måneder har vi næsten boet sammen hos ham. Han har en datter, der lige er blevet 4, som han har hver anden weekend. Det er nu ca. lidt over et år siden, at han flyttede fra hans ex.
Mit spørgsmål drejer sig om to ting. Hans datter tog pænt imod mig i starten og hun elsker også at hygge med mig nu. Når vi er kreative sammen, bager eller andet. Men når hun står op om morgenen og når hun skal i seng, så nægter hun at sige godmorgen/godnat til mig og er sur i et godt stykke tid. Hvad kan det skyldes?
Hun er også begyndt på at sige, at hun vil hjem om aftenen når hun skal sove her hos os. Jeg tror det bunder i, at hun fik lov til at komme hjem da hun havde skoldkopper for nylig. Men hun virker bund-ulykkelig over at skulle sove her nogle nætter. Hvad kan det bunde i?
Håber du kan hjælpe.
Hilsen
Dina Brandt
————————
Kære Dina
Det er jo ikke lang tid I har været sammen – 7 mdr. ! Og hvis hun kun kommer hver anden weekend – så er det faktisk ikke ret mange dage det reelt er for hende!!!!
Det bliver jo lidt gætværk da du ikke har givet mange oplysninger i din mail – hvordan var deres skilsmisse, hvordan er din kærestes relation til hans datter, hvordan takler mor, at du er kommet ind i billedet? Osv. Osv. For der er rigtig mange ting, der kan spille ind her.
Men det første som er vigtigt er, at vi taler om, at der er sket to meget store ændringer i den lille piges liv inden for det sidste år – hendes mor og far er flyttet fra hinanden, og hendes far har fået en ny kæreste.
Sådan som jeg kan regne det ud – har hun kun været ”alene” med sin far efter han blev skilt ca 3 mdr. – hver anden weekend, så er det ikke ret mange gange der har været til at finde en rytme, eller få en fornemmelse af, hvad er det her nu for noget….så kom du ind i hendes liv, og igen hvis hun kun kommer hver anden weekend, så er det igen ikke særligt lang tid.
Der er meget hun skal foreholde sig til, og i alt det her er hende reaktion jo også meget afhængig af, hvordan mor og far takler det hele (?).
Er far meget opmærksom på hende, i forhold til dig?
Er det meget vigtigt for ham, at det går godt mellem jer?
Er det meget vigtigt for dig, at hun skal kunne lide dig?
Hvordan takler hendes mor, som hun bor hos det meste af tiden, det at du er kommet ind i billedet?
Snakker mor godt om dig- eller synes hun det er svært?
Alt dette påvirker hende. Kan de voksne skelne mellem deres eget reaktion og barnet?
Det tager tid. Meget længere tid end 3-4 måneder at finde sig selv også det at finde sig selv i forhold til hinanden.
I – datteren og dig – skal ikke elske hinanden!!!! Men lære at leve sammen på en ordenligt og respektfuld måde.
Dig og din kæreste skal finde ud af hvilken familie I er?
Og når man kun ser sit barn hver anden weekend, så tager det rigtig lang tid at finde ud af hvilken familie I er.
At finde sig selv i sine roller både som far – , som kæreste – , som barn -, og som familie.
En god ide er nogle gange at sætte sig ned, og prøve helt konkret at regne på, hvor mange dage man rent faktisk helt lav praktisk har set hinanden…nogle gange bliver man overrasket over hvor lidt det er.
Men det kan gøre, at man sætte sit tempo lidt ned i forhold til, hvad man kan forvente, forvente i forhold til ens relationer.
Det er meget typisk at når små børn bliver trætte, at de er ekstra ”sprøde” og sårbare, deres ”pænhed” forsvinder, da de er for trætte til at opretholde det.
Det at hun afviser dig – behøver ikke at være et udtryk for at hun ikke kan lide dig – men du er ”gratis”, at være vred og afvisende overfor – hendes mor og far har hun ikke ”råd” til at være sur og afvisende overfor. Mange stedforældre oplever en vrede mod dem som reelt ikke har noget med dem at gøre, men vrede over barnet situation.
Man kan som kæreste være symbolet på at mor og far blev skilt.
Og være den hvor barnet kan ”får lov” til at være rasende på.
Men hun kan igen også bare være en person der er morgensur! ?
Sådan nogle er der jo også… Dem man skal lade være den første time efter de er stået op.
Men for mig at høre tror jeg, at der er sket mange store ændringer i hendes korte liv – som det tager tid at forholde sig og finde sig selv i.
Hun skal jo også til at lære at forholde sig til det at savne….
Det at savne sin far når hun er hos mor, det at savne sin mor når hun er hos sin far…..
Det at være syg uden at havde sin mor…være syg uden far osv. Osv.
Jeg får lidt en fornemmelse af en utålmodighed fra din side..?
Det tager lang tid, også meget præget af hvordan hendes mor og far takler hele situationen. Takler deres egen skyldfølelse.
Det lyder helt naturligt – du har jo faktisk helt reelt ikke været sammen med hende i ret mange dage – og der er mange aktører i dette her.
Så et skridt af gangen – vær tålmodig!
Du er ikke den eneste, men der er rigtig mange aktører i dette her, der påvirker og har indflydelse.
I stedet for at se på datteren, så se på hvordan dig og din kæreste vil håndtere det at blive en familie? Har i realistiske mål?
I skal lære hinanden at kende – dig og pigen – I skal lære at leve sammen! Lære hinanden at kende. Du skal lære din kæreste at kende som far, og han skal lære dig at kende i som voksen i forhold til et barn.
Det tager tid.
Håber mit svar kan give dig mod – og understøtte din tålmodighed
Mange hilsner
Sia
psykolog
Siaholm.dk
