Hjælp!
Hej Sia
Har med stor interesse læst, at du starter en ny brevkasse op.
Jeg bor sammen med min kæreste og mine to børn. Vi flyttede sammen for ca 8 mdr siden efter at have kendt hinanden i 1,5 år. Jeg havde inden da boet 5 år alene med mine to børn på hhv 9 og 12 år. De er hos mig de fleste dage, er kun hos der far hver anden weekend. Min kæreste har to store børn på hhv 19 og 20 år og blev skilt fra deres mor da de var 7 og 8 år og har siden dengang kun haft dem hver 3 weekend. Pigen så han ikke nogle år, da hun var teenager, der valgte hun ham fra, hvorfor har jeg aldrig helt forstået. Hans børn er her ikke på fast samkvem.
Det har været noget af en prøvelse og hold da op hvor er det svært, det sker tit jeg har lyst til at kaste håndklædet i ringen og bare give op, for hold da op det var nemmere, da man boede selv, men jeg elsker jo manden og når vi ingen børn har hygger vi os rigtig meget.
Det svære i vores sammenbragte familie er nok, at vi er meget forskellige med børneopdragelse. Han er meget strengt opdraget, hvor jeg er mere frit opdraget og vi har nok hver især taget det med os i vores egen måde at opdrage børn på.
Han har ikke noget særlig tæt forhold til mine børn. Min pige på 12 år er i puberteten og han har svært ved at forstå hende da hun er meget ego indimellem og er begyndt at have sine egne meninger, som ikke altid er lige fornuftige, dog er det hende som han har det tætteste forhold til og de holder også af hinanden og kan fjolle og give knus. Min dreng på 9 år er en dreng, som fylder rigtig meget, han har en diagnose (tourette symdrom med adhd symptomer og ocd symptomer), forholdet mellem ham og min kæreste er ikke så godt, da min kæreste nok tit bare synes han er træls og irreterende (han snakker meget, min kæreste er af få ord). Alle henvendelser er næsten altid fra min dreng til min kæreste, hvilket min dreng sikkert også ofte kan mærke, da han ikke henvender sig så meget mere.
Jeg har det svært med, når vi ikke er enige om opdragelse og han bliver sur over en beslutning, som jeg tager. Det kan feks være at min datter spørger om hun må låne min cykel og jeg svarer ja, det kan min kæreste godt blive sur over, da hun jo har sin egen. Det kan være hvis hun kommer 5 minutter for sent eller hvis hun ikke lige lægger sig til at sove kl 22.00 som aftalt, men ti minutter senere. Det kan være hvis jeg giver hende lov til noget han ikke synes hun skulle have haft lov til. Jeg forstår ikke hvorfor han bliver sur og hvorfor han blander sig. Det er nok ekstra svært for mig, da jeg ikke føler han har et tæt forhold til dem, tror det ville være nemmere, hvis jeg også følte han “gad” dem.
Vi har skændtes rigtig meget men har også talt rigtig meget om problemet. Jeg er godt klar over det er en udfordring med en teenage pige og en dreng med tourette og at han sikkert må sluge mange kameler. Jeg er sikkert også for blød på nogle områder, men jeg er ikke til “kæft, trit og retning” opdragelsen. Ser lidt mere frit på tingene, selvom der stadig er regler mht pligter, hvornår man skal være hjemme og sengetider osv osv.
Jeg vil så gerne at det lykkedes men hvordan gør vi. Synes det er svært at indgå kompromisser når vi er så langt fra hinanden. Synes også det er svært, når jeg ikke føler han har et tæt forhold til dem. Jeg har forslået han gør nogle ting alene med dem, han har også prøvet et par gange, men jeg tror egentlig helst han vil være fri og at han kun gør det for min skyld.
Mener jo også min kæreste har sagt ja til hele pakken og også har et ansvar for at få et forhold til mine børn. Han vil gerne opdrage på dem, men det er så der jeg synes det er rigtig svært og bliver løvemor og bliver sur og irreteret. Når han så kritisere dem overfor mig går det helt galt og vi kan være uvenner i dagesvis – det slider på forholdet. Vi har læst en bog “fusionsfamilien”, som vi begge synes var god, men er hurtig tilbage i gamle vaner og uvaner.
Hvad gør vi – er det virkelig bare så svært at være en sammenbragt familie?
Venlig hilsen
Randi Kristensen
———————————–
Kære Randi
Tak for din mail.
Hvordan gør I?
Din historie tror jeg, der er rigtig, rigtig mange der oplever – mange par oplever det som sindssygt svært, og nogle gange umuligt.
Mange oplever det at blive hinandens modspillere.
Det er et STORT spørgsmål, og du får et lille svar 🙂
For det første er det jo vigtigt at I finder ud af hvilken familie I vil være?
Vil I være en familie hvor man som voksen aktivt har et ansvar, for de børn der er I ens familie (egne børn og partneres).
Eller vil I være en familie hvor den voksne er ansvarlig for egne børn.
Dvs. At man er fars ellers mors kæreste, og byder ind med hvad der er “plads” til og hvad man (barnet, partneren og man selv) har lyst til.
Men det er jo 2 meget forskellige måder at organisere / samarbejde på – både I ens parforhold, og som familie.
Ud fra din mail lyder det som om at I gør lidt at begge dele – sætter jer mellem 2 stole. Det er ofte det de fleste par oplever!
Han har en mening, men vil ikke indgå I det samarbejde/arbejde der er i forhold til det at “have” børn. Du snakker med ham om det, høre på hans mening, men gør noget andet. Ingen af jer samarbejder!
Han har en mening uden at deltage, du “lader som om” han har indflydelse, men gør hvad du finder rigtigt.
Jeg oplever især rigtig mange kvinder, der har det som din mand lyder som om han har det – de brokker sig meget, men investere ikke i relationen til børnene. For en ting er at havde en mening om hvordan man f .eks. skal spise, men nået andet er at lære f.eks. lille peter ikke at smaske.
Det er meget svært for biologiske forældre at udholde den “evige” kritik af ens børn, hvis der ikke også er noget anden – en relation.
Derfor er det svært for dig – som du så udenmærket beskriver.
Mange par får ikke taget stilling til hvilken familie de vil være – for mange tænker at en familie er vel en familie? Men I er ikke en kernefamilie, I er en sammenbragt familie, hvor at hvis man ikke som par får lavet nogle grænser, nogle spilleregler, kan man ende i et grænseløst land – hvor det hele kan opleves som kaos. For rigtig mange par ender det med at børn får alt for meget magt/“får lov at styre “ for meget, og mere end børn som sådan har godt af.
Ved at snakke om hvad jeres hver især holdning er til det, at være i familie sammen, kan I i denne snak skabe den retning, I som voksne jo netop har brug for – for at kunne være de voksne i jeres familie.
Det at du foreholder ham til hvad jeres ide egentlig er omkring det at være familie? i stedet for den konkrete situation omkring cyklen (som jo er et symptom) Dette kan gøre at det bliver lettere at snakke om.
For ud over at I har sat jer mellem 2 stole, (2 måder at organisere jer på som familie/par) skal I også finde ud af – Hvad gør vi, som par, når vi ikke er enige?
Skal den ene eller anden give sig? finder vi et kompromis ? Hvordan gør vi i vores relation?
Det at hæve diskussionen lidt – kan gøre at man begge får følelsen af et samarbejde og at man som par bevæger sig fremad, i stedet for hele tiden at opleve at man kommer til at stå mellem sin partner og sine børn.
Men det er ofte en lang “vandring” – der tager tid!
Et skridt frem og tre tilbage.
Men jeg ved at når man først har fundet en “ramme” , hvilken familie man gerne vil være, så bliver det lettere, så kan man ofte få følelsen af at arbejde sammen ud fra noget, som begge vil!
Håber mit svar kan give dig en retning
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
siaholm.dk
