Hvordan forhindrer jeg, at eks-konen har så stor indflydelse på mit liv?
Hej Sia,
Jeg har været sammen med min mand i ca. 3½ år. Han har 3 døtre fra sit første ægteskab (en på 10 og to på 16), og vi har et fællesbarn på knap et år. Jeg har ingen særbørn.
Mit problem er, at jeg har ladet eks-konen få alt for stor indflydelse på mit humør. Jeg føler mig så magtesløs og frustreret! Hun har engang sagt direkte til min mand, at hun ville gøre alt i sin magt for at gøre livet surt for ham og ødelægge vores forhold. Og hold da op hun er tro mod sin mission! Hun bruger alle knep lige fra økonomi til børnene. Der går stort set ikke en samværsweekend uden problemer. Det største problem er, at hun ikke ønsker at kommunikere med min mand, men det er bare rigtig svært, når man har 3 børn sammen. Ofte er vi ude for, at hun ikke vil hente børnene efter endt samvær. Hvorfor kører I dem så ikke bare hjem, spørger du måske. Fordi det har vi gjort 117 gange, og hver gang vi er flinke, skruer hun bare en omgang mere på tommelskruerne. Det er ligesom at række djævlen en lillefinger. Hvis min mand har kørt dem hjem én gang, jamen så kan han da bare gøre det altid fremover.
Der er også totalt kaos omkring bytning af samvær. Eks-konen er begyndt på at ville bytte en masse, og det går aldrig godt. Hun overholder ikke de aftaler, hun laver med os. Hun dikterer bare, hvad hun vil have, og så skal vi andre bare rette ind. Det er som at tale til en sten. Kan I så bare ikke lade være med at lave aftaler om at bytte? Det prøver vi, men hun accepterer ganske enkelt ikke et nej. Hvis min mand siger, nej, jeg kan desværre ikke bytte den weekend, så bliver hun bare ved og ved og ved. Vi har været ude for, at hun engang har sendt børnene over til sine forældre i Jylland, så min mand ikke kunne hente dem til weekendsamvær, fordi han ikke havde ville bytte.
Der er tusind historier, og det går mig mere og mere på. Jeg skammer mig over at føle sådan, men det påvirker mine følelser for børnene. De er faktisk meget søde og nemme, men jeg tror, jeg er begyndt at projicere min frustration og vrede over deres mor ud på dem. Jeg kender ikke deres mor, jeg har kun set hende en eller to gange. Hun nægter konsekvent at sætte en fod på vores matrikel, og hun vil under ingen omstændigheder komme ind og se sine børns værelser hos os. De få gange jeg har hentet børnene hos hende, behandler hun mig som luft. Når jeg siger hej, vender hun ryggen til og går (hun behandler min mand på samme måde – i starten skreg hun af ham og skældte ud, nu er der bare tavshed). Jeg føler altså ikke, at jeg har nogen mulighed for at komme i snak med hende. Jeg ønsker det egentlig heller ikke på nuværende tidspunkt, for der er så meget indebrændt raseri, at hun jeg ikke ville kunne holde det tilbage.
Min mand har foreslået sin eks-kone, at de gik til skilsmisse mægling for at få hjælp af en tredje part. Det vil hun ikke, hun mener kun, det er min mand, der har et problem.
Nu har jeg det sådan, at jeg efterhånden ville ønske børnene hen hvor peberet gror. Jeg bliver trist ved tanken om, at det er samværsweekend, og jeg glæder mig bare til det er overstået. Min mand siger igen og igen, at det nok skal blive bedre, og vi jo bare må glæde os over, a pigerne er glade, når de er hos os. Nu har det dog været sådan i 3 år, og det er faktisk kun blevet værre. Jeg føler mig så uretfærdigt behandlet. Jeg hopper og springer for hendes børn, og jeg får bare lort igen. Hun skal ikke vinde ved at ødelægge mit liv og mit forhold! Hvordan kan jeg holde op med at være så vred??
Jeg har læst i dine andre svar, at du ofte skriver, at man skal have en snak om, hvilken familie man gerne vil være. Vi har ikke haft det helt konkret, men vi har en aftale om, at i vores hjem er det min mand, der står for opdragelsen af sine børn. Det er også ham der henter og bringer, det er kun mig, hvis det absolut ikke kan være anderledes.
Jeg håber, du har et godt råd til at være ligeglad med eks-konens sindsygheder uden samtidig at være en dørmåtte, der bare finder sig i alting.
Mange hilsner fra
Karin
————————
Kære Karin
Tak for din mail.
Det lyder som om at hun vil bestemme !
Hun siger hvordan det skal være (spørg jer dog, og lader jer tror, at hun er interesseret i svaret) men I bliver straffet når i siger hende imod, eller er uenige!(?)
Heldigvis (hvis man kan sige det) er det ikke helt små børn din kæreste har!
Det lyder som om der er en ting I må erkende, og som måske vil hjælpe dig /jer, og det er:
•At så længe børnene bor hjemme – har I en biologisk mor som I skal samarbejde med, der helst skal tro, og føle at hun bestemmer- hun styre!
(det er ikke det samme som at hun bestemmer over jer!!!)
•At I må opgive tanken om at hun nogensinde kommer til at forstå!
Selv en dygtig skilsmisse mægler kan ikke få to mennesker til at samarbejde – hvis den ene ikke vil.
•At hun siger en masse ting, der får det til at lyder som om hun gerne vil samarbejde (?) men reelt samarbejder I med en som vil ha´ det på sin måde, en person som ikke er til at snakke med, men som snakker en masse! (laver en masse larm!)
Men hvor meget behøver de (din kæreste og hende) at tale sammen?
Mit forslag ville være at minimere alt kontakt, til hende!
Og rigtig se i øjnene hvilken kontakt det er I har til hende!!!
I skal ikke fortælle hende hvad I gør, eller hvorfor I gør som I gør – husk på, at hun høre ikke efter! – jah… hun er jo næsten ”døv”.
Hun kan lave alt den larm hun vil – men I bestemmer hvornår I lukker larmen ind! Forstået på den måde at I bestemmer selv:
Hvornår I svare på telefon opkald
Hvornår I Sætter det ”døve” øre til telefonen ( – ser tv imens, og siger ja på de rigtig tidspunkter osv.)
Men I er hele tiden venlige og ordentlige overfor hende.
Det lyder som om weekenderne ligger fast, undtagen når hun vil bytte eller ændre dem.
(I kan ikke ændre dem, men hun kan)
Måske har hans piger mobil telefoner ? så han kan aftale detaljer med dem? Eller måske er de ved at være så store at de selv kan transportere sig fra det ene hjem, til det andet hjem?
Hvis der er tasker der skal pakkes, kunne I måske købe lidt så de vil kunne klare sig hos jer et par dage? Så I kan være ligeglade med hvad hun pakker eller ikke pakker?
Så I, uden at sige noget til hende, langsomt kan gør jer uafhængig af bio-mors samarbejde / ”hjælp”.
Uretfærdigt ? ……….jah gu´ er det uretfærdigt…..og?
I denne her sammenhæng kan I ikke bruge retfærdighed til noget som helst – andet end af fortsætte den kamp der er nu!!!
Det der er vigtigt er at din kæreste kan få lov til at være en del af hans pigers liv! Ikke få ret i forhold til sin ex- partner.
Det handler om at han kan opretholde og bevare sin relation til dem!
På dette punkt er der desværre ingen retfærdighed til, når man har en mor der ikke er interesseret i at havde en far til sine børn.
Men ved at du stopper med at tro, at det skal være retfærdigt – for det er det ikke – sådan er virkeligheden, og der går sikkert mange, mange år før end at mænd vil opleve retfærdighed, når det handler om børn, i forhold til deres mødre.
Hvis du i stedet forholder dig til, at du skal støtte din mand. På den ene eller anden måde i, at han kan være far for sine piger, der vil din vrede måske aftage en smule, (?)
For dit fokus bliver et andet, fra retfærdighed / hvorfor kan hun ikke forstå?, til hvordan kan han forblive bare en lille del af deres liv, og bevare en eller anden form for kontakt med dem.
Lad vær` med at tro at det er en samtale I har med hende – hun taler, men er ikke interesseret i at forstå, hun vil ha´ ret!
En samtale er hvor der er to personer, der begge gør en aktiv indsats for at finde et fælles mål, en fælles forståelse – det er ikke det jeg høre her!!!
Det gode er, at det lyder som om hun er lidt forudsigelig i hendes kontakt form! Hvis I ikke bliver ved med at håbe på at den er noget andet.
Skal du lytte til en som overhoved ikke vil lytte til jer….skal du høre efter en som overhoved ikke viser nogle tegn på at høre efter hvad du/ I siger?
“Hun har engang sagt direkte til min mand, at hun ville gøre alt i sin magt for at gøre livet surt for ham og ødelægge vores forhold. Og hold da op hun er tro mod sin mission!”
”Jeg føler mig så uretfærdigt behandlet. Jeg hopper og springer for hendes børn, og jeg får bare lort igen. Hun skal ikke vinde ved at ødelægge mit liv og mit forhold”
Hvis du IKKE vil være en del af hendes mission(?) så må du stoppe med den måde, at forholde dig til hendes udsagn på!
For jah- måske er det hendes mission at ødelægge jeres forhold –
og hva´ så!!! Lad hende da snakke, true – lidt ligesom naboens hund der gør! Den larmer…..
Det får kun værdi når du lægger værdi i det hun siger!
Så enten lytter du efter og bruger en masse kræfter på at vise hende, at det kommer hun ikke til eller også stopper du op – og lader det passere….lidt ligesom man gør ved den gamle mand, der brokker sig over ungdommen…eller den skøre unge kvinde, der står og snakker til alle ved busstop stedet….. lad det komme ind af det ene øre, og luk det ud af det andet!!!
Du giver ikke meget for den måde hun opføre sig på, så hvorfor skulle du overhoved tage alvorligt det hun siger???
Man kan godt opføre sig ordentligt overfor hende, selv om man ikke tager alle hendes trusler alvorligt.
Man kan godt selv opføre sig ordentligt, selv om hun opføre sig som en på 3 år når man mødes! Lad hende om at være den umodne.
Men det kræver at I stopper med at appellere til at hun forstår – for det er et helt umuligt projekt lige nu!
Det kan ændre sig….men lige nu lyder det som om – hun er ”døv”.
Det er hende der er ”general” og sådan er det!
Det handler ikke om retfærdighed, men om relationen til hans piger!
Håber mit svar kan give dig en anden forståelse(?)
Det kan godt lade sig gøre – det er svært, ingen tvivl om det – men hvis I bevare fokus på hvad der sker i stedet for, hvordan det burde være – så bliver det en lille smule lettere. Ved at du skifter fokus fra hende, over til din kæreste!
- -og smide retfærdigheden væk…….den gør dig vred! men forholder dig til jeres virkelighed.
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
