Hvordan får jeg ham til at opdrage sin søn?

Min kæreste og jeg har været sammen i 2,5 år og skal giftes til sommer. Jeg kan slet ikke forstille mig et liv uden ham. Men sagen er at han har en søn på 10 år, som i bund og grund selv styre hans liv. Min kæreste opdrager ikke rigtig på ham. Det er mig der opdrager når han er her (jeg har valgt ikke at få børn) men alligevel er det mig der skal fortælle ham at han ikke skal smaske, sidde med benene på bordet, ikke ligge på gulvet og børste tænder eller ligge ned i sofaen og spise. 
Jeg syntes også det er ekstrem overskridende at han skal ligge i sengen og spille iPad, hvorfor kan han ikke ligge i sin egen? Jeg gider ikke børn i soveværelset, er det for meget at bede om at det rum kun er voksenrum. Sønnen bad på et tidspunkt om en fodbold, det endt med at jeg måtte købe en, efter flere mdr. jeg fandt også en legekammerat til sønnen, efter sønnens eget ønske, også skulle min kæreste bare finde en dag de ku lege, men der skete ikke mere.
Når jeg fortæller min kæreste dette, får jeg a vide at jeg er firkantet. Vi har 2 sæt regler her hjemme. Fars og Mine. Jeg spørg tit om ikke vi kan finde et fælles sæt, så det er tåleligt for alle at være her, og sønnen ved hvilke regler der er. Men til det siger min kæreste at jeg er egoistisk og kun vil have det på min måde.? 
Hvilke slet ikke er min hensigt. 
Når jeg spørg ham hvordan han syntes det skal være her hjemme, får jeg det samme svar hver gang “jeg ved det ikke”
Min kæreste siger også at han slet ikke oplever de ting jeg fortæller, og mener så igen at jeg er firkantet og hæfter mig i småting.
Jeg kan til dels godt se hvad han mener, men jeg syntes jo bare jeg prøver at hjælpe. 
Sønnen har heller ikke lært at rydde op efter sig, eller skylle egen tallerken af, det måtte jeg også lære ham.
Men hele tiden får jeg af vide at jeg er helt forkert på den.
Er jeg det?
Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal tackle det.

Mette

Hej
Tak for din mail
Kan godt forstå du bliver forvirret og ikke ved hvad du skal gøre!

For mig lyder det som om du har sat dig selv i mellem to stole – forstået på den måde, at på den ene side tager du ansvar, har en funktion i forhold til hans dreng helt lavpraktisk i jeres hverdag, – lærer ham ting, opdrager, sætter dine grænser osv. Osv.
På den anden side vil du ikke tage det ansvar, ikke havde den funktion.

Det er to modsatrettet måder, at gå til det vilkår på, at DU HAR fundet sammen med en mand, der har et barn med fra tidligere forhold, selv om du ikke selv vil havde børn.

For mig lyder det som om du gør lidt af begge dele- tager ansvar, samtidig med at du snakker om at du ikke vil tage det, og med en forventning til din mand at han skal gøre det? Og bliver sur over at han ikke tager det ansvar du ser, og mener han skal tage?

Jeg hører ikke du helt klart og tydeligt har forholdt dig til det vilkår at – din mand har en søn fra tidligere forhold. 
Hvordan vil jeg forholde mig til det?
(som intet har med det at gøre, at du ikke selv vil havde børn)

Denne søn er der – hvordan kan du leve med dette?
så du føler dig som et ordentligt menneske? 
Så du kan være dig? 
Se dig selv i øjnene? 
skabe det liv du gerne vil?
Du har af grunde jeg ikke kender til valgt ikke selv at få børn!
Nu har du så fået børn i dit liv, ved at vælge denne mand- hvordan vil DU havde dit forhold til dette?

Vil du bruge dit arrangement konstruktivt? Forstået på den måde at være aktiv, tage del i det arbejde der er i at havde et barn?
Samarbejde, og evt. lærer din mand hvordan man kan være familie?
Indgå kompromiser med din mand omkring hverdages småtings praktik om det at havde med børn at gøre? Hvordan spiser vi aftensmad? Hvordan sidder vi pænt ved et bord? Osv. Osv.
Hvis du vil det så bliver den måde du snakker på – baggrundstonen når du snakker til din mand anderledes end den er nu. 
Hvor han nok ikke kun vil se/ hører det som en kritik, når du snakker og hele tiden hører ”jeg gider ikke din søn, gid han ikke var her”, men et oprigtigt ønske i at være familie samme med ham og hans søn.

Vil du være uden børn/”fri for” børn- men sammen med en som har et barn?
Så må du være ved siden af dem. Være tro mod det at ”være ved siden af”.
Være en kæreste og leve sammen med en mand, der gør som han gør, med det barn HAN har.
Nyd det at være fri -uden børn, uden det ansvar.
Så I ikke leger ”familie” – de er i familie, du er hans kæreste.
Lad hans tallerken stå, lad rodet ligge- træd uden om.
Vær ved siden af.
Så du kan få den frihed ved ikke at havde børn, man skal lærer at rydde op.
Og han kan få den frihed i at være forældre alene.
Når hans barn er på samvær, er det klart at det tager tid fra din kæreste, der kan du så bruge tiden på dig selv, eller på venner og arbejde.
Så du ikke bliver sur eller føler dig fravalgt og svigtet.
Så din måde og jeres måde at organisere jeres hverdag på ikke bliver ”mor-far-og barn, familie” ved middags bordret- men du og ham er kærester, også har HAN et barn.
Hvad skal I egentlig havde af fællesskab, alle 3?
Hvad skal I havde af frihed?
Så jeres rammer i hverdagen stemmer overens med det I/du vil med det at leve og være sammen.

Men en ting for dig er, at bliver klar og tydelig i DINE valg- hvad vil du?

Når du er det – så bliver du nød til at finde ud af hvad I som par vil?
Så I er afstemt omkring, hvad er det for et familier projekt VI er i gang med?

Håber mit svar kan give dig en retning

Lykke til
Mange hilsner 
Sia

Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk