Hej Sia

Hej Sia

Jeg skriver til dig fordi jeg snart ikke aner mine levende råd. Jeg er en Mand på 35 år der har to børn fra et tidligere ægteskab. En pige på 5 og en dreng på 7. Jeg har mødt en ny pige, for 2 ½ år siden, og vi købte sidste år hus sammen så vi kunne få plads til børnene, hun har selv en dreng på 7 og en pige på 12. Børnene kommer rigtig godt ud af det med hinanden nå de er sammen. Jeg har mine børn hver anden weekend, og i de weekender er min kærestes børn hos deres far, og hun arbejder som regel i dagtimerne. Mit store problem er at forholdet til hende og min søn virkelig er dårligt. Jeg kan se og mærke på hende at hun virkelig ikke kan lide ham, og det giver han jo selvfølgelig også udtryk over for mig om at han ikke kan med hende. Vi er meget forskellige med opdragelse af børnene, hvor hun stort set altid skælder ud og irettesætter, gerne uden at kende til situationen. Jeg har selvfølgelig prøvet at snakke med hende om det, og det går også hende på at deres forhold er sådan. Jeg synes dog ikke hun gør noget ved det, og hun har lidt den indstilling at det er min søn der trods han kun er 7 år der skal lave om på forholdet?. Hun har også sagt at de weekender hendes egne børn ikke er hjemme har hun ikke overskud til børn, hvilket hun godt kunne se ikke var rimeligt. Hvordan for jeg hende til at indse at hun er den voksne, og at det er hende der skal gøre noget for at komme tæt på mine børn? For et eller andet sted er jeg ved at nå dertil hvor jeg faktisk tror hun ikke vel få et bedre forhold til dem. Og jo jeg elsker hende for når mine børn ikke er der er hun den dejligste kæreste, men et er sikkert mine børn kommer i første række. Har lagt mærke til at det eneste kommunikation hun har med især min søn på en hel weekend er når hun skal skælde ud eller irettesætte.

Med venlig hilsen

M.M

—————————————–

Kære M.M

Tak for din mail

For det første vil jeg fortælle dig, at der er rigtig mange der oplever det du beskriver her….. 

Det at blive skilt, og derved adskilt fra sine børn er sårbart for de fleste forældre. Det er meget forskelligt hvordan forældre reagere på dette, og meget forskelligt hvordan børn reagere på dette.

Mange forældre forsøger at være mere forældre i den tid de har deres børn, for at råde bod på den tid de ikke er sammen med dem (et umuligt projekt).

Dvs. at de leger, snakker, bruger meget mere tid på deres børn end de måske ellers ville gøre, hvis de boede sammen med dem hele tiden.

Mange forældre opdeler også derved meget hurtigt deres liv når de går ind i en samværsordning med deres børn, så der er noget tid der kun er ” Børne -tid” og noget tid der kun er ”egen-omsorgstid”/ ”voksen-tid”.

Dvs. at der ofte ingen voksne tid er når de har deres børn på samvær, og ingen børnetid er når deres børn er hos den anden forældre.

Det kan fungere fint når man bor alene, for så er det jo sådan det er, rent praktisk.

Men når man bor sammen med en anden voksen der måske har en anden samværsordning skaber det ofte konflikter i parforholdet, fordi man så har forskellige forventninger til hinanden, defineret af børnenes samværsordning .

Som I jeres tilfælde.

Men desværre får rigtig mange par ikke taget stilling til hvordan de vil være familie?

For det at skabe en familie kan ikke gøres på kærlighed og kildevand.

Jeg høre ofte  rigtig mange siger at  ” når børnene ikke er der , så er der ingen problemer….. så er hun/ han den mest fantastiske kæreste…”

Men det er ret vigtigt at I som par for taget stilling til – hvilken familie vil vi være! ?

Er vi bare kærester, der hver især har en familie, og så mødes vi, er sammen når det kan lade sig gøre?

Det lyder som om I ikke har fået taget stilling til, hvad det er I vil med det at bo sammen, når I har børn med fra tidligere forhold?

Det er vigtigt at I får snakket om hvad I vil med det at bo sammen? Hvad I vil med det at I har børn med fra tidligere forhold? Det at I har forskudte samværsordninger – ?

Osv. Osv.

Når jeg har arbejdet med par i sammenbragte familier har jeg oplevet at par organiserede sig på to måder:

•Vi er de voksne og vi bestemmer begge – dvs. at man får/ tager en voksen autoritet for egne og andres børn.

Dvs. at man som anden voksen skal skabe nye relationer til børn der ikke er ens egne. At man som biologisk forældre skal lade en anden voksne komme til sine børn.

Dvs. at man skal indgå kompromiser og finde en ny fælles familie kultur som alle kan trives med. 

•Vi er kærester som hver især har børn med fra tidligere forhold.  Jeg bestemmer over mine børn og du bestemmer over dine børn. Vi er et slags bofællesskab, og finder en god måde at bo sammen på (hvor evt. tonen imellem os er god). Jeg står for de opgaver og arbejde der høre med til mine børn og du står for de opgaver og arbejde der høre med til dine børn.  Der kan være stor forskel på opdragelse og regler som der kan være på to forskellige familier.

Det er to meget forskellige måder at organisere sig på.

To meget forskellige måder at agere på som voksne.

Det er vigtigt at I får taget stilling til hvad I vil !

Håber mit svar kan give dig mod på lade være med at fokusere på de enkelte konflikt punkter, men se at de kommer ud fra at  I ikke har taget stilling til hvilken familie I vil være?

mange hilsner

Sia

Psykolog

Siaholm.dk

Sammenbragte-familier.dk