De gør mig usynlig

Jeg har været sammen med min kæreste i 2 1/2 år. Vi var årsag til hinandens skilsmisse. Jeg har ingen børn. Han har to døtre på 20 og 25 år med sin ex, den yngste bor hjemme hos sin mor endnu. Jeg har endnu ikke mødt dem da de mener jeg har ødelagt deres familie og er årsag til alle deres ulykker. Jeg kan ikke komme med til min kærestes familie sammenkomster, for så vil de ikke komme. Min kæreste tager på weekend med dem eller jeg må finde et andet sted at overnatte hvis de skal komme i vores lejlighed, eks til jul..

Jeg føler han “blåstempler” at jeg skal være udstødt. Så længe han har det fint med døtrene, er det ligesom om vores forhold ikke betyder noget. Eller at jeg betyder nok til at han siger til dem at vi er et par og de er “børnene”. Han siger han ikke kan tvinge dem, og det er sandt. Men jeg synes han burde sætte en grænse. Min grænse er snart nået.
Hvordan kan jeg få ham til at forstå at jeg ikke synes det er i orden (normalt?) at jeg skal behandles på den måde når der er gået så lang tid og vi bor sammen?

Hej, Tak for din mail til brevkassen
En problematik som mange ville kunne nikke genkendende til.
Problemet er at du er lidt magtesløs her….

Man kan jo godt sige, at det er jeres valg, der har ødelagt hans pigers familie. jeres valg / hans valg at gå fra deres mor, og være sammen med dig, det er i første øjekast det der har splittet deres familie op.

De fleste reagerer på denne måde i starten – men det er også en meget primitiv og forsimplet måde at se tingene på, især efter 2,5 år!!
Men det vil kræve at din kæreste nuancerer det i hans snakke og adfærd med hans døtre.

Ofte bliver et brud på denne måde nuanceret gennem tiden, og i bearbejdelsen af ”hvordan kunne det ske?” ”hvad er der sket?” så det ikke er så sort/hvidt mere både for deres mor og far – og dette smitter ofte af på børn.
Så på en eller anden måde nuancerer deres forældre det ikke?

Og det lyder lidt som om din kæreste egentlig har det ”fint” med at det er dig, der bærer alt skylden for så slipper han for deres vrede og foragt?

Det at han acceptere at de ikke vil se dig? 
Det at han accepterer at de ikke acceptere hans valg i hans liv, som godt nok har store konsekvenser for dem – men lader som om, han intet har med det at gøre ved at gøre dig usynlig.

Men her bliver du desværre magtesløs, for det er din kæreste der ikke vil bære sin skyld overfor sine døtre og derved går noget i stå. For du kan ikke gøre det han skal gøre for at ændre situationen.

Det at kunne sige – ”Ja jeg har ødelagt mit forhold til jeres mor. Ja jeg er gået fra hende. Det vi havde som familie os 4 sammen er desværre slut, men vores 3´s relation er ikke slut. Jeg har truffet nogle valg som I måske slet ikke kommer til at kunne forstå? Måske gør med tiden? Men jeg elsker jer, og ligesom I træffer valg for jeres liv, som jeg ikke er med i, men vil gøre alt for at støtte op omkring, lige så vel håber jeg også I vil støtte op omkring mig?
Jeg vælger ikke jeres partner, og I vælger ikke min.  Jeg var desværre ikke glad med mor. Jeg er glad når jeg er sammen med XXXX nu.
Selv om jeg måske ikke kan forstå hvad I ser i den evt. kæreste som gør jer glad- så ville jeg, fordi jeg elsker jer, gøre hvad jeg kan for at opfører mig ordenligt, hvis jeg kunne se at det var vigtigt for jer. Og jeg regner med at I også vil gøre det samme for mig. I behøver ikke at holde af, men I skal opføre jeg ordenligt, ligesom jeg ville gøre når I en dag kommer hjem med en kæreste som I holder af”.

Hvis han ikke kan havde denne her snak, har den indstilling- så er der desværre intet du kan gøre! 

Men det er vigtigt at dette og denne måde intet har med dig at gøre.
Det er din kæreste der ikke kan stå ved sine egne valg!
Ikke bære den skyld han har.

Hans døtre er ikke små piger, men unge kvinder – og som regl kommer disse reaktioner oftest fra børn når relationen før skilsmissen ikke var helt i orden. (i orden forstået på den måde at grænsen mellem voksne og barn er skæv)

Hvis din kæreste ikke er interesseret i at udvikle og arbejde med relationen så er der desværre intet du kan gøre.

Andet end at virkelig blande dig udenom, for jo mere du blander dig, jo mere får DU skylden.
Du kan meget nemt blive alt det far ikke tør være i hans forhold til sine piger.
Ond 
Dum
Ufølsom
Hård
Krævende
Egoistisk osv. Osv.

Du kan evt. sætte dine grænser ved ikke at lade dig rykke rundt med som et møbel! 

Forstået på den måde, at hvis han vil blive ved med at lege den juleleg så må han selv finde ud af at løse dette, ved at finde steder de kan være sammen, så du bliver hjemme hvor du bor, og så må han selv finde måder og steder de kan opretholde deres ”virkelighed” på, som ikke forstyrre eller kræver noget af dig.

Ville ønske jeg kunne lige give dig 2,4 5 råd og så var den i vinkel 
Desværre nej
Men forhåbentlig kan det hjælpe dig at se, at dette her er så også din kæreste.

Hans relation til og måde at være voksen på i forhold til hans døtre!
Hvis du kritiserer så gøre du det værre = mere skyld
Men ved at du stoppe med at hoppe ind i deres ”virkelighed”, og ved ikke at forlader jeres fælles hjem for at de kan havde et samvær der usynliggøre dig – kan det måske rykke nogle grænser?

Enten hos ham?  I mellem dem? Eller mellem jer, dig og din kæreste?
For den måde at håndter sin skyld på og virkelighed på er desværre ikke holdbart i længden 
Kun hvis alle hjælper til- så DU kan holde op med at hjælpe til!

Og vise ham ved at holde op med at undgå- bære din skyld
Stå i det raseri det vil skabe, med troen på at det går over, hvis man lader det gå over?
For han bliver gal på dig, men ved at du lader ham blive gal på dig- uden at gå…. Kan der måske ske noget? Ellers er der noget der desværre ikke er langtidsholdbart… og det bliver hurtigt tydeligt.

Håber mit svar kan give dig en retning
Lykke til 
Mange hilsner 

Sia