Skal jeg?…
| Hej. Mit spørgsmål går på hvordan jeg takler vores nuværende situation i vores sammenbragte familie. Min kæreste og jeg har været sammen i 15 år. Jeg har en datter fra tidligere forhold som bor fast hos mig, og hun var 4 år, da min kæreste og jeg flyttede sammen. Vi blev enige om fra starten, at min kæreste skulle tage del i opdragelsen af min datter på lige fod med mig hvilket han meget gerne ville. Det gik os fint de første år mens hun var mindre, men jeg har altid lidt under en frygtelig dårlig samvittighed over for min datter over at ha gjort hende til skilsmissebarn, samtidig med at jeg os er MEGET konfliktsky. Derfor endte det altid med at min kæreste skælde ud, og jeg stod og glattede ud overfor min datter bagefter. Det har givet en masse konflikter gennem årene mellem min kæreste og mig, da han som han plejer at sige ikke gider være bussemanden og den sure, når jeg så bare trækker i land. Og det kan jeg sådan set godt forstå. Det endte så med for 2-3 år siden, at min kæreste trak sig fra den opdragende rolle til at være mere passiv og blande sig udenom. Det har givet MEGET færre konflikter, så det har måske været fint nok…. problemet er bare nu, at efter min datter er blevet 18 år og bestemmer selv, så har de begge to trukket sig meget fra hinanden. De taler pænt til hinanden, men det er meget overfladisk som har du sovet godt, og har du haft en god dag og i den stil. Ikke den store interesse for hinanden, og det gør mig så frustreret. Min kæreste siger at han tror det bli’r bedre når hun flytter hjemmefra, og hun snakker selv om at hun gerne snart vil finde sit eget sted at bo. Mit spørgsmål er så, om jeg bare skal lade tingene være som de er nu, med tanke på at hun alligevel nok snart flytter hjemmefra, eller skal jeg prøve at sætte en masse i værk, for at prøve at føre dem tættere på hinanden igen. Kh en frustreret mor. |
| Kære frustreret mor Tak for din mail Det er jo som du selv beskriver et resultat af det du i sin tid har gjort, overtaget ”opdragelse” for at undgå konflikter imellem dem. Hvis du vil gøre noget andet åbner du jo op for evt. konflikter igen? Du kan nok ikke bringe dem tættere sammen, hvis du ikke også åbner op for også konflikterne. Dvs de kan ikke få en ”dybere” relation, hvis den er begrænset af hvad du kan klare og ikke kan klare. Du kan godt hvis din kæreste også er indforstået med at komme ind over igen, gøre det igen, men så kommer der også konflikter, og meget andet også. Konflikter som de jo må håndtere imellem sig. Derved i deres hver i sær håndtering af disse kan de udvikle deres relation, med både surt og sødt, som en relation jo ofte indeholder. Deres relation lige nu er jo ”forurenet” af at du ikke har kunne håndtere, har følt skyld når de har haft konflikter. Så spørgsmålet er måske mere om du er klar til ikke at være skyldig? Og lade dem udvikle sig i deres møde med hinanden? På den måde de nu hver især vælger selv at gøre! Om du kan lade hende (din datter) udvikle sig og finde sin vej i den modstand, eller uenighed hun møder, i mødet med din kæreste, eller om du igen får ondt af hende fordi hun er skilsmissebarn? Du kan også lade det være, og så er der selvfølgelig mange ting der bliver mindre tydelige når hun ikke bor hjemme. Det vil stadig være det samme, men bare meget fortyndet, da relationen får en anden karakter når man ikke bor sammen. På samme måde som når man selv som voksen er sammen med sine forældre i en længere periode ved besøg eller ferier sammen, meget nemt kan genkende gamle konflikter og dynamikker. Du kan ikke gøre noget for at bringe dem tættere på hinanden, men du kan lade være med at være ”overdommer”, der bestemmer hvad der må være i deres relation. Dette vil bringe dem – din kæreste og din datter- til ansvar for deres egen relation. Dette kan skabe konflikter, og bringe dem tættere sammen, hvis de som sagt tager deres hver især ansvar. Men det er spørgsmålet om du vil træde til side og lade din datter finde sin vej, og lade din kæreste finde sin vej? Er du klar til det? Det ville kræve at du ikke kun ser konflikter der kommer, som dårlige men nødvendige og en del af det at udvikle en relation? Håber mit svar giver mening, og kan vise dig en vej Lykke til Mange hilsner Sia Psykolog Siaholm.dk Sammenbragte-familier.dk |
