Kan jeg det?

Kære Sia

Jeg er 31 år og har været sammen med min mand i 8 år. Sammen har vi to børn på 5 og 3 år. 

Dertil har min mand en søn på snart 15 år. Min mand og hans søns mor har aldrig været i et reelt forhold, og min mand kendte ikke til sønnens eksistens, før han var 1/2 år gammel. Indtil sønnen var 10 år så min mand ham kun ca. 1 weekend om måneden, hvor han opholdt sig med sin søn hos sin søster oga. stor afstand. Og mere var legeonkel end egentlig forælder.
Da sønnen var 10 år flyttede vi tættere på ham og hans mor, og begyndte at have ham fast hos os hver anden weekend. 

Hos sin mor har sønnen en stedfar og to mindre søskende. Samarbejdet ml. os og dem fungerer fint, dog uden den store inddragelse af os til beslutninger eller informationer.

Det sidste års tid har sønnen dig haft det psykisk svært, bl.a. med relationen til stedfaren. For nyligt luftede han idéen om, at han gerne ville bo hos os permanent. En idé som hans mor tilsyneladende er med på. 

Jeg har et fint, konfliktfrit forhold til sønnen, men ikke nært. Måske det du kalder bofællesskab. Jeg har altid haft svært ved at rumme at skulle være ekstra mor for ham, da jeg mentalt har haft hænderne fulde af vores to små børn. Jeg har desuden en historie med psykiske udfordringer, bl.a. depressioner. 

Jeg har på ingen måde lyst til eller føler, at jeg mentalt kan klare, pludselig at skulle være fuldtidsforælder for et ungt menneske, der har det psykisk svært. Jeg er bange for, at det vil tippe min mentale balance. Og for at jeg slet ikke kan gave ham den støtte han har brug for. 

Min mand er heller ikke glad for idéen. Han har som beskrevet aldrig været særlig meget på som forælder, så det ville være en helt ny rolle for ham. 

Når det er sagt, er det naturligvis sønnens tarv, der skal komme i første række. Og vi vil meget gerne støtte og hjælpe på anden vis. 

Har du nogle gode råd til, hvordan vi håndtere denne situation?
Kan jeg overhovedet “tillade” mig at sige nej?

Hej

Tak for din mail

For mig lyder det som om ingen af jer synes det er en god ide!?

Når det er sådan- så vil det jo på ingen måde være en god ide, eller godt for drengen!

Så er det bedst at I siger, at det kan I desværre ikke.

En ting er at det nok heller ikke er den bedste måde at flytte hjem til sin far på, ved at det er svært og der sker et eller andet hos hans mor siden det går dårligt imellem ham og hans stedfar (?).

En anden ting er, at når far ikke har et ønske om det, så vil det på ingen måde være en god ide for drengen, da det lyder som om I gør det mere for at ”lade som om” at I ville ham, men faktisk ikke vil ham?

Så selvfølgelig kan du sige nej- det lyder som om, at det gør I begge to!?

Håber mit svar kan give klarhed

Lykke til

Mange hilsner

Sia

Psykolog

Siaholm.dk

Sammenbragte-familier.dk