Invitation til bryllup??

Kære Sia,

Jeg har virkelig brug for dine anbefalinger i en konkret problematik.

Min kæreste og jeg har været sammen i 4 år. Vi bor stadig hver for sig, i et forsøg på, at tage så meget hensyn til børnene. Han har to ‘børn’ på 15 og 18 år. 

Jeg har to ‘børn’ på 18 og 21 år.

Min den store er meget bortrejst og derfor ikke rigtig hjemmeboende mere, men har dog stadig sine ting og adresse hos mig.  Min datter på 18 år går på gymnasiet, bor ved mig og ser stort set ikke sin far. 

Min kæreste har sine unge mennesker hos sig hver anden weekend fra fredag til tirsdag.

Vi er nu i gang med at finde fælles bopæl, da alt andet slider os op. 

Nu er vi blevet inviteret til bryllup ved min kærestes søsters datter. 

Det er jo dejligt, at de gerne vil have os med til deres store dag. 

MEN mit store problem er, at jeg er meget ked af det og ikke aner hvordan jeg skal tackle det problem der kommer nu:

Jeg er inviteret sammen med min kæreste i en indbydelse,

Hans børn er inviteret selvstændigt, hvilket mine børn også er.

Desværre vælger brudeparret ‘kun’ at invitere mine store børn med i kirken og efterfølgende reception, på kroen hvor festen om aftenen også skal holdes. 

Vi andre er inviteret med hele vejen igennem. 

Min søn på 21 vil ikke med, da der er meget kørsel, for sådan et par timer en lørdag eftermiddag. 

Min datter vil gerne med, men jeg aner ikke hvordan hun skal komme hjem efter receptionen, hvor jeg jo er inviteret med videre til festen. Jeg har absolut heller ikke lyst til at deltage i festen, når min datter skal tage hjem inden, til et tomt hus, og min kæreste sidder der sammen med sine børn.

Jeg ved godt, at det er hans familie, men jeg synes bare slet ikke at vi bliver accepteret som en sammenbragt familie, hvad dertil hører.

Jeg har allermest lyst til at ringe til den kommende brud og sige, at min datter gerne vil deltage til, det hun nu er inviteret til, og jeg deltager delvist, men melder fra til festen, fordi jeg ikke synes at jeg vil blive sammen med en del af den sammenbragte familie, mens min datter skal tage hjem til et tomt hus kl. 16.30. 

Måske bliver jeg meget upopulær i denne ‘nye’ familie, som jeg vel på et eller andet niveau er en del af. 

Men jeg er bare så ked af den måde de vælger ikke at se os som en familie på.

Vi har alle været med til barnedåb og 30 års fødselsdag. Men nu skal det åbenbart være slut.

Min kæreste er meget konfliktsky og ved ikke hvad han skal gøre og sige.

Allerhelst så jeg, at han støttede mig (og os) og også vælger at sige nej tak til festen om aftenen. Men det kan jeg jo ikke forlange/forvente af ham. 

Som en lille sidebemærkning kan jeg fortælle dig, at jeg faktisk også er i familie med brudeparret – laaangt ude – da brudens far er min fætter.

Hvad tænker du om min udfordring?

Er det i din verden helt hen i hegnet, at jeg bare er så skuffet, såret og ked af det hele og vil det være helt forkert at jeg melder fra til festen, men deltager i kirke og reception?

Glæder mig til at høre dine tanker og kommentarer.

Hilsen A

——————————————

Kære A

Tak for din mail

Det problem er der desværre rigtig mange sammenbragte familier der møder igen og igen!

Så godt du tager det op!

Kan så godt forstå at du reagere- jeres store arbejde for at blive en helhed, bliver jo i den grad, med et, skudt ned. 

Der bliver forskel på jer…..

I bliver delt op…..

Jeg tænker at du med din kæreste skal sætte jer ned sammen og finde ud af hvad vinkel i vil give dette her og lægge i dette her?

Det er vigtigt at I gør det arbejde for at lave et kompromis, eller finde enighed mellem jer som par.

For meget at det handler om hvilke ”briller” I vælger, at se på det, og de ”briller”, det syn skal I gerne begge kunne havde på dette, men denne vinkel handler også om jeres vinkel til det at sammen. 

Der skal være overensstemmelse!!!!

Bryllupper er for de fleste dyre og det er meget normalt at man lave lidt opdeling ved sådan nogle store begivenheder, så at evt. børn enten må komme med, eller at børn ikke må komme med- og at nogle kommer til reception, mens andre også kommer med til festen.

Det er en måde at få alle med på, og stadig havde råd til at holde et bryllup

Som jeg ser det handler meget om hvordan I ser på jer selv og det at være sammen?

Hvilken sammenbragt familie er I?

Er i en familie hvor I er de voksne og alle 4 børn er børn af jeres familie?

(I er et familiefællesskab)

For så deler de jer jo op på en meget uheldig måde- nogle børn må være med mens andre ikke må.

Det skal selvfølgelig siges til brudeparret, for mange gør det ikke af uvilje, men tænker simpelthen ikke over, hvor stor indflydelse det har på ens familie.

Det kan man godt sige på en meget fin måde, simpelthen sige det som det er- at enten kommer dine to børn med hele vejen, eller så kommer hans ikke med til festen. Så I deler dem på samme måde.

Hvis I tænker jer som, at I er kærester, som hver har to børn?

(I er et bofællesskab)

så må I se på det som at din kærestes niece er din kærestes børns kusine 

(hvis jeg har regner den rigtig ud?) og derved er tættere familiemæssigt på bruden end dine børn er på din fætter.

Derved  er der noget helt naturligt i den opdeling, hvad I hver især er i forhold til bruden og brudgommen.

Det at fortælle børnene dette. Så den forskel der kommer på jer i denne sammenhæng er helt naturlig.

Det er to meget forskellig måder at forholde sig til det projekt I som voksne er i gang med!

Det er vigtigt at I som voksne tager stilling, så det ikke bliver andres invitationer, der skal tage det ansvar, og den stilling. 

I bliver ved denne invitation opmærksom på at I mangler at tage den styring, det lederskab i forhold til det kæmpe arbejde I laver for at være sammen.

For hvis I har taget stilling til dette, er det meget nemmere at forholde sig til invitationer osv. I fremtiden.

For den problematik støder sammenbragte familier ind i igen og igen!!!

Hvis I er et familiefællesskab, skal børnene på en eller anden måde behandles som børn af jeres fælles familie, på samme måde som børn af alle andre kernefamilier.

Der kan man også dele dem op, men det bliver enten i alder eller køn.

Hvis I er et bofællesskab, skal betydningen af forskelligheden findes et andet sted, som her- jeres familiemæssige tilknytning.

Og som bofællesskab skal man kunne leve med den forskellighed, ikke som en trussel men jo netop som en fordel- der er noget man bliver fri for, der er noget man ikke er en del af, uden at gå fra hinanden.

Opdelinger sker jo rigtig ofte når man færdes sammen. Men I må og skal som par finde ud af hvordan I håndtere opdelinger, så det ikke bliver en trussel for jeres parforhold, eller familie.

Hvis I ser jer selv som et familiefællesskab, så skal I tage konfrontationen, eller konsekvensen med dem der invitere, forstået på den måde, at gøre dem der invitere opmærksom på problematikken, og være villig til selv at tage konsekvensen- som i denne her sammenhæng, hvis dine to børn stadig ikke må komme med til festen, selv om I har snakket med bruden og brudgommen, så melder din kærestes to børn også afbud til selve festen.

Eller så snakker I om det alle 6, så det bliver klart at det er drøn uretfærdigt- og underligt, men I alle vælger at bakke op om brudeparret, på forskellige måder i den måde de har bestemt at I skal komme på. Så det giver en helhed selv om der bliver gjort forskel på jer.

Nogle gange kan man ved at tage snakke med andre gøre at de gøre noget andet. 

Andre gange kan det desværre ikke gøre, at de gør noget andet.

Men I er på trods af dem og det de gør, frie til at gøre det som bakker op om det I er, til hver en tid (at tage konsekvensen)

Så I bliver i overensstemmelse med den familie I ser jer selv som.

Så denne her begivenhed, er med til at I som voksne stiller endnu mere skrapt på at det er JERES, ikke børnenes, ikke familiemedlemmers ansvar at definere hvad I er.

At I skal være, vise, gøre det I ser jer selv som!

Både overfor jeres egne børn, jeres egen familie – ja alle

Håber mit svar kan give jer en retning

Lykke til 

Mange hilsner

Sia

Psykolog

Siaholm.dk

Sammenbragte-familier.dk