Mange par oplever, at de bliver to familier i én familie, uden at det måske er deres hensigt
Mange par oplever, at de bliver to familier i én familie, uden at det måske er deres hensigt. Hvert familiemedlem kommer typisk med forskellige erfaringer med det at være voksen, barn og forælder på i en familie. Den ene part har måske ingen erfaring med det at være voksen på i en familie, eller de voksne kan have meget forskellige baggrunde, historier og erfaringer.
Mange par ”glemmer” at tale om, blive afstemt omkring værdier og forventninger til det at være en familie helt lav-praktisk. Mange par får ikke taget stilling til “hvordan vil vi gerne være familie, hvordan vil vi indrette os med dine og mine børn, med dig og mig som de voksne?”. Mange tror at en familie kommer af sig selv – Men det gør den ikke!
En familie kræver at parret i familien helt konkret tager stilling til -hvilken familie vil vi være? Vil vi være et familiefællesskab? Et familiefællesskab, er en familie hvor de voksne er voksne for de børn der er i familie. dvs. de voksne fordeler funktioner som udvikler og skaber relationer.
Vil vi være et bofællesskab? Et bofællesskab tager forældrene sig af sine børn hver især. Man bor sammen, er bofæller- men man er ikke familie-familie. Der er fælles regler om fælles flader. Men ellers køre parret det opdelt. Er bofæller, to familier i et bofællesskab.
Det udefra om man er et bofællesskab eller et familiefællesskab helt konkret at få taget stilling til blandt andet:
- Hvordan holder vi jul i vores familie/ bofællesskab?
- Hvordan holder vi fødselsdage i vores familie/ bofællesskab?
- Hvordan holder vi weekend i vores familie/ bofællesskab?
- Hvordan spiser vi aftensmad i vores familie/bofællesskab?
Hvis der ikke bliver taget stilling og man bliver afstemt ”hvilken familie vil vi gerne være” bliver resultatet ofte, at der sker alliancer imellem de biologiske medlemmer i familien, og den sammenbragte familie oplever sig som delt i to- det at være to familier i en, uden at man som voksne aktivt har valgt – taget lederskab.
Det reagerer voksne på, det reagerer børn på. Ikke at være to familier i en, men at der ikke er nogle der har lederskabet.
Da de fleste støtter sig op af den eneste rollemodel vi har- en kernefamilie oplever rigtig mange desværre at de ikke slår til eller at det de gør ikke er godt nok. Det er meget slidsomt at prøve at være noget man ikke er. For en sammenbragt familie er IKKE en kernefamilie!
Både kernefamilien og den sammenbragt familie kommer ikke af sig selv, de kræver at de voksne i familien bliver afstemt og vælger hvad de vil og derved tager lederskabet i familien.
Så den sammenbragte familie identiteten kommer langsomt ud af det arbejde der er at de voksne i den sammenbragte familie langsomt blive afstemt, og derved får skabt vaner, måder og traditioner. En identitet som et bofælleskab eller et familiefællesskab.
Så det ikke er følelserne, eller børns, eller exens reaktioner der er bestemmende for hvad vi er for hinanden og hvordan vi er sammen – men de voksnes -parret i den sammenbragte families – valg om hvordan de vil være sammen.
Mange par oplever, at uden de vil det, eller ønsker det, bliver to familier i én familie.
Hvert familiemedlem kommer typisk med forskellige erfaringer med det at være voksen, barn og forælder i en familie. Den ene part har måske ingen erfaring med at være forælder eller voksen i en familie, eller de voksne kan have meget forskellig baggrund, historie og erfaringer med det at være familie.
Mange par ”glemmer” at tale om, afstemme værdier og forventninger til det at være familie. Mange par får ikke taget stilling til “hvordan vil vi gerne være familie, hvordan vil vi indrette os med dine og mine børn, med dig og mig som de voksne?”
Helt konkret kan det også være at tage stilling til :
- Hvordan holder vi jul i vores familie?
- Hvordan holder vi fødselsdage i vores familie?
- Hvordan holder vi weekend i vores familie?
- Hvordan spiser vi aftensmad i vores familie?
Hvis der ikke bliver taget stilling og afstemt ”hvilken familie vil vi gerne være” bliver resultatet ofte, at der sker en alliance mellem de biologiske medlemmer i familien, og den sammenbragte familie oplever sig som delt i to- at være to familier i en.
Da det jo stadig er en ny familieform har vi få rollemodeller for hvordan man “bedst” er en sammenbragt familie – de fleste støtter sig op af forestillinger, erfaringer om det at være kernefamilie. Men da det jo ikke er en kernefamilie oplever desværre mange det som om at de ikke slår til eller at det de gør ikke er godt nok.
