Hvis man selv er meget usikker, og næsten ikke føler sig værdifuld kan barnets relation til den “rigtige” far føles som en konkurrent og der kan startes en ubevidst konkurrence om “hvem er den bedste”, en kamp man som sted-, pap-, bounusfar eller mors kæreste altid vil tabe.
Rigtig mange mænd oplever, at det, at få en andens barn så tæt ind i deres liv som en kæmpe udfordring. Det er ret vigtigt at man som manden tager stilling til:
- Hvad vil jeg med det at der er et barn med fra tidligere forhold?
- Jeg bliver ikke far, barnet har en far, men jeg er jeg så??
Mange glemmer at vælge hvad de selv vil med det vilkår i deres liv. Der er mange måder at forholde sig til det på. Være en aktiv voksen i barnets liv, eller “bare” at være mors kæreste. En ting selv at tage stilling, men det er også vigtigt at få afstemt det med din kæreste. Du kan ikke blive aktiv voksen hvis din partner ikke vil have at du bliver det, du kan ikke være mors kæreste, hvis din partner ikke vil have at du bliver det.
Det at skabe sin rolle og identitet som sted-, bonus-, papfar tager sin tid. Det kan være at man slet ingen erfaring har med det at være voksen i forhold til det, at der er et barn.
Det at være voksen til et barn der ikke er ens eget kan ikke sammenlignes med at være forælder, da der er en følelsesmæssig forskel. Parret skal afstemme forventninger til deres roller hver især og derved tage stilling til hvilken familie de er. For ligesom alle andre ting medfører dette valg også fravalg og konsekvenser på godt og ondt. Manden og barnet skal havde tid, i deres eget tempo, til langsomt at lære hinanden at kende. Det at føle værd, at give sig selv et værd, er et valg mellem dig og din partner.
Mandens rolle og funktion i familien er ofte anderledes end kvindens og derved er hans oplevelse af stedforælder rollen ofte også anderledes.
Det at barnets far har stor betydning for barnet kan for nogle vanskeliggøre relationen til barnet, og måske krydret med en partner der har svært ved at sætte grænser i forhold til ex-manden kan gøre at relationen til barnet kan føles næsten helt umulig. I næsten alle tilfælde har det ikke noget med barnet at gøre, men med hvordan de voksne har valgt at organisere sig på.
Hvis man selv er meget usikker, og næsten ikke føler sig værdifuld kan barnets relation til den “rigtige” far føles som en konkurrent og det kan starte en ubevidst konkurrence om “hvem er den bedste”, en kamp som man altid vil tabe.
Med ved at starte ved at fokusere på hvad man selv vil med dette vilkår at der er et barn med fra tidligere forhold for derefter at bliver afstemt med ens partner. Når man er afstemt skal man snakke om hvordan det helt lav-praktisk ser ud! Så man som partner oplever denne afstemt hed.
Dette samarbejde mellem forældre og stedforældre skaber en ramme, så relationen mellem stedforælderen og barnet kan i det tempo den nu har, få tid, ro til at udvikle og forme sig.
