En følsom tid – Jul!

Vi er en familie på 5, hvor vores store dreng er delebarn. Det er helt bevidst at jeg skriver vi er en familie, da det reelt er sådan jeg har det 8 ud af 10 dage. Men jul (og lidt fødselsdagen) er dilemma fyldt for mig. Vores store dreng er vant til en anden tilgang til økonomi fra sin mor og dennes kæreste. Det fremstår mere materielt og der gives store gaver og mere og mere. Vi er umiddelbart stillet forholdsvist ens økonomisk, men min grundholdning er en anden. Man skal lære at sætte pris på – man skal ikke overforbruge fordi man kan. Det skal ikke være et ræs, men en hyggelig stund. 

Jeg kan sagtens tage det valg for mine børn, men vores store dreng er vokset op i noget andet, og det har ikke været et problem for mig at der var forskel før (livet bringer forskellige tilgange) MEN nu forstår mit ældste barn hvad det er han siger og signalerer. På den måde kommer vores store dreng til at overføre (for mig) nogle forkerte værdier til mine børn. Det er virkelig svært for mig at være i. Jeg kan uden at blinke leve med at andre vælger et andet værdigrundlag for deres børn, men at mine børn får det serveret ved middagsbordet, når nissen afleverer pakker, når fødselsdagsgaver pakkes ud, når bedsteforældre kommer med pakker etc. 

Hvad er den gode løsning?

Katrine

Hej
Tak for dit spørgsmål
Det du her spørg om, svare du teknisk set selv på, hvis du virkelig mener det du siger?
”Jeg kan uden at blinke leve med at andre vælger et andet værdiggrundlag”
Den sætning er nem at sige, men den er et arbejde at være, så du ikke bare siger det men faktisk er i helt ro omkring det, i mødet med forskellige værdiggrundlag i livet når du lever.

Og det er lige præcis det arbejde der er løsningen.
Hvis du mener det du siger?
At du i det arbejde også bliver det du mener.
Men det kræver, at du ikke ser det som en trussel, l at andre har et andet værdigrundlag.
At du ikke ser og føler det som en trussel at den ældste er vokset op med et andet værdiggrundlag. At du ikke ser det som en trussel for ”dine” egne børn i mødet med et forskelligt værdiggrundlag.

Det at du har din holdning, og at det er ok, at der er andre holdninger- det ældste barn- men du/ I er de voksne og I bestemmer, så er det sådan I gør her hjemme.
Uden at det han har lært hos sin mor er forkert, eller dumt men bare anderledes.
Det der med andre ord kan kaldes respekt.

Dine børn møder andre holdninger alle steder, i samspil med mennesker.

Det er helt ok, at andre gør det anderledes- det er nemt at sige, og et arbejde at være.

Det kræver at du ser, at det at ”dine” børn møder forskelligheden i mødet med det ældste barn, ikke er ”farligt”, men deres og jeres virkelighed, da den ældste har en anden mor og derved får, og oplever noget der er meget anderledes end det I gør og er.
Det er dine børns og jeres alles virkelighed.

Det gør at dine børn fra meget tidlig alder lærer at forholde sig til forskellighed.
Helt ”inde” ved middagsbordet.
Men hvis du, i mødet med denne forskellighed gør den ”farlig”, hvis du, i mødet med denne forskellighed føler dig truet, hvis du, i mødet med denne forskellighed bliver provokeret -Så lærer de alle det!
Dine børn som dig, og den ældste vil måske enten føle sig forkert og derved måske blive endnu mere forskellig fra, blive endnu mere forskellig fra for at bevare og passe på sin mor (?).
Eller føle sig anderledes og forkert og vende det ind ad, blive stille, for hans forskellighed bliver en trussel for jeres (jeg gemmer ”noget af mig” da jeg ellers ikke kan hører til)

Hvis du ser denne forskellighed som helt ok- som en realitet, at selvfølgelig er det forskelligt, da han har en anden familie også, hvor de ser anderledes på dette- som ikke er forkert, eller rigtigt – men anderledes, en anden måde.
Skaber du herved også en anden tone hos dig selv i mødet meddenne forskellighed som man kan mærke på dig i mødet med denne forskellighed, måske en nysgerrighed, måske en ro omkring det, der er anderledes.
Som ”dine” børn, og den ældste også vil lærer af.

Det at møde forskellighed fjernt fra en selv, er ”nemt”
Det at møde forskellighed tæt på en selv, ved middagsbordet, er svært, og kræver ofte et mentalt arbejde for alle.
Så det ikke bare bliver tomme, og smarte ord – ”Jeg kan uden at blinke leve med at andre vælger et andet værdigrundlag” men at du virkelig kan leve med- uden at blinke- kræver en indre ro med, at andre vælger et andet værdiggrundlag end dit!
Det er et arbejde, nemt at sig, et arbejde og et valg i mødet med forskellighed at være.

Håber mit svar giver dig en retning i din forståelse
Og giver en retning i det arbejde det kræver for at kunne leve med forskellighed.
God arbejdslyst og lykke til

Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk