Dårlig sammenvittighed ødelægger min kæreste

Kære brevkasse

Jeg sender et råb om hjælp – og gode råd.

Jeg har en skøn kæreste, som jeg elsker rigtig højt. Vi bor sammen men har ingen børn.

Min kæreste har 3 børn med sin ekskone. Det har været et svært brud (for 4 år siden) og ekskonen har pga. bitterhed osv. svært ved at opretholde et godt samarbejde omkring børnene.

Børnene er hos os fra fredag til søndag hver 14. dag – det er ikke meget – og både min kæreste og jeg ville ønske, de kunne være her noget mere (hvilket ikke p.t. kan lade sig gøre pga. ekskonen).

Min kæreste er plaget af en sort sort samvittighed. Han synes ikke, han er der nok for børnene og lider under ikke at være der i deres dagligdag. Han synes, han har svigtet dem ved ikke længere at være i deres daglige liv.

Han fortæller mig, at han flere gange dagligt får tårer i øjnene eller begynder at græde, hvis han tænker på dem – og vi kan næsten ikke tale om emner som hidrører børnene, så bliver han rørt til tårer og ulykkelig med det samme.

Jeg har ingen mulighed for at sætte mig i hans sted, men jeg forsøger. Han er en fantastisk far på alle de måder, han overhovedet kan. Han er interesseret, henvender sig, deltager og er nærværende når de er her, ringer og skriver til dem i løbet af ugen.

Der er p.t. ingen udsigt til at børnene kommer til at bo her, hvilket er min kærestes store ønske. Måske får vi en smule mere samvær med tiden, men vi har brug for hjælp nu.

Det river hjertet itu på min kæreste at han savner børnene som han gør, at hans dårlige samvittighed skal fylde hans hverdag. Nu er det kommet til et punkt, så det også begynder at gå udover vores parforhold –  han vil gøre alt for at være tættere på sine børn – endog igennem helt urealistiske tiltag rent praktisk.

Hvad kan jeg gøre for at hjælpe mig dejlige kæreste? Jeg har forsøgt at tale med ham og sagt, at ingen forventer, han kommer over “skilsmissen” fra sine børn og det forventer jeg heller ikke han gør – men at han må prøve at lære at leve med det – ellers ødelægger det ham.

Det gør ondt at se et menneske jeg holder så meget af falde fra hinanden, være hjælpeløst og ulykkeligt.

Jeg håber, du har gode råd at give mig/os.

Med venlig hilsen

Heidi 

———-

Kære Heidi

Mit bedste råd vil være at– du skal lytte, prøve at forstå… som nu hvor du ikke forventer mirakler – men at du holder op med at hoppe med på den der med, at synes det er “synd” for ham! 

Det at blive skilt er en proces, for det er ikke kun ens partner man bliver skilt fra, man bliver også adskilt fra sine børn.

Der har mænd nogle helt andre vilkår, end de fleste kvinder, da de fleste børn bor mere af tiden hos deres mor end far.

Det er skilsmissens pris for mange mænd!

Der er jo desværre ikke så meget at gøre ved det – det er realiteterne – og ikke noget som DU kan gøre noget ved!

Andet end det som du gør nu – er tålmodig, lytter og er der!

For det plejer at ændre sig, udvikle sig – ligesom alt andet sorg, den forsvinder ikke, men ændre sig. Man lære at leve med den på den ene eller anden måde.

Men forsvinder – det gør den ikke, for selv forældre, der har deres børn halvdelen af tiden, oplever denne sorg, og dårlige samvittighed. 

Jeg bliver lidt I tvivl om mailen er fra dig eller jer begge to?

Og det kan enten give mig en ide om, at du måske prøver lidt for meget at “redde” ham!  (hvis mailen er fra dig) eller at han ikke tager helt ansvar for hvad der er “hans” I jeres forhold? ( hvis mailen er for jer begge)

Der er noget her, som det er din mand, der skal foreholde sig til – ikke dig – noget som er hans ! Det er ikke dit problem! Det bliver dit problem den måde han håndtere det på – men det er hans valg, ikke dit!

Valget om hvordan han lærer at leve med det, at han er blevet adskilt fra sine børn! Hvordan han tilgiver sig selv? Om hvor meget det skal fylde i hans liv? Alt dette er hans valg!

Der er du uden indflydelse, men du kan foreholde dig til, hvad han beslutter sig for, og det er den bedste hjælp du kan give ham.

Det er 4 år siden at han er blevet skilt, og 4 år siden at han er blevet adskilt fra sine børn, og det lyder som om den måde at han forholder sig til dette på, er at det er “synd – åh så synd for ham” ? du skriver:  “begynder at græde, hvis han tænker på dem – og vi kan næsten ikke tale om emner som hidrører børnene, så bliver han rørt til tårer og ulykkelig med det samme.”

Det lyder ikke som om denne måde han håndtere dette på er særlig god hverken for jer? Eller dig? 

Hvis du vil havde at tingene skal ændre sig, ville dette kræve at du holder op med at ville “redde” ham, for det er ingen hjælp hverken for ham eller dig!

Det kan virke lidt hårdt at sige det sådan – men der sker noget når DU holder op med at synes det er synd for ham.

Så længe at både ham selv og du synes det er synd for ham – forbliver det sådan som det er nu – så synd og ubærligt…..

En anden måde at se det på er, at det er et vilkår, ikke et vilkår som han ønsker, men et vilkår som han må lære at leve med, på den bedst mulige måde! (sådan er det med vilkår) Lidt af det samme som du skriver i din mail, men det kræver også at du udviser den “hårdhed” og klarhed.

Når det der “synd” ikke er det, der fylder hele rummet, så kan det måske være nemmere både for ham at foreholde sig til hans vilkår – og dette vil gavne jer og dig!

Nogle gange kan det blive en “dårlig” undskyldning – det at være synd – så behøver man ikke foreholde sig sine vilkår, på den måde kan man “undgå” det ubehagelige(?)for man er ”synd” og vil ikke tale om det.

Håber mit svar kan give dig mod på ikke at være, måske helt så forstående og synd, så det gør dig og dit parforhold ondt!

Lykke til

Mange hilsner

Sia

Psykolog 

Siaholm.dk