Min søn kan ikke lide min kæreste
Jeg er mor til tre sønner på 18, 15 og 10 år. Fraskilt fra min ekskone for 5 år siden, som jeg har drengene med.
For 4 måneder siden, flyttede min kæreste ind i vores hus, sammen med hendes to drenge på 7 og 10 år.
Jeg står nu i et frygteligt dilemma, da min ældste søn ikke er rimelig i hans opførsel. Han siger direkte, at han ikke kan lide min kæreste og hendes børn. Han glæder sig til at flytte hjemmefra. Han gider ikke sidde ved bordet, når hendes børn er her osv.
Min yngste søn på 10 år, er også rigtig ked af det. Han græder og siger, at han ikke har lyst til at være herhjemme mere, efter at de er flyttet ind. Vi har snakket rigtig meget om det, og det handler om mange forskellige ting og forandringer. Han føler ikke han kan være sig selv mere. De larmer for meget, sidder uroligt når vi spiser, hendes søn vil i kontakt og det gider min ikke, han synes de spørger om dumme ting osv. Han er også blevet irriteret på min kæreste og gider ikke være sammen med hende efter at hendes børn er flyttet ind.
Så nu står jeg med to børn, som ikke ønsker at være her mere pga. sammenbragt familie. Jeg har det rigtig skidt og har lyst til at de skal flytte, men føler jeg står og skal vælge mellem kæreste el børn, da ingen af os trives lige nu. Hvor meget skal børn kunne sætte dagsordenen i disse nye forstyrrelser?? Og hvad skal jeg gøre?
Til orientering skal jeg sige, at min ældste søn bor her fuld tid, ham på 15 år 7/7, og ham på 10 år 9/5 hos mig.
Min kærestes børn kører 7/7
Vi har med vilje prøvet at fordele børnene, således at de kun er sammen hver anden weekend og lidt ekstra dage her og der alt efter deleordning.
På forhånd tak
Hej
Tak for din mail
Jeg kan ikke helt hører ud fra din mail hvordan tiden var før I alle sammen flyttede sammen.
For det første bliver dig og din kæreste nød til at sætte jer ned og tage stilling til hvilke familie projekt i er i gang med at skabe, uafhængigt af hvordan børnene reagere!
Hvad er det I vil?
Er i en familie hvor hver tager sig af sine egne børn? Et bofællesskab!
Eller er i en familie hvor I begge er voksne og omsorgspersoner for de børn der er i familien? Et familiefælleskab!
Hvis I er et bofællesskab bliver I nød til at sætte jer som voksne ned og finde måder og ”regler” for hvordan I bor sammen, så I har en fælles ramme omkring det at bo sammen.
Når I har den ramme, i både ”hus-regler” og værdier, så kan I sætte jer ned sammen med børnene som det bofællesskab I er og fortælle og snakke om de rammer og regler som I har sat op.
Samt tage jer hver især en snak med jeres børn og de rammer.
Noget kan være til forhandling fordi I har så store børn, andet er som det er fordi sådan vil I havde det!
Derefter er det jer hver især, som forældre der skal hjælpe, irettesætte, guide jeres egne børn i det som I voksne er blevet afstemt omkring.
Hvis I er et familiefællesskab skal I som voksne sætte jer ned og blive afstemt omkring både hvem gør hvad (altså dele funktioner imellem jer i forhold til de børn der er i jeres familie) og blive afstemt omkring hvordan f.eks. hvordan spiser vi aftensmad? Hvordan er vores morgner?
Osv. Osv. Altså blive afstemt omkring hvad og hvordan man gør i en familie.
Det er to meget forskellige måder at samarbejde på som voksne omkring nogle børn.
Det løser ikke de helt almindelige konflikter som du beskriver i din mail, men det kan give jer som voksne en retning og model for hvordan I skal håndtere dem, så det ikke handler om dine eller mine børn. Men at I kommer med to forskellige måder at agere på som familie, der nu skal samkøres.
Og det giver jer en retning for hvordan I som par/ voksne skal samarbejde på så I netop ikke står i den situation hvor I skal vælge mellem jeres børn eller jeres partner!
Håber mit svar kan give dig en retning
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk
