Hans søn er opdraget meget anderledes
Kære Sia
Jeg har sådan brug for din hjælp og rådgivning…
Situationen er den at min kæreste og jeg har været kærester i et års tid. Jeg har en søn på 5 år som jeg har ni dage ud af fjorten og min kæreste har sin søn på 4 i fem ud af 14 dage.
Vi kigger nu på muligheden for at flytte sammen, men jeg er i vildrede om det er en forkert beslutning, fordi jeg synes det er SÅ svært når vi er sammen alle fire. Jeg oplever at der er stor forskel på de to børn, på deres måde at være på og den måde de er opdraget på.
Min kærestes søn har meget andre rammer end jeg og min søn er vant til, og jeg oplever decideret at han opføre sig uopdragent og sætter sin egen dagsorden. Han spiser f.eks. kun det han selv bestemmer, og hvis han får at vide at han skal spise eks. 3 bidder før han kan gå fra bordet, skal han tilfældigvis på toilettet (hver gang..!) og hos os er vi blevet enige om at vi venter på alle, så når min søn har spist skal han sidde og vente på at han bliver færdig, og så bliver han sjovt nok læææængere tid om at spise… Det er som om han kræver opmærksomhed konstant. Det er så frustrerende også fordi jeg pludselig kan se ændringer hos min søn, hvor den dårlige opførsel smitter af og det er bare slet ikke ok. Jeg er selv meget opmærksom på hvordan min søn opføre sig fordi jeg ikke vil udsætte ham for at andre synes at han er uopdragen eller en “dum” unge… Desuden er der også konflikter imellem børnene – min kærestes søn meget “god” til at drille og skaber i min optik store konflikter mellem de to drenge. Jeg ved at jeg har en anden tolerance for min egen søn, men har aldrig oplevet at driller, eller på anden måde “starter”, han er som person indad søgende og konfliktsky.
Når vi holder weekend sammen bruger jeg så enormt meget energi på at være opmærksom på min kærestes søn konstant og mit humør bliver dårligt og jeg oplever at skælde min egen søn ud fordi jeg dybest set er frustreret over den anden drengs opførsel, men jeg føler ikke at jeg kan tillade mig at irettesætte ham hele tiden. Det gør at jeg får dårlig samvittighed og så bliver jeg endnu mere sur og bitter på min kærestes søn fordi jeg føler det er hans skyld. Vi har selvfølgelig prøvet at tale om det, men ingen af os ved rigtig hvad vi skal gøre og vi forvarer dybest set bare vores eget afkom hver gang.
Jeg er bange for at det vil ødelægge vores forhold, jeg er allerede meget i tvivl om jeg har lyst til at tage springet og flytte sammen… Jeg har ondt i maven og bliver sur hver gang min kæreste bare nævner sin nævner sin søn fordi jeg er så bitter. Jeg håber du kan hjælpe til hvad jeg kan gøre for at det ikke skal være sådan…
Venlig hilsen en frustreret (fusions)mor…
——————————————-
Kære frustreret (fusions)mor
Tak for din mail!
Det du her beskriver oplever rigtig mange……
For selvfølgelig er de to drenge opdraget forskelligt, de kommer jo fra to forskellige familier
Det er sjældent at man møder nogle, der lige har de samme grænser, udfører og sætte sine grænser på lige den måde man selv gør….
For at blive afklaret omkring dette, bliver I/ du nød til at starte et helt andet sted…
I vil gerne flytte sammen skriver du – hvorfor?
Hvad er det I vil med det at flytte sammen?
Det er vigtigt at I tager stilling til hvad det er I laver!
For I går fra at være mere end ”bare” et kærestepar – I blive familie!
(det kalder man kærester der bor sammen, hvor der også er børn)
Vil I være et bofællesskab? Eller vil I starte et familie fællesskab op?
hvis I vil være et bofællesskab, skal I hver især forholde jer til at I skal kunne leve med den forskellighed der er mellem jer- uden at det går ud over børn eller voksne!
I skal opstille nogle leveregler som gør at I kan hver forskellige, som I hver især overholder. F.eks. Hvordan spiser vi aftensmad, så vi kan få et godt måltid sammen?
I bliver hver især nød til at tage de snakke, der skal tages med jeres hver især barn, i forhold til at I som forældre stiller andre krav end andre forældre, og det er ok. Det gør ikke at de andre er forkert, men de gør bare tingene på en anden måde, og det gør ikke at børnene ikke skal hører efter.
Hvis I vil starte et familie-fællesskab op, så kræver det at I giver hinanden lov til at være der i forhold til den andens barn- både når I er glade, og når man er sure. Dvs. både skælde ud, og grine.
At I understreger overfor hinanden, at I vil den andens barn det godt!
At I får snakket helt konkret om :
Hvordan står vi op i vores familie?
Hvordan spiser vi mad I vores familie?
Osv. Osv. At I fordeler funktioner, lavpraktisk imellem jer – så det ikke er forældrene der kun tager sig af sit eget barn, men at I deles om de opgaver, de funktioner der er med et barn.
Det skal selvfølgelig gå i et stille og roligt tempo så I selv og barnet kan følge med! Men I skal aftale hvad og hvordan før- så det ikke er barnets reaktion der bestemmer, men håndteres af jer!
Altså to meget forskellig måder at leve på, to meget forskellige måder at organisere sig på.
Og det der er vigtigt er at I som voksne er tro mod det projekt som I er startet på!!!
Jeres børn VIL reagere, om I gør det ene eller andet. Det er normalt at børn reagere på forandringer, det skal I forberede jer på sammen, dvs. snakke om hvordan I tror de vil reagere, og om hvad I vil gøre ved den reaktion.
Bliv lav praktiske sammen!!!
Dette her skal IKKE komme til at handle om hvad I føler for hinanden- for der er følelsesmæssig forskel på egne børn og andres børn.
Samt der er følelsesmæssig forskel på egne forælder og andre voksne.
Det skal handle om hvad det er I som voksne er i gang med- hvilken ”projekt familie” er I som voksne i gang med.
Børn vælger ikke sammenbragte familier- det er de voksnes ansvar at skabe dem, sætte rammerne, ”vise vej” ved at gøre det, være det.
Ved at skifte fokus fra hvad I føler for hinanden til hvad I som voksne er i gang med- og hvilken funktion I har i forhold til hinanden, hvad I gør med hinanden- kan I løse dette!
Eller bringe jer et andet sted forhåbentlig i en mere konstruktiv snak og konstruktive handlinger- og skabe det I gerne vil.
Det kan gøre at I kan samarbejde som voksne, samt tage stilling – i stedet for det kun er jeres børn der tager stilling
I er sikkert uenige om mange ting- det ville være underligt hvis I ikke var!
Bliv i snakken til I har fundet en måde hvor på I begge kan være der- det er at samarbejde, det kræver både et bofællesskab, og et familiefællesskab.
Hvis I ikke vil gøre arbejde for at blive afstem, kan I heller ikke forlange at børnene gør det
Det tager tid, mange snakke hvor det ikke handler om at få ret- men om at finde hinanden, gå hinanden i møde- lærer af hinandens forskellighed- det kan godt lade sig gøre
Og bliver meget lettere hvis I / du skifter fokus- fra hvad I føler for hinanden, til hvad vi gør med hinanden!
Håber mit svar kan give dig/ jer en retning
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
www.Siaholm.dk
