Den manipulerende biologiske mor
Kære Sia,
Jeg er grædefærdig og aner ikke mine levende råd. Håber du kan hjælpe med et svar:
For 4½ år siden mødte jeg min nuværende mand. Han har en datter på 6 år som han fik med en kvinde han så engang imellem. Hun besluttede at hun ville have et barn og fortalte ikke ham at hun ikke bruge prævention. Han blev ringet op 3 måneder senere og fik at vide han skulle være far. Han valgte at stå ved sit ansvar og flyttede sammen med moderen efter fødslen og blev hos hende og barnet det første år. Han siger selv, at moderen ødelagde hans liv og at han fortryder at han flyttede sammen med moderen (det år ødelagde meget for ham psykisk). Da jeg mødte ham var pigen 2 år og hendes mor bestemte hvornår han måtte se hende (når det passede hende), hvad han måtte lave med hende og hvem han måtte se når hun var hos ham. Jeg har selv 2 drenge på 10 og 13 år som bor 7/7 hos mig og deres far (og det fungerer godt). Da jeg kom ind i min mands liv, fortalte jeg ham om mulighederne i statsamtet og at ham kunne bede om fast hver anden weekend, så han ikke skulle vente på at få lov til at se hende.
Min mand har helt fra starten været tynget af dårlig samvittighed overfor datteren. Og jeg føler at alle vi andre rundt om ham, skal gøre ekstra meget for datteren, for at han føler at hun får nok. Hun skal have sær-status når hun kommer i hjemmet.
Lige fra starten har pigens biologiske mor skabt problemer. Da hun var lille var det de gængse ting som at der ikke var tøj nok med, klapvognen var låst inde så han ikke kunne få den med eller at tidspunkterne blev ændret i sidste øjeblik. Med tiden bliver det værre og værre fra bio-mors side. De sidste par år er bio-mor begyndt at manipulere den stakkels pige. Datteren fortæller mig: “min mor siger du er dum”, “min mor siger jeg ikke er her for at være sammen med dig”, “min mor vil ikke hente mig hos jer, fordi du er her Rikke”, eller en dag vi havde lavet kage i køkkenet hvor hun siger “jeg siger bare til min mor at jeg har lavet det sammen med far, så bliver hun ikke sur over at jeg har hygget mig med dig Rikke”, “jeg ved ikke hvorfor jeg kun må få det grimme tøj med op til jer” o.s.v. Alt hvad der har noget med os at gøre bliver svinet til af moderen. Da vi blev gift for 2 år siden, havde moderen givet datteren sort tøj med til brylluppet og blev stjerne tosset på os fordi vi havde givet hende en anden kjole på der ikke var sort. (jeg har rigtig mange andre eksempler)
Jeg har brugt meget tid på datteren og på at få hende til at føle sig hjemme – jeg har lært hende at cykle, vaske sit eget hår, tørre sig efter toiletbesøg og meget mere. Jeg har prøvet at være som jeg er overfor andres børn. På et tidspunkt var hun så glad for at komme hos os, at hun sagde “jeg har spurgt min mor om jeg må bo hos jer, og så besøge mor hver anden weekend – men så blev mor rigtig sur på mig”.
I løbet af sidste år gik det helt galt. Pigen blev mere og mere indesluttet, stille og usikker når kun kom hos os. Bare hun så mig i døren når hun kom, ændredes hendes humør og ansigtsudtryk. Stemningen blev trykket i hele huset. Og min mand følte det var min skyld, så han begyndte at hakke på mig om at jeg ikke gjorde det godt nok, at jeg ikke elskede hende nok, at jeg ikke var glad nok for at se hende når hun kom eller ikke krammede hende hjerteligt nok. Og så begyndte han at hakke på mine drenge og sagde at de var larmende og uopdragne – og se på min datter hun er så stille og sød…. Dette resulterede i at vi begyndte at skændes hver gang hun kom – han synes det var mig den var gal med og jeg følte mig uretfærdigt behandlet, forsvarede mine børn og fik dårligt selvværd (en dårlig spiral).
I foråret i år faldt det hele sammen – vi var slidte af at skændes hele tiden (også i dagene før og efter hun kom) og hendes mor kritiserede mig for ikke at engagere mig i datterens liv og derfor måtte jeg ikke længere hente hende på fritidshjemmet. Det hele endte med at min mand sagde at han ikke kunne bære at se sin datter så ked af det og splittet og at han synes hun skulle holde en pause med at komme op til os. Det er nu 5 måneder siden og min mand og jeg har det rigtig godt, skændes ikke og han hakker ikke på mine drengen mere (han henter hende hver anden søndag og har en alene dag med hende).
Nu er problemet så at han flere gange på det sidste har sagt at det jo er min skyld at han ikke ser sin datter så meget og at det går ham på. Og det er jeg ikke enig i. Så nu er skænderierne om datteren blusset op på fuld styrke igen og så går jeg grædende i seng. Jeg føler at mit dårlige forhold til datteren skyldes moderen tiltagende negative påvirkninger. At datteren føler sig illoyal overfor sin mor hvis hun synes jeg er sød eller vi laver ting sammen. Min mand siger at moderens påvirkning ikke har nogen betydning hos os. Han mener at hvis jeg bare viser at jeg elsker datteren som om hun var min egen, så er hun ligeglad med hvad moderen siger om mig. Og det er så her vi ikke er enige. Vi kan slet ikke nå til enighed og skændes og jeg græder. Jeg er så ulykkelig, for jeg føler virkelig ikke det er en kamp jeg kan vinde. Jeg føler ikke det er min skyld at datteren bliver stille og indelukket så snart hun kommer op til os. Børn er loyale overfor deres forældre og hvis moderen ikke bakker op om vores familie, så er det svært for mig at ændre på.
De mange skænderier og beskyldninger om at jeg ikke er godt nok når datteren kommer ind i vores hus, gør at jeg efterhånden ikke glæder mig til at hun kommer på besøg. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal klare den, når hun skal til at besøge os hver anden weekend igen.
Hvad tænker du? Har du nogle gode råd til mig? Hvad gør jeg for at komme videre her?
De bedste hilsner
Rikke
———————–
Kære Rikke
Tak for din mail.
Din historie er desværre ikke sjælden, jeg ville ønske den var……
Det lyder rigtig hårdt for jer alle!
Mit bedst råd er, at give op!
For sådan som jeg ser det gør I alle det samme –
Der er ingen (andet end barnet) der tager sit ansvar!
I er alle i gang med umulige projekter!
Når jeg siger giv op! så mener jeg – opgiv den kamp det er at vise at du gerne vil hans datter, opgiv den kamp det er at gøre moren tilfreds, opgiv kampen!
Dette er ikke en kamp-plads, men skulle meget gerne være en familie !!!!!
Her er det, at en tredje person ville være godt – som kan sige til din kæreste at han er en god far!, at han gør hvad han kan, udefra de vilkår han har!, spørger ham og dig om – hvad skal og må ”mor” blande sig i, i jeres familie ?
Osv. Osv. Du har sikkert sagt mange af de ting – men han kan ikke høre dig! Du er for fedtet ind i det hele, så han er blevet døv!
Du må opgive den kamp, der er imellem jer lige nu for den føre kun et sted – den ødelægger jer!
Det lyder som om din mand har brug for meget støtte, og anerkendelse af hans rolle som far – for mor giver ham ingen, og dig kan han ikke høre, for du gør at ”moren” slet ikke giver ham den – osv. En spiral der kun “vokser”.
Du må erkende at du er i gang med et umuligt projekt – for det lyder som om at du vil samarbejde – men dem du skal samarbejde med – vil ikke samarbejde!
Hverken din kæreste, eller datterens mor.
Den eneste jeg kan høre der virkelig forholder sig til det er datteren – hun siger jo helt konkret tingene som de er!
Sådan er der desværre mange børn der lever.
Moren har kun den magt – så længe I giver hende den!
Jeg siger ikke at det er let at finde en måde, at samarbejde med en mor som hende, men det kan godt lade sig gøre. Men det kræver at man forholder sig til virkeligheden – altså sådan som tingene er.
F.eks. køber en klapvogn selv, snakker med pigen (som hun så fint selv gør) uden at blive bange, for det er jeres virkelighed, holder op med at forvente at I skal elske hinandens børn osv. Osv.
Men det kræver at I bruger jeres tid på jeres samarbejde – I stedet for som nu hvor det kun er samarbejdet med ”mor”.
Så mit bedste råd er – søg hjælp!
Du kan selv gøre et stykke arbejde ved at blive opmærksom på dig selv, når du går i gang med et umuligt projekt – og så stoppe det. Det at du øver dig i at se hvad virkeligheden er, og hvad dine vilkår er – og ikke hvad du ville ønske de var!
Du kan ikke løse deres kamp – men du kan nemt blive den både din kæreste og ”moren” bruger som syndebuk – så de gør sig selv ansvarsløse – og blive ved med ikke at de forholder sig til deres virkelighed – nemlig at de er blevet skilt og de har et barn – de er tvunget til en eller anden form for samarbejde.
Desværre lidt på samme måde som I, dig og din kæreste gør nu – I bruger tiden på at slås omkring samarbejdet med “mor” – I stedet for at bruge jeres krudt på at finde en måde/ facon, hvor på I ikke spiller hinanden ud mod hinanden, eller føler jer sat skakmat, men sammen kan skabe en fungerende sammenbragt familie på.
Men der hvor I / du er nu, har I brug for en tredje person der kan sige de ting højt, I ikke vil høre. En tredje mand der kan gøre virkeligheden virkelig! – Og foreholder jer til den.
Håber I/ du finder den rette hjælp
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
