Helt skilt fra ex

Det er godt 5 år siden jeg blev skilt, og grunden til at bruddet skete var ny kærlighed fra min side. Bruddet var ikke det bedste, da forelskelsen skete før vi blev skilt, så jeg forstår godt de mange faktorer og følelser der er i spil i sådan et brud, og stadigt kan være det. Min nye kæreste og jeg har ikke haft det mest stabile forhold set udefra, men faktum er, at vi har holdt sammen og stadigt vil hinanden. Så min kæreste har været flyttet ind hos mig, og ud igen efter 1 års tid da det var svært at komme ind i en familie med 2 drenge, der har været vandt til at gøre det på vores måde. En lærerig proces, hvor vi skulle lære nye sider af hinanden. I dag er hun flyttet ind igen og det går langt bedre i forhold til børnene, så børnene er ikke problemet. Det har krævet lidt tid det hele, men vi har ikke givet op da kærligheden ikke fejlede noget. Alt dette er sket over de sidste 4 år, og imens vi ikke boede sammen så drengene hende også ind imellem, så hun har fortsat været i deres liv. Min kæreste har ingen børn, hvilket også gjorde det svært at komme ind i sådan en familie i starten med mange nye sider af livet.

Nu kommer dilemmaet.

Drengenes mor har ikke brug for eller lyst til at møde min nye kæreste. Jeg har fortalt min kæreste, at det skal hun ikke bestemme når hun f.eks. kommer hos os, og afleverer drengenes ting hver anden uge i den deleordning vi har, men derfor med den holdning har min kæreste ikke lyst til lige at stikke hovedet frem og lige sige hej, så drengenes mor får lov til at bestemme. Mit forhold til drengenes mor er fint, og vi samarbejder godt i forhold til børnene. Vi kan tale sammen og møder op til fælles ting på skolen mv. Det kører faktisk ret godt, men har mest et praktisk forhold, vi er ikke som sådan venner og deler ikke dybere ting. Vi kan hjælpe hinanden i forhold til børnene, også selv om det ikke er vores uge.

De mere intime dage som drengenes fødselsdage, her har vi de sidste par år imens min kæreste ikke boede hos os, været ude og spise drengene, deres mor og jeg. Før det var vi ikke sammen på dagen, men drengene ringede til anden forældre i forhold til hvor de var. Så det var fødselsdage, hvor min kæreste og jeg ikke boede sammen, og derfor var det mere “normalt” og med sådan en dag. Men nu er min kæreste flyttet ind, og for børnene er det normalt, at det bare er far, mor og bror der skal ud og spise, for sådan har det været de sidste år. Men for min kæreste der gør det rigtigt godt i forhold til børnene, og kun ønsker dem det bedste, der kommer hendes følelser i klemme – hun ville også gerne være en del af den dag og den nye familie, hun er kommet ind i, men der kommer drengenes mors behov til at begrænse og styre. Andre højtider som jul og nytår der skiftes vi til at have drengene på dagen, og fødselsdag for fars eller mors familie holdes også adskilt, så det handler om fødselsdagen på selve dagen, og det at vi tager ud og spiser, men uden min kæreste der efterlades. Drengenes mor har ikke fået en ny kæreste, hvilket jeg godt kunne tænke havde hjulpet, men ikke nødvendigvis. Jeg er godt klar over at der ligger følelser i klemme stadigt fra bruddet, og at drengenes mor ikke har brug for at se min nye kæreste. Hun er den der blev valgt fra dengang, men som med alt skal der to til at danse, så ting sker af en grund.

Hvad gør man i sådan en situation? Er det vigtigt at holde fast i fødselsdagen som det er, fordi det er ”som vi plejer at gøre”, som børnene siger, og så må min nye familie finde andre måder at navigere i det på, selv om det gør ondt. Eller skal jeg tage kampen op med mine drenges mor i forhold til, at skal det her blive bedre på sigt, så skal vi kunne sådanne ting, der også vil gøre det langt nemmere ved afleveringer, både for drengenes mor og min kæreste. Konfirmationer kommer også om et par år. Jeg synes det er svært at finde ud af, hvad der er for børnenes bedste kontra biologiske forældre eller kæreste. Jeg selv ville ønske at vi alle sådan en dag kunne spise sammen sådan en dag, selv om det da sagtens kunne blive lidt anspændt og akavet, men med fokus på drengene og at de får en god aften ude.

Michael

Kære Michael
Tak for din mail
Jeg møder rigtig mange par der sidder i præcis sammen situation som jer…

Jeg plejer at starte med at foreholde parret til – hvad er det I laver?
Eller hvad vil I gerne lave?

Dig og din kæreste- I bliver nød til at foreholde jer til, hvad det er for et familieprojekt I er i gang med.

Et familiefællesskab?
(I er to voksne der tager sig af de børn, der er i jeres familie. Dvs. I deler funktioner, og indgår kompromiser omkring børnene. Hun bliver ikke mor, men aktiv voksen, du er far men skal samarbeje med din kæreste omkring børnene. I skal begge samarbejde med deres mor)

Eller et bofællesskab?
(dine børn er dine børn, og din opgave. I er kærester. Hun er ”ved-siden-af,” hun er vidne til.
Du tager dig af de opgaver og funktioner der hører til det at havde børn, hun træder kun til hvis hun vil, og hvis du vil at hun træder til, ellers er hun ”ved siden af”.
I er ikke en ”familie-familie”, men et bofællesskab. Det at havde børn tager tid, og den tid udnytter og nyder hun som alene tid, samt du udnytter og nyder tid med dine børn.)

To meget forskellige måder at samarbejde på som par, og organisere sig på som par.
Der er ikke en model der er bedre end en anden, det handler om hvad du / I ser som det gode liv.
Hvad vil I med det at være sammen?

Hver model har sine fordele og ulemper, og man må tage både det sure med det søde med. Dvs at blive tro mod den model man gerne vil selv om det nogle gange er svært.
Man kan bo hver for sig, eller bo sammen i begge modeller.
Det illustrerer mere tonen i jeres samarbejde og jeres forventninger til hinanden.

Så spørgsmålet er hvad I vil som par?
(og ikke hvad din ex vil)

Det er klart at I bliver nød til at ville det samme -enten at I begge vil være et bofællesskab eller et familiefællesskab for at kunne samarbejde omkring de problematikker der er i en sammenbragt familie.

Bare det at I som par skrifter fokus fra hvad exen vil, til hvad I vil og gør – kan ændre samtalen mellem jer på en god og konstruktiv måde.

Det er klart at I begge to, i begge modeller, skal samarbejde med exen, da hun altid vil være del af jeres liv så længe I er sammen, men hun skal ikke være den styrende kraft. Hun skal ikke være den der skaber jeres retning.

En ting er at tage hensyn og indrette sig, så konflikt niveauet er så lavt som muligt, for børnenes skyld. Men når hun bestemmer retning for jer (eller I lader hende bestemme) er det ødelæggende for jeres nye forhold.

Så det at skille tingene lidt ad, er en del af det at blive skilt.

Adskilt fra din ex.

Dig og din ex er forældre til jeres børn, og det vil I altid være.

Men der er noget der er slut.

Det er klart at når man ikke er i et etableret parforhold kan man nogle ting med sin ex som man som regel ikke kan når man er i et parforhold.

Så når du spørg om det er vigtigt at holde fast i noget fordi det er sådan I plejer at gøre det?
Så er mit svar – Nej det er det ikke- men sagt lige så hurtigt derefter, er det vigtigt at I tager hensyn og skiller tingene ad.

En ting er for jer som par at blive afklaret omkring hvad I vil – og ikke hvad exen vil i forhold til det at blive familie?

Hvordan er I det i hverdagen?
Helt lavpraktisk at føle at I bliver det, I gerne vil være i jeres hverdag.
Når I får oplevelsen af dette, kan det være at den ene dag ikke har den store betydning mere for jer?
Det kan også være at den har, og så må I, i hverdagen gøre kæresten mere synlig i forhold til exen.
Det at forhold exen til virkeligheden.
Men det kan I først når I foreholder jer selv til jeres virkelighed.
Men det hele handler om at tage et skridt ad gangen.
Så det bliver en glidende overgang.

Når I gør det bliver det tydeligt om hvor I bliver nød til at tage hensyn, og hvor I bliver nød til at konfrontere og turde tage ”kampen” eller konflikten med exen, og det er jo en evig opvejning da børnene jo er lige i midten af det hele.

Men bare det, at det er jer der vælger hvad I vil – gør en kæmpe forskel.

Håber mit svar kan give jer en retning
Skille tingene lidt ad
Så I kan tage ansvar og magten for jeres samliv tilbage
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk