Datter vil have sin far hele tiden

Kære Sia
Min kæreste og jeg har været sammen i 1,5 år. Vi er gravide med vores første barn. Min kæreste har en pige på 5 år fra et tidligere forhold. Min kærestes tidligere forhold endte pludseligt ved, at hans daværende ægtefælle var ham utro. De har en 7/7 ordning. Min kæreste er 32 år, og jeg selv er 25 år. 

Min kærestes barn er ekstremt far-syg. Både min kæreste og jeg er enige om, at det tenderer til det sygelige. Hun kan ikke være uden ham i mere end to minutter ad gangen. Han kan ikke engang gå på toilettet uden, at hun spørger, hvor han er eller hvad han laver. Hun har yderligere et ekstremt behov for at beskytte og forsvare ham. Hun giver desuden udtryk for stort savn til sin mor, og den familie, som hendes mor har fået efter bruddet. 

Jeg selv forsøger så meget som muligt at være en del af barnets liv. Jeg tager del i de praktiske rutiner som tandbørstning og at få tøj på om morgenen samt det hyggelige som fredagsslik og brætspil. Hun er generelt meget velopdragen og afviser mig ikke direkte. Men grundet hendes “besættelse” af sin far, er det alene ham, som dur. 

Det skaber al sammen en meget stor ubalance i familielivet. Jeg er konstant på sidelinjen, min kæreste og jeg har absolut ingen voksentid, og jeg har en følelse af at være statist i mit eget liv. Det er ekstremt hårdt at være i.

Det virker også som om, at min kærestes ekskone modarbejder os. Hver gang vi får hans datter på skiftedage, har hun tegninger med hjem, hvor der står “mor, far og xxx”. Moren ville dog med sikkerhed benægte, at hun har noget med dette at gøre. 

Hvordan håndterer jeg/vi hans datters ekstreme far-syge nu og med et fælles barn?
Hvordan håndterer jeg/vi bedst muligt hans ekskone?

Tak for hjælpen.
A

Kære A

Tak for din mail

Hun lyder som om hun er helt almindelig jaloux og at der er sket rigtig meget stort i hendes liv de sidste par år.

Jeg tænker at dig og din kæreste bliver nød til at finde ud af hvilket familie projekt I er i gang med? Forstået på den måde – er I en familie hvor I begge er aktive og har en funktion til alle børn i jeres familie? eller er I en familie hvor I er fælles om jeres kommende fælles barn og han tager sig af sit eget barn?
Et familiefællesskab eller et bofællesskab?

For mig at høre lyder det som om I funktionsmæssigt gør som et bofællesskab men gerne vi være et familiefællesskab?

Hvis I gerne vil være et familiefællesskab skal du ikke kun lege og havde små funktioner, men være del af de funktioner, der er når man er voksen i forhold til et barn, fra morgen til aften.

Disse funktioner skal I være afstemt om, så I kan samarbejde.

Helt almindelig hverdags funktioner, så som at børste tænder på hende, hjælpe hende med tøj, køre hende i børnehave, sætte grænser, og havde det sjovt osv.

Det at fordele de ”opgaver” funktioner imellem jer, så du bliver en voksen og ikke en gæst i din egen familie.

Så din kæreste også bliver en voksen med en samarbejdspartner og ikke den der gør det hele.

I skal samarbejde omkring dette, at hun skal adskilles stille og roligt fra sin far, og lærer dig at kende som en voksen i hendes liv, og det at I er 3 snart 4.

Der har I begge en vigtig rolle hvis I samarbejder omkring dette, det kunne evt. se sådan ud: 
(barn) ” nej det skal far!”
(A)” nej det gør jeg… far er lige i køkkenet”
(far) ”Nej jeg kan ikke lige nu- A hjælper dig!”

Start med de funktioner du selv kan se dig selv starte med og har mod på- og så er det et skridt ad gangen- frem ad, med flere og flere funktioner hver dag.

Hun skal havde alene tid med sin far, men det skal være så det ikke virker som eller føles som en trussel for jeres parforhold eller jeres familie. Samt at I skal som voksne havde alene tid.

Hun kommer til at reagere, i sorg og vrede, for det er sådan det er for hende.

Der skal hun holdes om og trøstes, af jer begge, hendes liv er ændret og det er smertefuldt.

Hvis I samarbejder, og du bliver en aktiv deltager, både i funktioner, leg, opdragelse – i familielivet, så kommer disse reaktioner til at fordampe lige så stille og roligt, i og med at I får jer en hverdag, og lærer hinanden at kende, på godt og ondt.

Hun skal lærer skiftene fra mor og far at kende og øve sig i at hendes verden, er som den er.

Når verden hos jer, er en verden hvor du også har en aktiv rolle, så bliver hendes tegninger måske mere langsom som ” mor og mig” og her er ” far og A, og mig”

Forstå ikke helt dit spørgsmål omkring hvordan I håndterer ex-konen?

For jeg hører ikke at ex-konen gør noget aktivt her- men at hun tillader sin datter at give hendes far nogle tegninger? Måske du mener at hun fryder sig over at der står ”mor og far ” på?

Så træk vejret dybt og lade hende fryde sig!

Det kan ikke betale sig at tage den kamp, sådan var hendes virkelighed engang, når hendes virkelighed bliver virkelig over længere tid så ændre hendes tegninger sig også langsomt, eller så kommer de ikke til at havde den samme effekt på dig som de gør nu.

Du skal blive fremkaldt!

Fremkaldt i jeres familieliv ved at havde en funktion

Fremkaldt ved at du evt. ved afhentninger hos mor også er med, du skal måske kun være i baggrunden, men du er en del af hendes datters liv nu.

Det vil gøre noget godt ved dig- at du bliver fremkaldt i dit eget liv, især når du venter barn, og er i gang med at skabe en sammenbragt familie.

Håber det kan give dig en retning

Lykke til

Mange hilsner 

Sia

Psykolog

Siaholm.dk

Sammenbragte-familier.dk