Jeg er ved at miste mig selv
Kære Sia.
Jeg har kendt min nuværende mand i godt 3 år. Min mand har to børn på 12 og 16 fra et tidligere forhold, som han har regelmæssig samvær med. Jeg har 3 børn fra et tidligere forhold, hvor der er sparsom samvær med biologisk far. Sammen har vi et fællesbarn på 2 måneder.
Min mand er et meget lukket menneske ifht hans følelsesliv. Det står klart, at hans skilsmisse fra første kone og konsekvensen ifht hans børn, er et stort åg for ham. Det er 11 år siden han blev skilt. Hans samvær med hans børn er præget af en Laissez Faire konkurrence med exkonen. Der er ingen regler for sengetider eller vækketider – ligesom det er en selvfølge at sidde i stuen med snuden begravet i en computer, mens man dikterer, hvad der skal ses i tv.
Min mand er ”funktionel alkoholiker”, det er han blevet efter hans skilsmisse. Han passer sit job, og drikker når han kommer hjem. Når han bliver meget fuld, snakker han for det meste om tabet af sine børn og om, hvor meget modgang han har haft. ( ren selvmelidenhed)
En sommerferie blev jeg indlagt med akut nyresvigt. Alle 5 sammenbragte børn kom ud til min mor, hvor de havde 4 gode dage. Min mand jamrede sig i 4 måneder bagefter, da han mente, hans sommerferie med hans børn var blevet ”ødelagt”, da han missede 4 hele dage med dem. Hans børn er her i 2 eller 3 uger i sommerferien og halvdelen af alle andre ferier. Plus samvær selvfølgelig.
Denne sommerferie – en uge før jeg skulle føde vores fællesbarn – måtte jeg tage ud til min mor med mine 3 børn, da jeg ikke magtede at være hjemme længere. Der er ingen faste sove eller vækketider, når hans børn har ferie overhovedet. Dvs – de er gerne oppe til kl 02 og står op/vækkes kl 13 eller 14. Jeg har et barn på små 4 år, der vågner ved 6 eller 7 tiden, så jeg fik ikke megen ro, da vores soveværelse er lige ved siden af stuen, hvor der holdes ”fest” til kl 02.
Min mand nægtede at regulere i sove/vækketider, da det var hans børns ferie. Hans exkone ville blive sur, og så frygtede han, at børnene ikke ville komme mere hos ham/os.
Jeg er ved at miste mig selv i dette projekt ”sammenbragt familie”, da jeg hele tiden synes, jeg skal vige for andre – enten hans børn eller hans exkone. Der er ingen respekt for mig og mine behov, uanset om jeg har nyresvigt eller skal føde, det vigtigste er altid andres behov. Det er sådan jeg oplever det.
Min mand vil fortsat ikke regulere sove/vækketider ifht hans børn. Dvs i en samværsweekend er der ro i huset fra 02 til 06 – 4 timer har jeg ro og skal oparbejde styrke til en hel lang og ny dag med 6 sammenbragte børn, hvoraf den ene er 2 måneder…
Jeg har foreslået min mand, at han får en lejlighed i nærheden af hans børn, hvor han i ro og mag kan have sine børn på de betingelser hans exkone nu finder på. Helt uden om mig. Når det faste samvær er drevet over, kan vi prøve igen. Det ene barn er jo nærmest snart voksen, så der går vel ikke så lang tid endnu…
Det vil han ikke, ligesom han heller ikke vil tage et andet sted hen i samværweekends med sine børn. Så kan vi lige så godt blive skilt, mener han.
Det kan vi måske da bare også, men både han og jeg ved, at hvis vi kun havde os selv og vores fællesbarn at forholde os til, så havde vi ingen problemer…
Kort og godt – jeg føler min mand lever i fortiden og plejer sit forhold til exkone og deres børn, frem for at være tilstede i hans ”hverdagsfamilie”. Jeg er ved at miste mig selv i dette, er det rimeligt at jeg tvinges til at føje hans exkones regler i mit eget hus? Skal jeg acceptere at han holder ferie, så snart exkonen siger det, med de to børn fra tidligere forhold eller kan jeg tillade at spørge efter hans fordelingsnøgle, nu hvor han har to kuld børn?
Venlig hilsen
Annika
————-
Kære Annika
Tak for din mail!
Hold da op…… Nej det er ikke rimeligt, at du skal føje ex- konens regler i dit eget hjem. Udefra din beretning kan jeg godt forstå, hvis du er tyndslidt!! Ked af det, og ved at give op!
Sådan som jeg ser det, er det ikke konceptet ”den sammenbragte familie”, der er hoved problemet her!
Det lyder som om din mand har nogle personlige problemer, som du åbenbart enten har vænnet dig til? Eller i hvert fald i din beretning vælger bare at nævne i en bisætning!?
”Min mand er ”funktionel alkoholiker”, det er han blevet efter hans skilsmisse. Han passer sit job, og drikker når han kommer hjem. Når han bliver meget fuld, snakker han for det meste om tabet af sine børn og om, hvor meget modgang han har haft. ( ren selvmedlidenhed)”
Funktionel alkoholiker….hmm -hvordan er det for dig?
Det lyder da godt nok hårdt – og respektløs over for dig, jeres parforhold, jeres fællesbarn og familie! Hvor er omsorgen overfor dig og jeres parforhold – jeres familie?
”Min mand jamrede sig i 4 måneder bagefter”
– igen en meget selvoptaget, og primitiv måde at håndtere, det at han er ked af det. Det virker jo som om du slet ikke er noget han skal passe på? Kan han tillade sig alt? -bruger han dig som skraldespand? Og vil du være skraldespand? Er han slet ikke bange for hvor meget brok du mon kan klare? Og hvor meget brok vil og kan du egentlig klare?
”Min mand nægtede at regulere i sove/vækketide”
”Så kan vi lige så godt blive skilt, mener han”
– Igen her ser jeg en meget respektløs måde, at samarbejde med dig på! Det kan godt være at I er uenige, men dette her er jo en direkte trussel! Oversat til ”Hvis jeg ikke får min vilje, går jeg fra dig, uden at gå!!”
vil du leve på den måde?
Og hvis du vil – så er det jo bare sådan! Han bestemmer, ellers kan du gå.
Jeg kan godt forstå at du er ved at miste dig selv – eller oversat til ”du er ved at miste dit forhold” – for sådan som jeg høre det, er du den eneste der bær/ er i dette forhold! Der er jo ikke to voksne!
Jeg kan ikke høre en ” voksen” gensidighed – eller respekt – eller en interesse i at finde en måde at samarbejde på!?
En ting er at man er uenige! Men jeg kan slet ikke høre at der er plads til din opfattelse, eller smerte?
Så for at sige det som det er – er det da godt at du er ved at miste
”dig selv”, for det at være den eneste, der er ”forholdet” – er et umuligt projekt! Det er da næsten underligt at du ikke har ”mistet dig selv” før nu?
Men det er meget typisk, at der kan går noget tid, man har så mange gode undskyldninger, hvor man forklare overfor sig selv, hvorfor det og det sker, fordi man ikke vil ”se” det!
For hvis du ser og høre det, bliver du nød til at forholde dig til det!
Det er det forhold du er i !
Men det at der er kommer et spædbarn til, gør at du bliver brugt, og du kan nu sikkert ikke opretholde alle de her forklaringer(?) mere?
Aspekterne er blevet så tydelige nu, at du ikke kan holde dig for øjnene , og ørene længere!
Men hvordan kan det være at du finder dig i denne respektløshed?
Dette har intet med en sammenbragt familie at gøre!
For I er jo slet ikke kommet til det, at forsøge et samarbejde eller den proces det er at skabe en sammenbragt familie !….Jo det lyder som om DU har forsøgt, ved at være omsorgsfuld, rummelig, accepterende osv. Men der skal to til at skabe et forhold! Der skal to til, det samarbejder omkring det, at skabe en familie.
Det kan du umuligt gøre alene! Og især umuligt hvis du forventer at I er to, og der kun er dig der er interesseret i at samarbejde.
Sådan som jeg høre det, er det ham der bestemmer, og hans smerte der fylder.
Du bliver nød til at se at der ingen respekt er, ingen imødekommenhed fra hans side. Når der ikke er den lydhørhed – så er det umuligt at føre en samtale, og det at fælles finde en måde at samarbejde på.
(når man taler sammen, kræver det at man begge kan høre og tale …..hvis man taler og den anden ikke kan høre- er det spild af kræfter det at blive ved med at tale! Hvis man vil tale med en der ikke vil høre må man bruge tegn, for måske han kan se?)
Jeg tror at du for alvor må se på den mand du er sammen med!
Og ”høre” det du selv hører i samværet med din mand.
Vil du være container for hans brok?
Vil du tilsidesætte dig selv ?
Vil du og kan du?
For ellers lyder det som om du må flytte dig væk fra det! (tegnsprog)
Det ville han måske forstå ?- eller måske ville han lade dig flytte…..
Måske vil han vågne op? Og SER at det han gør, og siger har en konsekvens, det har en betydning! – måske?
Måske kan han opdage, at han bliver nød til at beherske sig, beherske hans egen frustration, så der er plads til dig, hvis han vil havde, at du også skal være der? Måske???
Måske vil det bare blive noget nyt, han kan jamre over?
Men det er hans valg – det valg kan du ikke tage for ham længere!!!
Du har et valg om hvor meget du vil finde dig i, og hvad du kræver af en anden person i et forhold.
Du kan ikke få ham til at lytte, men du kan forholde dig til at han IKKE lytter.
Du kan også blive – men nu med den viden om, at han ikke kan høre, der er ikke plads til dine behov, han brokker sig! Og gør hvad hans ex-kone siger( ikke fordi han elsker hende(?) men fordi han er bange for at miste sine børn)
Så kan du måske bedre tage det lidt let – indrette dig efter det! ???
Det egentlige problem er hans måde at håndtere modgang, og frustration på! Ikke det at være i en sammenbragt familie.
Men det bliver bare så enormt tydeligt i en sammenbragt familie, da samarbejde mellem de voksne, det at bære sin sorg, lære at leve med sin sorg, bliver udfordret på det allerhøjeste i en sammenbragt familie.
Din mand tager ikke ansvar, forholder sig til sine problematikker eller handler – han bedøver sig, og klager!
Det er den mand DU er sammen med!
Det kan godt være det er hårde ord, de er sagt for at få dig til at SE klart! Det er nemmere enten at gå eller at blive – når man kan SE hvad det er man har med at gøre…..
For det er DIT valg, men der har du nok gjort lidt ligesom din mand – ved ikke at ville ”se” hvad det er du er midt i.
Og et par hvor den ene ikke kan ”se” og den anden ikke kan ”høre”!
Det kan nemt både blive rigtigt svært og hårdt!…….
Håber du passer på dig, og kan bruge dit syn – så du kan tage de valg som kan gøre det godt for dig!
Mange hilsner
Sia
Psykolog
siaholm.dk
