Syndebuk

Kære Sia,

Jeg er 20 år, har været sammen med min kæreste på 38 i næsten 2 år og har boet sammen on/off i ca. et år. Det har fra starten været et meget svært forhold. Han har haft svært ved nogle ting, og jeg har også. Han har en datter på 10 år.

Til at starte med syntes jeg egentlig at det var spændende at han havde en datter. Men der gik næsten et helt år før jeg overhovedet fik lov at møde hende. Hans grund til dette var at han ikke ville trække en ny person ind i hendes liv før han var sikker på at det var det han ville (han har aldrig haft andre kærester siden han og pigens mor gik fra hinanden for 9 år siden. Dette forstår jeg selvfølgelig godt, men det gjorde alligevel ondt ikke at føle at vi kunne komme ordentligt i gang med forholdet og da jeg endelig mødte hende havde jeg helt mistet begejstringen. Dette blev heldigvis ændret da jeg hurtigt fik et rigtig godt forhold til hende. Jeg var så overlykkelig over at hun kunne lide mig, fordi jeg var rigtig bange for at det ville være lige så problematisk som man ofte hører om sammenbragte familier, men vi lavede en helt masse ting sammen. Dog, kunne jeg godt se at hun opførte sig lidt specielt nogle gange – talte ikke så pænt til andre, meget kontrollerende og bestemmende overfor hendes far og veninder, var MEGET opmærksomhedskrævende og mente at hun var den bedste til alt og havde ret til alt. Dette frastødte mig, selv dengang. Det skal lige siges at det, udefra hvad jeg kan se, meget er den måde hendes mor også er på. Hendes mor har vi haft rigtig mange problemer som vi har haft svært ved at håndtere. I starten, da hun fik at vide at vi var sammen, gik hun hen til min kærestes kvindelige kollega og spurgte hende om hun ikke kunne prøve at være sammen med ham så det ikke var mig (hun brød sig ikke om min alder), hun gjorde også meget ud af at gøre grin med min alder overfor datteren og hun vil meget gerne bestemme hvornår min kæreste snakker med hende, at han putter datteren hjemme hos hende, hvornår han må se hende, at han skal sove i seng med datteren og ikke mig hjemme hos os og hun har også foreslået at vi alle skal flytte sammen. Derudover kan jeg høre at hun gør meget ud af at fortælle min kæreste hvor dårlig en far han er og hvor lidt han prioritere hans datter, nu hvor jeg er kommet ind i billedet, endda foran datteren. Min kæreste har heldigvis endelig fået sat nogle grænser for hende, men det er svært for ham. Han er vist noget konfliktsky.

I starten forsvarede datteren mig overfor sin mor, hvilket hun absolut ikke behøver selvom det var sødt af hende. Men som månederne gik vendte hun fuldstændig på en tallerken. Hun blev mere og mere jaloux på mig og vores gode forhold blev ændret. Hun kan finde på at sige ting som “I kan ligeså godt slå op nu. Du vil sikkert gerne have børn og det vil min far ikke, for han har allerede mig” sige til sin far foran mig at hun ikke vil være hos ham fordi han har fået en kæreste, hun går og beder alle i min kærestes familier om ikke at inviterer mig med til ting. Men det der er sværest, synes jeg, er at jeg egentlig nogle gange godt kan have nogle rigtig gode stunder med hende, og lige pludselig ud af det blå, ændrer stemningen sig fuldstændig uden der er sket noget. Både min kæreste og jeg har en følelse af at gå på æggeskaller fordi vi aldrig ved hvornår den næste dårlige stemning kommer og jeg føler at hun har alt for meget kontrol over os, da disse “skift” kan se 5-10 gange om dagen. Samtidig vil hun også hele tiden sidde på sin far skød og min kæreste og jeg tør næsten ikke snakke med hinanden når hun er der. Det er et helvede at være i, synes jeg, så som regel “stikker jeg af” hjem til min mor hver gang hun kommer. Alligevel mener hun stadig at hun ikke har nok alene-tid med sin far. 

Dette var en lang forklaring, det ved jeg godt. Tror bare at jeg blev nødt til at skrive det hele for at man kan få et billede af situationen. Jeg har efterhånden fået det rigtig svært med datteren. Nærmest hader hende. Jeg prøver at se noget godt i hende, men jeg kan simpelthen ikke se noget sødt ved hende længere. Ærligtalt ser jeg hende som et ondt og manipulerende barn, og jeg har virkelig dårlig samvittighed over det. Jeg ønsker bare at vi alle sammen kunne have det godt sammen og det er jo ikke meningen at det skal være en jalousi-kamp mellem hende, jeg og moren, men det føler jeg at det er blevet. Kan jeg mon gøre noget ved det?
Jeg tror også at en del af problemet er at hendes mor bekræfter hende i at hendes far gør noget forkert ved at have en kæreste og at det er berættiget at være jaloux. Kan der være noget om det? Er der overhovedet noget som jeg kan gøre ved det? og hvor meget kan min kæreste og jeg overhovedet påvirke situationen (hun er der kun et par gange om ugen)? Er der noget jeg gør forkert? Jeg ved at min kæreste og eksen er i gang med noget familiebehandling og at terapeuten har meget svært ved at få eksen til at samarbejde. Hun er ikke interesseret i at noget bliver ændret, og mener at det skader hendes datter at de får hjælp. Har du nogle gode råd til alle de her ting?

Hej
Tak for din mail til brevkassen

Hold da op- ja …. uha hvor skal jeg starte

Du spørg om der er noget du gør forkert?   NEJ – men du skal være klar over at det lyder som om du er trådt ind i et forhold mellem en far og en mor, og når jeg skriver mellem er det fordi det lyder som om din kæreste ikke har adskilt sig fra sin ex! Og hvor deres måde at være forældre på, gør at barnet styre, fordi de voksne ikke gør. Det lyder som om forældrene også blander deres egne følelser sammen med barnets.

Hvis du forsøger at ændre på dette, (hvad der ville være naturligt at gøre) så vil DU blive syndebukken!!!

Det kan kun far eller mor ændre på.

Det at du næsten hader barnet, det er desværre ofte sådan man får det med børn, når deres forældre ikke kan finde ud af beherske deres egne følelser, og i denne skjulte manipulation og forskydning af reaktioner og følelser.

Hun er 10 år! Det er helt normalt at man i starten er interesseret, men senere bliver jaloux. Hun er også ene barn og vant til at bestemme.

Så det lyder som om det er hendes jalousi der lige nu styre mor og styre far i stedet for det omvendte. At mor og far kunne styre første deres egne følelser selv, (= læs, mor styre sin helt naturlig jalousi over at hendes ex har fået en ny kæreste, samt at hendes datter er ved at få en relation til hendes fars kæreste. Samt at far kan styre sin skyld over adskillelse fra mor, fordi han har fået ny kæreste). Og at både mor og far kan tage sig af, at deres datter er jaloux uden at indrette sig efter det, men håndtere det!

Du kan konfrontere far med det, men der er intet du kan gøre.
For det handler ikke om dig!

Men du kan gøre hans valg tydelige – ved at konsekvenserne bliver tydelige. For som jeg høre det bliver hun jo mere og mere ulidelig for jer begge to, og det vil jo betyde at hun kommer til at være mere og mere udenfor ”jeres” og derved bliver hun bare mere og mere jaloux og ulidelig – desværre.

Der er intet du kan gøre- dette er ikke noget med dig at gøre.

Din kæreste skal blive skilt, og adskilt fra sin ex.
Din kæreste skal være reel og realistisk overfor sin datter, og håndtere det helt naturlige svære der er i relationen.
Det er svært ikke at få sin vilje.
Det er svært ikke at være i centrum.
Det er svært at dele.
Det er det for alle, og det er vigtigt at kunne beherske den reaktion hos sig selv.
(men det er meget svært at lærer, hvis dem man skal lærer det af heller ikke kan?)

Du kan blive bedre til at stoppe med at ”forklar-mig-røv” (undskyld mit sprog) for hendes opførelse og din kærestes opførelse, og forhold dig til realiteterne!

For når jeg læser din mail bliver jeg i tvivl om din kæreste overhoved vil det du vil?

Måske skal du se på dine realiteter, – er dette kun dit projekt?
Vil du havde en mand, som du næsten skal ”overtale” til at ville dig?
Jeg hører desværre ikke en kæreste der samarbejder med dig? (håber jeg tager fejl)
Jeg hører det som om du meget nemt bliver den besværlige og at det er synd for hans datter?
Måske hører/læser jeg forkert- det håber jeg!

For du gør intet forkert!

Men du bliver skakmat her- da det ikke handler om dig, men handler om en manglende adskillelse fra hans ex og hans egen relation til sin datter.

Hvis han vil blive realistisk omkring det i forhold til sin datter, at hans relation til dig er ikke synd for hende, så ville hans gøren hjælpe RIGTIG meget, selv om hun mest er hos sin moder.

Men træk dig lidt tilbage- du kan nemt slide dig selv i stykker ved at gå ind i dette her, for her bliver DU nemt syndebuk omkring noget, der intet har med dig at gøre men ligger i mellem din kæreste, hans barns mor, og hans datter. For når du gør det de ikke gør – får du vreden fra dem alle 3

Pas på dig selv.

Håber mit svar kan give dig en bedre forståelse og retning

Lykke til
Mange hilsner
Sia

Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk