Han orker ikke mine børn
Jeg er mor til to drenge – én på 18 med ADHD (velmedicineret og i øvrigt stort set aldrig hjemme) og én på 13 med endnu ikke diagnosticerede vanskeligheder. Den yngste har i mine øjne træk, som ligner både ADHD, autisme og særlig sensitivitet – og han er meget reserveret og svært tilgængelig. Jeg fik selv diagnosen ADHD for et par år siden og er på medicin, som hjælper mig meget.
Jeg er skilt og har drengene hver anden uge. For 5 år siden fandt jeg sammen med en mand, som jeg købte hus med forrige år. Han arbejder som skolepædagog på en specialskole for børn med diagnoser som ADHD, autisme, OCD, ODD mm. og er udsat for lidt af hvert fra disse børn i hverdagen. Når han kommer hjem, orker han ikke mere pædagogisk hensyn og trænger dybest set til at være i fred. NB: Han er en kæmpe hjælp til alt det huslige og laver altid aftensmad, så han lægger en masse energi hér, hvilket jeg priser mig lykkelig for!
Problemet er, at han og min yngste ingen relation har til hinanden. Min søn sidder ved computeren med hovedtelefoner på det meste af sin fritid og er svær at slå et ord af for andre end mig.
Min kæreste har – med sine egne ord – opgivet at få andet end få ord og skæve blikke ud af ham og har tilsyneladende helt opgivet at arbejde på at få en relation til ham – allerede før han rigtig har prøvet. Han siger, min søn bare afviser ham – og det lader til at såre/fornærme ham. Så dels føler jeg mig helt alene og uden støtte og deltagelse i hverdagens kampe med lektier, måltider, bad, sengetider mm., fordi min kæreste helt har meldt sig ud – og dels er det meget smertefuldt for mig at se to mennesker, som jeg elsker, være så ligeglade med hinandens eksistens og fuldstændig uinteresserede i at få en relation. Jeg vil ikke forlange det af min søn, men min kæreste burde i mine øjne “komme ind i kampen” – fordi mine børn er en del af mig.
Vi er på grænsen til et brud, fordi jeg oplever det som manglende engagement og interesse i mine børn – og som et grundlæggende svigt i forhold til dét, at vi i teorien burde være én eller anden form for familie, men ikke er det i praksis. Min kæreste kan ikke forstå, at jeg ikke bare accepterer ham, som han er, og føler, at jeg bare trækker mine behov ned over hovedet på ham.
Selv føler jeg, at jeg har min kæreste på den ene side og min yngste på den anden – og skal mægle og formidle al kontakt og ikke mindst forebygge irritation hos min kæreste over min søns åbenlyse utilstrækkeligheder.
Hej
Tak for din mail
For det første så er det jo helt forståligt at når han arbejder med børn med vanskeligheder, at han så ikke orker at havde med flere vanskeligheder når han kommer hjem…. Det tror jeg alle skolelærer, pædagoger kan nikke genkendende til når deres egne børn er i samme alder som dem de arbejder med- men den går jo ikke at bruge som ”undskyldning” og grund til at han trækker sig!
Det er en meget umoden måde at agere på- tror alle kan genkende følelsen, men de fleste trækker vejret dybt og agere voksent!
Det kan være hårdt – ingen tvivl om det!
Men så ville psykologer jo ikke kunne opretholdt nogle form for relationer eller så ville ingen pædagoger kunne få børn!?
Sådan hænger verden jo heldigvis ikke sammen
Så trækker man vejret dybt og bruger sin fornuft og er VOKSEN
Det lyder som om I ikke helt får snakket om det, det handler om?
Hvad vil I med det at være sammen? Hvilken familie er I?
Hvis I vil være en samlet enhed, et familiefællesskab, så kræver det at I helt lavpraktisk er det.
Fordeler funktioner og tager fælles stilling til hvordan håndtere vi at …. osv.
Og nej han har ikke den samme følelsesmæssige tilknytning til dem som du, men han skaber det fællesskab som han gerne vil havde.
Og ja han har et arbejde der er krævende, hvordan kan I/ kan han skabe det rum som han har brug for så han kan være der (ikke melde sig ud)
Hvis I vil være kærester og et bofællesskab, så kræver det at I bliver afstemt omkring hvilken fællesskab I skal havde og hvordan? Og ser på jeres bofællesskab som et bofællesskab ikke som en familie – familie.
Lige nu kan jeg hører du tænker familiefællesskab, og han agere som bofælle.
Så I gør to forskellige ting og det er klart det skaber forvirring og rod.
Så det at havde en lidt anden snak, der ikke handler om din søn, eller hans arbejde.
Men hvad er det I vil?
Og at I bliver nød til at være afstemt omkring hvilken familieform i er i gang med at skabe.
Når I er afstemt så kan I snakke om hvordan med din søn, og hvordan med hans arbejde.
Håber mit svar kan give dig et lidt andet fokus i jeres snak
Og hjælpe jer på vej
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familie.dk
