En sømand der mangler kurs?
Kære Sia Holm.
Jeg skriver til dig i ren frustration over min rolle som bonusmor på snart 8 år.
Jeg har været en del af min mands børn, siden de var 7 og 4 år. Jeg har ikke nogen børn selv, som er selvvalgt. Min mand blev skilt pga. utroskab fra bio mor for snart 10 år siden.
Jeg har fra starten af påtaget mig et naturligt ansvar for hans børn, som det “bolle-bagende serviceorgan”, som alle andre bonusmødre, som jeg har læst mig en del til. Og har gjort det af egen fri vilje, da det falder naturligt til mig.
Børnene har aldrig været roden til vores konflikter i det sammenbragte, det har været en styrende, kontrollerende og dikterende ekskone, som aldrig har accepteret mig og min mand, der ikke har formået at sige fra.
Igennem de snart 8 år, vi efterhånden har været sammen, har jeg erfaret, at min mand til hver en tid, hellere vil tage konflikten med mig, fremfor hans ekskone. Og det er i den grad frustrerende… Og hvorfor er det sådan??
Jeg har desværre erfaret gennem en del konflikter, at jeg ikke kan opnå forståelse fra min mand, i forhold til mine følelser i det sammenbragte, og til min rolle i det hele taget. Det er den klassiske, at vi bonusmødre helst bare skal fremstå uden eksistensberettigelse, og tale, for så kan bio-mor få det, som hun vil ha’ det.
Jeg er desværre nået dertil i mit ægteskab/ parforhold, at jeg higer efter at opnå forståelse hos min mand.
Det er desværre blevet et emne, som vi ikke kan tale om, uden at blive ragende uvenner, for det er altid os bonusmødre, den er gal med, og som burde gå til psykolog eller i terapi.
Vi har jo vidst, hvad vi gik ind til, som den klassiske kommentar.
Og i den forbindelse er jeg begyndt at trække mig, også overfor hans børn(desværre). Jeg har et arbejde, hvor jeg selv kan planlægge mine vagter, og jeg har altid været hjemme, når børnene har været her (7/7). Men det er ikke blevet min prioritet længere.
Jeg har simpelthen fået nok og nået mit max i forhold til at skulle høre fra bio mor: at nu har jeg også sagt, eller gjort sådan eller sådan, eller at jeg har stillet mig op foran børnene, når min mand ikke har været hjemme.
Jeg ser mig selv, som en meget tydelig og hjælpsom voksen i vores hjem.
Der er altid styr på rengøring, madpakker og alle de huslige pligter, for at gøre det nemt for min mand, så han også har mere overskud i hverdagen, og når hans børn er her.
Jeg siger fra og hæver stemmen, når det er nødvendigt.
Det gør også, at jeg står længst fremme på banen/ skudlinjen, men desværre ikke sammen med min mand. Jeg sidder tit med den følelse af, at det er mig, der skal håndhæve de regelsæt, som vi har fastsat i fællesskab i vores eget hjem, selvom det ikke er mine børn.
Udover det, gør jeg meget ud af, at vi løfter i flok, fordi vi er en “familie”, så børnene også får en forståelse for, hvad det begreb betyder, og at tingene ikke bare kommer ned fra himlen, fordi man plager nok.
Desværre sidder jeg med den følelse, at som bonusmor, skal du helst bare holde kæft, og makke ret, og du har ingen medbestemmelse overhovedet.
Heller ikke i eget hjem, selvom du betaler husleje.
Sjovt nok hører du aldrig brok, når du er den glade giver i forhold til sommerferie, tøj, sko, eller nyt inventar til børneværelset.
Dette var en kort udgave af mit liv i det sammenbragte, som har oceaner af konflikter i rygsækken. Jeg håber, at du kan komme med et godt råd, for jeg er ved at løbe tør for nye vinkler….
M.v.h. Sømanden.
———————————
Kære Sømand!
Tak for din mail
Jeg tror desværre der er mange, der kan nikke genkendende til den beskrivelse du giver her….
Jeg møder den ofte i min klinik.
Det er utrolig opslidende, og lige meget hvor mange boller du bager, hvor meget vintertøj du køber –får du ikke stemmeret ….
Mange oplever det som, at blive en slags au pair i eget hjem, en der knokler, men helst skal være usynlig og tavs!
Det gør at man ofte at man bliver meget kritisk, og meget kritiserende.
Hvis du skal løse dette her må du starte et helt andet sted…
Med dig selv – og din relation til din mand
” Jeg har fra starten af påtaget mig et naturligt ansvar for hans børn, som det “bolle-bagende serviceorgan” – Det lyder som om du helt naturligt har påtaget dig et ansvar for hans børn, men jeg hører ikke, at du her i denne begyndelse med din mand er blevet afstemt? Eller at din mand er blevet afstemt med dig?
I har haft det vilkår fra start af, som mange har, med en ex der laver meget ”larm” (dvs. rigtig mange konfrontationer, og rigtig meget vrede) når du skriver
”Som aldrig har accepteret mig, og min mand, der ikke har formået at sige fra” omkring hans ex-kone.
Når ex-er laver den slags ”larm” hjælper det som oftest ikke at sige fra bogstaveligt- det skaber bare endnu flere konflikter.
Det hjælper at sætte grænser, ikke i ord men i handlinger.
Det gør det svært hvis I ikke samarbejder omkring det som par! Da du bliver ”målskiven” for hende, og det lyder til at hun bliver ”målskiven” for dig(?), og du bliver ”målskive” for din mand.
Et fastlåst trekantsdrama.
Det at I som par ikke er afstemt om
hvad det er I er i gang med?
Hvilken familie vil I skabe sammen?
– gør håndteringen af ex-konen endnu sværere.
I begge to bliver ”skak-mat”.
Så hvordan ville det være at lade ex-kone være ex-kone?
Snakke om de problemer uden at bringe hende ind i jeres snakke?
Det at I ikke er afstemt har intet at gøre med ex-konen!
Her har hun ingen magt- (hun har sikkert mange meninger)eller hun har den magt I selv giver hende, og det I selv bruger hende til i jeres snakke med hinanden.
(her gør I selv noget som fastholder jer i dette trekantsdrama)
Det ikke at havde hende med i den snak med din mand omkring:
Du vil faktisk rigtig gerne vil hans børn- vil dem både i det ”sure” og det ”søde”!
Det at snakke med ham om I kan være sammen omkring dem?
Om han også vil havde, at du vil dem på den måde- som aktiv voksen?
Om han vil dele den opgave med dig som sin partner og støtte?
Og om han vil være din partner og støtte dig den opgave?
(uden at bringe og invitere ex-konen ind i jeres par-snak)
Måske vil han ikke havde, at du er aktiv voksen, måske vil han ikke havde at du er så arrangeret voksne omkring dem?
Måske vil han gerne?
Hvis han ikke vil – så er der noget der bliver tydeligt, og i forhold til det du beskriver, lyder det til at du ikke kun vil være en au pair? Men være aktiv, du vil havde en stemme sammen med ham!
Så er det klart at du så MÅ du trække din service tilbage, og finde ud af om du kan ”nøjes” med at være hans kæreste?
Så du ikke kommer til at bruge dit arrangement forkert, så du blive bitter og sur.
Hvis han gerne vil havde at du er aktiv voksen, sammen med ham- så kan I begynde at finde ud af helt lav praktisk, hvordan I kan og skal samarbejde – det er ofte at man ender som par med at være ”The Good cope” og ”The Bad cope” det sker ofte for par i sammenbragte familier og for par i kernefamilier.
Det er en helt normal problematik som handler om at lærer at samarbejde omkring noget som par – med jeres forskelligheder, og helt alm. uenigheder – i stedet for at ende med at blive hinandens modspillere, og hinandens mod-poler.
Ved at du forholder dig til problematikken – UDEN at bringe, og invitere ex-konen ind i jeres snak- men holder den mellem dig og din mand- kan det blive lettere for jer begge, og muligt at få og opretholde en dialog(?).
Ved opmærksomhed, og mange snakke jer imellem som par.
Ex- konen udløser en problematik som ER i dit parforhold.
Jeg hører ikke at I er afstemt!
Jeg hører at du har et projekt, som du er alene om.
”Jeg ser mig selv, som en meget tydelig og hjælpsom voksen i vores hjem.
Der er altid styr på rengøring, madpakker og alle de huslige pligter, for at gøre det nemt for min mand, så han også har mere overskud i hverdagen, og når hans børn er her”
Det lyder sødt og venligt- men det er det jo kun, hvis I er afstemt omkring det?
Det er klart, at det gør dig sur og forundret, når han ikke bliver glad for det – men hvis I ikke er afstemt, så ved han jo ikke, at han skal være taknemlig?
Måske har han slet ikke brug for din hjælp på den måde? Måske har han?
Det skal italesættes imellem jer – så I begge er afstemt omkring, at sådan vil VIhavde det i mellem os. Så er det ikke en adfærd man skal havde ros for, men et valg mellem jer begge som gør jer godt. Et samspil.
Du skriver også
”jeg erfaret, at min mand til hver en tid, hellere vil tage konflikten med mig, fremfor hans ekskone” Jeg ved godt at det sikkert er svært at hører, men det synes jeg faktisk du skal tage som en kærlighedserklæring!
At han stadig gider at blive ophidset og kæmpe med dig
Det er ”bare” det at lærer at bruge netop dette arrangement (jeres vrede) i mellem jer positivt.
Lige nu viser det sig kun som konflikter og vrede (negativt).
På den måde som du bekriver det hele på – høre jeg utroligt meget kritik!
Du kritisere din mand, din mand kritisere dig…
Hvis I vil samarbejde, så dur den måde at snakke på IKKE.
Der skal en til at vende den måde at kommunikere på.
Den ene kan være dig?
Kritik avler nemlig kritik.
Det betyder ikke, at du kun skal snakke i positivt vendinger, eller at han skal stryges med hårene -men hvis tonen bliver for kritisk så er det helt naturligt og enormt svært at hører efter, og meget svært ikke at begynde forsvare sig eller angribe.
Så slutter alt dialog.
Jeg tænker at du bliver nød til at kikke på, hvordan du snakker til og med din mand.
Det at sige det samme, men på en anden måde – så du oplever at han kan hører efter, så han ikke behøver at forsvare sig selv- og derved kan hører hvad du siger, det er en opgave og en opmærksomhed på at ville dialog- ikke monolog.
For lige nu hører jeg 3 monologer der kører.
Dig
Din mand
Ex-konen
Ingen høre efter, alle kritisere
I og med at I ikke er i forhold til ex-en, så ville jeg lade hende tage ansvar for sig selv- og kikke på hvad I gør ved hinanden siden I ikke hører efter hinanden.
Når I først har en dialog, er det ”nemmere” ikke at lade sig påvirke af exen, det er besværligt/hårdt men noget helt andet end det I laver lige nu hvor ”alle er i krig, med alle”.
Jeg ser ofte at når man som par i en sammenbragte familie, starter ud med en meget vred ex,
Hvor der er meget vrede og et hav af kritik i luften- at det smitter!
Smitter parret imellem.
Håber du kan hører dette som, at du faktisk – hvis du kikker på din egen adfærd – kan handle og forhåbentlig ikke oplever det mere at være handlingslammet.
Håber også du hører, at det er ikke kun er dig, der skal gøre noget andet – det er også din kære mand- men nu er det dig, der skriver herind. Jeg ville skrive det samme til din mand.
Hvis du starter – ændre det sig!
Det kan hjælper dig (jer) at lave dette fokus skifte.
Håber det giver dig en retning
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk
