De forbudte følelser

Hej Sia

Jeg, 28 år, har været sammen med min kæreste, 41 år, i 3,5 år. Vi har boet sammen i 3 år og har hans 2 børn på 11 og 13 år boende hver 2. weekend. Derudover kommer de hver tirsdag efter skole hvor den mindste spiser med mens den store er til sport.

Jeg har fra start haft den holdning at jeg ikke er pap mor/stedmor/bonusmor men, fars kæreste. Jeg har den holdning at børnene har en mor og at jeg ikke er interesseret i at agere supplement til hende.

På trods af at børnene er søde og har stor respekt for mig er jeg udfordret i at jeg går med følelserne om at jeg aldrig glæder mig til at børnene kommer på weekend eller ferie og at jeg i den grad glæder mig til at de skal hjem igen når de først er her. Jeg er selvfølgelig interesseret i at de har det godt og vil dem det bedste men jeg elsker dem ikke og jeg savner dem aldrig.

Jeg er ked at have det sådan men har svært ved at se hvad jeg skal gøre for at ændre disse følelser?

Når børnene er her kan jeg tit føle en indre irritation over at skulle give en masse til dem, bruge min tid

med dem og servicere dem i form af madlavning, opvask mm, som man jo som voksen gør i en

husholdning.

Jeg kæmper med at kunne se hvad jeg får ud af det udover at være sammen med deres far når de ikke er

her.

Når vi laver noget med børnene, f.eks. er på tur, fungere alt godt og jeg glemmer mine irritationer, men så

snart vi er hjemme og ikke har nogen planer føler jeg mig låst og kan ikke slappe af. Hvis de f.eks. ligger i

sofaen og ser film har jeg mest af alt lyst til at ligge mig ind i sengen for mig selv, frem for at sidde og hygge

med dem. Jeg gør det nogle gange med kan ikke gøre det uden at føle mig forkert og med frygten for at

gøre dem kede af det.

Jeg er i tvivl om hvordan min kæreste og jeg kan finde et fælles standpunkt for vores fællesskab med

børnene. (jeg kalder det fællesskab da jeg ikke føler at vi er en familie)

Når jeg f.eks. giver udtryk for at jeg har brug for tid alene, mens børnene er her, reagere han negativt og

opfatter det som en afvisning af ham og børnene.

Vi er virkelig dårlige til at tale om disse ting, nok fordi det er et meget følsomt emne og fordi jeg går med

følelsen af at mine følelser er forbudte samt en manglende forståelse fra ham.

Skal jeg mon sætte større krav til min egen frihed eller bør jeg arbejde med min lyst til at tilbringe tid med

børnene?

Med venlig hilsen

Fra frustrerede kæreste.

————————————————————————————————-

Kære frustrerede kæreste

Tak for din mail

Først vil jeg lige sige at du på ingen måde skal agere supplement til deres mor!

Det er klart at hvis det er den måde du ser din egen rolle på i forhold til dem – at du føler som du føler….

Men du ER det andre vil kalde bonusmor, pap-mor, stedmor!

Det er et meget dumt navn som mange ofte reagere på- for du er på INGEN måder mor til eller for disse børn.

Men du skal vælge hvad DU vil være i forhold til dem- så du har det godt! For de vil være en del af DIT liv så længe du er i forhold med din kæreste.

De fleste elsker ikke andres børn, ligesom børn heller ikke elsker andre voksne end deres forældre -men man kan lærer hinanden at kende og over tid måske komme til at holde af hinanden, eller få betydning for hinanden.

Så det er helt normalt at du ikke savner dem, det gør de jo sikkert heller ikke med dig.

Hvis jeg tog ”mor” ud af navnet – og du ”bare” skulle være voksen i forhold til din kærestes børn -hvad vil du så være i forhold til dem?

De børn ER en del af din hverdag, og dit liv – da de jo er din kærestes børn!

Hvordan ser du dig selv? Hvilken rolle vil du gerne havde i en familie?

Det er klart du ikke føler dig som familie – det er jo lige netop det arbejde du skal til at gøre og som du nu mangler!!

lige nu sætter du dig i stedet for deres mor – tror du skal føle kærlighed og noget som er helt naturligt du ikke gør og det giver de følelser du her beskriver: frustration, vrede, foragt, føle sig udenfor, føle sig forkert osv.

Det at blive familie- en sammenbragt familie- kræver et arbejde!

Det kræver at du tager stilling!

Vil du selv havde børn engang?

Det har jo betydning for dit valg og stilling tagende nu….

Lige nu når du ikke har taget et aktivt valg omkring hvad DU vil er det klart at du føler dig som en u pair-pige, eller sur teenagere i familien.

Du mangler at skrue hoved på og tage et voksen valg- der ikke handler om hvad du føler – men der handler om hvad du vil- og hvordan du vil være voksen i den familie du er i!

Vil du være aktiv voksen i forhold til hans børn?

Dvs havde medbestemmelse, havde et med ansvar (IKKE som forældre men som voksen i forhold til dem!)

Eller vil du være kæresten

Dvs. leve sammen med en mand som er far overfor nogle børn. Bruge den tid han bruger på dem – på at være far -på en god og konstruktiv måde for dig selv, her snakker vi om at du ikke bliver sur teenagere- men nyder den frihed der er ved IKKE at havde børn. Du kan være med når du selv vil, og når de vil havde dig med, men ellers nyde at være kærester og havde alene tid til dig (når han har børnene).

To meget forskellige måder at organisere sig på, og to meget forskellige måder at forholde dig til din egen rolle i forhold til hans børn på.

Det at DU tager stilling og derefter bliver afstemt med din kæreste. Så I er afstemt som par- gør en verden til forskel!

Den stillingtagende er noget af det arbejde der kræves for enten at føle sig i et velfungerende parforhold, eller en velfungerende sammenbragt familie.

Det er et valg -en retning – som ikke handler om hvad I føler for hinanden (dig og hans børn) men om hvad DU vil med det at, der er børn med i jeres parforhold.

Så det at du tager stilling til hvilken familie form der er dig, gør at du kan begynde at agere ud fra dette.

Hvis du vil være aktiv voksne så kan man nogle gange føle sig som en servicestation.

Det kan man blive bedre og bedre til ikke at gøre, hvis man ikke kan lide dette, både i sin kontakt og konfrontationer med disse børn. Eller man kan nyde det at give og være servicestation.

Eller hvis du vil være kæresten, så kan du trække dig med god samvittighed, da han derved får lov til at få alene tid og hygge tid med sine unger.

Lige nu snakker I sammen ud fra følelser – det er klart at det næsten er umuligt, da der er følelsesmæssig forskel på egne og andres børn, på sammen måde som der er følelsesmæssig forskel på egne forældre og andre voksne.

Men det at snakke ud fra hvad I VIL – og der efter gøre, havde handlinger som skaber det I gerne vil – giver andre følelser.

Så når du spørg om du skal stille større krav til din egen frihed, eller om du burde arbejde med din lyst til at tilbringe tid med børnene?

Så er svaret Nej – det bliver nødløsninger.

Du skal tage stilling til hvordan du har det bedst som voksen, i dit parforhold når din kæreste har børn med

Ind i jeres forhold.

Hvad giver mening for dig? At være aktiv, eller passiv?

Du bliver aldrig deres mor, og ej heller et suppement – men hvilken slags voksen vil du være?

Håber mit svar giver mening og kan give dig en retning

Lykke til

Mange hilsner

Sia

Psykolog