Jeg kan næsten ikke være i min krop
Min svigerfar er lige død. Min svoger har to børn, min mand og jeg har to børn sammen og jeg har et særbarn som min mand har kendt siden han var 3 år gammel. Min mand og jeg har været sammen i 25 år. Min svigermor siger at vi skal dele de 6 pladser der er til at bære kisten ligeligt imellem familierne. Dvs. at min svogers to børn og min svoger skal bære. Min mand mener at han skal bære og vores yngste barn skal bære. Vores fælles datter og mit særbarn skal finde ud af hvem af dem der skal bære indbyrdes. Jeg er så såret og så vred at jeg nærmest ikke kan være i min krop og aner ikke hvad jeg skal stille op. Hvad skal jeg gøre?
Hej
Tak for dit spørgsmål til Brevkassen.
Jeg tænker at denne situation må afspejle noget som du også oplever i din hverdag?Uretfærdig behandling, forfordeling, forskelsbehandling på dit barn og jeres fælles børn?
For helt udefra set virker det som en meget naturlig og normal fordeling som din svigermor laver.Hvad I ligger af værdig i de 3 der skal bærer kisten, er det jo jer selv der bestemmer. For nogle betyder det at man har været ekstra tæt. For nogle er det de ældste i familien der bære. For nogle skal de 6 pladser bare fyldes ud. Det er meget forskelligt hvad man ligger af værdig i det at bærer en kiste.
Så hvordan du/ I ender med at lade det handle om dine og mine børn ved jeg ikke?
Men måske er den problematik lige under overfladen hos dig hele tiden, fordi du gang på gang oplever den i jeres helt almindelige hverdag?
Selv om man er en ”familie” og en sammenbragt en af slagsen så er der jo stadig følelsesmæssig forskel og biologisk forskel. Dvs. at dit barn har jo andre bedsteforældre (?) som ikke er jeres fælles børns bedsteforældre(?) osv. Osv. Dvs. at de 3 børn jo har meget forskellige vilkår.
Dette behøver ikke at betyde at han ikke skal bærer kisten? Men det behøver heller ikke at betyde at han skal bærer kisten?
Det lyder som om du og din mand skal havde sig en ordentlig snak – om hvordan og hvorledes og hvorfor? Så I bliver afstemt.
For det lyder som om at din mand har taget nogle beslutninger som du ikke kender grunden til, og slet ikke er blevet taget med i?
Det er din mands far der er død, hvilket løsninger betyder noget for ham, og hvorfor?
Hvad gør det ved os som familie? Hvad vil være bedst for os som familie?
Men for at havde den snak bliver du nok nød til at skille tingene lidt fra hinanden. Og selv finde ud af hvorfor du reagerer så kraftigt på denne situation? Hvordan er den tilstede i jeres hverdag? (forfordeling, forskel på jeres fælles og dit barn fra tidligere forhold?)
hvordan ville du/ I løse problematikken hvis det var jeres fælles børn alle 3, og der kun skulle bruges 2?
Hvilken værdig ligger I i det at bærer en kiste?
Er I som par afstemt omkring dette?
Hvilken løsning vil gøre jer godt som familie?
Hvilke løsninger er vigtige for din mand, da han tager afsked med sin far?
Hvordan var relationen mellem de 3 børn og hans far?
Osv. Osv.
Ved ikke at beslutte noget men ”ventilere” og snakke sammen om alle disse spørgsmål, kan I forhåbentlig bedre forstå og blive afstemt om denne beslutning.
Husk på denne beslutning er ikke alt afgørende, men en handling der er hvad man gør den til. Men hvis den handling ikke skal blive ”offer” for alt uretfærdighed er det vigtigt at I som voksne i familien bliver afstemt og begge er med i beslutningsprocessen.
Håber mit svar kan give dig en retning
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-famililer.dk
