Hvad gør jeg? Hvad gør vi??

Kære Sia

Tak for et fantastisk engagement og  virkelig dejlig hjemmeside.

Jeg er en mand på 38 år, jeg bor i en lille by, sammen med min kone, som jeg giftede mig med i sommers. 

Vi har begge børn fra tidligere ægteskaber/forhold. 

Min kone har 3 dejlige drenge med fra 2 forskellige ægteskaber (5-10-12 år) og  jeg har mine to, en dreng og en pige (7-9 år), med fra mit tidligere forhold. 

Vi flyttede for alvor sammen med hus og have i december 2014, købte et dejligt stort hus, med plads til hele familien.

Min kones børn bor her hos os på en 7-5 ordning, og jeg har mine omvendt på en 5-7 ordning, håber det giver mening. 

Vi har valgt at gøre det sådanne, at vi har dem alle 5 hver anden weekend og ”børnefri” weekenden efter, en fantastisk aftale som giver gode muligheder for at pleje ægteskab og forhold.

Vi mødte hinanden på Dating DK, og vi blev begge tideligt ramt af den helt store forelskelse. 

Jeg har fra mit tidligere forhold været meget afstandstagende til den helt tætte kærlighed, fik aldrig helt taget mig sammen til at gøre kærligheden færdig og jeg manglede også fortroligheden til min daværende partner. Men jeg møder så det der skulle blive min kone. 

Vi bliver på et tidligt tidspunkt enige om at introducere vores fælles børn for hinanden, og der bliver også ret hurtigt knyttet bånd børnene imellem. Jeg tager hurtigt aktivt del i min kone børn og bliver hurtigt meget tætte med dem, og min kone bliver også en del af mine børn.

Men i sensommeren sker der noget, som jeg på daværende tidspunkt ikke tager seriøst, eller slår hen, måske i blind kærlighed til min kone, men hun begynder at ændre adfærd overfor mine børn.  

Vi har som du selv skriver det på mange af dine blokindlæg, fuldstændig fantastisk når vi ingen børn har og verden er ved at bryde sammen når vi er samlet alle sammen.

Det starter med at jeg kan fornemme at hun er irriteret når vi er sammen alle sammen, vi er meget i min kones lille rækkehus, hvor pladsen er snæver og der er trængt, så et eller andet sted kan jeg godt forstå hendes reaktioner. Men i sommeren tager vi sammen Italien, vi lejer en bil med plads til os alle, et stort mobile home, og afsted det går. 

Under ferien fylder min pige 6 år, jeg vil som far gerne at vi fejre hende, med gaver, kage, fødselsdagssang osv. men min kone trækker sig fuldstændigt, hun kan ikke engang ønske hende tillykke. Og derfra er det kun gået en vej, og det er på trods af flere mindre eller store forsøg på at få tingene til at nå sammen. Vi beslutter os for at købe hus sammen, min kone forsikre mig med at når vi får plads sammen så bliver det meget bedre. Men efter vi er flyttet ind er det igen kun gået en vej. Nu vil hun stort set ikke tale med  mine børn, det er forfærdeligt, og det værste ved det hele er at jeg kan mærke at jeg nu er begyndt at kopierer hendes mønster, ikke at jeg ikke vil tale med mine bonus børn, men tankerne flyver rundt i knolden på mig. 

Vi gifter os i sommers og du kan spørge hvorfor når jeg nu kender historikken, men for helvede hvor jeg elsker hende, det kan jeg slet ikke beskrive og jeg ved hun har det på samme måde. Hun får hjælp omkring hendes udfordringer senest med hypnose og snarest med en psykolog. Hun har været nogle forfærdelige ting igennem i hendes barndom, med en stedfar som bestemt ikke har været rar, hverken overfor hende selv hendes søskende eller hendes mor. Vi taler meget omkring problemerne, og min kone føler stor fremskridt i de processor som hun gennemgår. Men jeg kan hverken føle eller se en forskel.

Jeg kunne jo skrive 1000 sider til dig om eksempler og episoder, men what to do. Min kone er er velfungerende og enormt vellidt medarbejder, hun har et arbejde som hun passer til punkt og prikke. Jeg forguder hendes intelligens og evne til at være mor på, men jeg er ved at tabe kampen til det der også er vigtigt for mig.

Jeg håber du vil skrive et par linjer til mig

—————————————————————

Hej,

Tak for din mail- og dejligt at høre hvor glad du er for din kone

Jeg møder ofte par, hvor historien er som den du beskriver…..

Rigtig mange har egne erfaringer fra deres barndom, med andre voksne, der på den ene eller anden måde har fyldt både på den gode måde og den dårlige måde,- og ofte skaber dette desværre ret store ambitioner hos denne part.  

Ambitioner der ofte overhoved ikke stemmer overens med de følelser som de selv oplever i mødet med den andens børn, – derfor er det at trække sig fra kontakten, oftest den mest omsorgsfulde måde at håndtere denne situation på– det opleves dog slet ikke særligt omsorgsfuld af den anden.

Det er derfor vigtigt at lade følelser være følelser….. og snakke praktik sammen.

Forstået på den måde at hvis I begge vil være aktive voksne, for de børn der er i jeres familie, sammen at fordele de forskellige funktioner imellem jer- så det ikke kun er dig der står for dine, og hende der står for hendes børn….

Start i det små, med at hente/bring, købe ind sammen med et barn…..

Det at se på jer som en samlet familie, med jer som de voksne, og se på de opgaver/funktioner, der er ved jeres børn – og sørg for at I begge er en del af de funktioner.

For ved at havde en funktion, kan der skabes relationer, som kan skabe andre følelsesmæssige oplevelser.

En anden ting der også er ekstrem vigtig, det er at I kommer jo med hver jeres måde at gøre tingene på.

Hendes kultur, din kultur…en kultur I hver især har skabt med jeres ex.

Det er vigtigt at I sammen på ny- tager stilling til helt almindelige familie almindeligheder – hvordan spiser vi aftensmad i vores familie?

Hvordan holder man på en gafle ?

osv. Osv. De helt banale måder som ofte for mange (især kvinder) kan forstyrre kontakten og samværet.

Det er vigtig at I får afstemt, for det skaber nemlig følelsen af at få autoritet – blive den voksne i familien, ikke bare et ”påhæng”.

Så hun bliver ”dronningen” og du ”kongen” – med fælles hensynstagen til de børn, der er i jeres familie, det skal selvfølgelig gøres i et tempo som alle kan følge med i.

Denne proces giver nemlig en plads, autoritet, medansvar som ”anden voksen” i familien, som skaber en anden følelse….

f.eks. skulle I før i tog på ferie, få jer en snak om hvordan holder vi fødselsdage som familie?

Hvordan holder vi fødselsdag på ferier? 

Hvordan skal vi fejre hende?

Hvad er vigtig for hende -tror vi? 

Hvad er vigtigt for os?

Det at få lavet en fælles plan, helst helt i detaljen- hvem vækker hende, hvad gør vi ? 

hvem, hvad og hvordan…?

så I bliver afstemt omkring dagen, og jeres plan

Så det bliver jeres fælles projekt – (læg mærke til jeg overhoved ikke snakker om hvad i føler !!! for der er følelsesmæssigt forskel – på egne børn og på andres børn, ligeså vel som der er følelsesmæssig forskel på egne forældre og andre voksne)

På den måde kan man gøre noget uafhængigt af hvad man føler for hinanden. 

Dette skaber også en anden følelsesmæssig reaktion – for hun skal langsomt udvikle en relation, en position i forhold til dine børn.

Ofte er kvinders rolle og funktion i familien anderledes end mænds- så det at få medbestemmelse er ofte enormt vigtigt.

Sæt jer f.eks. ned en gang om ugen og få overblik over den uge der kommer- hvem skal hvad, hvornår, fordel funktionerne imellem jer (ikke ud fra dine/mine børn – men tænk jer som helhed, som familie) hvad vil gøre os godt som familie? 

Hvad ville vi kunne som familie? Hvad er vores ønske som familie? Det at starte ved starten – det at lærer hinanden at kende….lærer at leve sammen, uafhængigt af hvad vi føler for hinanden.

I behøver ikke at elske, eller holde af, men I skal lærer at leve sammen med hinandens børn på en ordentlig og respektfuld måde.

Håber dette kan give jer en retning – og lade følelser være følelser….så de ikke styre jer…men føles

Så jeres drømme og visioner om det at blive familie sammen, kan give jer en retning og det at blive praktisk, kan gøre at der er pludselig er ret meget I kan gøre for at håndtere, at I forhåbentlig får en anden følelsesmæssig oplevelser i samværet med jeres begges børn…

Lykke til 

Mange hilsner 

Sia 

Psykolog

Siaholm.dk