De svære følelser
Hej Sia.
Min kæreste har 2 piger på 5 og 8 år der er hos os hver 2. weekend. Vi har kendt hinanden i 3½ år og boet sammen det sidste år.
Jeg har ikke selv børn (er 33 år) og har som udgangspunk ikke nogen ønsker om at få nogle selv idet jeg elsker den frihed man har uden børn. Det jeg i bund og grund føler er, at jeg elsker min kæreste og vil være sammen med HAM – men børnene “lever jeg med” idet de jo er en del af “pakken” Jeg har et godt forhold til pigerne og de har det godt med mig og vores rollefordeling i hjemmet når de er der, er sådan, at det er far der ordner det meste (mad, indkøb, hente/bringe, stå op om natten osv.- ikke aftalt men sådan har det sådan set altid været og det fungerer godt – han er meget hjælpsom i det daglige ellers og vi giver hinanden plads og har et dejligt forhold) Jeg hjælper til med det praktiske omkring børnene ind i mellem når der er behov. Mor og papfar fungerer godt og der er godt samarbejde omkring børnene. Børnene er på ingen måde krævende, umulige, besværlige og de hører efter hvad jeg siger og krammer/kysser mig og synes det er dejligt at lave ting sammen med mig osv. Og jeg forsøger at give dem tid m mig og prøver at rumme dem i det omfang som jeg kan og har overskud til. Jeg er ofte dybt uenig med ham i opdragelse og mad osv omkring børnene, men det er blevet bedre m samarbejdet omkring dem, efter vi er flyttet sammen og har fået en hverdag med og uden børn og helt ens bliver man vel aldrig?? (Jeg har læst nogle indlæg og kan nikke genkendende til mange af de udfordringer andre par også har omkring delebørn)
Vores problem er, og har hele tiden været, at min kæreste har det svært med mine følelser omkring børnene. Jeg synes de er nogle søde, velopdragne og velfungerende piger, der får den plads de skal have når de er hos os, men jeg elsker dem ikke, savner dem ikke når de ikke er hos os og jeg glæder mig heller ikke til de kommer i weekender og ferie og lign. og jeg har ikke behov for at tilbringe 1-2 ugers ferie med dem + kæresten enten hjemme eller på ferie. Jeg glæder mig til de skal hjem om søndagen og glæder mig til at der igen bliver ro i det lille hjem. Jeg er på ingen måde godt til at tilsidesætte mine egne behov for børnenes skyld, men prøver så godt jeg kan og er bestem blevet bedre til det som tiden går.
Nu står sommerferien for døren igen og vi har lige pt. krise igen over at jeg ikke har samme ønsker og behov omkring hans børn. Han vil rigtig gerne på ferie med sine børn, og jeg har af bedste mening og med oprigtighed i hjertet foreslået ham at tage på far-børn-ferie og bare hygge og være sammen og så blir jeg hjemme og hygger mig alene. Men det ser ham som en regulær afvisning af ham og hans børn og har ingen forståelse for, at jeg siger det i bedste mening og med stor forståelse for hans ønsker om børneferie.
Jeg har prøvet at forklare min kæreste hvordan jeg føler det, og at jeg naturligt ikke har de følelser for hans børn, som han har, og at det kan være svært at være pap mor og indgå i en familie uden rigtig at være “medlem” af den familie osv og at jeg gør mit bedste på trods af vores uenigheder og forskellige behov og forskelligheder, men han hører kun at jeg siger “jeg hader dine børn og jeg gider ikke bruge tid på dem og kunne godt være dem foruden”
Han spurgte forleden, hvad jeg ville gøre, hvis der skete noget, så pigerne skulle bo hos os permanent, og jeg svarede ærligt, at de ville jeg nok ikke kunne rumme, idet jeg ikke ønsker mig et liv med børn 24-7, og at jeg nok ville blive nødt til at trække mig fra forholdet hvis det skete, idet det er helt uoverskueligt for mig at have børn i huset HELE TIDEN. Siden har vi ikke rigtig talt sammen og jeg er klar over at han er ked af det og såret og føler sig ramt på en eller anden måde, idet børnene jo er en del af ham og han føler sig afvist og på usikker grund – men jeg vil jo heller ikke lyve omkring mine følelser og vil gerne melde ærligt ud.
Det har hjulpet mig meget idag at læse på blog og indlæg at mange pap-forældre har samme issues omkring delebørn som mig- men jeg har brug for et helt konkret råd. Jeg vil gerne prøve at få det hele til at fungere, men altopofrende kærlig familiemor bliver jeg altså aldrig . Jeg er meget selvstændig (egoistisk vil nogen mene) og føler mig bundet og begrænset når børnene er der, men er voksen nok til at forstå børnenes behov i dette her og at det også er svært for dem osv. men for kærlighedens skyld vil jeg gerne have et råd :o)
kærlig hilsen
en pap mor.
———————————————————————
Kære ”Pap mor”
Tak for din mail.
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at du har kaldt dit spørgsmål ” de svære følelser”?
For det lyder som om, du har taget stilling til, at du ikke selv vil havde børn i dit liv. Du har mødt en mand med børn, og er villig til at tage det ”larm”, sjov og besvær det medfører, men det er ham der er den ansvarlige voksen, – du er fars kæreste.
Du synes det er hans ansvar, og du hjælper til der hvor du vil.
Det lyder jo klokke klart.
Men det lyder lidt som om din kæreste ikke helt har taget stilling til, hvad det er han vil med dig???
Han har jo taget stilling til, at han gerne vil havde børn, men Hvilken familie vil han skabe nu? Han havde en kerne familie, den er slut – hvad vil han nu???
Hvad vil han med en kæreste? En partner i forhold til sine børn?
Vil han havde en partner der går aktivt ind i den opgave det er at havde børn – ikke som forældre men som medansvarlig? Eller vil han havde en partner, hvor det kun er ham der er hovedansvarlige i forhold til sine børn?
For ligesom du har skulle tage stilling til din rolle, både i denne relation, men også mere generelt i livet til det at få børn – ligeså vel skal han tage stilling til sin rolle? om hvad han ønsker og drømmer om i sit liv.
Det lyder lidt som om, at han har sat sig mellem to stole !
Forstået på den måde at han gør alt det lav praktiske, og står for ansvaret i forhold til børnene – men et eller andet sted håber og ønsker han, at du træder til, hvis han bare lige venter lidt…. ??
For en familie hvor du er fars kæreste, bliver en anden familie end en familie, hvor man aktivt som ” ikke forældre” går ind i den opgave det er at havde børn.
(ikke at forstå sådanne, at man som fars kæreste ikke kan være med og tage initiativ, men den store forskel er, at det er farens børn, det er faren der har hoved ansvaret for børnene!)
Så et godt råd til dig er, at du ikke selv falder i den ”fælde” der hedder
– ”hvad vi føler for hinanden = hvad vi er for hinanden!”
For der er en følelsesmæssig forskel på egne børn og andres børn, ligeså vel som at der er en følelsesmæssig forskel på egne forældre og andre voksne.
Men fordybe dig mere i – hvordan vil vi leve sammen?
Hvilken familie vil vi være?
Det at du helt konkret fortæller ham, at du ikke vil lege familie, det er hans børn! men du vil lære at leve ordenligt sammen med hans børn. Gøre dit til, at du får en god relation til dem.
Du er IKKE interesseret i børneferier med pool, Legoland osv.
Det er ham der har valgt børn i sit liv – det er IKKE dig!
Det at I får afstemt jeres drømme og forventninger til det, at der er børn med fra tidligere forhold.
Men det kræver at I/du får snakken væk fra hvad I føler for hinanden i familien– for der bliver I skak -mat begge to! Og det er slet ikke det, det handler om.
Det handler om hvad I vil! – hvilken familie ( hvilket liv) vil I skabe sammen!!???
Måske kan det tænkes at han helst ikke vil høre det(?)
Hvis han virkelig skulle forholde sig til, at du ikke vil være ”familie” med ham – så bliver han nød til at forholde sig til, at han er far – med kæreste!
Der er noget han må ”bære” alene, når han er sammen med dig!
Og vil han det?
Måske har I ikke være helt tydelige nok omkring dette emne af frygt for, at I måske ville forskellige ting?
En sjov evne jeg ofte oplever i mange parforhold – ”hvis vi ikke siger det højt, så eksistere det ikke – så kan vi blive ved med at laden som om- og så kan det være det til sidst forsvinder?”
For lige så vel som du ved, hvad du vil, ved han sikker også godt hvad han vil (?)
Mange par oplever at det kan blive ”farligt” at blive helt tydelige omkring det, for hvilken betydning får det for os, hvis vi vil forskellige ting???
Så for at passe på kærligheden, kræver det en klarhed, og en tydelighed!
At I får afstemt jeres forventninger.
Men der er en risiko ved denne klarhed, og afstemning, som du/I skal være villige til at tag(?)
For sådan som jeg høre det kommer de svære følelser når du ”stryger” sukker på i din forklaring over for ham….( det at du bliver indirekte, diplomatisk)
Det vil kræve at du forklare ham, at du ikke vil være en ”pap-mor”, men at du vil være hans kæreste! Det at du bliver klar omkring det – i stedet for den noget undskyldende tone som jeg fornemmer lidt af i din mail.
Det kan måske ændre den måde I snakker om det på!
Du kan godt være helt konkret omkring det.
Det kan (når man er vant til ”sukker” og diplomatiske svar) godt virke hårdt. Men det kan give jer en mulighed for at få denne afstemning.
Håber mit svar kan opmuntre dig til at droppe den undskyldende tone, og være mere klar i dine egne udmeldinger!
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
