Lidt for meget ex-mand hele tiden

Hej Sia.

Det gør ”ondt” at være den på sidelinjen.

Jeg har kendt min kæreste i 2 år og vi bor sammen nu, hun er skilt og har to børn (ca 5-7 år) Den yngste af børnene har mavetarmproblemer og har derfor nogle gange brug for at komme på hospitalet.

Mit problem er at jeg til tider synes der er lidt for meget ”eks-mand” tid, over fx tlf, FLERE gange om ugen eller hvis et barn bliver syg så er det eks-mande hun kontakter for at snakke om hvad der skal gøre, eller når der en til to  gange om året skal til foredrag/forældre weekend med den forening som de er medlem af pga. den lille som jo er syg, men når de skal af sted, så er det med eks-manden.  I starten generede det mig ikke, men nu begynder jeg at få en følelse af at jeg synes det er for meget nu, som om jeg aldrig får den lille familie jeg selv gerne vil have. Jeg har det ok med at vi har delebørn, men gider bare ikke så meget den eks-mand, selvom vi sagtens kan snakke sammen så gider jeg faktisk ikke rigtigt have mere end HØJEST nødvendig med ham at gøre. Vi har snakket om at vi skal have fælles børn, og måske det hjælper på den følelse. Hendes eks-mand og hende snakker dog primært sammen pga. emner om børnene, men jeg tænker at det kan de jo gøre en gang om ugen og han behøver vel ikke altid være indblandet i alt i de uger vi har børnene (vi har den hver anden uge) Tænker i de uger vi har dem er det os der snakker og finder løsninger (selvfølgelig skal han vide hvis barnet kommer til skade og på skadestuen ?? eller??) Jeg ved godt det ikke er mine børn men synes også hun gør det svært for mig at tage dem helt til mig når eks manden hele skal indblandes i hvad jeg betegner som vores lille familie. Jeg føler det burde være hende og mig der snakker om tingene, aftaler hvordan vi lige løser problemet med hvem der køre den lille til læge hvis han får det skidt, ikke noget hun behøver at ringe og aftale med hendes eks-mand. Vores uge med børnene er vores liv og hans uge med børnene er hans liv. De ting der sker i den de uger vi har børnene synes jeg vi selv løser UDEN eks-mandens indblanding. JO mere hun har kontakt ham jo mere gider jeg ham bare ikke mere.

Jeg føler mig tilsidesat, tænker tit på om jeg kan klare at der altid vil være en anden mand i hendes liv, til at starte med synes jeg det gik fint nok, men nu synes jeg hun burde tænke over hvad det betyder for mig at hun har så meget kontakt med hendes ex-mand. Det gør mig ked af det og jeg ville ønske de kun snakkede når børnene blev afleveret eller hentet.

Jeg er ret ny i det her bonus far, og tænker på om andre har det sådan, om jeg er uretfærdig?? Eller om det går over??

Har virkelig brug for at snakke med nogen om det.

MVH

Dan

———————————–

Kære Dan

Tusinde tak for din mail!

-tak for at du giver mig muligheden for at vise at sådan er det altså også!  Det er som regel kun kvinder der melder det ud du gør– men jeg møder rigtig mange gang mænd i min klinik, der har det nøjagtig ligesom du beskriver!!!

Din reaktion er en helt naturlig reaktion på en manglende græsesætning. Det at en gammel kæreste skal havde så stor indflydelse på ens kæreste – reagere alle på. 

Det hjælper så ikke på det, at denne manglende grænsesætning bliver pakket ind i ”for børnenes skyld”.  En indpakning man ikke rigtig kan få lov til at reagere på uden at være denne ”onde”. Det kan gøre det meget svært. 

For nej – du er ikke uretfærdig! Og Nej- det går ikke over af sig selv….det kan få en mindre betydning ved at du finder dine egne ben mere og mere i den rolle, position, funktion det er at være mand, men ikke far, for de børn der er i dit parforhold.

Der kan være forskellige grunde til at der er denne grænseløshed mellem din kæreste og hendes ex-mand.

For nogle er det dårlig vane (?) sådan gjorde vi før, sådan gør vi nu – de er bare blevet skilt i mellemtiden. (det er kun 2 år siden de er gået fra hinanden!)

For andre er det skyldfølelse, de vil ikke tage børnene fra den anden forældre, eller tage den anden forældre fra børnene…(?)

I vores samfund i dag er der meget store krav til forældre og deres samarbejde når de bliver skilt – de skal jo næsten kunne samarbejde mere og klare det bedre end da de er gift.

Mange har ikke taget stilling til hvad de helt konkret behøver at samarbejde omkring!  

Jeg kan ikke læse mig til om hvordan du har det med hendes børn? Og hvad du vil med det, at hun har børn med i jeres forhold?

Vil du være med i det lav-praktiske omkring dem?

Den arbejdsopgave der er at havde børn? Madpakker, hente, bringe…lektier osv.?

For det kunne også tænkes at hun bruger hendes ex-mand fordi han er den der er der? Har du meld dig under fanen? Har du tilbudt din hjælp? Har du vist din interesse? Har du en interesse?

For hvis du er træt af at være uden for – så skal du tage din plads!

Du kan selvfølgelig ikke bare selv tage den, hvis du ikke må få den…men det er et samarbejde mellem dig og din kæreste som intet har med ex-manden at gøre!!! Men allerede nu, når du fokusere på denne måde får du nu mulighed for at være med til at skabe det du gerne vil, i stedet for at blive afmægtig.

Har du fortalt hende at du f.eks. gerne vil være med i den forening, nu da du også er en del af hendes søns liv? Og at du gerne ville dele information, arbejde og udfordringer med hende omring børnene?

Uden at skubbe ex-manden ud! Dette bliver en anden måde at snakke om dette her på– For det behøver I ikke – det behøver ikke være enten/ eller, men det kan godt være både /og!

For han er børnene far! Men det at han er det behøver ikke betyde at du er ikke er med….Men det kræver at du tager skridtet og kræver din plads – i takt med at din kæreste giver dig plads!

Det er klart at det kræver at hun også er interesseret i, at du er aktiv som voksen i hendes børns liv !  Jeg har endnu ikke mødt nogle voksne mennesker der ikke tager imod dette med kys hånd! Men det er både/ og !!! Dette har intet med børnenes far at gøre! Så hvis det er en interesse der kun er der for at gøre deres far usynlig – bliver det svært, ja næsten umuligt for hende at give dig plads! Ikke for ex-mandens skyld, men for hendes børnenes skyld! Men hvis det er en reel interesse, i at dele dette sammen med hende – vil din interesse ikke være en trussel hverken for dig eller din kæreste.

Jeg kan ikke læse mig til om du har snakket med din kæreste om det? Men en snak med udgangspunkt i dette ville være en god start.

Men her snakker vi ikke kun om hospitals besøg – men helt lav-praktisk i jeres hverdag, det at du får en position, og funktion i jeres familie når hendes børn er der. 

Ved at håndtere dette på denne måde, er min erfaring at deres relation ikke får den samme virkning eller trussel for dig….og måske heller ikke får den samme betydning for hende(?)

Ved at være med, skabe sin egen funktion, position kan man også lettere sig til sin kæreste uden at det bliver misforstået –”jeg ved godt det er noget pjat- men jeg bliver altså utryg når du sidder der ved siden af ham…. Du skal sidde der med mig! – jeg er din mand! Jeg ved godt jeg ikke er børnenes far – det er han – men jeg vil være din mand! Kan vi gøre det sådan at vi sidder sammen og hvor han sidder er ligegyldigt…? Kan vi gøre det sådan at vi snakker om det- løser det når XXX er syg? jeg vil gerne være der for dig som din mand!”

På den måde lade du ex-mand være ex-mand, men viser hende det kan være både/og !!!

Det er altid en god ide det at møde andre, og der er en netværksgruppe kun for mænd på Sjælland – tag evt. kontakt til denne!!

Håber mit svar kan give dig en retning og forståelse….

Lykke til

mange hilsner

Sia

Psykolog

Siaholm.dk