Hvordan gør vi?

Hej  Sia

Jeg er en ung kvinde på 32 og har 2 børn på 8 og 4. Min kæreste er 33 og har en dreng på 5 år. Vi har været kærester i 1 1/2 år og mødte hinanden relativt hurtigt efter vi begge var blevet skilt. I starten gik alt meget stærkt med følelser og at børnene blev involveret samt at min kæreste kom mere og mere i mit hjem. Vi brugte meget tid sammen også med børnene. Vi har begge et stort ønske om at flytte sammen og snakker tit om mulighederne og vores ønsker og drømme, men vi får aldrig lagt en “plan” eller snakket om hvordan vi ønsker/ tænker det skal være og hvordan det realt bliver muligt at sammenbringe vores liv. Vi sidder lidt fast og ved ikke rigtigt hvordan vi bevæger os videre. Det har gjort at vi hænger lidt fast i at leve hver vores liv, ses med børnene ude eller som “legeaftale” være kærester når vi har “ børnefri” og føle sig som gæster i hinandens hjem. Og vi bliver ved med at snakke om at skulle gøre noget ved det fordi vi begge har et stort ønske om det, men ved ikke hvordan vi gør det på en go måde for os alle. Håber du har nogle gode råd og vejledning så vi kan komme videre med ønsket om en sammenbragt familie.

Tak…

——————————————

Hej

Tak for din mail

Få en helt banal snak om hvilken familie I kunne tænke jer?

Vil I være et familiefællesskab- hvor I begge er de voksne for de børn der er I jeres familie.

Dvs. at I begge har funktioner i forhold til de børn der er i jeres familier.

Eller

Vil I være et bofællesskab- hvor I hver især står for jeres egne børn men har fælles regler omkring fælles flader.

To meget forskellige strukturer i et voksent samarbejde.

Det at vælge og dernæst forholde sig til at være tro mod den struktur man som par vælger.

Hvis I vil være et familiefælleskab- så start allerede nu, med når I er sammen om at fordele de funktioner der er (så I ikke deler jer kun biologisk)

Det skal selvfølgeligt gøres i et tempo børnene og man selv kan følge med i.

Dvs. man nok ikke skal starte med at putte børnene, men skal starte ved starten i andre funktioner, for langsomt at komme dertil hvor man kan putte alle de børn der er i ens familie.

Det er et relations arbejde i forhold til børnene, og et samarbejdes arbejde med ens partner -hvor man langsomt lære hinanden at kende og forbliver den voksne, forbliver partner i familien.

Det skal gøres i et tempo som man selv kan følge med i, ens partner (forælderen) kan følge med i, og de børn der er medlem i familie kan følge med i.

Det giver en retning.

Denne retning gør at der kommer rigtig mange snakke og konfrontationer som udvikler og skaber familien- den sammenbragte familie.

Hvis I vil være et bofællesskab – så start med at finde ud af hvad I hver især ”kræver” af fællesskabet.

f.eks.  ”vi skal snakke ordenligt til hinanden”, ”alle skal smage på maden” ”alle mand tager deres egen tallerken ud” osv.

Adfærd som man er enige om- så når den adfærd er der- så er det det fællesskab man ønsker.

Hver forældre er så ansvarlig for at egne børn lære at leve med disse forventninger til fællesskabet.

Dvs. at hver voksen har ansvar for hver sine børn- og forælderen må så havde de snakke/ konfrontationer med sine egne børn som skaber udvikling det gode fællesskab.

Så det er to meget forskellige strukturer for det at skabe en god sammenbragt familie.

Det der bliver det store arbejde for de voksne er at vælge og forblive tro mod det man som par vælger.

Håber mit svar kan give retning

Lykke til

Mange hilsner

Sia

Siaholm.dk

Sammenbragte-familier.dk