Hjælp..

Hej

Jeg har kendt min mand i 5 år og han har 2 døtre på hhv. 21 og 23. 

Pigen på 21 bor hos deres mor og er psykisk syg (borderline). Pigen på 23 bor for sig selv med sin søn på 4 år. Barnets far er død. Problemet er hende på 23 år. Hun vil simpelthen ikke blive voksen, selvom hun har ansvaret for et barn. Hun springer fra uddannelse til uddannelse oftest smidt ud pga for meget fravær som efter hendes udsagn er alle andres skyld. Penge har hun aldrig undtagen når der skal købes hårekstensions og gelenegle, så farmand betaler også selvom vi har regnet ud at hun burde kunne klare sig for det hun får fra kommunen. Hun er meget urealistisk i forhold til den uddannelse hun vil tage: Hun vil i tøjbutik, også selvom hun ikke kan hente sin søn i børnehaven inden den lukker. I de sidste 5 år er hun flyttet 8 gange.

Hun er lige smidt ud af en uddannelse nu for 3. gang og vil så gerne flytte endnu engang, som om det skulle løse problemet. Hver gang hun tager en ny beslutning, så står farmand parat til at betale for flytning og bruger tid på at hænge lamper op og tage ned igen næste gang hun vil flytte. 

Mit problem er at jeg synes det har taget overhånd og at det er på tide at hun lærer at klare sig selv. Det betyder at jeg bruger meget tid på at “ruge” over hendes beslutninger og det påvirker mit forhold til hendes far. Jeg synes efterhånden at hun fylder mere i mit hoved end hendes far gør og det får mig til at tvivle på mine følelser for hendes far. Egentlig kunne jeg være ligeglad, men det er jeg bare ikke. 

Hvordan får jeg hende ud af mit hoved og siger til mig selv at det ikke er mit problem?

mvh

den onde stedmor

—————————–

Kære onde stedmor

Jeg synes nu ikke du lyder så ond 🙂 

Det lyder som om du har en mand, der i den grad er i klemme.

I klemme fordi han ikke kan adskille sig selv fra sin datter.

Forstået på den måde –  hvad tilhører hende og hvad tilhøre ham.

Det lyder nu også som om du har lidt af det samme problem.

Hvad er mit og hvad er min kærestes problem?,  hvad er hans datters og hvad er mit problem i det her?.

For at få hende ud af dit hoved bliver du nød til at se på,  hvad der er dit og hvad der er hendes!

Hvad er hendes beslutninger, og hvad er dine!

Det at være vidne til nogle, som gang på gang ender i problemer er meget hårdt, det at være vidne til nogle, der har et fuldstændigt urealistisk syn på virkeligheden er hårdt.

Du bliver nød til at finder en måde at håndtere den afmagt, den smerte(?) frustration det kan være at være vidne til noget man ikke kan gøre noget ved?

For som jeg høre det tager datteren ikke imod gode råd? Eller spørg jer om hvad hun skal gøre?

Når du bruger kræfter på at havde en mening om noget, hvor der ikke er blevet spurgt til din mening, der må du stoppe dig selv!

Lidt på samme måde som når man bider negle – stoppe op og gøre noget andet, aflede dig selv.

Nogle gange hjælper det at man sukke dybt, høre højt musik, skrige i en skov, aflede sig selv ved at blive ved med at sige til sig selv ”det er ikke mit liv- jeg kan intet gøre”

For du bruger en masse kræfter på noget som ikke giver mening.

Dermed får du et urealistisk syn.

Det er sådan det ofte går – man bliver langsomt “smittet” af en relations karakter!  (din kæreste og hans datter)

Det lyder som om du er blevet smittet af din kæreste!:)

Nu er hun jo ikke din datter, men du er tæt med hendes far.

Det er meget svært som forældre, at bære den smerte, og det kræver som regel mange års nedslidning før man som forældre nogle gange bliver nød til at ”opgive” , bliver nød til at give slip, stoppe med at redde dem, og lade dem sejle i deres egen sø.

Måske ville det give mere mening for dig, at bruge dine kræfter på din kæreste ?

Det at støtte ham i langsomt at få et realistisk syn på sin datter, og se det realistiske i hans hjælp, se at hun ikke er realistisk?

Det kan gøres ved din måde at se på det på – ikke ved kritik – men med dit realistiske syn! 

Være realistisk overfor ham – han gør sit bedste…men det hjælper desværre ikke! Han vil gøre hvad som helst for hende….men det hjælper desværre ikke.

Det at dele den afmagt, smerte, frustration over hvordan tingene er i stedet for hvordan tingene burde være med ham.

Det at du holde op med at løse – men ser på det der er sammen med ham!!! 

Når du stopper med at forsøge at løse problemerne  og bliver bedre til at skelne mellem hendes og dit – smitter denne tilgang nemlig også af på din kæreste:)

Du kan vise ham, at du godt kan være en ganske uden mærket stedmor selvom du ikke påtager dig hendes problemer!

Så velkommen du dejlige stedmor!

Det at være realistisk er ikke det samme som at være ond!!! 

Så velkomme du søde, dejlige stedmor:)

Håber mit svar kan vise dig en vej….

Lykke til…

Mange hilsner

Sia

psykolog

Siaholm.dk